Saxotekster 2011

Et tab for menneskeheden

I samme splitsekund tænderne borede sig ned i kødet, opsnappede hendes hjerneceller følgende data: Gift fra en Micrurus Fulvius, du har maks. femten minutter tilbage at leve.
”Av!”, udbrød hun og slap planten i hånden, alt imens bæstets hale forsvandt i underskoven. Mikrosekunder senere begyndte erkendelsen at sive ind. Dit liv ender her: I hjertet af Amazonas.

Hun faldt ned på knæ, mens urskoven begyndte at spinde omkring hende. Angsten strammede som et kvælende greb om halsen. Hendes blik blev sløret, og junglens lyde ramte trommehinderne som gennem et filter af vat.

Hvorfor havde hun også bevæget sig herud af alene? Hun kunne i det mindste have taget en indianer med fra nærmeste bosted. Men nej, frygten for at nogen skulle stjæle hendes opdagelse, havde overgået forstanden. Og nu blev den evige paranoia hendes død.

Mavesækken vred sig, mens hun betragtede hånden. Allerede nu kunne hun fornemme, hvordan giften bevægede sig opad. Var der nogen måde, hvorpå hun kunne vinde tid? Spørgsmålet klang som en indre stemme i takt med hjertets resonans. Det kunne kun være spørgsmål om minutter, før hendes organer ville lukke ned, et efter et.

Hun kiggede op i desperation og fik øje på en papegøje i himmelhvælvingen af blade. Pludselig var det som, en del af hende tog plads i fuglen og så det hele fra oven. Der sad hun, en ugift, barnløs kvinde, der havde ofret alt for videnskaben. En af vor tids mest lovende forskere på sit felt, som nu havde fået dødsstødet af en reptilhjerne. Hvor skæbneironisk! Og så lige nu, hvor hun omsider havde genfundet planten, der var den manglende ingrediens i hendes universalvaccine mod al slags cancer.

Hendes død ville blive et tab for menneskeheden.

Mens pulsen slog om kap med sekunderne, prøvede hun at tænke klart. Hun kastede endnu et blik på hånden og undrede sig over, at den ikke så mere medtaget ud endnu. Og pludselig meldte en gruopvækkende tanke sig, som en desperat udvej. Hvis hun handlede hurtigt og huggede hånden af, ville giften måske ikke brede sig til resten af kroppen? Måske kunne hun nå tilbage til indianerne, inden hun forblødte? Resolut løftede hun macheten og tog sigte neden for albuen. Men inden hun kunne nå at svinge bladet, modtog hun ny information fra langtidshukommelsen: Korrektion, tandmønsteret i biddet tyder på, at det var en falsk koralslange og ikke den giftige slags.

(396 ord)
Post Scriptum: Årsagen til der alligevel ikke findes en universalvaccine mod al slags cancer er, at hun senere blev ædt af en Anakonda.

Baseret på følgende opgaveformulering:
Lige efter:
En person har lige fået en afgørende besked. Beskriv i en tekst de to næste minutter i personens liv. Du skal veksle nogenlunde ligeligt mellem tanke og handling.
Max. 400 ord.
Find selv på en titel.

——-

Hvidt stof og prinsessedrømme

Hun kommer anstigende i en kjole, der kan brødføde en by i Rusland. Ikke at jeg tror, Victoria kunne finde på at donere andet end en kondom-ladning taber-celler til sædbanken, men alligevel… Kjolen virker altså bare helt forkert. Og så hvid! Som renheden selv!

Jeg mærker trangen til at brække mig i håndtasken, og behersker mig for ikke at gøre det her bagerst i kirken. Mens jeg holder hånden over min mund, sender hun mig et dræbende blik. Indtil i går var jeg ellers hendes bedste veninde og fortrolige. Trods mit tab var jeg den første, der ønskede hende tillykke med graviditeten, manden, studiepladsen og det nye liv. Sådan har jeg altid været generøs, altid ønsket det bedste for dem jeg holder af.

Dog må jeg give hende, at det lugter lidt af klasse, når hun for en gang skyld ikke har silikonebabserne helt fremme til offentlig beskuelse. Ja, adelig ser hun nærmest ud, som hun svæver op ad kirkegulvet, som en anden prinsesse, og soler sig i beundrende blikke fra det bedste borgerskab. Det er sgu uvant at se hende sådan. Håret er opsat, kjolen slæber sig hen over gulvet og dækker samtlige tatoveringer. Selv glitterneglelakken ser hun ud til at have droppet i dagens anledning.

Jeg løfter op i egen barm og lader sjalet dække lidt mere. Trækker ned i kjolen, spytter mit nikotintyggegummi ud i hånden og klæber det fast under sædet med diskretion. Så svært er det jo heller ikke at lege fin!

Mine stiletter strammer, som var de skræddersyede i helvede. Det samme kan siges om den leopardskindsimiterede korsage, som jeg har lånt af Dina. Rygetrangen melder sig, mens præsten bliver ved med sit himmelråbende bavl, som var her tale om Guds bedste børn. Af og til finder jeg dog ordene hylende morsomme set i bagklogskabens spejl, eller hvad fanden det nu er, det hedder. Men jeg er vist den eneste, der kan se det sjove i situationen. Mit blik møder i hvert tilfælde ikke andet end snerpede rynkeminer.

”Overlægen er tydeligvis en respekteret mand,” vrænger jeg for mig selv, mens jeg hælder mig til siden for at forbedre udsynet gennem randen af hattedamer. Jeg stiller skarpt på brudgommens nakke og tænker, det kunne have været mig, der ved hans side. Med håndryggen tværer jeg det hånlige drag af mit ansigt, mens jeg holder bagstivheden på plads i ganen. Jeg ranker ryggen, knejser med nakken og indtager i det hele taget samme dannede positur som de omkringsiddende. Men da de skal sværge evig troskab, kan jeg ikke holde latteren tilbage. Hvor svært kan dét lige være, når man allerede har bollet et helt regiment?

En gnist af jalousi skygger i det samme for min morskab. Mon han længes efter et snif kokain fra min kavalergang, mens han står der i sit latterlige, stive puds?

Omsider er det slut, og parret bevæger sig udenfor under en byge af lykønskninger og jubel. Jeg mærker et stik i hjertet, da de to træder ind i bilen og vinker farvel. Dér forsvinder min bedste veninde og kollega. For ikke at tale om min bedste kunde, konstaterer jeg og sparker til en sten.

(523 ord)

Skrevet i hht. følgende opgaveformulering:
Bryd med konventionen
Som forfatter skal du helst overraske og bryde med konventionerne, altså de gængse forventninger. Du behøver ikke nødvendigvis at beskrive et bryllup som noget positivt eller et dødsfald som noget tragisk. Skriv en tekst, hvor en person oplever en af følgende begivenheder anderledes end forventet. Vælg mellem:
– Skilsmisse
– Dødsfald
– Bryllup
– Forfremmelse
Bestem selv om teksten skal være humoristisk, realistisk eller noget helt tredje.
Skriv max. 600 ord

——-

Løb for livet

Jeg kan næsten smage hendes angst, mens jeg haler ind på hende. Åh, hvor jeg elsker denne del af spillet! Allerede da jeg så hende løbe her første gang, vidste jeg, hun ville blive en god jagt. Godt jeg valgte hende frem for den rødhårede med de storsvingende patter!

Mine benmuskler arbejder som rent maskineri, mens jeg zoomer ind på hendes røv. Nu er der ikke længe til, den skal få fars hammer at smage. Hende den rødhårede kan jeg altid tage næste gang. En gren rammer min kind som et piskeslag, men jeg ænser ikke smerten. Ænser ikke længere kulden.

Begæret beruser mine sanser, mens min fantasi kører som en indre film. Koncentrer dig nu om jagten, mand!. Jeg føler efter kniven i mavebæltet. Mit blods brusen får mig til at svæve hen over terrænet. Jeg kan ikke længere tæmme mine tanker. Mens mine fødder hamrer mod den frosne jord, forestiller jeg mig igen og igen, hvordan hun vil bede om nåde. Hvordan narrefissen vil stirre på mig med blege læber og udspilede pupiller, mens hun grædende beder mig lade være. Hvordan munden siger nej, indtil blodet pibler frem og gør kroppen mør. Et hvin skærper mine instinkter, idet jeg registrerer, at bitchen er lige ved at falde. Sveden springer frem fra hver en pore i huden. Det kan ikke vare længe, før hun er kørt træt.

Jeg strammer alle muskler i min krop og giver alt, hvad jeg har. Stønner højere end nødvendigt for at sprede rædsel. Kun halvtreds meter mere, tror jeg, og jeg har dullen i mit greb.

Kom nu, halvtreds meter til, du kan godt. Hold ud! Lyden af hans skridt trænger igennem pulsens banken for mine ører. Jeg kan nærmest lugte min egen adrenalin. Koncentrer dig om vejrtrækningen og benarbejdet. Hold din angst i skak.

Svinet løber hurtigere, end jeg havde regnet med. Fornemmelsen af, at han nærmest ånder mig i nakken, får blodet til at stivne i mine årer. Men angsten må ikke lamme mig nu. Ikke nu! Jeg mærker, hvordan terrænet bliver mere ujævnt. Frygten for igen at snuble får mig ned i fart. Erkendelsen får hjerterytmen til at eksplodere i mit bryst.

Så sker det, der ikke må ske. Jeg snubler og mærker, hvordan han haler yderligere ind på mig. Jeg bider tænderne sammen. Spænder hver en muskel i min krop for at øge afstanden. Men i stedet er det, som mine muskler er blevet til gummi. Jeg fortæller mig selv, at jeg bliver nødt til at holde ud. Hvad hvis jeg ikke løber fra ham? Jeg ser min søn for mit indre blik og mærker mit hjerte vride sig i smerte. Kun lidt endnu. Tyve meter.

”Adrenalinen er dit drivstof og din ven”, siger en indre stemme, som jeg genkender som Pers. Ja, det er kraftedeme let at sige i hans position! Stodderens støn er faretruende nær på nu, og jeg tør ikke se mig tilbage. Kigger kun frem mod punktet, som jeg omsider har indenfor synsvidde. Jeg spurter de sidste tredive skridt og smider mig på jorden. Per og de andre springer frem fra deres skjul, inden han kan kaste sig over mig. Jeg kæmper for at få vejrtrækningen under kontrol og vender derefter mit ansigt mod Pers. ”Nu er det fandeme sidste gang jeg agerer lokkedue, chef,” siger jeg og sender en spytklat efter mine ord.

(557 ord)

Skrevet med udgangspunkt i følgende opgaveformulering:
Indbruddet
Skriv en historie, hvor du veksler mellem mellem to jeg-fortællere. F.eks. mellem gerningsmand og offer. Marker skiftene tydeligt.
Max. 600 ord.
Find ny titel.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s