Manden med ulveøjne

Tags

, ,

24486433744_197bbe306b_k

Foto: Erik F. Brandsborg

De havde taget hul på mjøden, før solen gik ned; Grimskæg havde beordret, at gårdsdagens sejr over den plyndrende horde skulle fejres med en fest, de sent ville glemme.

”Lad os skåle for Asgots kløgt!” brølede Grimskæg og rejste sig fra højsædet.

Et væld af krus blev hævet, mens hele forsamlingen galede ”skål”.

Latteren sprudlede i Asgot; mjøden glødede i maven og det var som om han kunne lette fra stolen, hvor han sad omgivet af smil og bøvs.

Han vendte sig mod Yrsa og kyssede hende ømt. Det svirrede i hele hans krop; blodet brusede som en flom. Men pludselig fjernede han munden fra Yrsas læber og betragtede hende.

”Hvorfor er du ikke glad, Yrsa?” Han mærkede en snert af irritation sætte skår i stemningen.

”Jeg drømte noget i nat.”

Han sukkede. Når Yrsa havde drømt, var det meningen, man skulle høre efter. Det faldt ham ikke altid let, selvom alle i landsbyen tog Yrsas drømmesyn som et varsel om gudernes vilje. Han lod blikket vandre ud over forsamlingen og kunne ikke lade være med at tænke, at folk havde det med at tilpasse sine handlinger til Yrsas drømmesyn. Og hvordan kunne man så vide om det var ens egen vilje eller gudernes? Han havde forsøgt at tale med andre om det, men ingen forstod ham.

Asgot satte kruset fra sig og pressede et smil frem på læberne. ”Hvad så du i drømmen?” Han prøvede at vise interesse, selvom han hellere ville drikke til han segnede.

”Du drager på togt.”

”Togt!?” spyede han og havde nær fået mjød galt i halsen. ”Yrsa. Jeg er ikke kriger. Jeg er bonde og jæger, og havet ligger en halv dagsmarch herfra!”

Yrsa pressede to fingre mod hans læber. ”Du bliver overtalt og tager af sted.”

Asgot rystede på hovedet. ”Umuligt. Og hvem skal så passe …”

”Schh! Jeg er ikke færdig.” Du tager af sted og møder en mand med brun hud, stift sort hår og øjne formet som ulvens.”

”En gud?”

”Nej en rigtig mand, men anderledes end os.”

Han tog en dyb indånding og sank sammen i stolen. ”Yrsa! Sådanne mænd findes jo ikke!” Han virrede med hovedet. ”Øjne som ulvens?”

”Ja,” Yrsa nikkede. Jeg så ham i drømmen. I et land, der ligger fjernere end Normandiet. Manden med ulveøjne er kommet dertil fra et sted endnu længere væk.”

Asgot nikkede og undertrykte et suk. Normandiet havde han i det mindste hørt om. Han lod blikket dvæle ved flammerne fra ildstedet og mærkede en gnist blive tændt i ham. Fjerne egne, mærkelige mænd og eventyr lød egentlig tillokkende, selvom han nødigt ville forlade Yrsa og sin førstefødte. Og hvem skulle søge ham? Ham, en simpel bonde?

Han havde kun lige tænkt tanken, da døren blev smækket op. Stilhed indtog straks rummet, mens alles øjnes blev vendt mod døråbningen. En pelsklædt silhuet trådte frem i gabet mod månelyset.

Stilheden blev brudt af et råb fra bordet tættest ved døren: ”Det er Thorleif! Vores bedste kriger er tilbage!” Et jubelbrøl steg op fra mængden.

”Thorleif!” gispede Asgot og rejste sig. Det var tre vintre siden, han sidst havde set Thorleif og han havde troet, at lillebroren for længst var faret til Valhalla. Asgots hjerte begyndte at tromme, da Thorleif banede sig vej gennem mængden.

Han rejste sig og faldt Thorleif om halsen, bevidst om hvor meget højere lillebroren ragede op over jorden.

Thorleif bankede Asgot i ryggen. ”Broder!” mumlede han og holdt Asgot ud for sig i en strakt arm. ”Rygtet om din bedrift er nået til kysten, og nu vil min skibsherre hyre dig til næste togt.”

Asgot mærkede et sug i maven, men holdt følelserne i skak, mens han gentog, hvad han lige havde sagt til Yrsa: ”Jeg er ikke kriger, Thorleif.”

Thorleif smilede bare og klappede ham på skulderen. ”Styrke er ikke alt. Vi har brug for folk som dig, der kan bruge den her,” sagde Thorleif og dunkede en pegefinger mod sin tinding. ”Listige mænd.”

”Hvornår?”

”Så snart isen bryder.”

Asgot prustede og vendte sig mod Yrsa. ”Hvad synes du?”

Yrsa rankede sig og svarede med klar røst, men blanke øjne: ”Det er lige meget, hvad jeg synes. Jeg har allerede set dig drage af sted i min drøm.”

Advertisements

Jagten ved Ulvesletten

Tags

,

sun, snowy, forest

 

Hvis bare han kunne nå hen til træet, havde han måske en chance. Han modstod trangen til at kigge sig tilbage; hvert sekund betød forskellen mellem liv og død.

Kulden bed. Alligevel svedte han i vanterne, der føltes klamme om skistavene. Ånden dampede om ansigtet, mens han pressede skiene op ad bakken. Asgot prøvede at koncentrere sig om træet; ikke tænke på, sine forfølgere: Hvad der ville kunne ske. Men forgæves. Hans mave trak sig sammen, da han i et glimt så Yrsa og sin førstefødte for sig i en blodpøl ved ildstedet. Yrsa med kjolen trukket op. Underlivet blottet. Nedslagtet.

Et kuldegys bladede sig med sveden på hans ryg. Flimrende krystaller slørede hans blik. Han smed jagtbyttet om halsen fra sig og mærkede vægten lette.

Terrænet rejse sig som en mur i halvmørket. Han lagde al sin tyngde på tåspidserne. Arme og ben kæmpede i takt med skienes hvislen. Føret var glat: En udfordring for kræfterne. Men han ænsede ikke anstrengelsen. Hans forfølgere var kampklædte, så han bevægede sig i det mindste mere frit. Og når han nåede toppen, ville han have fordelen af at kende hvert et sving mellem granerne. Men optimismen kunne ikke fortrænge den knugende fornemmelse i hans bryst. ”Jeg må nå frem, inden de nedlægger mig,” advarede hans instinkt.

Et dyrisk brøl nåede hans indre. Et kampråb? Eller var det bare noget han indbildte sig? Det var som om skoven lukkede sig om ham. Han spidsede øre, men ænsede kun blodets dunken.

Endelig rundede han toppen. Han tog et dobbelttag med stavene og kastede sig nedad; snoede sig ned ad løjpen med stavene klemt fast under armhulerne. Fletningerne flagrede om ørerne. Han rundede et sving og kunne ikke lade være med at kigge tilbage. Afstanden var mindsket. Hans hjerte gik bersærk.

En pil susede forbi og ramte en armslængde fra hans ansigt. Han krummede sig længere ned i knæ og gav alt hvad han havde i sig. Snedækkede grene svirpede hans ansigt, mens han fræsede ned mod lysningen. Omsider tårnede træet sig op, som en silhuet mod solnedgangen over landsbyen. For et øjeblik bølgede lettelsen igennem ham.

Asgot svingede om bag fyrretræet og flænsede sneen i sit brems. Hans forfølgere var mindre end et stenkast bag ham, da han fandt træstangen, der kun lige stak op ad sneen. Febrilsk løsnede han sneen omkring den. Da de var lige ud for træet, trak han med alle kræfter i kæppen; graven åbnede sig under snedækket.

Han holdt vejret. Tiden stod stille som et snefnug i luften, mens han så sine forfølgere vælte derned. En efter en. Mindst ti. Kun de to bagerste nåede at svinge udenom. Han halede buen frem og ramte den ene i halsen. Den anden flygtede uden for skudhold.

Så tog han sit vagthorn og blæste af sine lungers fulde kraft. Snart myldrede mænd og kvinder ud ad landbyens port med vognlæs fulde af sten.

En pil fra dybet ramte Grimskæg i skulderen, inden graven blev omringet af en sydende rand af stenkastende næver. Mændene dernede værnede med sine skjold, men måtte til sidst give efter for byen af sten. Lidt efter lignede graven et blodbad. Pludselig var det overstået.

Grimskæg hev pilen ud, skar en grimasse og gik hen og tog fat om hans skuldre. ”Hvis du ikke havde advaret os, Asgot, så …” Han rystede på hovedet. ”Hvornår så du dem komme?”

”Ved mine fælder. Lidt før Ulvesletten. Desværre fik de også øje på mig.” Han stønnede. ”Tak Guderne, at de ikke nåede at stoppe mig.” Ud ad øjenkrogen så han Yrsa komme stormende med sønnen i favnen.

”Og tak Odin for den idé” Grimskæg pegede med pilen mod graven.

Han nåede lige at nikke, inden Yrsa kastede sig ind i hans favn. ”Asgot!”

”Yrsa, jeg …” Han trak hende ind til sig og undertrykte trangen til at synke sammen i sneen. I stedet stak han næsen ned Yrsas hår og betragtede graven, som de oprindeligt havde bygget som et værn mod ulve. Men efter forlydender om hærgende horder, havde han foreslået de andre at udbygge den med faldlemsmekanisme som et værn om landsbyen. Han måtte i sandhed hellere takke Odin for den idé. ”Guderne være med os,” mumlede han og trak Yrsa tættere ind til sig.

(703 ord)

Springet (del 1, 2 og 3)

Tags

, ,

img_0876

Del 1/5

De brølende vandmasser under hende fik knæene til at ryste. Men det var der måske ikke noget at sige til, når hun nu engang var udstyret med senior knæ. Det fungerede ellers udmærket. Sådan da. Hun kendte i alle fald ikke mange jævnaldrende, der var undsluppet gigtens lænker. Eller pille-tyranniets zombietåger tilføjede hun i tankerne og talte på fingrene med den hånd, der knugede om elastiklinen.

”Stop!” hørte hun kameramanden råbe bag sig, hvorefter han sagde et eller andet, hun ikke forstod.

Hun vendte sig og satte en hånd bag øret: ”Hvabehar?”

”Vi bør vente til skydækket letter,” gentog kameramanden og tilføjede med en udglattende bevægelse: ”Så bliver optagelsen bedre, Susan.”

”Javel” Hun trådte et skridt tilbage på det interimistiske plateau og følte sig på en gang irriteret og lettet over at skulle udsætte det frie fald. Men nu havde hun planlagt det her i flere måneder; så kunne hun også godt vente et par minutter til formanede hun sig selv og mærkede adrenalinens retræte gennem kroppen. Kun geleen i knæerne forblev intakt. De knæ havde det med at svigte hende, tænkte hun og blev mindet om kroppens forfald: Årsagen til at hun nu stod her på randen af verdens højeste vandfald, iført udstyr til bungy jump.

I det mindste tog kameramanden sit job alvorligt. ”Det skulle også bare mangle,” mumlede hun med tanke på alle de kroner, som hun havde smidt efter manden. For uden en perfekt filmoptagelse var projektet intet værd.

”Har du husket at zoome ind på mine rynker” råbte hun over skulderen til kameramanden, hvis navn hun havde glemt i kampens hede. Det med navne var hun ikke længere så god til.

Kameramanden vendte en tommelfinger op i luften.

“Men du behøver heller ikke at overdrive,” tilføjede hun med et smil og lod fletningen danse på ryggen. “Bare så min alder virker troværdig.”

Han smilte skævt smil og rystede let på hovedet: ”Du er sgu noget for dig selv, Susan.”

Hun hægtede elastikselen af og sprang op på klippeafsatsen, hvor resten af holdet stod: kameramanden, helikopterpiloten og hendes logistiker. Igen mærkede hun savnet af sit barnebarn, men han læste til eksamen og kunne desværre ikke være med denne gang. Det var ellers ham, der havde ordnet hele publicity-delen. ”Mads!” mumlede hun. Uden ham ville Susan Von Häsen aldrig have erobret tronen som verdens ældste blogger: Med flest følgere på de sociale medier, forstås. Susan var naturligvis ikke hendes rigtige navn, men Susanne Hansen klingede ligesom ikke så godt på Instagram.

Det var da hun sidst fyldte år, at det var gået op for hende, at fremtidsplaner og ambitioner ikke længere gav mening. Selvrealiseringens tid var forbi, havde hun indset med en knugende smerte i brystet. Men smerten forsvandt, så snart hun havde besluttet, at det skulle være løgn. Hun skulle guddødeme nok vise verden, at hun havde masser at byde på, selvom dåbsattesten påstod noget andet.

Del 2/5

Siden var det gået slag i slag med vovehals-projekter: Svømning med hajer i Sydafrika, kabelbanen i Puerto Rico, surfing blandt brandmænd i Australien og udspring i faldskærm over en krokodillesump i Florida. Hun havde sågar gennemført et maraton i New York, selvom det vist ikke havde været for kønt, da hun kravlede hen over målstregen. Det var også kun fordi, hun havde modtaget en invitation til et rollator-løb, og havde følt sig provokeret af fornærmelsen.

Snart tyve stunts var det vel efterhånden blevet til, og alle videoerne på Youtube blev forvandlet til succeser over al forventning. Sponsoraterne væltede ind. Og hvorfor så det? Jo, for alle ville se en skør, gammel dame arte sig som de unge adrenalin-junkier på et-par-og-tyve.

Mads havde haft ret: Det hele handlede om at bruge publicity til at vende en svaghed til en fordel. Hendes alder var i sandhed blevet hendes varemærke og trumfkort. Hun var allerede den dansker med flest følgere på Instagram, men der var lang vej til hendes ultimative mål: At slå de dersens Kardashians-piger, der øjensynligt ikke kunne andet end at optræde som omvandrende silikonebeholdere.

Et sprøjt fra vandfaldet ramte hendes kind og fik hende tilbage til nuet og den ærgrelse hun havde båret rundt på i dagevis: ”Hank!” Hun mærkede hvordan blodet steg til hovedet ved tanken om manden. Siden Hank var kommet på banen, var hele hendes livsværk – eller i alle fald senior-delen af værket – tæt på at falde fra hinanden.

Hun forsøgte at skubbe Hank ud af tankerne og sprang ned på plateauet for igen at nærme sig kanten. Hun kiggede ned. Skydækket lå stadigvæk som et låg over en gryde. ”Pokkers også!”

”Det er fordi den der cyklon, Matthew, passerer ud for Venezuelas kyst, siger de indfødte,” hørte hun helikopterpilotens stemme forklare.

”Nå!” svarede hun og slog ud med hånden. Matthew var altså det rene vand ved siden af Hank. Tropiske hvirvelstorme udgjorde ingen fare på det personlige plan. Men gamle mænd! Det var i sandhed unfair konkurrence. De var nuttede og sådan lidt julemands-agtige, skulle man tro den offentlige opinion, mens gamle damer fik tildelt prædikater, hun bestemt ikke brød sig om at tage i sin mund. Og så var Hank endda et par år ældre end hende og havde truet med at gøre hende kunsten efter. Oven i det hele var han pæn og slank og havde et charmerende gebis under den hvide manke. ”Med andre ord den type mand, der overtager scenen for et godt ord,” brummede hun og tog sig til panden.

Sådan havde han naturligvis ikke selv udlagt det, da han for et par dage siden var troppet op på hotellet i Puerto Ordaz og præsenteret sig som ”din største fan!”

I think you’re absolute amazing, and I wanna join you in your pursuit! havde han sagt uden omsvøb og kysset hendes hånd, hvorefter han helt uopfordret havde halet en ipad frem og vist hende billeder af sig selv i faldskærm.

Del 3/5

Som om hun var interesseret i hans Instagram-billeder. ”Magen til frækhed!” mumlede Susan og trippede frem og tilbage hen over vandfaldet, mens metalkonstruktionen knirkede under fødderne.

”Er du okay, Susan,” skar logistikerens stemme igennem bruset.

”Ja, ja.” Hun viftede med hånden og vendte ryggen til.

Gudhjælpemig om Hank ikke også var begyndt at blande sig i hele logistikken omkring projektet, erindrede hun. Belært hende om alle sikkerhedsaspekter. Som om nogen havde inviteret ham! Senest i går havde hun set ham luske rundt og herse med logistikeren. Hendes logistikker! Hun knyttede sine næver og bad en stille bøn til at sigtbarheden snart ville bedre sig, så filmen kunne komme hurtigt i kassen.

”Fuck ham, mormor!” Havde Mads sagt over Skype, da hun havde fortalt ham om Hank oppe fra hotelværelset. Hvad barnebarnet helt præcist havde ment med det udtryk, var hun ikke sikker på, men hun troede nu nok, hun havde fucket Hank godt og grundigt op.

”Som om hun ikke havde gennemskuet at han blot var ude på at kapre følgere fra hendes blog,” mumlede hun. Hun stirrede ned i skydækket, til det begyndte at svimle for øjnene. Så tog hun en dyb indånding og hoppede tilbage til klippekanten, hvor de andre stod.

”Skulle ham der amerikaneren egentlig ikke også være med i dag?” spurgte kameramanden og knipsede et skod ud over klippen.

”Jeg så hans helikopter ved hotellet i morges,” sagde piloten. ”Han har vist selv certifikat.”

Susan skar en grimasse. ”Han havde det hele i munden. Tøsedrengen har ombestemt sig,”

”Eller tømmermændene har afgjort sagen,” sagde logistikeren med et grin.

Susan nikkede. Det var tæt på sandheden. Hun kunne ikke lade være smile ved erindringen, om hvordan hun havde lokket ham op på værelset for at drikke whisky. Det vil sige, hun drak æblemost, men det vidste Hank ikke.

Da han var blevet tilpas fuld, havde hun spurgt ham om, hvor hurtigt han egentlig kunne løbe på løbebånd.

”More than 6,2 miles per hour, honey.”

”Det er 10 kilometer i timen. Aj Hank! Nej, det tror jeg ved Gud ikke på!” havde hun svaret og taget ham på lårmusklerne, mens hun viftede med øjnevipperne. Og som forventet havde Hank naturligvis skulle bevise, at han var mand for at løbe hurtigere end 10 kilometer i timen.

Få minutter senere stod de nede i hotellets fitnessrum, hvor Hank straks slingrede hen til løbebåndet. Inden han trykkede på start fik hun helt ubemærket løsnet op for hans snørrebånd. Og mens han oksede derudaf, med whiskyånden hængende ud af halsen, sneg hun sig til at skrue op for hastigheden. Resultatet lod ikke vente på sig; få minutter senere snublede Hank og hamrede hovedet ned i kontrolpanelet, hvorefter han ramte gulvet og blev liggende uden puls.

Faktisk havde hun gjort manden en tjeneste, efterrationaliserede hun og stirrede ind i tågedisen fra vandfaldet. For i virkeligheden var det en fabelagtig god måde at stille træskoene på, når hun nu selv skulle sige det. En død i den stil kunne hun godt selv tænke sig, når tid var. Men lige nu havde hun ikke tid til den slags pjat, tænkte hun og fikserede blikket.

Velkommen i Grotten!

Tags

,

grottenGrotten er en kriminovelle, der blandt andet er inspireret af Ebola, 2. Verdenskrig og Bashar al-Assad. Samtidig drejer det sig om fiktion med en underliggende kritik af de venezuelanske myndigheder i form af små hint til landets aktuelle krisetilstand.

Hvorfor? Det finder du først ud af, når du træder ind i grotten her

Illustration og titel er henholdvist lånt og inspireret af indgangen til Venezuelas berømte “El Guácharo” grotte, der blev opdaget af Alexander von Humboldt i 1799, mens den fiktive grotte i historien er (“fejlagtigt”) henlagt til et sted i nærheden af Orinocofloden.

 

Du kan alternativt læse novellen som e-bogsformat via Issuu ved at trykke på klikke på nedenstående ikon (klik for at bladre og klik igen for fuld størrelse).

Ikke flere mord til den dame!

Tags

Skærmbillede-2014-12-31-kl.-10.01.27.jpg

”Nå, hvad har I så lavet? Har I været ude at rejse?,” lyder det tit, når juleferien og gensynet med hverdagen melder sig. For mit vedkommende må jeg svare: ”Nej, vi var bare hjemme og ordnede ting … ” men ved nærmere eftertanke er det en løgn med modifikationer.

For det første fik jeg overhovedet ikke ordnet ”ting”, og for det andet er jeg faktisk lige vendt tilbage fra en hemmelig rejse.
Synderen? – Politikommissær Kurt Wallander.

Det hele startede med, at jeg bare liiiige skulle læse en lille-bitte-bitte læseprøve af den første krimi i serien, for ligesom at få en idé om, hvordan Henning Mankell skriver. (Jeg havde nemlig aldrig fået læst noget af forfatteren tidligere, som interessant nok har en skrivestil, der faktisk ikke bliver lovprist på skrivekurser. Men hvad gør det, når klaveret spiller og plottet svinger?)

Men det gik selvfølgelig ikke som planlagt. Læseprøven gav mig blod på tanden (og mord på hjernen), og pludselig havde jeg svunget Dankortet i Cyber Space og fået downloadet hele molevitten hurtigere end julemanden kan få sutsko på. Og så gik turen ellers til Skåne (der immervæk er langt væk, når man bor i Caracas), og senere også til Sydafrika, da jeg fik mig sneget til at downloade endnu en bog i serien bag ryggen på min familie og for snuden af to par skuffede hundeøjne.

For det er jo det en god bog kan! Bringe en ud på en længere rejse. I åndelig forstand naturligvis. En rejse, der for mit vedkommende ofte er skyldbetonet, når jeg sylter alle sure pligter og tager mig selv i at snige mig ud på WC og gemme mig for mine omgivelser for at få endnu et fix, undskyld kapitel, med …

Så nu skal jeg på afvænning! Det erkender jeg med (en lille smule) skam og hånden på hjertet, mens jeg messer: ”Jeg hedder Nana og jeg er læseafhængig …” Mit nytårsforsæt må ganske enkelt være at gå på nedtrapning; specielt når det gælder fodring af mit indre krimimonster, der skriger efter flere mord.
Det bliver svært og abstinenserne er allerede ved at melde sig. Faktisk har jeg stærkt på fornemmelsen, at det kommer til at gå, som det altid går med nytårsforsæt … Men jeg lover at prøve, så godt jeg kan …

Rigtig god start på det nye år!

 

Farlig tørst

Tags

Mørket sluttede sig om os, da vi trængte ind mellem træerne og nærmede os Jeepen. Den stod som vi havde forladt den, gemt under sneklædte grangrene. Bag os lå det nedlagte vandværk, der havde været vores kommandocenter de seneste uger. Alt var pakket og klart. Alt, undtagen min samvittighed.

Jeg havde håbet, tvivlen ville forsvinde, så snart operationen gik i gang. Men det var ikke tilfældet, erkendte jeg, mens vi fjernede bilens camouflage under snedækket. ”Det her er forkert,” sagde jeg og hørte mine ord drukne i virvaret omkring bilen.

Da alt udstyret var på plads, hankede jeg op i min rygsæk og indtog pladsen ved siden af rattet og Lars. – Manden, der havde vippet mig af pinden, tænkte jeg og mærkede vreden vokse i mig. Hvorfor havde jeg også været så dum at lukke ham ind i varmen?

Lars havde kun lige startet motoren og stoppet elefanthuen ned i lommen på sin sorte dynejakke, da jeg besluttede mig til igen at vejre stemningen. Jeg vendte mig halvt om, så også Kirsten, Magnus og Jacob kunne høre mig omme fra bagsædet.
”Nu siger jeg det for sidste gang. Det her er forkert.”
Lars stønnede. ”Begynder du nu igen, Lene, Du blev nedstemt. Aktionen bliver udført som planlagt.”
”Men I … VI kommer til at fortryde det, hvis …” Jeg stoppede op og ventede på opbakning fra bagsædet, men den udeblev. “Idioter,” mumlede jeg og fortsatte: ”Jamen, kan I da ikke se det? At advare på forhånd er nok til at skræmme forbrugerne væk, og det er jo det, vi ønsker, ik’?”

Lars hamrede bremsen i og fik Jeepen til at skride ud i sneen. I skæret fra bilens forlygter så jeg, hvordan hans ansigt snørede sig sammen, inden han bankede en næve ned i rattet. ”Nu er det fandeme nok!” råbte han. ”Der er nødt til at komme lig på bordet. Basta!”
”Og de lig kan meget vel være børn?”
”Det er der ikke noget at gøre ved. Der skal andre boller på suppen, hvis vi vil undgå at blive sat i bås med endnu en tandløs miljøorganisation à la Greenpeace.”

Jeg skar tænder ved lyden af mine ord i hans mund. Det var ikke derfor, jeg havde stiftet Naturens gang. Min holdning havde hele tiden været, at der aldrig skulle tages liv, med mindre det var absolut nødvendigt. Det måtte være nok at hælde giften i produktionsanlægget og derefter advare forbrugerne. Men de andre mente, vi først skulle udsende varslet, når læskedrikken havde forårsaget adskillige dødsfald. Ellers ville det ikke blive husket i eftertid, hævdede de.

Jeg knaldede hovedet bagud i nakkestøtten og gennemgik endnu en gang argumenterne for mig selv, mens Lars satte bilen i gear og forsatte videre mod fabriksanlægget. Målet var at få forbrugerne til at forstå, at der blev brugt endeløse mængder rent drikkevand for at producere en drik, der var skadeligt for både miljø og helbred. At forstå, at man ved at drikke Coca Cola støttede op om rovdriften på en knap ressource.

I det øjeblik lyste Iphonen op i mørket. Jeg kunne se på displayet, at opkaldet kom fra vores PR-mand, der var blevet tilbage for at renskrive forskellige versioner af pressemedelelsen. ”Tager du den?” brummede Lars og nikkede mod opbevaringsmodulet imellem os. Jeg adlød og lyttede. Og da meddelelsen gik op for mig, mærkede jeg lettelsen brede sig som et euforiserende stof.
”Thomas har lige set i nyhederne, at en udbryderfraktion af Greenpeace har sprængt en Coca Cola-fabrik i luften i USA,” formidlede jeg videre til de andre. ”Så nu kan vi lige så godt aflyse vores aktion.”
”Tværtimod! Det her er netop en chance til at vise, hvem der virkelig har nosser.”
”Nu er du ude på et egotrip, Lars. For momentum for vores budskab er lige blevet skabt.”
”Nej!”
Det isnede i mig, da jeg i det samme greb ned i rygsækken og rettede min pistol mod hans tinding. ”Du vender om. Nu!”
”Gu vil jeg ej.”

Jeg sænkede sigtet til hans skulder og trykkede af. Der lød et brag. Et skrig. Dun fra hans jakke hvirvlede rundt i luften, efterfuldt af en lammende stilhed. Sekunder senere åbnede jeg døren, sparkede ham ud i sneen og generobrede førersædet for altid.

Baseret på følgende opgaveformulering

11202431_10206904214740329_6970221902800871056_n

Nyt liv i kredsløbet

Tags

”Du er så tavs.” Peter sendte hende et granskende blik, mens de drønede hen over basen. ”Er du nervøs, Kim?”
”Nej, gu er jeg da ej! Det er jo ikke fordi, jeg ikke har forberedt mig på det her, vel?” Hun foldede armene over brystet og tænkte, at nu måtte han altså snart holde op med al den omklamrende omsorg. Bare fordi han havde været sendt ud før, betød det jo ikke, at hun ikke kunne klare mosten.
Det var slet ikke det, der bekymrede hende. Men det fattede han selvfølgelig ikke. Som sædvanlig havde han glemt alt om gunstige tidspunkter; overset alle signaler, den nar!

”Derfor kan man da godt være nervøs.” Han skelede til hende og lod bilen trille hen mod kontrolposten, der tonede frem i varmedisen.
”Det er jeg altså ikke.” Hun klaskede sin håndflade ned i forrudepanelet for at understege sine ord. ”Jeg ville faktisk være mere nervøs, hvis jeg skulle blive tilbage.”
”Hmm. Det kan jeg så godt forstå. Men der er altså et eller andet, der plager dig.”
Kimberly sukkede og sank dybere ned i sædet. ”Min hormonbehandling. Hvad ellers?”
”Hormonbehandling? Jesus! Kim. Vi er på vej ud i kredsløb, og så taler du om hormonbehandling?”
”Jeg er 38 år gammel, og det er endnu ikke lykkedes os, Peter. Og lige nu er det tid, og så falder det selvfølgelig lige sammen med, at det er i dag vi skal op i Challenger’en.”
”Altså, Kimberly. Begynder du nu på det igen! Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan styre min diller uden tyngdekraft.” Peter rystede irriteret på hovedet og rullede vinduet ned, så vagten kunne identificere dem, inden de forsatte videre ud mod affyringsplatformen.
”Fint nok, men du kunne i det mindste lade være med at være så afvisende over for at gøre forsøget,” sagde hun og lavede trutmund.

Peter sendte vagten et myndigt nik og satte foden på speederen. ”Lad os nu fokusere på den mission, vi har foran os. Jeg har sgu ikke brug for yderligere komplikationer lige nu, Kim.”
Kimberly sukkede og besluttede sig for at ændre taktik. Hun tog fat i lynlåsen på sin astronautdragt og lænede sig ind mod ham med et indsmigrende smil: ”Vægtløsheden gør underværker for mine bryster …”
”Det samme kan ikke siges om mine nosser, baby. Rumdragt og nosser er ikke nogen heldig kombination.”
”Det lover sgu ikke godt for menneskehedens overlevelse …” svarede hun tørt.
”Der er altid kunstig befrugtning.”
”Nej, det skal altså gøres ordentligt,” fnøs hun. ”Og jeg forstår altså ikke, at vægtløshed skulle være en hindring for at få den op at stå …”
”Faktisk bliver den længere og helt ustyrlig.” Han sendte hende et bredt grin.
”Ustyrlig lyder godt!”
”Ja, men ikke i den her kontekst.” Peter sænkede farten og rullede hen mod stedet, hvor rumfærgen og hele det stilladslignende byggeri, der udgjorde affyringsrampen, ragede op mod en skyfri himmel.

”Ah, kom nu tøsedreng. Tænk på det som et videnskabeligt eksperiment. Det er en enestående chance, mand.”
”Hvad så med Houston? Faktisk må de jo slet ikke vide noget om de der hormoner …”
”Fuck Houston! Vi cutter da bare for kommunikationsforbindelsen en halv times tid. Et ægtepar har vel ret til lidt privatliv, ik?”
”Joh. Det ville i det mindste være fedt at ku’ sige, at ungen blev undfanget i orbit …”
”Ja, tænk hvilke konkurrencefordele det ville kunne give ham i livet … Sikke en pressedækning han ville kunne få! Han ville med rette kunne sige, at han var den fødte astronaut. ”
”Ham? Er du ikke lige lidt rigelig kontrolfreak lige nu?”
”Nej, man må give sit ufødte barn alle de konkurrencefordele, det kan få. Tænk, på overbefolkningen. Hvor mange indiske og kinesiske rumingeniører vil ikke ånde os i nakken om 10 år? Tænk, hvor svært det har været for os at nå hertil …”

Peter bremsede brat op foran en rand af mennesker med mikrofoner og kameraer. ”Jeps, og nu er vi her!” Han gjorde et nik mod mængden. ”Klar til at møde pressen?”
Kimberly fæstede blikket på en CNN-varevogn, der drejede ind foran dem og rakte en hånd bagud efter sin hjelm. ”Ja, hvis du er klar til at gøre dit til undfangelsen.”

Skrevet ud fra følgende opgaveformulering:

12118788_10206867462501546_1289960094478089710_n

Udyrets endeligt

Tags

,

Jeg er blevet kaldt meget i de femten år, jeg har eksisteret: Monster, uhyre, uvæsen, misfoster. Ja, faktisk alle de skældsord, man kan komme i tanke om. Men jeg fortjener dem alle, for jeg er et væsen af en anden verden.
En mønt klinger i plastikbægeret foran mig og underbygger mine tanker. Forsigtig kigger jeg op på min velgører, men møder som sædvanlig kun et vigende blik.

I dag er en dag som alle andre. Jeg sidder og misser mod solen på min faste plads ved mangotræet uden for indkøbscenteret og håber på penge nok til et måltid, så jeg kan trække mig tilbage til mit skjulested. Jeg lader solens stråler varme mit ansigt og håber den vil smelte mine træk; gøre mig usynlig, eller måske bare få mig til helt at fordufte. For selv om jeg lever i en af verdens mest voldelig byer, er det aldrig mig, der bliver offer for mord. Desværre. For jeg er end ikke i stand til at gøre det af med mig selv.

Timerne snegler sig af sted i skyggen af de velfungerende eksistenser, der haster fra sted til sted. Og når solen når sit højeste, bringer manglen på mad og drikke mig ind i en døs, der toner mine barndomsminder frem.

Dengang jeg var lille forsøgte min mor at sende mig i skole i nærheden af slummen, hvor vi boede, men de andre børn ville ikke vide af mig. De fortalte mig, at min mor var blevet voldtaget af et rumvæsen, og det var derfor jeg så ud, som jeg gjorde. Efterhånden accepterede jeg den forklaring og tilbragte aftenerne med at kigge op mod stjernerne i håb om at få et glimt af min far. Specielt efter min mor døde en alt for tidlig død og lod mig alene tilbage.

Noget skygger for solen og river mig ud af min dvale. Jeg løfter langsomt blikket og ser en kvinde, der sætter sig ned på hug foran mig. Hun betragter mig, som jeg aldrig er blevet betragtet før. Hun ser mig: undersøgende, nysgerrigt og åbent. Pludselig rækker hun hånden ud og rører ved min arm. Jeg viger tilbage som ved et elektrisk stød; ude af stand til at huske, hvornår et menneske sidst har rørt mig.

”Rolig nu!” siger hun og holder hænderne op foran sig. ”Jeg gør dig ikke noget.”
”Hvad ve-ve-vil du?” Jeg spjætter ved lyden af min rustne stemme, mens tusinde tanker farer igennem mit sind. ”Løb!” siger en indre stemme og advarer mod damen; hun vil helt sikkert bruge mig til et skummelt formål. Mit hjerte begynder at hamre, mine hænder bliver klamme, men mine ben nægter at lystre.

”Vent!” siger hun, som fornemmer hun mine flugtplaner. ”Jeg kan hjælpe dig.”
”Hjælpe m-m-mig?” Det slår mig, at hun måske har set min far fra rummet, og derfor spørger jeg dumt: ”Kender du da min far?”
Hun smiler og ryster på hovedet. ”Nej, men jeg kender din tilstand.”
”Min tilstand?” Jeg stirrer med åben mund. ”Er jeg da ikke af en anden verden?”
Hun tager min hånd i sin. Denne gang tillader jeg berøringen, selvom hendes skønhed skræmmer mig fra vid og sans.
”Hvad hedder du?”
Udyr – monster – misfoster skal jeg lige til at svare, indtil jeg kommer i tanke om mit rigtige navn: ”Carlos.”
”Carlos, du er offer for en genetisk lidelse, der betyder at godartede svulster vokser ud af dine nerveceller. Ligesom elefantmanden.”
”Elefantmanden?”
Ja, din lidelse var for kort tid siden uhelbredelig, men i dag kan vi gøre meget. Rigtig meget endda.” Hun tager en dyb indånding og forsætter: ”Jeg er plastikkirurg og kan fjerne din deformitet. Hvad siger du til det?”
”Deformitet? Jamen, jeg …”
”Du skal ikke betale noget, Carlos, jeg og mine kolleger gør det gerne gratis. Jeg kan give dig et nyt ansigt. Dit rigtige ansigt … Bagefter kan vi hjælpe dig med at lære et håndværk. Komme i skole. Få et job!” Hendes øjne skinner om kap med smilet. Hun ligner en engel. ”Hvad siger du?”
Jeg nikker og mærker tårer presse sig på. ”Et job? Mig?” Det bliver Carlos fødsel og udyrets død.

Teksten er skrevet med følgende opgaveformulering i mente:

10996438_10206830864306614_6232123309182661044_o

I vandskorpen

Tags

,

De var som skabt for hinanden. Det vidste han allerede dengang, han så hende troppe op i faldskærmsklubben, med sin charmerende norske accent og lange, veltrænede ben i lycra. Hun havde suget al opmærksomhed til sig. Men det var ham, der stak af med byttet og efterlod en flok slagne hanløver, der slikkede deres sår i slipstrømmen. Og under brylluppet, tænkte han, og mindedes hvordan alles øjne havde været rettet mod dem med en blanding af beundring og misundelse i blikket. Altså under den del af brylluppet, hvor de var færdige med at springe ud i bryllupskluns og havde danset som vilde på landingsbanen. Perfekt fest; perfekt par, stod det at læse i alles øjne. Parret, der fik alle til at falde i svime, eller trille ned af sofaen, når de kom med endnu en Facebook-opdatering om en gennemført Ironman i det store udland.

Og nu var hun hans. Han betragtede Lisas slanke nakke over redningsvesten. Den blonde hestehale bevægede sig ivrigt fra side til side, mens hun indtog sceneriet fra kajakken. Han smilede for sig selv og glemte næsten at styre, mens de drev af sted under den bagende sol. For selvfølgelig var en Amazonas-tur den helt rigtige bryllupsrejse for et par af deres kaliber. Det duede sgu ikke med en eller anden badeferie til et trivielt rejsemål med fitnessklub. Nej, de skulle fandeme nok vise folket, hvordan man honeymoon’ede med maner. Han havde allerede billederne til adskillige Facebook-opdateringer i kameraet: Det med Lisa, der firer sig ned ad en klippevæg, og naturligvis også det med ham selv i bar overkrop, og indsmurt i sæbe, under vandfaldet. Det foto egnede sig også godt til Instagram, afgjorde han.

Lisa vendte sig halvt om i kajakken og pegede op på en flok papegøjer, der flænsede himmelen i et orgie af elektriske farver.
”Husk at filme, Mads!” Hun sendte ham et fortryllende smil.
Han stak en tommelfinger i vejret og skulle lige til at hive kameraet op af rygsækken, da han mærkede farten tage til under dem. Fedest, tænkte han og lod blikket glide ud over floden, hvor strømhvirvler tegnede sig forude.
”Gør klar til adrenalin-kick, Lisa.”
”Hvad?” Lisa markerede spørgsmålet med en hånd bag øret.
”Adrenalin-kick!” råbte han endnu højere for at overdøve flodens tiltagende brusen.

Den havde indtil videre også været temmelig lam i optrækket, men nu skete der endelig noget. Præcist som ham den der lokalkendte – Antonio-et-eller-andet – havde lovet, dengang de sammen havde planlagt turen via Skype. ”Når floden deler sig, tager I løbet til højre, og så lover jeg jer, at der kommer gang i den,” havde Antonio sagt. ”Men selvfølgelig ikke mere, end at sådan nogle som jer kan håndtere det.”

Havde han egentlig ikke sagt til venstre i løbet? Han kunne pludselig ikke lige huske det, men det var også pisse lige meget. Det her var megafedt! Han skuede ud over vandet, hvor det skummede flere steder forude.
”Jiihaaa!” brølede han så højt han kunne og så Lisa kaste et smil over skulderen. Antonio-fyren havde haft ret, der kom omsider gang i sagerne.

Kajakken begyndte at hoppe. Sprøjt ramte ham i ansigtet. Vand skvulpede ind over rælingen og gjorde fødderne våde, mens han forsøgte at overgå Lisas jubelskrig. Men da snuden af kajakken forsvandt af syne, fik hendes skrig pludselig en anden klang. I et sus af panik spejdede han sig omkring og fik øje på en gren, knapt en meter fremme.

Han sprang op og fik fat om grenen; holdt fast, mens kajakken fortsatte uden ham. Hold kæft et foto det kunne blive! ”Machofyr hængende over vandfald”, nåede han lige at titulere billedet, inden det gik op for ham, at Lisa stadig var i kajakken. ”Shit!” Han kiggede ned og opdagede, at faldet nok var mindst 50 meter dybt. Tænk hvis Lisa havde haft en faldskærm! Sikke en video, det kunne blive. Hvis han da bare kunne filme …

Men nok ikke egnet til Facebook!, slog det ham. For i det samme gik det op for ham, at hun var så godt som død. Og selv hang han vist med røven i vandskorpen.

DSC_0105.JPG – Version 2

Foto: N. Cajus

Tekst skrevet ud fra følgende opgaveformulering:

12109312_10206792418625496_2407287264419333564_n

Amuletten fra Andalusien

Tags

,

”Jeg fornemmer efterhånden, at der også er noget andet, der plager dig, Sofie.” Min psykolog sendte et strengt blik ud over brillekanten og fortsatte: ”Ikke kun sorgen over din mor, vel?”

Så var hun alligevel mere fintfølende end antaget, tænkte jeg og knugede smykket i lommen. Måske var tiden inde til at bekende kulør? Få det overstået. Jeg satte mig brat op i divanen: ”Tror du på det uforklarlige? Dét, der er hinsidiges al fornuft?”
Et smil krusede om hendes læber, før hun svarede: ”Tjoh. Sindet har mange kringelkroge, der kan spille os et pus … Men hvad drejer det sig om?”
”Erindringer …” Jeg drog et dybt suk. ”Erindringer fra en anden tid … og en anden person …”
”En anden person?” Hun hævede sine bryn, så hele paletten af øjenmakeup kom til skue og kradsede straks noget ned på blokken. Alligevel holdt jeg fast. Jeg skulle til bunds. Nu eller aldrig. Hun har tavshedspligt, beroligede jeg mig selv og tog en dyb indånding.

Jeg dvælede et øjeblik ved de gyldne efterårsblade, der blafrede i vinden uden for vinduet, inden jeg så hende i øjnene. ”Jeg fik et smykke af min mor, lige inden hun døde … Det var den eneste ejendel, hun havde, dengang hun blev bortadopteret. Ellers vidste hun intet om sine biologiske forældre, som du jo ved. Og ja, det lyder underligt det her, men når jeg tager det om halsen …” Jeg holdt guldkæden op foran mit ansigt. ”… Træder jeg ind i en trance og bliver til et offer for den spanske borgerkrig.
Hun forsøgte at undertrykke et smil. ”Borgerkrig?”
”Ja.”
”Måske vil du vise mig, hvordan det fungerer?” Hun strammede sig an for at holde masken, men jeg var fortrøstningsfuld i mit forehavende. Hendes morskab skulle nok fortage sig, tænkte jeg og åbnede hånden og tog smykket på.

I det samme flimrede det for mine øjne. ”Jeg blev advaret om min død,” hørte jeg mig selv fortælle fra en anden dimension, mens jeg tyssede på psykologen og blev trukket ind i en verden, der tilhørte en anden:

Støvet klæber sig til miIMG_0949t ansigt, mens jeg haster tilbage fra brønden til dagens gøremål. Da jeg når ind i skyggen af figentræet, hiver en hånd fat i mig, så jeg nær taber vandkrukken. Han trækker mig ind i en gyde med sin pegefinger for munden. ”Ssh!” Det er præsten registrerer jeg, idet jeg kommer mig over forskrækkelsen. ”Falangisterne kommer i nat, og du er på listen. Flygt!”
”Landsbyen vil ikke lade dem tage mig!”
”Der tager du fejl, mit barn. Fejheden råder. Og når de kommer, kan jeg intet gøre for dig.”
Jeg ryster på hovedet og skælver i mit indre, fast besluttet på, at jeg vil stå på min ret og kæmpe som min mand til det sidste. Mine naboer vil ikke lade Falangisterne føre mig bort. Ikke en enke
og enlig mor.

Men da de samme aften sparker hul i min dør, får de hurtigt knækket min modstand. Ingen griber ind, mens jeg forsøger at kæmpe mig fri af hænderne der slæber mig bort. Mine naboer udgør en mur af tavshed. Præsten står stille og ser til, mens de puffer mig op på ladet af en bil, hvor jeg skimter to andre kvinder i månelysets skær.
Min datter er vågnet og løber efter vognen. Nogen indhenter mit barn og holder hende tilbage. Hendes treårige krop kollapser i gråd. Det skærer i mit hjerte, mens vi kører bort.

Uden for landsbyen bliver vi sat til at grave. Slag hagler ned over os imens. Mit mod begynder at svigte og benene ekser under mig. Jeg falder ned på knæ, og mærker i det samme riflen i min ryg. Så detonerer smerten i mig og alt bliver sort.”

I det samme slog jeg øjnene op og stirrede direkte på min psykolog: ”Mine knogler ligger der stadig. Spanien må gøre op med sin fortid!”
“Sofie, er det dig? Er du der?”
Mens jeg tog amuletten af, følte jeg omsider, at klarsynet var trængt ind: “Hun var min mormor,” hørte jeg mig selv sige. “Min mor blev solgt til udlandet, via adoption, af den katolske kirke, der hjalp Franco af med sine modstanderes overlevende børn.”

Min psykolog lignede nu for en gang skyld en, der ikke vidste, hvad hun skulle svare.

Teksten er skrevet med følgende opgaveformulering in mente:

12006452_10206758011525340_6664364833984915496_o