Tags

,

sun, snowy, forest

 

Hvis bare han kunne nå hen til træet, havde han måske en chance. Han modstod trangen til at kigge sig tilbage; hvert sekund betød forskellen mellem liv og død.

Kulden bed. Alligevel svedte han i vanterne, der føltes klamme om skistavene. Ånden dampede om ansigtet, mens han pressede skiene op ad bakken. Asgot prøvede at koncentrere sig om træet; ikke tænke på, sine forfølgere: Hvad der ville kunne ske. Men forgæves. Hans mave trak sig sammen, da han i et glimt så Yrsa og sin førstefødte for sig i en blodpøl ved ildstedet. Yrsa med kjolen trukket op. Underlivet blottet. Nedslagtet.

Et kuldegys bladede sig med sveden på hans ryg. Flimrende krystaller slørede hans blik. Han smed jagtbyttet om halsen fra sig og mærkede vægten lette.

Terrænet rejse sig som en mur i halvmørket. Han lagde al sin tyngde på tåspidserne. Arme og ben kæmpede i takt med skienes hvislen. Føret var glat: En udfordring for kræfterne. Men han ænsede ikke anstrengelsen. Hans forfølgere var kampklædte, så han bevægede sig i det mindste mere frit. Og når han nåede toppen, ville han have fordelen af at kende hvert et sving mellem granerne. Men optimismen kunne ikke fortrænge den knugende fornemmelse i hans bryst. ”Jeg må nå frem, inden de nedlægger mig,” advarede hans instinkt.

Et dyrisk brøl nåede hans indre. Et kampråb? Eller var det bare noget han indbildte sig? Det var som om skoven lukkede sig om ham. Han spidsede øre, men ænsede kun blodets dunken.

Endelig rundede han toppen. Han tog et dobbelttag med stavene og kastede sig nedad; snoede sig ned ad løjpen med stavene klemt fast under armhulerne. Fletningerne flagrede om ørerne. Han rundede et sving og kunne ikke lade være med at kigge tilbage. Afstanden var mindsket. Hans hjerte gik bersærk.

En pil susede forbi og ramte en armslængde fra hans ansigt. Han krummede sig længere ned i knæ og gav alt hvad han havde i sig. Snedækkede grene svirpede hans ansigt, mens han fræsede ned mod lysningen. Omsider tårnede træet sig op, som en silhuet mod solnedgangen over landsbyen. For et øjeblik bølgede lettelsen igennem ham.

Asgot svingede om bag fyrretræet og flænsede sneen i sit brems. Hans forfølgere var mindre end et stenkast bag ham, da han fandt træstangen, der kun lige stak op ad sneen. Febrilsk løsnede han sneen omkring den. Da de var lige ud for træet, trak han med alle kræfter i kæppen; graven åbnede sig under snedækket.

Han holdt vejret. Tiden stod stille som et snefnug i luften, mens han så sine forfølgere vælte derned. En efter en. Mindst ti. Kun de to bagerste nåede at svinge udenom. Han halede buen frem og ramte den ene i halsen. Den anden flygtede uden for skudhold.

Så tog han sit vagthorn og blæste af sine lungers fulde kraft. Snart myldrede mænd og kvinder ud ad landbyens port med vognlæs fulde af sten.

En pil fra dybet ramte Grimskæg i skulderen, inden graven blev omringet af en sydende rand af stenkastende næver. Mændene dernede værnede med sine skjold, men måtte til sidst give efter for byen af sten. Lidt efter lignede graven et blodbad. Pludselig var det overstået.

Grimskæg hev pilen ud, skar en grimasse og gik hen og tog fat om hans skuldre. ”Hvis du ikke havde advaret os, Asgot, så …” Han rystede på hovedet. ”Hvornår så du dem komme?”

”Ved mine fælder. Lidt før Ulvesletten. Desværre fik de også øje på mig.” Han stønnede. ”Tak Guderne, at de ikke nåede at stoppe mig.” Ud ad øjenkrogen så han Yrsa komme stormende med sønnen i favnen.

”Og tak Odin for den idé” Grimskæg pegede med pilen mod graven.

Han nåede lige at nikke, inden Yrsa kastede sig ind i hans favn. ”Asgot!”

”Yrsa, jeg …” Han trak hende ind til sig og undertrykte trangen til at synke sammen i sneen. I stedet stak han næsen ned Yrsas hår og betragtede graven, som de oprindeligt havde bygget som et værn mod ulve. Men efter forlydender om hærgende horder, havde han foreslået de andre at udbygge den med faldlemsmekanisme som et værn om landsbyen. Han måtte i sandhed hellere takke Odin for den idé. ”Guderne være med os,” mumlede han og trak Yrsa tættere ind til sig.

(703 ord)

Advertisements