Skrig fra graven

Liv satte sig op med et ryk og kæmpede for at få vejret, mens drømmens finale udspillede sig på nethinden: Knivhugget i maven.
”Min mave?” mumlede hun og mærkede efter under dynen. Alt var tørt. Hun rystede på hovedet. Hvad var der med den der drøm? Og hvorfor kom den tilbage nat efter nat?

Hun sparkede dynen til siden. ”Som om jeg ellers ikke har set blod nok …” mumlede hun og forsøgte at ignorere brystets dunken. Hun stak tæerne ned i tøflernes dyb og sjoskede ud på badeværelset, hvor hun fik koldt vand i ansigtet og udtyndet drømmens rester. Så greb hun ud efter et håndklæde og tørrede huden let, inden hun, en anelse mere klar i sindet, mødte sit spejlbillede i morgensolens ubarmhjertige skær.

”Din gamle tosse! Hvad skal du nu stille op med resten af dit liv?” Liv sukkede og så, hvordan sorgen stadigvæk sad som intensiveret tyngdekraft i ansigtets mindst flatterende folder. Alle planer var slået væk ved ophøret af hjerteslag: Pouls slag. Tik-tak.

Livet var noget lort. Ikke så snart var det biologiske ur holdt op med at larme, før hjertet satte ind som en tikkende bombe.

skrigwp2”Og hvad skal jeg nu stille op i efterårsferien?” spurgte hun spejlet. Gitte havde ganske vist inviteret hende til at tilbringe efterårsferien med børnebørnene. Men det betød, at hun skulle agere ovenpå igen. Hendes hjerte vred sig ved tanken. Hun havde behov for at bearbejde sorgen i sit eget tempo. Ikke som omgivelserne dikterede.

Hun hankede op i sig selv og fik via spejlet øje på bogen på natbordet: Bogen om herregårdsferier, købt i Magasin i ren impuls. Måske burde hun alligevel gøre alvor af at leje et værelse et sådant sted? Komme i gang med skriveriet og lære at udfylde ensomheden, inden hun blev pensionist?

Hun vendte blikket mod medicinskabet. Glasset med Nembutal blev ved med at drage. Nok til en dødelig cocktail. Det gav en vis tryghed at vide. Hun mødte igen sit spejlbillede og rystede på hovedet: ”Vær nu stærk Liv. Det er for fejt at snyde sig fra alderdommen på den måde. For fejt. ”Men ensomheden …” Tik-tak.

Hun rev sig fri af håndvasken, sjoskede hen til natbordet og slog op på en tilfældig side, der reklamerede med sagnet om en børnemorderske over et billede af en idyllisk fynsk herregård. Det fik en sjælden gnist af nysgerrighed til at flamme op i Livs indre: Lige nok til at modstå fristelsen til at dumpe tilbage i sengen, for hun måtte foretage sig noget, beordrede hun sig selv.

Mens hun kæmpede mod sin apati, begyndte hun at pakke noget praktisk tøj, lidt toiletgrej og arsenalet af piller. Man blev nødt til at lave sig noget i ferien for ikke at gå i hundene, eller måske ligefrem i døden, tænkte hun og smed for en sikkerheds skyld glasset med Nembutal ned i tasken, sammen med pilleknuseren.

Da hun først på eftermiddagen nærmede sig herregårdens allé, slog hagl ind mod ruden og forstærkede tvivlen om, hvad hun egentlig skulle her; vejret kunne nemt tolkes som et varsel om at vende om. Men stædigheden fik hende alligevel til at trille videre op mod jernporten gennem rækkerne af kastanjetræer, hvis grene svajede i vinden som mørke fangarme. Hun steg ud for at åbne og krympede sig ved lyden af de knirkende hængsler. En hund hylede i det fjerne. Nedbøren slog hårdt mod kinden, mens hendes knogler vred sig i kulingen.

Hun skuttede sig i frakken, smækkede bildøren og fortsatte op mod bygningen, der tonede frem som et ildevarslende omen. Solskinsbillederne i bogen havde ellers set anderledes fortryllende ud.

”Måske barnemordersken ligefrem går igen,” mumlede Liv og rullede videre gennem gruset.

Det gav et sæt i hende, da hun i bakspejlet skimtede en kappeklædt skikkelse krydse synsfeltet. Igen måtte Liv minde sig selv om, at hun ikke helt havde været sig selv siden Pouls død. Det var som om sorgen og pillerne havde udstyret hende med en sjette sans, eller måske ligefrem åbnet sanserne på vidt gab. ”Det ville sgu være kønt, hvis du også mistede forstanden,” mumlede hun, inden hun kastede endnu et blik i bakspejlet og satte trumf på speederen.

Da hun omsider stod i receptionen med sin rejsetaske, håbede hun, at alt var booket. Så havde hun ligesom en værdig undskyldning for at køre tilbage til København.

”Jo, vi har skam et stort, rummeligt værelse ledigt,” forsikrede den unge receptionist på syngende fynsk, ”men ellers er alt lejet ud til en busfuld amerikanere.”
Amerikanere. Gud fader bevares!, bedyrede Liv i sit indre og var på nippet til at vende om, inden hun hørte receptionisten fortsætte:
”Men jeg håber altså ikke, du er alt for bange for det uforklarlige.” Den unge mand kiggede op fra computerskærmen med et glimt i øjet. ”For det er i det værelse, der sker mest. Har du noget I.D.?”
”Det uforklarlige?” gentog Liv og mærkede sin fandenivoldskhed blive vakt til live. ”Som hvad?”
”Døre, der smækker, flygelet, der pludselig spiller af sig selv, lyden af skridt, lys der tændes og slukkes … Alt sådan noget.”
”Det lyder underholdende!” Hun smilede overbærende og rakte ham sit kørekort. ”Men videnskaben har altid været min ledetråd. Jeg er læge.” Hun kunne have bidt tungen af sig selv. Den oplysning havde det med at få hypokondere og andet godtfolk til at komme rendende, i tide og utide, med al verdens onder.

Receptionisten trak på skuldrene, mens han tastede løs bag skærmen. ”Godt, men så er jeg sikker på, du kommer til at nyde værelset. Velkommen til Alsrup Hus.” Ynglingen tog en nøgle bag skranken og hankede op i Livs rejsetaske. ”Følg du bare med mig, Doktor Sjöholm.”

Hun fulgte efter opad vinkeltrappen og kæmpede for at holde trit med ungdommen. Det gav sig for hvert trin af mørkt, knirkende træ, mens de steg op mod en gigantisk lysekrone, hvis krystaller reflekterede det sparsomme lys og fik luftens støvkorn til at glimre.

Da hun trådte ind i værelset og fik hjerterytmen under kontrol, mærkede hun en uventet ro falde over sig. Rummet osede af indelukke og forgangen tid, men også af hygge, konstaterede hun og lod blikket vandre mellem himmelsengen, det massive skab i egetræ og pejsen. Og intet mindede hende om Paul, så her skulle hun nok kunne få pusterum fra sorgen.

Hun inspicerede badeværelset, vendte om og blev stående på dørtærskelen for at beskue rummet fra denne vinkel. Det eneste forstyrrende element var fladskærmen på væggen over for sengens fodende, udover det ovale, guldindrammede spejl. For hvis der var noget, der kunne skræmme livet af hende på sine ældre dage, var synet af sig selv i hel figur: Spejlbilledet var for længst holdt op med at matche selvbilledet af den skønhed, hun engang havde været. Desuden yndede spøgelser at vise sig i spejle; både den slags, hun ikke troede på og de indre fantomer. Så for en sikkerheds tog hun spejlet af krogen og lod det hvile opad væggen med bagsiden udad. “Hvis der dog bare fandtes spejle med omvendt tyngdekraft,” mumlede hun og stillede sig ud på gulvet for at beskue værelset på ny. Nølende gik hun frem mod skrivebordet og kiggede ned mod gårdspladsen, hvor rester af hagl stadigvæk lå i furene mellem brostenene. Hun kunne have godt af lidt frisk luft, og skrivningen kunne vel sagtens vente lidt, afgjorde hun med et blik på de vigende skyer.

Hun nåede lige at følge åen ned til landsbyens hovedgade, da himmelen igen trak sig sammen til mørke. Blæsten ruskede i frakken og få sekunder efter øsede det ned. Liv strammede hætten om ansigtet og satte kurs mod en kirke, der lå et stenkast derfra. Hun forcerede en bunke visne blade og gled i den smattede overflade. Med nød og næppe afværgede hun faldet og forsatte gennem vandmasserne, der strømmende som et slør fra hætten.

Hun tog i kirkedørens håndtag og skyndte sig indenfor. Vandet fossede fra frakken, mens hun bevægede sig op ad kirkegulvet mod bænkerækken nærmest alteret. Her tørrede hun vandet af brilleglasset med snippen af sin striktrøje, inden hun satte sig og begyndte at gnide varme ind i fingrene. Mens hjertet faldt til ro, betragtede hun sine hænder og ærgrede sig over elefanthuden og blodårerne, der dannede et alt for tydeligt floddelta hen over håndryggen. Fingrenes bevægelighed fejlede i det mindste ikke noget. De var stadigvæk hænder, der kunne sit kram. Hun kunne sagtens melde sig til humanitær tjeneste under fjerne himmelstrøg. Få rejst lidt på egen hånd, uden det blev for meningsløst. Så hvad brokker du dig egentlig for? spurgte hun sig selv og forsøgte at sætte melankolien skakmat.

Det gibbede i hende, da en skikkelse pludselig nærmede sig, som skudt ud af en mørk krog.
”God eftermiddag,”
Hun kastede et blik på præstekraven og mumlede en hilsen til svar.
”Du er vist ikke her fra egnen?”
”Nej, jeg er blot på en lille herregårdsferie.” Hun håbede at snakken ville blive ved det. At sludre med en gejstlig, var ikke just sagen lige nu; Guds og dennes lakajer, havde foreløbigt ikke været leveringsdygtige i nogen form for trøst.
”Aha! En af dem, der søger spøgelser?” Præsten stod nu og tronede foran hende.
”Nej, nej! Blot fred og ro,” svarede hun med vægt på sidste stavelse, som en hentydning til præsten om at fordufte. Men til Livs fortrydelse gjorde fødderne under præstekjolen ikke tegn til at flytte sig.
”Så du er slet ikke interesseret i sagnet om Magda? Det er ellers det, der holder turismen i gang her på egnen.”
”Jo,” svarede Liv og kunne, til sin egen overraskelse, ikke helt styre sin nysgerrighed. ”Jeg må vel hellere få afklaret, hvad den røverhistorie går ud på.” Hun førte en hårtot, der var faldet ud af knolden, om bag øret og kiggede op på præsten.
”Røverhistorie,” sagde præsten nøgternt og satte sig ved siden af hende. ”Vil jeg nok ikke kalde den. Magda har skam levet og er registreret i papirerne i det gamle lensmandshus, som den sidste, der blev brændt på bålet.”
”Bålet? Hvor frygteligt!” Liv anstrengte sig for at lyde bare en anelse engageret.
”Ja.” Præsten lod en hånd glide hen over sit gråsprængte fuldskæg og forsatte. ”Det med heksebrænding var selvfølgelig noget værre barbarisk noget, men det var nu engang den dom hun fik, fordi hun var en morderske.”
”Virkelig?”
Han nikkede. ”Sprættede maven op på gravide.”
”Det lyder …” Inden hun kunne afslutte sætningen, mærkede hun et koldt pust i nakken og kunne have svoret, at hun i samme åndedræt hørte et skrig og en lænke rasle.

Liv skuttede sig og kastede et blik over skulderen, og mens hun samlede sig, begyndte præsten at fortælle om, hvordan Magda, ifølge et gammelt anklageskrift, var blevet dømt for mord på gravide og deres fostre, angiveligt fordi Magda havde været skinsyg over ikke selv at kunne undfange. ”Sidste offer blev myrdet ved opsprætning præcis på denne dato. Og nøjagtigt et år senere blev heksen brændt,” afsluttede præsten.
Nu svimlede det for hendes øjne. For pludselig kunne Liv ikke undsige sig en forbindelse til billederne i sin drøm og de opskårne maver. ”Besynderligt,” mumlede hun og hørte på ny skriget i øret. Men nu skulle det også være slut med de piller, besluttede hun og prøvede at ignorere kvalmen.

”Og nu hedder det sig, at spøgelset, der går igen på herregården, er en af de gravide med opskåren mave,” hørte hun præsten sige lidt efter, mens et tvetydigt smil kløvede hans skæg.
Liv skulle lige til at komme med passende kommentar, da en kvindestemme brød ind i hendes bevidsthed: ”Nej, sådan er det ikke. Der er flere versioner af den sag.”
Hun gav et hop på bænken, vendte sig mod lyden og så en kvinde komme stampende hen imod dem.
”Vi er dem, der mener, det er Magda selv, der går igen,” sagde kvinden og præsenterede sig selv som Mathilde. ”Fordi der blev gjort hende uret.” Den nyankomne foldede armene, som to skinker, over brystet og stirrede olmt på præsten. ”Den virkelige morder var lensmanden.”
”Lensmanden?” Præsten furede panden og rejste sig brat. ”Men kære Mathilde altså, det er der jo ingen belæg for.”
”Jo, Kirsten har beviser.”
”Kirsten!” Præsten nærmest spyttede navnet ud i foragt. ”Kirsten er psykisk syg og bekender sig til heksedyrkelse!”
Mathildes næsefløje spilede sig ud, inden hun svarede: ”Gu gør hun da ej!” Derefter gjorde hun tegn til Liv om at følge med udenfor. Liv hastede efter; flygtede fra præsten, kvalmen og skriget i øret.

Ude på kirketrappen forklarede Mathilde, at hun ville tage Liv hen til Kirsten, så hun kunne høre den ægte historie. Liv forsøgte at protestere, men Kirsten blev ved med at trænge sig på: ”Mød mig her klokken ti i morgen.”
Hun prøvede at overvinde kvalmen, men følte sig som trængt op i en krog. Kvinden mindende om en flodhest i brunst, slog det hende. Og inden hun kunne gøre indvendinger og forklare, at det reelt ravede hende en papand, hvem der gik igen, var Mathilde trådt tilbage og blevet opslugt af tågen fra åen.

På tilbagevejen tænkte Liv over det, præsten havde sagt. Kunne en barnløs kvinde virkelig blive drevet til at tage livet af gravide? I jalousi, måske? Hun tvivlede. Ganske vist havde der været en sådan sag i USA for ikke så længe siden. Men USA var ikke Danmark. Psykopaterne florererede overalt derovre. Næsten på linje med de overvægtige. Man kunne nærmest blive tilbøjelig til at tro at der var en sammenhæng mellem udbredelsen af psykopati og kemikalierne i fastfood, ligesom det var blevet bevist at blyholdig benzin skabte aggressioner.

Da Liv trådte ind i herregårdens indkørsel registrerede hun, at amerikanernes bus var væk. ”Så skulle madroen da været sikret et stykke tid,” mumlede hun, mens en barnlig glæde skød op i hende. Hun ilede straks op på sit værelse med det våde overtøj og derefter ned i spisesalen. Men da aftensmaden lidt efter blev sat foran hende, gav tanken om den forpligtende aftale skår i appetitten. Kun rødvinen gled ned uden besvær.

”Gid fanden havde dette sogn og dets påtrængende spøgelser,” mumlede hun, da hun igen trådte ind over tærskelen til sit værelse. Hun slap et suk ud i rummet og drejede et par omgange om sig selv. Så stoppede hun brat op, tog sin bærbare op af rejsetasken og dumpede ned bag skrivebordet. Hun satte fingrene til tasterne, men blev siddende at stirre ud i luften.

Lidt efter rejste hun sig med et støn, løsnede håret fra knolden og lod det falde tungt ned på ryggen. Så skænkede sig et glas vand, satte sig i sengen med hårbørsten og fjernbetjeningen og tog en Zolpidem.

Hun vågnede, da dagslyset trængte ind og mærkede straks lettelsen over udeblivelsen af mareridt. Faktisk kunne hun slet ikke huske nogen drøm, til en forandring. Og hvis det havde spøgt i nattens løb, måtte hun være sovet fra hele showet. Psykofarmakaen burde ellers være en sikker vej til spøgelser. Bedre end gamle herregårde, afgjorde hun, hvis man da ellers higede efter uforklarlige syner.

Under morgenmaden overbeviste hun sig selv om, at hun lige så godt kunne mødes med Flodheste-Mathilde til aftalt tid. Hun manglede alligevel inspiration til at skrive. Og hvem ville i øvrigt også gide at læse en åndssvag bog om gynækologiens historie? spurgte hun sig selv, da hun lidt senere flettede håret og trak i gummistøvlerne.

Døren blev åbnet med det samme, da hun og Mathilde nåede frem til Kirstens hus. Og ved synes af skikkelsen på dørtrinnet var Liv på nippet til at give præsten ret. Kvinden var klædt i sort fra top til tå. Neglene lakeret i samme farve. Strømpebukserne under miniskørtet var fulde af huller, og militærstøvlerne manglede snørebånd. Ansigtet var piercet, stærkt sminket, og om halsen bar hun flere metalsymboler, der uvægerligt ledte tankerne hen på heksedyrkelse.

”Jeg er forsanger i et punkband, ” forklarede Kirsten, som havde hun læst Livs tanker, og trådte straks til side med en imødekommenhed, der ikke matchede antrækket. ”Vi skal spille i Odense senere i dag, så …” Hun viste indenfor med en behandsket hånd og ruskede op i sit neonfarvede page med den anden. ”Kom du bare ind. Mathilde har allerede fortalt mig, at du interesserer dig for sagnet om Magda.”
Interesserer mig er måske lidt meget sagt, tænkte Liv og skulle lige til at fremsige sin indvending, men tog sig i det. Det kunne trods ikke skade, at høre den anden version af sagen. Der var alligevel ikke noget, hun lige skulle nå, erkendte hun vedmodigt og gav punkpigen et hurtigt nik. Hun sukkede indvendigt og vinkede farvel til Mathilde, inden hun fulgte med ind i boligen, hvorfra en ram lugt af skimmelsvamp og våd hund kom dem i møde.
”Vent lige her et øjeblik.” Kirsten gjorde et kast med hovedet mod en sofa med en vasketøjskurv. ”Jeg er straks tilbage.”

Hun havde kun lige fået fjernet vasketøjet og sat sig på kanten af sofaen, da Kirsten kom tilbage med et krus kaffe og en læderindbundet sag, der så ud til at kunne falde fra hinanden hvert øjeblik, det skulle være. Hun tog imod kaffen, satte den på sofabordet foran sig og rakte ud efter bogen. Forsigtigt tog hun den mellem sine hænder og lod en fingerspids glide ned over læderets sprækker, inden hun kiggede spørgende op på Kirsten.
”Den er skrevet af Magdas søster,” Kirsten fjernede et kødben fra sofaen og satte sig ved siden af Liv. ”Og har været i min slægts eje, så længe nogen kan huske.”
”Vil det sige …?” Hun vendte sig og studerede Kirstens ansigt.
Kirsten nikkede. ”Alt tyder på, at min slægt kan føres tilbage til Magdas søster. Vi har altid levet her på egnen. Og bogen der, ja sproget er lidt svært tilgængeligt … Men når du læser den, får du et noget andet indtryk af historien …”
”Så du vil altså låne mig den?” Hun åbnede langsomt bogen og kastede et blik på en af de håndskrevne sider. Uden at vide hvorfor, gøs hun ved synet af det skrøbelige, gulnede papir og den sirlige skrift. ”Men hører den ikke til på et museum?”

Kirsten klappede håndfladerne sammen foran munden og stønnede højt. Så lod hun hænderne falde ned i skødet og drejede overkroppen ind mod Liv, inden hun begyndte at fortælle om hendes forgæves forsøg på at få bogen udstillet på museet i den gamle lensmandsbolig: I en årrække havde der været en borgmester ved navn Bertelsen, forklarede hun, som havde modsat sig, at den sande historie kom frem. Det ville ødelægge turismen, havde Bertelsen hævdet. På omtrent samme tid var han blevet valgt til borgmester, via en brandtale om sin slægts direkte nedstamning fra den sidste lensmand. En slægt, der, ifølge Bertelsen, altid havde arbejdet for lokalsamfundets retskaffenhed og ve og vel. Og derfor, forklarede Kirsten, ville den autentiske historie om Magda stille ham selv og hans forfædre i et lidet flatterende lys. Uheldigvis havde mange af byens spidser bakket ham op og nærmest forsøgt at fryse Kirsten ud af lokalsamfundet. Ondsindede rygter blev sat i gang, og der blev sladret i krogene overalt, hvor hun viste sig i landsbyen. Allivel var hun blevet boende, da hun følte sig dybt knyttet til stedet. Og nu, flere år senere var Bertelsen blevet pensioneret, men smædekampagnen hang stadig ved Kirsten som en siamesisk tvilling.

Da Liv kom tilbage til Herregården, bad hun om at få bragt lidt mad op på værelset og gik straks i gang med at læse de håndskrevne sider. Hun måtte jævnligt slå ord op på computeren for at forstå det oldnordiske sprog, men ikke desto mindre tegnede der sig hurtigt en helt ny version af barnemordersken.

I løbet af eftermiddagen havde Liv skrevet ti sider med notater. Ud på aftenen vendte hun bogens sidste blad og så Magda lyslevende for sig. Magda, som hun havde ligget lænket i halmen i lensmandsbygningens kælder. Blødende med dybe sår efter torturen. Liv trådte nu ud på gulvet som i trance og kunne nærmest lugte stanken af afføring og blod i fangerkælderen. Hun så bødlens silhuet i faklernes skær, hørte skrigene og tilståelsen. Mærkede jernet snære om sine håndled, hals og ankler. Kulden fra gulvet skar gennem hende, mens lyden af hestehove nåede øret fra en anden verden. I det næste fornemmede hun et reb om sin krop. Hun lugtede sveden hud og mærkede flammer fortære sin krop. Liv udstødte et skrig og så Magda for sig, mens hun vred sig på bålet i smerte.

Magda, der i virkeligheden blot havde været langt forud for sin tid. Hun havde ikke dræbt svangre kvinder, men forsøgt at hjælpe ved fødsler og abort. Magda havde været den, der blev tilkaldt ved problemer i barselsengen, ligesom hun havde haft et særligt håndelag for drægtige dyr. Hun havde ikke sprættet maven op på gravide. Men i desperation forsøgt at redde en gravid med et dødt foster i livmoren, via et forgæves snit med kniven. Det døde foster havde været resultatet af grum hustruvold, som gentagne spark i maven, og gerningsmanden havde været ingen ringere end egnens sidste lensmand. Altså, en af den pensionerede borgmester Bertelsens stolte forfædre.

”Religiøs fanatisme … ” mumlede Liv og kom i samme ombæring i tanke om en film om mord på amerikanske abortlæger, som hun lige havde set. Og pludselig følte hun et stærkt slægtskab med pigen, der var blevet brændt på bålet. Hun havde været en kvinde med en usædvanlig forståelse for gynækologiens moderne virke. En pioner.

Med den erkendelse i baghovedet satte Liv sig til tasterne og begyndte at skrive uden at ænse tid og sted. Og først da der blev banket på døren hen mod midnat blev koncentrationen brudt. Liv drejede irriteret ansigtet væk fra computerskærmen og gik hen til døren. I det mindste havde hun nu næsten skrevet det første kapitel om gynækologiens historie, konstaterede hun som en formildende faktor, inden hun åbnede døren.

Bag den stod receptionisten og gispede efter vejret. ”Du må komme hurtigt, Doktor Sjöholm. Den forhenværende Borgmester Bertelsen er blevet alvorlig syg. Og her er ingen andre læger i nærheden.”
”Men jeg …” Hun skulle lige til at henvise til nærmeste hospital og smække døren i hovedet på den unge mand, men hørte til sin forbavselse sig selv sige: ”Ja, selvfølgelig. Jeg kommer straks.” Mens en pludselig kulde invaderede hjerteregionen, styrede hun ud på badeværelset og hentede pilleknuseren og medicinglasset med den dødelige dosis og smed det hele ned i tasken. Så havde hun, om ikke andet, den tidligere borgmesters skæbne i sin hule hånd, her i ellevte time. ”Eller snarere i ellevte generation,” rettede hun sig selv og fulgte efter receptionisten med bankende hjerte.

Advertisements

16 thoughts on “Skrig fra graven”

  1. judithmarli said:

    Hej Nana
    Den her historie, holdt mig i spænding. Lige fra begyndelse til slut.Og hvad nu, med botgmesteren?
    Sandheden kommer sikkert for dagen, tror jeg. Nu hvor Liv har en fundet sandheden, og har dokumentaion, for en helt anden historie.
    Hvor skriver du dejligt Nana.
    Kh Marli

    Liked by 1 person

    • Hej Marli

      Hvor var det sødt af dig at læse hele novellen igennem. Det glæder mig, at jeg kunne holde spændingen hos dig 🙂
      Jeg har ladt slutningen være lidt åben (måske for åben?), men med muligheden for en fuldbyrdet hævn flere generationer senere, som formentlig rammer borgmesteren.
      På genskriv i 2015 og rigtigt Godt Nytår til dig og dine, Marli!

      Like

  2. Hej Nana. Fantastisk historie!

    Jeg følte mig virkelig grebet. Både fordi du skriver fængslende og fordi emnet altid har fascineret mig: Forfølgelsen af kloge kvinder, som blev udråbt til hekse, “tilståelser” som resultat af tortur, “hekse”brænding. Det var en grusom tid hvor mænd og kvinder blev splittet værre end nogen sinde før. Ved du, at før 1200 havde en kvinde bestemmelse over eget barn, hvis han/hun havde diet? Barnet kunne ikke “sættes ud” eller på nogen måde tages fra hende. Hun kunne også blive skilt, og hun kunne eje ejendom. Alt det gik fløjten de næste par hundrede år.

    Nå, din historie:
    Jeg var vældig godt underholdt. Især fordi du blander alvor og humor så elegant. Alle de mange billedrige, sanselige, kropslige beskrivelser – hos en kvinde, der som læge traditionelt set har et mekanisk menneskesyn. Hun er dejlig atypisk og det er ret fængslende 🙂

    Af konstruktivt vil jeg sige: Der er noget med kursiv/ikke kursiv, som er lidt forvirrende Jeg kan godt lide den måde, du gør det i sidste del af historien, hvor tanker er kursive og ikke har anførselstegn. Men starten af historien er helt i kursiv, hvilket jeg ikke forstår ideen med…. Tanker (med anførselstegn) og handlinger: alt i kursiv. Hvordan skal det forstås?

    En skøn novelle 🙂

    Godt nytår Nana!!!
    Kh Jytte

    Like

    • Hej Jytte

      Rigtig mange tak skal du have for din gennemlæsning. Det er en forholdsvis lang novelle, så det er skønt at få at vide at du var godt underholdt.

      Det her er et forsøg på at skrive noget lidt gyser-agtigt og overnaturligt (det har jeg faktisk aldrig prøvet før), men at du samtidig finder humor og alvor i novellen er en dejlig tilbagemelding!

      Heksebrænding er også et tema, der altid har optaget mig, og faktisk undrer det mig egentlig, at de ikke er flere bøger om emnet, selvom det selvfølgelig er brugt en del i historiske romaner. Men det du skriver om kvindens rettigheder over barnet før 1200 anede jeg ikke -meget interessant.

      Det med kursiv har jeg lige taget væk (og jeg har også lige lavet lidt småændringer og læst korrektur igen, igen og fandt nogle fejl … sjovt som man kan blive ved … specielt på sit eget). Jeg havde lavet den del i kursiv, fordi det var en del af novllen som jeg havde smidt ud som et blog indlæg (post) og for at markere, hvorfra man skulle læse videre, hvis man kom ind derfra. Men jeg kan godt se nu, at det forvirrer mere end det gavner, så det har jeg taget væk nu.

      Rigtig mange tak for at du tog dig tid til at læse. Det var en stor hjælp!

      Godt Nytår!

      Kh. Nana

      Like

      • Tak for dejligt svar Nana.

        Så forstår jeg intentionen med den kursive start 🙂 Det ser fint ud uden!

        I fantasy genren kan man læse gode historier om hekse og tortur af disse. Jeg kan især anbefale Anne Bishops Tir Alainn triology http://www.annebishop.com/a.tir.alainn.html

        Enig med Marie i, at historien er værdig til udgivelse. 🙂

        Kh Jytte

        Liked by 1 person

      • Kære Jytte

        Tak for din tilbagemelding og søde kommentar.
        Beklager at jeg først vender tilbage nu, men jeg har lige fået en ny “sikkerhedsagent” (se billede)

        2f84753a35d1ee94b2f7f91cc31aef3a

        der er under oplæring og pottetræning, så jeg har været lidt hængt op de seneste dage.

        Kh Nana

        Like

  3. Kære Nana Cajus
    Nu har jeg læst din nytårsnovelle, og jeg er begejstret. Der er en masse godt stof i den, og den er spændende, så den føltes ikke lang at læse. Jeg synes, den fortjener noget ekstra betalæsning og en gang korrektur. Jeg er for træt til at gå ind i korrekturen nu, men det kan du sikkert selv klare.
    Den minder mig om to ting, både nogle temaer i Barnaby og så om tyk roman, som jeg holder meget af, forfatteren er Antonia Byatt “Besættelse”.
    Hvis man går 11 generationer tilbage, kommer man tilbage til 16-tallet, netop hvor heksebrændinger fandt sted i Danmark.
    Jeg måtte slå medikamenterne op, et barbiturat og et benzodiazepin. Men er barbiturater ikke forlængst udgået af handelen i Danmark?
    Jeg synes, at den novelle fortjener en finpudsning, virkelig, og så tror jeg den egner sig til udgivelse. Jeg giver Jytte ret, den første del er ikke særlig læsbar i kursiv.
    Det er en meget interessant novelle på flere planer. Jeg vil gætte på, at dette møde med spøgelset og bogen, der bliver skrevet er den rette helbrdelse både for sorg, tab og pilleforbrug. Ondet bliver så at sige skåret ud, og jeg får associationer til filippinske healere – undskyld, hvis jeg fornærmer en lægedatter, eller måske endda en læge. De bedste læger er netop også healere.
    Tak for det hele, Nana … 🙂
    Kh
    Marie

    Like

    • Kære Marie

      Du skal have rigtig mange tak for din læsning og gode kommentar. Dejligt, at du synes der er godt stof i den, at den er interessant i flere henseender, og at den ikke føles for lang. Som jeg skrev til Jytte er det et forsøg på at skrive lidt i den gotiske fortællerstil (noget jeg ellers aldrig rigtig har gjort før) og iblande noget realisme i form af nutid møder datid. Det er egentlig et halsbrækkende projekt, så jeg er glad, hvis jeg bare er sluppet nogenlunde fra det!

      Jeg har lige læst en ekstra gang korrektur og lavet lidt små ændringer, og jeg fandt da også en del korrekturfejl. Desværre er jeg ingen ørn til korrektur og synes man kan være uendelig blind over for ting man selv har skrevet, men jeg håber, jeg har fanget de værste fejl. Og du har ret i, at en betalæsning og finpudsning selvfølgelig er en god idé med henblik på udgivelse (det er sødt af dig, at mene den har så stort potentiale!), men jeg tror det er svært at få udgivet en enkelstående novelle i disse dage, med mindre jeg udgiver selv (og så skal der selvfølgelig en mere grundig korrektur og betalæsning ind over.) Det med kusiv har jeg givet Jytte ret i, så det er væk nu, da det vist bare forvirrede. (Se evt. i mit svar til Jytte, hvad hensigten var.)

      Der er også et par detaljer, der bør komme mere styr på. Fx bliver jeg nu usikker på om, barbiturater er udgået af handlen i Danmark. (Det mener jeg umiddelbart ikke, men det bør selvfølgelig tjekkes.) Jeg var faktisk også lidt usikker på hvor mange år man egentlig regner som en generation, så hvis jeg har ramt nogenlunde rigtigt der, er det vare helt fjong!

      Du fornærmer mig på igen måde med din fortolkning af novellen. Jeg forstiller mig også selv at mødet med spøgelset bliver hendes frelse, i hvert tilfælde til en vis grad, og jeg fornægter på ingen måde, at healere og andre alternative metoder nogen gange kan supplere eller ligefrem udrette ting, som lægevidenskaben ikke kan. Og læger uden sans for sjælen/individet er, som du siger, dårlige læger.

      Du skal have mange, mange tak for din grundige kommentar (som jeg lærte meget af) og tak for din tid!

      kh Nana

      Like

  4. Kære Nana
    Jeg er vist for træt til at læse hele novellen igennem igen i disse dage i hvert fald. Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, der er potentiale i den, faktisk kender jeg slet ikke den gotiske genre, tror jeg. Men hvad med at bede en, der kender genren om at læse den igennem. Det er rigtigt, at en enlig novelle kan man ikke stille så meget op med, med mindre, den passer ind i en konkurrence. Men der er altså forskellige muligheder, som jeg ikke lige har overblik over endnu. Man kan få den med i en antologi, f. eks. hvis man er heldig, men der skal du måske spørge på fb-siden Forfatter-chat-debat. Den har Dorte Hummelshøj oprettet. Faktisk eksisterer der så mange netværk på FB, at man bliver helt svimmel. Bliv venner med en forfatter i den genre og spørg hende/ham f.eks. Bliv venner med alle saxo-folkene. Jeg tror på det.
    Jeg ved heller ikke med barbiturater, men jeg mener bestemt ikke, de udskrives af almindelige læger til søvnproblemer. Derfor kan der jo godt være tilfælde, hvor de bruges. Jeg mener, de udgik til fordel for benzodiazepiner, netop fordi man ikke kan bruge dem til selvmord. Jeg tror, min mormor fik noget, der hed Restenil, og måske har jeg selv fået noget engang i tidernes morgen. Men det er altså mange år siden.

    Mit input ang. generationer var en hurtig sammenligning med min søns slætgstavle på hans fars side. Den går 23 generationer tilbage. Jeg kan se, hvornår den 10/11. generation var, og det var o. 16-tallet. Måske skulle man tjekke den for hekse 😉

    Og korrektur kan man vist aldrig selv læse ud over en vis grænse. Derfor er der korrekturlæsere. I øvrigt tror jeg, at Ella her fra gruppen er god til korrektur og måske også villig. Prøv at spørge hende.

    Kh
    Marie

    Like

    • Jeg har haft søvnproblemer længe og er aldrig blevet tilbudt barbiturater. Bortset fra måske engang i min ungdom. Men jeg ved det ikke.

      Like

      • Kære Marie

        1000 tak for din tilbagemelding. Jeg beklager at jeg først vender tilbage nu. Det har været lidt hektisk på det sidste og så har jeg lige fået endnu en hund (se evt. billede i kommentar til Jytte), som skal trænes specifikt i personlig sikkerhed.

        Tak for dine tips mhp. udgivelse. Jeg er allerede med i flere selvudgiver netværk, selvom jeg endnu ikke har udgivet noget, og jeg er også fuld at beundring for Dorte Hummelhøjs mange udgivelser på både dansk og engelsk. Mit hovedprojekt er at få færdigredigeret og udgivet (på den ene eller anden måde) en thriller som jeg har været i gang med i flere år (hvor jeg har fundet meget inspiration i det der sker i Venezuela, hvor volden desværre i stigende grad har fået frit løb – delvist som en politisk beslutning/strategi.)
        Jeg har flere halvfærdige noveller liggende i skrivebordsskuffen, men lige nu skriver jeg mest noveller, når jeg trænger til at skabe noget nyt og øve mig, og så er det jo lidt nemmere at få respons på korte skriveprojekter. Så umiddelbart skriver jeg ikke noveller med udgivelse for øje, men hvem ved om det kan blive til noget mere en dag? Og så skal der selvfølgelig ofres en ordentlig korrektur og betalæsning mv.

        Jeg har ikke fået tjekket på det med barbiturater, men den første heksebrænding fandt sted i 1540 og den sidste i 1693 – så det passer faktisk meget godt med din generationsberegning:-)

        Tak for den! (og dine meget nyttige kommentarer i det hele taget 🙂

        Kh Nana

        Like

  5. Kære Nana

    Fik endelig læst din historie. Hvor er den dog god! Stramt komponeret, så spændingen holder fra først til sidst. Det var en fornøjelse at glide gennem dit dejlige sprog. Ingen spanismer!! Jeg kunne godt lide den hårfine balance, du holder mellem det overnaturlige og det realistiske.
    Gotisk uhygge oe realistisk cfundament. kNok noget af det sværeste.
    Hvorfor har du ikke lagt et link ind på nytårsopgaven i den nye skriveskole? Der er desværre ikke så mange med denne gang. Måske fordi man har en hel måned.

    GODT NYTÅR
    kærlig hilsen
    Nina

    Like

  6. Kære Nana
    Fik endelig læst din historie. Hvor er den dog god! Stramt komponeret, så spændingen holder fra først til sidst. Det var en fornøjelse at glide gennem dit dejlige sprog. Ingen spanismer!! Jeg kunne godt lide den hårfine balance, du holder mellem det overnaturlige og det realistiske.
    Gotisk uhygge og realistisk fundament. Nok noget af det sværeste.
    Hvorfor har du ikke lagt et link ind på nytårsopgaven i den nye skriveskole? Der er desværre ikke så mange med denne gang. Måske fordi man har en hel måned.
    GODT NYTÅR
    kærlig hilsen
    Nina

    Liked by 1 person

    • Kære Nina

      Det glæder mig meget, at du kan lide historien. Og rigtig mange tak for, at du tog dig tid til at læse.

      Jeg har ikke lagt den ind som link under nytårsopgaven, da det her mere er lidt “fri leg” fra min side (og jeg har ikke haft tid til at skrive en ny tekst).

      Jeg ville netop gerne prøve at lege lidt med det overnaturlige, men med en forholdsvis realistisk tilgang, så jeg er glad for, at du synes, der er en god balance mellem det overnaturlige og det realistiske. (Isabel Allende, Garcia Márquez mfl. er jo glimrende inspirationkilder på det område, men at jeg ellers har styret uden om spanismer er dejligt at få at vide. (For det smutter jo nemt for mig ..)

      Specielt er jeg glad for, at du synes spændingen holder, for det er svært at vurdere fra min side.

      Så rigtig mange tak for din tid og fine kommentar. Jeg håber snart, jeg får tid til at sende dig en mere personlig hilsen per gammeldags mail-maner.

      Godt Nytår og kærlige hilsener

      Nana

      Liked by 1 person

  7. Hej Nana
    Jeg læse hele din novelle selv om jeg ikke gad og det blev sent om aftenen, over midnat. Den er spændende og læner sig op ad den klassiske genre, og samtidig sker der hele tiden noget andet end jeg ventede.

    Den ender med at lægen er så omtåget at hun vil ombringe den tidligere borgmester – absolut ikke hvad jeg ventede eller sympatiserer med.

    Der er nogle stilbrud, fx “men følte sig som trængt op i en krog af en parringslysten bulldozer” – pudsigt, men river mig ud af historiens flow.

    Det samme gælder nogle lidt kringlede konstruktioner som “stående på dørtærskelen for at beskue rummet fra denne vinkel..” >> .. for at se rummet herfra. Fladskærmen på væggen over for sengens fodende forstyrrede hende, og så det ovale, guldindrammede spejl..

    Til korrekturen:
    skarpellen > skalpellen
    præstekragen  > præstekraven 
    Psykopharmaen  > Psykofarmakaene
    imødekommehed > imødekommenhed

    Tak for en både traditionel og utraditionel gyser, god til at sætte fantasien i gang.

    De bedste hilsener
    jesper o

    Liked by 1 person

    • Kære Jesper

      Rigtig mange tak for,at du tog dig tid til at læse. Det glæder mig, at jeg formåede at overraske undervejs. For mig er det uhyre nyttig information, at der ikke skete det forventede for dig.

      Det du nævner med stilbrud og sætninger, der stopper flowet er helt klart også nyttig information og noget jeg vil vende tilbage til ved næste redigering. (Skal lige have teksten lidt på afstand, for så kan jeg bedre læse med “dine briller”.) Men lige nu vil jeg først og fremmest rette korrekturfejlene (1000 tak for dem!).

      Jeg er også glad for din vurdering af både traditionel og utraditionel på en gang – det var nemlig lidt det, der var sigtet med novellen.

      Rigtig mange tak for din grundige og konstruktive læsning.

      De bedste hilsener og ønsker om et Godt Skriveår!

      Nana

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s