Tags

Mørket sluttede sig om os, da vi trængte ind mellem træerne og nærmede os Jeepen. Den stod som vi havde forladt den, gemt under sneklædte grangrene. Bag os lå det nedlagte vandværk, der havde været vores kommandocenter de seneste uger. Alt var pakket og klart. Alt, undtagen min samvittighed.

Jeg havde håbet, tvivlen ville forsvinde, så snart operationen gik i gang. Men det var ikke tilfældet, erkendte jeg, mens vi fjernede bilens camouflage under snedækket. ”Det her er forkert,” sagde jeg og hørte mine ord drukne i virvaret omkring bilen.

Da alt udstyret var på plads, hankede jeg op i min rygsæk og indtog pladsen ved siden af rattet og Lars. – Manden, der havde vippet mig af pinden, tænkte jeg og mærkede vreden vokse i mig. Hvorfor havde jeg også været så dum at lukke ham ind i varmen?

Lars havde kun lige startet motoren og stoppet elefanthuen ned i lommen på sin sorte dynejakke, da jeg besluttede mig til igen at vejre stemningen. Jeg vendte mig halvt om, så også Kirsten, Magnus og Jacob kunne høre mig omme fra bagsædet.
”Nu siger jeg det for sidste gang. Det her er forkert.”
Lars stønnede. ”Begynder du nu igen, Lene, Du blev nedstemt. Aktionen bliver udført som planlagt.”
”Men I … VI kommer til at fortryde det, hvis …” Jeg stoppede op og ventede på opbakning fra bagsædet, men den udeblev. “Idioter,” mumlede jeg og fortsatte: ”Jamen, kan I da ikke se det? At advare på forhånd er nok til at skræmme forbrugerne væk, og det er jo det, vi ønsker, ik’?”

Lars hamrede bremsen i og fik Jeepen til at skride ud i sneen. I skæret fra bilens forlygter så jeg, hvordan hans ansigt snørede sig sammen, inden han bankede en næve ned i rattet. ”Nu er det fandeme nok!” råbte han. ”Der er nødt til at komme lig på bordet. Basta!”
”Og de lig kan meget vel være børn?”
”Det er der ikke noget at gøre ved. Der skal andre boller på suppen, hvis vi vil undgå at blive sat i bås med endnu en tandløs miljøorganisation à la Greenpeace.”

Jeg skar tænder ved lyden af mine ord i hans mund. Det var ikke derfor, jeg havde stiftet Naturens gang. Min holdning havde hele tiden været, at der aldrig skulle tages liv, med mindre det var absolut nødvendigt. Det måtte være nok at hælde giften i produktionsanlægget og derefter advare forbrugerne. Men de andre mente, vi først skulle udsende varslet, når læskedrikken havde forårsaget adskillige dødsfald. Ellers ville det ikke blive husket i eftertid, hævdede de.

Jeg knaldede hovedet bagud i nakkestøtten og gennemgik endnu en gang argumenterne for mig selv, mens Lars satte bilen i gear og forsatte videre mod fabriksanlægget. Målet var at få forbrugerne til at forstå, at der blev brugt endeløse mængder rent drikkevand for at producere en drik, der var skadeligt for både miljø og helbred. At forstå, at man ved at drikke Coca Cola støttede op om rovdriften på en knap ressource.

I det øjeblik lyste Iphonen op i mørket. Jeg kunne se på displayet, at opkaldet kom fra vores PR-mand, der var blevet tilbage for at renskrive forskellige versioner af pressemedelelsen. ”Tager du den?” brummede Lars og nikkede mod opbevaringsmodulet imellem os. Jeg adlød og lyttede. Og da meddelelsen gik op for mig, mærkede jeg lettelsen brede sig som et euforiserende stof.
”Thomas har lige set i nyhederne, at en udbryderfraktion af Greenpeace har sprængt en Coca Cola-fabrik i luften i USA,” formidlede jeg videre til de andre. ”Så nu kan vi lige så godt aflyse vores aktion.”
”Tværtimod! Det her er netop en chance til at vise, hvem der virkelig har nosser.”
”Nu er du ude på et egotrip, Lars. For momentum for vores budskab er lige blevet skabt.”
”Nej!”
Det isnede i mig, da jeg i det samme greb ned i rygsækken og rettede min pistol mod hans tinding. ”Du vender om. Nu!”
”Gu vil jeg ej.”

Jeg sænkede sigtet til hans skulder og trykkede af. Der lød et brag. Et skrig. Dun fra hans jakke hvirvlede rundt i luften, efterfuldt af en lammende stilhed. Sekunder senere åbnede jeg døren, sparkede ham ud i sneen og generobrede førersædet for altid.

Baseret på følgende opgaveformulering

11202431_10206904214740329_6970221902800871056_n

Advertisements