Det sidste kald

Det sidste kald

Kulden og fugten vækkede gigtsmerterne, så snart Sørensen trådte uden for døren. Skyerne lå som et gråt slør hen over Christianshavns kanaler, og ikke en eneste af morgensolens stråler slap igennem. Sørensen skuttede sig i frakken og vendte sig mod schæferen: ”Måske skulle vi bare lade os pensionere snart.”
Hunden kiggede uforstående på ham.
”Pensionsalderen,” mumlede han og smagte lidt på ordet, mens han sjoskede hen til Volvo’en med Rex ved sin side. Ordet lød som en falliterklæring: Det smagte af hjemmehjælp, institutionsmad, robotstøvsuger og bleskift på akkord.

Han åbnede sidedøren og lukkede Rex ind på bagsædet med et suk; Dumpede så selv ind på forsædet. I en rum stund blev han siddende og stirrede ud i luften, før han tog sig sammen til at starte bilen. Sædvanen tro trillede han ud ad parkeringspladsen og satte kurs mod sit faste mål gennem 35 år: dyrlægeklinikken i Hellerup.

Pension, tænkte han igen, da han svingede ud på Wildersgade. Hvad hulen skulle han stille op med tiden, hvis han ikke havde klinikken? Han tændte for morgennyhederne og en lind strøm af ligegyldigheder væltede straks ud i kabinen. Patienterne, tænkte han videre, mens han flød gennem morgentrafikken. Guderne måtte vide, at han var træt af dem, men hvad mere var der tilbage? Et belejligt hjerteanfald? Intet gav rigtig mening, efter at Kate var gået bort.

”Min stakkels Kate,” mumlede han og mærkede tårer springe frem. Selv ikke børnene og børnebørnene gav megen glæde for tiden, erkendte han, mens han gearede ned og stoppede for rødt. Børnene havde alt for travlt med at dyrke karrieren. Arbejdede hårdt på at forøge deres CO2-aftryk ved at flyve hid og did på forretningsrejser. Og børnebørnene havde nået den alder, hvor de levede i konstant symbiose med et eller andet mentalt fordærvende computerspil. Selv Zoologisk Have gad rollingerne ikke længere. Men fred være med det. Hvis verden gik sin vante gang, ville det sikkert heller ikke vare længe før alt dyreliv alligevel kun ville kunne opleves virtuelt.

Sørensen kastede et blik på schæferen Rex via bakspejlet. Han syntes også gammel og træt af dage. Lignede en sand hængemule, som han lå der og splattede ud på bagsædet, med snuden trykket ned i polstringen.

Volvo’en nærmede sig Kongens Nytorv, og Sørensen gennemgik, sædvanen tro, listen af faste patienter i tankerne. Fru Jørgensen ville helt sikkert dukke op med sin syge pekingeser. Så tror da fanden, at hunden var deprimeret, når den skulle høre på alt hendes ævl. Dyret trængte jo bare til at få lov til at være hund: Lette ben, løbe rundt og snuse hundenumser i stedet for at tilbringe dagen i en håndtaske. Men om konen kunne forstå det … For ikke at tale om familien Tagensens uregerlige unger og ligeså uregerlige kat.

Hvor mange hvalpe med julepynt i maven ville mon lande på operationsbordet denne jul? Tanken fik ham til at ryste på hovedet. Det moderne menneske forstod sig ikke på dyr længere, og ødelagde naturen overalt, hvor de kom. Hvis Gud virkelig var barmhjertig, som det blev påstået, burde han fratage alle Homo Sapiens evnen til reproduktion. Alt tydede dog på, at Herren deroppe enten var mindre bemidlet eller en fuldblods psykopat; Ingen af delene lovede godt for livet efter døden, sandede Sørensen og sukkede om kap med hunden på bagsædet.

Radiospeakeren talte nu om den såkaldte ældrebyrde, registrerede Sørensen med et halv øre, da han svingede forbi det Kongelige teater. En haglbyge stod pludselig ind mod forruden og druknede lyden af speakeren for en stund. Ældrebyrden var just heller ikke lige et ord, der manede solskin frem, resonerede Sørensen og slog vinduesviskerne til.

På den anden side af haglbygen brød navnet “Hwange” pludselig igennem æteren. Det gav et sæt i Sørensen. ”Hwange?” Han skyndte sig at skrue op for radioen og fik speakerens stemme klart og tydeligt igennem:

”… over 300 elefanter uden stødtænger er fundet dræbt i Zimbabwes største nationalpark, efter at krybskyttere har forgiftet vandhuller med Cyanid. Stødtænderne menes at være blevet solgt i Asien, hvor et stigende antal investorer efterspørger elfenben, eller det såkaldte hvide guld, som en alternativ sikker investering …”

”De satans kinesere!” hvæsede Sørensen, mens blodtrykket truede med at slå nye rekorder. I årevis havde asiaterne slagtet næsehorn for at pulverisere dets horn i fremstillingen af alverdens tvivlsomme afrodisiaka. ”Og nu en elefantmassakre. Og så lige Hwange!” Han slog en næve ned i låret og strammede derefter hårdt om rattet, mens tankerne førte ham tilbage i tiden, tilbage til nationalparken.

Han mindedes dagene og årene, hvor han, Kate og resten af holdet havde arbejdet i døgndrift på dyrehospitalet. Erindrede ekspeditionerne hvor de bedøvede dyrene og flyttede dem væk fra menneskerne. Den evige kamp, når de hjalp parkinspektørerne med at værne elefanter og næsehorn mod krybskytterne.

Livet havde været så simpelt dengang, hvor hans hjerte kun bankede for vildmarken og Kate. Den periode havde næsten været bedre end de første år i Danmark, hvor han og Kate havde stiftet familie.

Mens tankerne forblev i Afrika, kørte Sørensen videre ned ad Grønningen. ”De satans krybskytter,” mumlede han for sig selv, mens han forsøgte at koncentrere sig om trafikken. Den klumpede sig sammen forude, vel sagtens på grund af det glatte føre. “Hvor irriterende!” Han rettede sig op i sædet, med fornemmelsen af, at en ny idé lige havde slået rod i ham. De næste sekunder var det som handlekraften overtog førersædet og lagde fornuften på køl. ”Til helvede med Hellerup,” mumlede han. Og før han overhovedet havde fået tænkt sig ordentligt om, var bilen vendt rundt og havde kurs mod Christianshavn.

Schæferen satte sig straks op i sædet, da den registrerede afvigelsen fra rutinen. ”Vi skal til Afrika, Rex,” forklarede Sørensen til bakspejlet.
Rex lagde hovedet på skrå, som han altid gjorde, når han anstrengte sig for at forstå.

I næste øjeblik kunne Sørensen have svoret, at Kate sad og smilede til ham fra en anden dimension. Han så hende for sig med operationsmasken for munden. De strålende øjne, der smilede til ham, mens hun opererede en løve med en kugle i brystmuskulaturen. Mindedes Kate give sutteflaske til alverdens dyrebørn, med en ømhed, der gjorde hende til jordens smukkeste kvinde. Åh, det var dengang, der virkelig var noget ved det hele!

Sørensen speedede ned ad Øster Voldgade og forsøgte at sætte hunden nærmere ind i planerne. ”Jeg får fat i Jack, Rex.”
Hunden spidsede ører.
”Jack sidder alligevel bare og sumper til på en bar i Cape Town. Og så får jeg overtalt Mbeki og Olsson i Kenya til at komme tilbage til Zimbabwe. Vi bliver the dream team, Rex. Et hold gamle hundehoveder, der ikke desto mindre stadigvæk kan deres kram. Tro mig, du gamle!” Kun Kate manglede for at gøre holdet fuldendt.

Sørensen talte i en lind strøm til hunden, mens han tilbagelagde hjemvejen på rekordtid. Da han nærmede sig Christianshavn, tittede solen pludselig frem bag en sky. Samtidigt begyndte visionen for fremtiden at tegne sig krystalklart for hans indre. Gigtsmerterne havde aftaget lidt og det var som om livskraften igen brusede i hans årer. Det var lige før, han følte sig ung igen.

Han parkerede og vendte sig mod hunden. ”Nu henter jeg alt mit gamle vildmarksgrej og riffelen til bedøvelsespatroner. Du venter her en halv times tid, og så har jeg pakket min kuffert og din rejsekennel. Og så af sted med os to.”

”Men denne gang, Rex,” sagde Sørensen og fangede hundens blik. ”Denne gang er spillets regler ændret. Ikke en krybskytte skal slippe levende fra at krydse mit spor. Jeg vil skyde hver eneste en med min bedøvelsesriffel og servere dem som løvemad. Er du med, Rex?”

Sørensen smilede for sig selv, mens han aflagde en indre ed. Når han var færdig med krybskytterne ville turen komme til de kinesiske distributører. Ikke et horn eller stødtand ville forblive uhævnet på hans sidste vagt.

Denne gang var det øje for øje, tand for tand.

——-

“Det sidste kald” blev oprindelig skrevet i november 2013 som opgaveløsning til følgende opgave under Saxos forfatterskole:
Skriv en mininovelle med udgangspunkt i en given situation.
En person på vej til arbejde beslutter sig for at ‘dreje’ fra. Hvor tager hun/han hen? Og hvorfor? Husk konflikt. Der skal være noget vigtigt på spil for hovedpersonen.
Skriv max. 3 normalsider. Find selv på titel (1 normalside er lig med 2200 anslag.)

Rollemodel for Rex i "Det sidste kald." Foto: N. Cajus

Rollemodel for Rex i “Det sidste kald.” Foto: N. Cajus

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s