Dette er en novelle og derfor en lang tekst. Og du behøver ikke at læse det hele, hvis du ikke har lyst. Jeg er mest ude efter feed-back på om teksten fænger fra starten: Får du lyst til at læse videre efter første side? Og hvorfor? Og hvis teksten ikke fænger, hvad er det, der får dig til at stå af? (Du skal bare skyde løs. Jeg er ikke sart)
Da vi fandt dig udenfor
Mit hjerte knuger sig sammen ved synet af kisten. Den ser alt for lille ud, tænker jeg og trækker vejret i hikst, som danner frostskyer foran mit ansigt. For lille til at rumme så megen storhed, fortsætter jeg i tankerne, mens jeg lægger hundetegnet på kisten og bøjer hovedet i respekt. Så træder jeg et skridt tilbage, så mine kollegaer kan sænke ham ned i hullet: Hans grav, der ligger som et ar i nysneen.
Hundene sidder i en sirlig række foran graven, og bag dem står deres hundeførere.
Jeg møder hvert af hundenes blik og siger deres navne: “Ubbe, Freja, Athene, Wilbert, Roxy og Storm: I dag har flokken mistet en trofast ven, ære være hans minde.” Det giver et lille ryk i ørene, når de hører deres navne. Og til trods for sorgen kan jeg ikke lade være med at glæde mig over synet: pelsene, der glitrer under en frostklar himmel; de blottede tandsæt og halsende, lyserøde tunger, som får dem til at ligne store krammedyr. Kun Wolfgang mangler i rækken, tænker jeg og mærker et stik i brystet.
Ud af øjenkrogen ser jeg nogle teenagere bag de sneklædte graner i skovtykningen. De filmer med deres telefoner, peger fingre ad os og ser ud til at være ved at dø af grin over vores begravelse. Men min sorg tynger for meget til at blive vred over optrinnet, og jeg forventer ikke, at udeforstående skal forstå mit tab.
Min mand trykker min hånd. Han forstår mig. Han ved, at Wolfgang ikke blot var en trofast ven og et familiemedlem, han var også min tætteste arbejdskollega gennem otte år. Han kunne sikkert være blevet fem-seks år til, hvis han ikke var blevet ramt af en kugle fra manden, som han forfulgte for to dage siden. Men vi reddede et barn fra en formodet barnemorder, og selv Wolfgangs død var en heltegerning, tænker jeg og fjerner min handske for at tørre en tåre væk fra min kind. Han var mit et og alt. I det øjeblik skammer jeg mig over, at jeg føler større sorg, end dengang min far døde.
Mens mine kollegaer dækker kisten til med jord, presser alle minderne sig på. Alle de forsvundne, som han var med til at opspore. Døde eller levende. Men et minde bliver ved med at presse sig på og brager igennem med en klarhed, så alle de andre bedrifter står tilbage som et grumset lærred i min hukommelse: Den dag vi fandt dig udenfor.
···
Det var sidst på eftermiddagen, husker jeg, hvor vi møre af kulde og blæst, var på vej tilbage til bilerne. Humøret var højt, da vi havde fundet drengen, der var forsvundet fra sin skovbørnehave. Og det var en af de dage, hvor vores indsats havde en lykkelig udgang, hvor håbet om, at det gode oftest triumferer, var intakt.
Men pludselig blev jeg bevidst om, at min mobil lå og glødede. Jeg hev den op af lommen, mens jeg og Wolfgang skridtede hen mod skovbrynet, hvor bilerne stod parkeret, og standsede op. En bange anelse skar igennem mig, da jeg så, at der var syv mistede opkald fra min mor.
Jeg skyndte mig at løbe hen til min bil og lukkede mig selv og Wolfgang ind, så jeg kunne komme i ly af blæsten, inden jeg ringede til hende. Jeg pressede mit hoved tilbage mod nakkestøtten og mærkede hvordan mit hjerte hamrede, indtil jeg hørte min mors stemme mod mit øre.
“Åh endelig, Eva!”
“Jeg var på arbejde, mor. Hvad er det, der er så vigtigt?”
“Anja er ikke kommet hjem til mig. Har du hørt fra hende?”
“Hvad? Er hun ikke hos dig?” spurgte jeg og fornemmede, at min hjerterytme accelererede.
“Nej, det var da aftalen ikke? At hun skulle hen til mig efter skole?” Jeg anede en lille bøn i min mors stemme, selvom hun udmærket godt vidste, at Anja altid tog over til hende om onsdagen og derfra direkte til håndbold.
“Jo, men så er hun måske taget tidligere til træning?” Det ville ikke ligne Anja, men alligevel sagde noget i mig, at det måtte være forklaringen.
“Nej. Jeg har talt med træneren. Hun er ikke dukket op.”
“Shit!” Angsten kom krybende ind over mig, mens jeg stirrede ud gennem forruden på løvtræernes kamp mod blæsten.
“Vent lige, mor. Jeg tjekker lige min telefon.”
Med tiltagende uro undersøgte jeg for beskeder fra Anja. Der var ingen. Derefter ringede jeg til hendes mobil. Der blev ikke svaret. Jeg omfavnede rettet og lod min pande dumpe ned på mine underarme. Hun er taget over til Katrine og har ladet den ligge i tasken, prøvede jeg at berolige mig selv.
”Hun kan bare ikke høre den,” mumlede jeg og løftede ansigtet for at lede efter venindens nummer i mobilen.
I det samme bankede det på sideruden. Det gav et sæt i mig, og Wolfgang begyndte at gø bag mig. Befippet smed jeg mobilen fra mig på sædet og så, at det var min kollega Thomas, der stod udenfor.
Jeg fik hold på mig selv og rullede ned.
”Hvorfor kører du ikke, Eva? Noget galt?” Thomas lænede sig ind mod mig med rynket pande under den glatbarberede isse.
”Njah. Jeg tro ikke, det er noget,” løj jeg. ”Det er bare Anja, der ikke er taget hjem til min mor som aftalt. Men hun fjanter sikker bare rundt med en veninde.” Jeg slog ud med hånden og prøvede at verfe problemet væk med bevægelsen.
”Okay, men lad mig lige blive, mens du lige ringer rundt …” Thomas kneb øjnene sammen med et bestemt nik.
”Tak, men du behøver altså ikke …”
”Eva, jeg har ikke specielt travlt. Og man kan ikke være for sikker i disse tider, ved du nok …”
Jeg nikkede og tog en dyb indånding; jeg vidste udmærket, hvad han hentydede til. For mindre end to uger siden, havde både Thomas og jeg været en del af den hundepatrulje, der havde fundet en pige på Anjas alder i skoven. Død. Myrdet.
Og ud fra det vi havde opsnappet fra efterforskningsholdet, så tydede meget på, at man jagtede en morder, der havde tænkt sig at slå til igen.
Mine fingre skælvede, da jeg løftede mobilen for at ringe rundt til Anjas veninder. Men i det samme begyndte den at kime i min hånd, og Anjas navn tonede frem på displayet.
”Det er hende,” sagde jeg til Thomas og viste ham skærmen, mens lettelsen strømmede igennem mig.
Han nikkede og stak tommelfingeren i vejret, men blev alligevel stående afventende.
”Anja?” svarede jeg en anelse anklagende, idet jeg løftede min iPhone op til øret.
”Undskyld? Hvem taler jeg med?” svarede en mandsstemme, som jeg overhovedet ikke kunne placere.
”Eva, Anjas mor.” Jeg stivnede. “Hvem er du?”
”Eva Simonsen? Leif Simonsens datter?”
”Ja, det er mig,” svarede jeg, og hørte min puls i ørerne. ”Men hvorfor ringer du fra min datters mobil?”
”Jeg er Søren. Søren Nielsen fra plejehjemmet?”
”Ja?”
”Vi fandt mobilen her på din fars værelse, og det er derfor jeg ringer, for jeg er nemlig bange for, at øh … at vi ikke kan finde ham.”
”I kan ikke finde min far?” spurgte jeg og mødte Thomas undrende blik. ”Men hvad så med min datter? Er hun der?”
”Nej, heller ikke.”
”Men?”
”Vi har kun fundet denne mobil, som jeg ringer fra på din fars værelse. Men måske er han sammen med din datter så?”
”Jamen, hende kan vi heller ikke finde,” svarede jeg og mærkede hvordan sveden sprang frem i mine håndflader, så jeg nær mistede grebet om mobilen.
”Vent lidt. Jeg tager over til jer. Jeg er der om ti minutter.” Jeg sænkede mobilen ned i mit skød og kiggede op på Thomas.
”Det er meget mystisk. De har fundet min datters smartphone på plejehjemmet, hvor min far bor, men de er tilsyneladende forsvundet begge to.”
”Sammen?”
Jeg trak på skuldrene. ”Det må vi vel gå ud fra.”
”Lad mig tage med derover og hjælpe dig med eftersøgningen. To hunde er bedre end en, men jeg kan nok dårligt indkalde holdet …”
”Nej, nej. Selvfølgelig ikke.”
Jeg vidste, at det var alt for tidligt at indkalde til en officiel eftersøgning efter de gældende regler. Ikke desto mindre, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at et eller andet var rav, ruskende galt. Jeg startede bilen og skævede til biluret. Den var halv-fem, og det ville ikke vare længe før det blev mørkt. I horisonten svajede trækronerne i vinden, mens mørke skyer rullede nærmere, konstaterede jeg og lod luft sive langsomt fra mine læber.
”Bare roligt! Vi finder dem,” sagde Thomas og gav bilens tag et dunk, inden han satte i løb mod sin bil.
Henne på plejehjemmet blev vi ikke meget klogere. Ingen havde set min far gå udenfor, forklarede plejeren, der havde ringet op på Anjas telefon.
Efter at vi havde været inde og inspicere min fars værelse, blev vi ført tilbage til opholdsstuen, hvor der sad en gruppe ældre. Men der var heller ingen der, som havde set min datter komme og gå, og ingen kunne sige med sikkerhed, hvornår man sidst havde set min far.
”Min far er senil!” gentog jeg flere gange over for de ansatte, som havde samlet sig om os. Men om han var senil eller ej, fik dem vel ikke til bedre at huske hans gøren og laden, tænkte jeg, mens jeg skævede til en af de gamle, der sad og mumlede for sig selv.
Til slut troppede forstanderen også op. Det gjorde ikke sagen bedre. Jeg havde altid følt en vis antipati mod hende, som om noget strittede i mig, når hun henvendte sig til mig, uden at jeg helt kunne forklare det. Men hun var også den type, som altid besvarede et spørgsmål med en anklage. Altid bevægede hun sig uden om enhver kritik, ved at placere ansvaret andetsteds med en mund, der henledte tankerne på en giftspyttende kobra: Sådan havde jeg for længst kategoriseret forstanderen, under en af de gange hvor hun havde fået mig til at føle mig som en ussel datter.
”Her går folk skam ikke bare udenfor uden opsyn, kan jeg love dig,” sagde hun og spiddede mig med øjne, der syntes alt for store til det magre ansigt og det korte hår, der sad som klisteret til hovedbunden. Der var noget ved de øjne, der altid gjorde mig utryg, uden at jeg helt kunne sætte fingeren på, hvad det var, afgjorde jeg og knugede om Anjas skolerygsæk, som jeg havde snuppet fra min fars værelse sammen med en af hans skjorter. Det afholdt mig dog ikke fra, at mistænke hende for at være en af de der onde plejehjemsansatte, der godt kunne finde på at give de gamle sløvende medicin, for at gøre dem mindre besværlige. Til tider havde jeg hende ligefrem mistænkt for at gå rundt med dødbringende sprøjter. Men det var selvfølgelig bare min dumme fantasi, der løb af med mig. Alligevel fik jeg dårlig samvittighed, da jeg burde have sat mig bedre ind i, hvordan de egentlig behandlede min far.
Pludselig kom jeg i tanke om en sygeplejerske, der engang havde været i medierne, fordi hun havde myrdet en masse patienter. Jeg prøvede at skyde tanken fra mig, og koncentrere mig om det mest sandsynlige: at Anja havde hjulpet min far med at stikke af. Og hvem kunne egentlig bebrejde ham?
Jeg stirrede på væggene, som til trods for lidt abstrakt kunst hist og pist, virkede sterile og sygehusagtige. Her lugtede ligesådan. Nogle af de ældre sad som hypnotiserede i en sofakrog omkring et fjernsyn, der kværnede for fuld styrke, mens andre blot stirrede ud i luften. Bortset fra en enkel eller to, der syntes opslugte af puslespil eller kryds og tværs. Men ingen så ud til at lide nød eller mangel på omsorg. Overhovedet. Så min sprøjtefantasi skyldes nok mest, at jeg bare ikke kunne lide forstanderen. Måske fordi hun altid indledte en samtale med et: ”hvis du nu kom her lidt oftere, ville du vide at …” samtidig med at hun snerpede munden sammen og nærmest spyttede ordene ud, så de ramte midt i skyldfølelsen som pileregn.
Kunne hun ligefrem have noget med min fars forsvinden at gøre? Men hvad så med Anja, tænkte jeg, da jeg så forstanderen ranke ryggen og forsvinde rundt om et hjørne. Og det eneste jeg egentlig kunne konkludere var, at min datter af en eller anden grund måtte være taget forbi plejehjemmet, i stedet for at gå direkte hjem til min mor efter skole; udover mobilen havde hun også efterladt sin skoletaske. Så vi måtte formode, at de to var taget et eller andet sted hen sammen. Men hvor? Og hvorfor?
”Kan der virkelig være tale om flugt?” sagde jeg til Thomas og indså, at der ikke var mere information at hente fra personalet.
”Har de to et sted, de plejede at tage hen sammen?” Thomas skævede til uret på væggen, der tikkede og larmede og vidnede om, at vi ikke havde nogen tid at spilde, selvom tiden på plejehjemmet syntes at slæbe sig afsted.
“Tja.” Jeg tog hånden til panden og prøvede at tænke klart. ”Ja, Østre Skov.” Jeg sukkede og virrede let med hovedet, mens Thomas stirrede utålmodigt på mig.
”Men det var mest dengang, da Anja og Tim var yngre, dengang min far lige var blevet pensioneret og var frisk som en havørn, så …”
Jeg kiggede ud på det tiltagende mørke og hørte vinden ruske i plejehjemmets vinduer. En gren var tæt på at slå ind mod en af ruderne, der vendte ud mod den lukkede gårdsplads.
”Så Østre Skov er det bedste bud?”
Jeg skuttede mig og tog en dyb indånding, mens jeg forsøgte at holde alle mine bange anelser under låg. ”Det vil jeg tro.”
”Men ved du hvor? Hvor skal vi starte, Eva?”
Jeg bed mig i læben og tænkte efter. Min far havde altid godt kunne lide at tage mine børn med på skovtur. Han tog dem med på cykelture og vandreture, og tilbragte i det hele taget meget mere tid sammen med mine børn, end han nogensinde havde gjort med mig. Det kunne godt gøre mig en anelse misundelig. For som dommer i byretten, havde han været den fraværende far uden tid til familien. Han havde aldrig været der for mig og mine søskende. Og vores forhold var heller ikke blevet bedre af, at jeg var gået ind i politiet. Det havde ikke billiget ham, at jeg ikke var blevet jurist: Ikke gået i hans fodspor. Men da jeg selv fik børn, forvandlede han sig pludselig til alle tiders morfar, indtil han blev dement.
”Hvis de er taget i skoven, må de have taget bussen,” sagde jeg og forsøgte at trække vejret helt ned i maven og puste langsomt ud.
“Mm.” Thomas rynkede sine bryn og kørte en hånd over issen. En gestus, der fortalte mig, at han var nervøs. Jeg havde arbejdet sammen med Thomas længe nok til at kunne læse ham som en åben bog.
”Og da det nærmeste stoppested er ude ved campingpladsen, synes jeg, vi skal starte der,” fortsatte jeg, mens jeg knugede om mine bilnøgler i lommen.
”Okay,” svarede han, inden vi satte i løb ud mod parkeringspladsen.
”Men nogle helt specifikke steder, kan du ikke komme i tanke om?” spurgte Thomas, mens han løb ved siden af mig ned ad korridoren, som førte ud til parkeringspladsen.
”Nej desværre.”
Regndråberne plaskede mod ruden, da jeg kørte ud mod Østre Skov med Thomas lige i hælene. Jeg skævede til Wolfgang i bakspejlet, der allerede rumsterede rundt bag trådgitteret og peb svagt. Endnu engang måtte jeg undre mig over, hvordan han altid vidste, at der var noget på færde.
Da vi nåede busstoppestedet ved campingpladsen, havde mørket allerede sænket sig over skoven, men blæsten syntes at være stilnet en smule af. Jeg parkerede hurtigt ved grøftekanten, fandt min lommelygte frem fra handskerummet og skyndte mig om til bagklappen for at lukke Wolfgang ud. Så strøg jeg tilbage til passagersædet og lod Wolfgang snuse til Anjas skoletaske, mens jeg kastede en af min fars skjorter over til Thomas, der i samme øjeblik bevægede sig hen til min bil. Han lod Freja snuse til skjorten, hvorefter vi gav hundene line og lod dem tage over. De bevægede sig rundt i cirkler et par gange, med snuden i jorden, inden de vendte næsen mod skoven.
”Det ser ud til, vi er på rette spor,” sagde jeg til Thomas, idet vi satte efter hundene.
Thomas kvitterede med en løftet tommelfinger og sendte mig et beroligende smil.
I lang tid løb vi langs en sti bagved hundene, der førte os dybere og dybere ind i skoven. Jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde taget min pandelampe på, da lommelygten tyngede i hånden. Luften susede om ørerne og regndråber ramte konstant øjnene og slørede mit syn, mens jorden blev mere og mere smattet under os. Det bekymrede mig, om regnen ville mindske tæften for hundene. Men det føltes godt at løbe. Der var intet, som kunne fortrænge angsten som at høre lyden af halsende hunde i kombination med vores skosålers slag mod jorden. Den lyd betød handling. At adrenalinen fik frit løb; at der stadig var håb. Så længe hundene havde færten og vi bevægede os fremad, var der altid håb. Sådan forsøgte jeg at berolige mig selv, mens jeg tænkte på den lille børnehavedreng, vi havde fundet i live for få timer siden.
Efter cirka ti minutters løb, begyndte jeg at undre mig over, at Anja og min far var kommet så langt væk, men intet tydede på at hundene havde mistet færten. Jeg stolede på deres instinkt. Vi måtte være på rette spor. Men på sporet af hvad? Jeg virrede med hovedet og prøvede at holde de værste anelser fra livet.
Alt imens vi løb tænkte jeg over det specielle bånd, der altid havde været mellem min far og Anja. Selv efter at han var blevet dement, var det, som om at han blev mere klar i selskab med sit ældste barnebarn. Som om at hun, og ingen anden, kunne trænge igennem forvirringen i hans hjerne, og var katalysatoren for de stunder, hvor han pludselig kunne lyde helt normal. Nogle gange så han ligesom kun Anja, selvom resten af familien også var på besøg. Selv psykologen, der var tilknyttet plejehjemmet, havde anerkendt forbindelsen, selvom hun på ingen måde kunne forklare den.
I det samme begyndte min iPhone at vibrere i min lomme. Det var enten min mor eller min mand, men jeg kunne ikke standse op for at tale lige nu. Det måtte de kunne forstå, afgjorde jeg, mens jeg var lige ved at glide i mudderet under mig.
Hundene førte os pludselig væk fra hovedstien og ned ad en smallere sti, der snoede sig mellem høje, tætstående graner. Lugten af våd jord, mos og harpiks, blev stærkere nu og overdøvede næsten lugten af våd hund. Et lyn flænsede himmelen i det fjerne, og kort efter buldrede et tordenskrald hen over os. Jeg prøvede at orientere mig om retningen. Men det var svært. Skoven havde tætnet sig så meget omkring os, at vi kun lige skimtede det, som vi ramte lommelygternes lyskegler. Alligevel sagde min fornemmelse mig, at vi løb mod sydøst. I det samme meldte en tanke sig som et stød i maven: Vi kunne ikke være langt fra det sted, hvor vi for kort tid siden havde fundet den myrdede pige. En pige på Anjas alder. “Men Anja er sammen med min far,” mumlede jeg og prøvede at berolige mig selv, selvom jeg inderst inde ikke havde nogen tiltro til, at han ville være til megen hjælp i mødet med en morder. På den anden side gav det heller ikke mening, at de to var taget på tur sammen for at ramle ind i en drabsmand, der formentlig for længst var over alle bjerge. Eller var han? Jeg kneb øjnene sammen mod regnen, og verfede en gren væk fra ansigtet, mens jeg forsøgte at ignorere spørgsmålet.
Efter en stund, begyndte vandet at sile fra min hætte og mit pandehår, der var blevet til et vandfald af en slags. Løbeskoene svuppede under mig og drænede musklerne i mine ben, samtidig med at jeg for længst havde mistet fornemmelsen af, hvor langt og hvor længe vi havde løbet. Men pludselig stoppede Freja op midt i en lysning. Og da jeg nærmede mig Thomas og hunden, så jeg hvorfor.
Benene begyndte at ekse under mig, da det sekunder senere gik op for mig, at vi stod foran en grav. Jeg slap Wolfgangs line og dumpede ned på knæ foran den aflange forhøjning: En interimistisk og sjusket høj opfattede jeg i skæret fra lommelygten, samtidig med at kvalmen steg op fra halsen og fik det til at svimle for mine øjne. – Som om nogen ikke havde haft tid til at lave en ordentlig grav, ræsonnerede jeg lidt efter, da jeg havde fået den værste kvalme under kontrol. For jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at laget af jord og flager af mos dækkede over et menneske. Bare det ikke var Anja, bad jeg i mit indre og havde det, som om at luften var blevet slået ud af mig. Jeg prøvede at samle mig, og lod mit blik flakke over højen og tog hurtigt mål af den. Den syntes for stor til at rumme mit barn. Men hvem var det så?
Med en blanding af skræk og lettelse begyndte jeg at fjerne jord, mudder og mos med hænderne, og der gik ikke lang tid, før et par herresko kom til syne. Så fór jeg op til den anden ende og begyndte at feje jorden væk derfra. Og under mine skælvende hænder kom min fars ansigt til syne.
”åh Gud,” mumlede jeg og skjulte mine hænder i mit ansigt, mens alt snurrede omkring mig. ”Han har dræbt min far og taget Anja med sig.” Et skrig steg op fra mit indre som et urinstinkt, mens et lyn flammede hen over os. Min krop begyndte at skælve, mens jeg sad som naglet til jorden.
”Det er for sent.”
”Eva!” Thomas hånd tog fat om min skulder og ruskede mig let. ”Lad være med at drage forhastede konklusioner.”
”Men morderen …” Jeg bekæmpede lysten til at falde sammen over min fars grav.
”Eva, du ved lige så godt som mig, at sandsynligheden for, at han opererer i samme område … ” Han lod sætningen hænge i luften og tog fat under mine armhuler.
”Kom nu, lad os finde Anja!”
Jeg rejste mig op, tog mig til hovedet og vaklede lidt omkring, før jeg samlede lommelygten op fra jorden.
”Wolfgang, hvor er Wolfgang?” hviskede jeg og spidsede ører.
”Freja, hvor er Wolfgang?” spurgte Thomas sin hund. Han gav et kast med hovedet, hen mod Freja, der stod lidt og vejrede luften. Derefter begyndte hunden at bevæge sig hen mod den modsatte udkant af lysningen.
”Denne vej, Eva!”
Vi havde kun lige nået et stenkast væk fra graven, da jeg pludselig kunne høre Wolfgangs gøen i kølvandet på et tordenskrald. Jeg satte efter lyden med Freja og Thomas i hælene og cirka en halv kilometer længere fremme indfangede min lommelygte Wolfgang. Han stod foran en stor gran og gøede koncentreret med snuden vendt mod et punkt under grenene.
Og der lå hun. Anja.
Mit hjerte gik nærmest i stå, da jeg sank ned på hug udfor skikkelsen under granen. Nej, det her kan bare ikke være sandt, jog det gennem min bevidsthed. Mit blik scannede hendes krop for blod. Jeg så ikke noget, men jeg kunne heller ikke se brystkassen bevæge sig. Åh Gud, hun må ikke være død, bad jeg i mit indre. Med en rystende hånd strejfede jeg min datters kind, for hurtigt at flytte fingrene ned til halsen. Jeg famlede, men jeg kunne ikke finde nogen puls.
Det gav et sæt i mig, da hun pludselig løftede hovedet. Lettelsen spredte sig som en trykbølge gennem kroppen, inden jeg rakte ud efter hende og trak hende ind til mig. Så skjulte jeg mig ansigt i hendes skulder, mens alt kørte rundt for mig.
”Mor, det blev mørkt, og jeg turde ikke gå hjem alene,” hulkede Anja lidt efter, da det værste chok havde lagt sig.
Thomas og jeg bar hende på skift på ryggen. Vi kæmpede os gennem blæsten og regnen, indtil vi omsider nåede indgangen til skoven ved campingpladsen, hvor vi havde efterladt vores biler. Der mødtes Thomas med ambulancefolkene, som han havde ringet til for at hente min fars lig, mens jeg tog hjem med Anja.
Da Anja havde fået tørt tøj på, og jeg havde fået ringet til min mor og fortalt, hvad der var hændt, satte vi os ind i stuen under et tæppe, mens min mand lavede mad og te til os. Og lidt efter lidt fik vi historien.
Min far havde ringet til Anja og bedt hende om at komme over på plejehjemmet, og ifølge Anja havde han lydt fuldstændig klar i hovedet. Da hun var kommet derover, havde han bedt hende om at tage med på en lille tur, uden at nogen opdagede det. Det skulle være deres hemmelighed, havde han sagt og havde givet Anja en sportstaske, som hun skulle bære, og derfor havde hun glemt alt om sin mobil, sin skoletaske og om at give besked.
De havde ganske rigtigt taget bussen, og min far havde, ifølge Anja, ledt dem direkte ud til lysningen, hvor han havde sagt til Anja, at her ville han finde evig hvile. Med Anjas ord: ”Evig hvile, langt væk fra plejehjemstyranniet og den lede bestyrer.” Et ordvalg, som jeg studsede over, fordi det nærmest vidnede om en mand, der var ved sine fulde fem. Den mand, han engang havde været: Principfast, handlingsorienteret og uhyre intelligent. Ikke altid en rar far; for det meste streng og utilnærmelig.
Som Anja forklarede det, havde han hevet en lille spade op af tasken og lavet en aflang fordybning i jorden. Derefter havde han fundet et pilleglas frem sammen med en flaske vand, som han brugte til at skylle pillerne ned med. Så havde han fundet en bog frem fra tasken, lagt sig ned i fordybningen og bedt Anja om at læse for ham, mens han bedyrede, at sådan ville han sove stille ind og dø lykkelig. Og når han sov, skulle hun bare kysse ham godnat og dække ham til, så godt hun kunne.
Bagefter sad jeg lidt og spekulerede over alt det, som Anja havde fortalt, og kunne mærke, hvordan vreden begyndte at syde i mig. Havde han været klar i hovedet, da han bad min datter om at overvære sit selvmord? Havde han været bange for at dø alene? Og hvordan kunne han gøre sådan noget mod et barn på 11? Men kunne man overhovedet tillade sig at blive vred over en dement mands handlinger? Men det hele virkede så planslagt … Og egoistisk.
Midt i mine modstridende følelser mærkede jeg også sorgen over tabet af min far, selvom jeg på en måde følte, at jeg havde mistet ham for flere år siden: Dengang tågen lagde sig om hans hjerne, for kun at lette i korte glimt: Tågen, der forandrede ham for altid.
Jeg greb ud efter min tekop på sofabordet og mindedes min far, som jeg huskede ham: Altid siddende i en stol med sine bøger og papirer; altid tyssende eller afvisende, når vi unger spurgte ham om noget; Min mor, der værnede om ham som en panserdivision, så han ikke skulle blive forstyrret af sit afkom. Men jeg var også altid lidt stolt af ham, dengang, for jeg vidste, at han var en stor mand i lokalsamfundet.
”Hvilken bog læste du så for ham?” spurgte jeg og så ned på mit barn, som havde fået varmen tilbage i kinderne lidt efter lidt, og nu havde krøllet sig sammen i sofaen med hovedet i min favn.
”Hornblower,” svarede hun med et lille smil og knugede min hånd.
”Hornblower?”
”Ja”
”Kaptajn Hornblower?” Jeg rystede på hovedet og tænkte, at jeg åbenbart ikke havde kendt min far. Eller også var han en helt anden, da han døde. Sådan noget dannet litteratur som Kundera, Kafka, Kirkegård eller Karnovs lovsamling, ville jeg kunne have forstået, men Hornblower? Jeg skulle lige til at gentage spørgsmålet over for Anja, da jeg så, at hun var faldet i søvn med hovedet i min favn.
***
Da jeg vågner næste morgen, nagler modløsheden mig til sengen, idet jeg kommer i tanke om, at vi har begravet Wolfgang dagen før. Jeg kniber øjnene sammen. Og synet af blodet, der strømmer fra skudsåret og blander sig med pelsen på min hund, vender tilbage med en kraft, der gør ondt. Jeg drejer kroppen mod min mands plads for at finde trøst men ser, at han er stået op og sikkert allerede er taget på arbejde. Jeg stønner og vender ansigtet væk for at tjekke uret på mit natbord. Klokken er allerede ni, men min krop nægter at stå op. Tanken om at skulle gå ud i køkkenet og mærke fraværet af Wolfgang, rammer mig som et slag i maven. Jeg lukker øjnene og ser ham for mig, som han plejede at komme halsende mod mig fra brøggerset og hilse på mig hver morgen: Måden han smøg sig mellem mine ben, mens han daskede mig med halen; den bløde pels under min hånd; poterne, der steppede hen over flisegulvet og de våde slik på kinden, når jeg satte mig på hug og trykkede hans hoved ind til mig.
Jeg ligger lidt og betragter sollyset, som flimrer ind gennem sprækken i gardinerne og oplyser støvkornene i luften. Chefen havde sagt, at jeg bare kunne tage fri et par dage, men alligevel synes jeg, at jeg bør tage mig sammen. Men hvordan skal jeg klare at tage tilbage på arbejde uden min hund?
Pludselig åbner Anja døren og kalder med en iver, der virker barnlig for en ellers altid surmulende teenager.
“Mor. Der står en kasse udenfor.”
“Hvad for noget?”
“Udenfor. Nu!”
Langsomt bakser jeg mig op at sidde i sengen.
“Hvad mener du med udenfor?” Jeg ryster på hovedet og træder ned i mine tøfler med et suk.
“Kom nu bare, mor!” Hun stamper i døråbningen og vinker mig hen mod hende.
Jeg trækker vejret dybt og mander mig op til at møde tomheden efter Wolfgang. Anja tripper ned ad gangen, når hen til hoveddøren og hepper mig fremad.
“Kom nu! Mor altså!”
Jeg sjosker efter Anja og undertrykker lysten til at vende tilbage til sengen. Da jeg når hende, åbner hun hoveddøren, så jeg kan træde udenfor. Anja peger på noget foran sig i indkørslen.
“Daadaah! her er den!”
Jeg misser mod genskinnet fra sneen og skygger med hånden, og så får jeg øje på papkassen.
“Hvad er det?”
“Åbn den nu bare, mor!”
Jeg stamper hen til kassen, sætter mig på hug og åbner for låget. Og i det samme er det, som om hjertet går koldt. Tårerne springer frem i mine øjne, da det går op for mig, hvad der er dernede. Jeg griber ned i den, tager hvalpen op og mærker dens bløde pels, mens jeg knuger den ind til mig. Så holder jeg hvalpen ud foran mig, og ser at det er en han: en schæferhan med flappende øre. Jeg forelsker mig på stedet, indtil jeg sekunder efter indser min datters brøler.
“Anja, det er jo meningen, at jeg skal have en ny politihund, og så kan jeg ikke have ham her også,” siger jeg og mærke energien blive suget ud af mig på ny. Men i det samme træder Thomas frem fra bagved brændeskuret.
“Han er skam en politihund. Eller rettere … det bliver han.”
“Men?” Jeg stirrer spørgende på Thomas. ”Dig, hvad i al…”
“Han er så lovende, Eva,” afbryder han mig, ”Så du kan godt tillade dig at blive forelsket.” Han skyder hagen frem mod hvalpen. ”Det er jeg allerede.”
I det øjeblik forstår jeg, hvad han mener, og puster langsomt ud, mens jeg nusser hvalpen bag ørerne. Normalt tager det måneder at afgøre om en hvalp er egnet som politihund, og hvis den ikke er, må man ikke beholde den, for en hundefører må kun knytte sig til én hund, og det er arbejdshunden. Men når Thomas siger god for en hvalp, holder det altid stik, siger jeg til mig selv og kan ikke mindes, at han nogensinde har taget fejl.
“Han har så meget potentiale, at vi ikke kan lade chancen forpasse. Og da du er vores eneste ledige hundefører og også vores bedste hundefører … så …”
Jeg skal lige til at protestere, men Thomas holder hænderne op og signalerer, at han vil tale færdig.
”Jeg har fået dispensation til at give ham til dig, selvom det reelt er lidt for tidligt ifølge reglerne.” Thomas kigger lidt undersøgende på mig og tilføjer: “Og i forhold til … Wolfgang.”
Det skærer i mig, da han siger Wolfgang. Men jeg presser læberne sammen, nikker og møder hans blik, inden jeg sætter hvalpen tilbage i kassen. Så tager jeg fat om bunden af kassen og løfter den op i min favn; mærker hvordan knuden i brystet løsner lidt, mens jeg stirrer ind i hvalpens øjne.
“Jamen, så må den vel hellere komme med indenfor,” siger jeg og drejer rundt på hælen, mens mit ansigt trækker sig op i et smil.
Tumlepladsen 