Hundepasseren fra Persien

Hundepasseren fra Persien

”Et får?” Kathrine gned sig under næsen og stirrede ind i de sortgnistrende øjne. ”Står du her og påstår, jeg er et får, mand?”

Hun havde sgu aldrig været noget flokdyr. Faktisk altid følt sig uden for flokken. En, der død-pine-mig altid skulle gå imod strømmen, som hendes mor altid sagde, dengang de endnu havde kontakt. Før hætteperioden. Før rockerkæresten. Før …

”Så må det fandeme være et sort får, hvis det endelig skal være.” Hun fremtvang en rå latter fra brystets dyb, der fik hendes ånde til at stå ud som hvid røg.
”Sort?” Hundetræneren rystede energisk på hovedet, mens ansigtets furer trådte i karakter under vintersolens skær. ”Nej, nej, den hund ikke tænke i farver. Den hund tænke i får.”

Katrine nikkede fraværende, mens hun energisk gned hænderne mod hinanden.
”Det er sådan instinkt, ikke? Den bide dig, derfor. German shepherd, ikke sandt? Du ved, hvad shepherd betyde på engelsk, ik’? Hvalpen tror, du være en af flokken. Og så …, den bide dig” Han viste et bid med hånden i handsken. ”Haps! På plads i rækken! Du forstår nu, ja?” Hundetræneren løftede et busket øjenbryn og lagde hovedet på skrå, præcis som hvalpen gjorde det, når hun talte til den.

Arbejdsskade, tænkte Katrine og gnubbede næsen, der lige nu kløede uden så meget som et gran pollen inden for synsvidde. Det måtte være alt det hundehår. Hun pillede sig lidt i piercingen i øjenbrynet, mens hun kastede et blik på hvalpen i græsset mellem dem. ”Shephard? Noget med får?” ”Kan den så dræbe et får?” spurgte hun og løftede langsomt blikket fra hvalpen.

Hundetræneren veg tilbage med rynkede bryn. Så tog han handsken af og kløede sig i krøllerne, mens han eftertænksomt fulgte hundeskolens andre elever med blikket. Katrine kiggede samme vej. En halv snes store hunde med ejere boltrede sig i rimen på Kløvermarkens græsplæner og udførte latterlige, lalleglade øvelser med bold. Lidt ligesom fodboldtosserne på banen ved siden af, tænkte Katrine, og blev mindet om, hvor meget hun foragtede sportsidioter. Både Brian og Kurt havde været fodboldidioter og steroid-spassere, der næsten brugte mere tid på at pumpe jern end på motorcyklen. De havde sgu ikke været noget at samle på.

”Ja, men hvorfor den dræbe et får?” hørte hun hundetræneren bræge igennem. ”Fåret høre til dens flok. Dens instinkt være at passe på får, ik’?”
Katrine skrabede i frosten med den ene militærstøvle. ”Jamen, hvad så med mennesker?” Hun strejfede hundetrænerens øjne i et snøft, da næsen var begyndt at løbe. ”Kan den dræbe et menneske?”
Hans blik spiddede hende, så maven krympede sig. ”Du gerne ha’ den skal dræbe menneske, hva’r?”
”Nej, nej! Slap nu af, mand!” Katrine hev ned i ærmet og ønskede hun havde haft et par vanter. ”Altså kun hvis det er nødvendigt …”

Hun sank sit spyt og kiggede bort et sekund. Sveden begyndte at pible frem under den stumpende uldtrøje, mens hun tog sig sammen til at møde hans blik. ”Altså … sådan i selvforsvar, ik’?”
”Du ha’ brug for selvforsvar? I Danmark?” Det sidste nærmest råbte han ind i hovedet på Katrine, så hun kunne lugte hans fæle falafel-ånde. Hun gik i hvert tilfælde ud fra at det var en falafel, der var synderen. Han lignede fuldstændig en, der spiste sådan noget arabisk ruskumsnusk.

”Det være totalt latterligt,” lo han så. ”I aner ikke, hvad utryghed betyde. Danmark være et H. C. Andersen land, et eventyrland, hvor alle borgere kan være trygge.” Han pegede på hunden for sine fødder. ”Nå, men den der være meget, meget fin hund … meget fin hvalp. Faktisk det ikke undre mig, om den stamme fra opdrætslinje, der føre tilbage til DDR. Hunde, der blev brugt til at vogte den mur, du ved …” Hundetræneren fik et drømmende udtryk i ansigtet. ”De hunde var de bedste af de bedste … Jeg.” Han pegede på sig selv og skød brystet frem. ”Jeg ved den slags. Jeg været Shah’s øverste hundetræner, den bedste i hele Iran.”

Hvem fanden er Shah? tænke Katrine og forsøgte mentalt at placere Iran på landkortet. Hvor fanden skulle hun også vide det fra? Der var sgu aldrig nogen, der havde inviteret hende syd for Valby bakke. Bortset fra det ville Shah faktisk være et godt navn til hvalpen …

Hundetræneren råbte et eller andet uforståeligt efter en hund på afveje og rettede så igen opmærksomheden mod Katrine. ”Jeg kunne træne sådan hund der til hvad som helst, ja? Men først jeg må vide, hvor du har den hund fra og hvorfor den skal være våben og ikke sofahund, okay? Du har ikke sofa, måske?” Han grinte, så alle rynkerne blev trukket opad mod øjnene, for derefter pludselig at blive hård i masken. I samme nu skrævede han hen over hvalpen og trådte et skridt frem, så Katrine blev tvunget til at træde bagud.
”Du være den der type, der gerne pudse hunden på panserne, ja? Eller true …” Han holdt en hanskeklædt næve op foran ansigtet på Katrine, ”… så folk slippe penge på gaden. Til dit kokainmisbrug. Jeg ikke så dum.” Hundetræneren prikkede sin tinding med pegefingeren og sendte hende et blik, der syntes at ætse sig gennem hudens værn.
Katrine skuttede sig i kulden, mens hun vrængede et smil af sig. Så rakte hun hurtigt ned i lommen, fiskede en cigaret frem og tændte den rutineret, trods frosten i fingrene.
”Jeg er ikke kokainmisbruger. Jeg har allergi.”
”Og jeg er i virkeligheden Martin Luther King.”
”Hvad?” udbrød hun hovedrystende og kneb øjnene sammen.
Han viftede afvisende med hånden og fortsatte: ”Så, nu du fortælle mig, hvor den hund komme fra, ja?” Hundetræneren stod stadigvæk så nær, at det føltes som et overgreb mod intimsfæren.
”En … øh, nabo, der er for syg til selv at beholde den,” svarede hun og blæste røg ind i ansigtet på ham.
”Du mene syg i hovedet?”
”I hovedet?” Katrine fik suget for meget frost ind med nikotinen og kom til at hoste. ”Nej for satan! Syg, mand. Altså sådan rigtig syg. Indlagt på hospitalet og hele svineriet.”

Katrine skrabede igen en støvle mod jorden, ærgerlig over allerede at have sagt for meget. Alt imens begyndte de sidste dages begivenheder pludselig at vælte ind over hende, som sekvenser fra en skrækfilm. Intet var gået efter planen. Ambulancen var kommet alt for hurtigt. Og på hospitalet havde en læge allerede få timer efter informeret, at den hurtige udpumpning havde sikret minimal skade på de indre organer. Formentlig ville han blive udskrevet om få dage, havde de sagt. Havde hun da bare fordoblet mængden af pesticider i sprutten, men kemi og matematik havde aldrig været hendes stærke sider. Hvis hun da ellers overhovedet havde nogen stærke sider? Men hun havde faktisk været dygtig i skolen, helt til hun droppede ud af gymnasiet. Det var også ham den skide brasilianer, hun havde talt med på gebrokkent engelsk til en fest på Christiania, mens Kurt havde været stang stiv. Han havde bildt hende ind, at sådan myrdede man hurtigt og effektivt, i mangel af håndvåben, i Rio de Janeiro.

”Indlagt?” Registrerede hun iraneren gentage, mens hun forsøgte at lede opmærksomheden tilbage på samtalen.
Hvad skulle alle de skide spørgsmål også til for? Det handlede jo bare om hundetræning. Hvem fanden troede han, at han var, den gamle iranske stodder? Tidligere forhørsleder? Hun bøjede sig for at tage hvalpen under armen og vendte sig for at gå, da hun hørte ham sige:
”Hvis det på den anden side handle om den der svin, der give dig blå mærker … Ja, så kan det da godt være, jeg hjælpe dig.”

Katrine stivnede og hev ned i ærmet. Så vendte hun om på hælen og satte hvalpen fra sig på jorden igen. ”Vil du … vil du hjælpe?”
Hundetræneren nikkede uden at blikket veg fra hendes ansigt. ”Jeg ikke så glad for svin, som slår kvinder.”
Hun lavede et kast med hovedet mod Shah, der logrede ihærdigt om hendes gunst. ”Han vil kunne forsvare mig, så jeg ikke altid behøver at være på flugt?”
”Flugt ikke sjovt.” Han sendte hende et bedrøvet smil. ”Men jo. Når jeg være færdig med den hund om otte, ni måneder, du ikke blot være færdig med at flygte, du også opsøge den der syge svin og bide fra dig.”

Bide fra mig! Katrine glippede med øjnene og prøvede at holde klumpen i halsen i skak. Pludselig kunne hun fornemme smagen af jord og blod i sin mund. Mærke løse tænder. Hun spyttede og hørte Kurts sadistiske grin gjalde i sit indre, så tydeligt som den dag han havde smidt hende i graven i haven. Hun kæmpede for ikke at krybe sammen på stedet i erindring om det boldtræ, der havde ramt hende igen og igen. Hun huskede lyden af slagene, inden han havde slæbt hende udenfor. Mindedes, som i går, hvordan han havde taget skovlen og begyndt at dække hende med jord, mens hun kæmpede for at bevare bevidstheden i mørket. Igen oplevede hun smerterne og nattens kulde i knoglerne. Og hvordan han havde stået og grinet, da hun morgenen efter havde fået sig kæmpet sig fri af jorden og op af hullet. Bagefter havde han taget hende hårdt og brutalt, tvunget hende til at sluge sæd og tage opvasken. Fortalt hende, at hun aldrig ville slippe fra ham i levende live. Hun havde ikke turde gå til politiet, da hun havde et synderegister, der næppe ville fremkalde sympati fra panserne.

”Bide fra mig?” gentog Katrine højt og spilede øjnene op.
”Ja, ved hjælp af ham der, selvfølgelig.” Hundetræneren skar et skævt smil, trak let på skulderen og nikkede så mod hvalpen. ”Vi bare træne ham på persisk, så ingen andre end du og jeg, kan styre ham. Ikke en gang en af pansernes hundeførere, okay?” Han holdt en knyttet sejrsnæve op foran ansigtet. ”Skal vi gå i gang?”
”Og det vil fremstå som en ulykke?”
”Naturligvis.”

Katrine nikkede og lyste op i et sjældent smil, mens billeder af en hjælpeløs Kurt tumlede frem på nethinden. Snart skulle svinet sige goddag til Shahs kæber og smage jorden fra sin egen grav. En indre varme bredte sig i bugen, mens smilet blev hængende om mundvigene. Nu gjaldt det bare om at skjule sig selv og hans hvalp i kolonihavehuset, indtil hunden var udlært. Derefter ville det være slut med flere mislykkede forgiftningsforsøg. Måske kunne hun tage HF og læse persisk på universitet bagefter. Eller måske kunne hun blive professionel hundetræner?
Pludselig havde hun en fremtid!

Mininovelle skrevet med udgangspunkt i følgende opgaveformulering: (Saxo Forfatterklasse 2012)

Instruktion: Skriv en novelle ud fra en af de givne præmisser.
En præmis er novellens grundlæggende idé – en sandhed, som kun gælder indenfor novellens univers. Der er kun én præmis per historie.
1. Nissen flytter med
2. Den, der graver en grav for andre, falder selv i den
3. Kriminalitet betaler sig
4. Kærlighed gør ondt
5. Bag enhver kvinde med succes, står en mand og prøver at holde hende tilbage.
Skriv max. 5 normalsider. 1 normalside = 2200 anslag.
Find selv på en titel.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s