I åndernes magt

I åndernes magt

De var taget af sted, mens mørket endnu omsluttede hytten. Alligevel nåede Chotsani og hendes lillebror først frem til hospitalet længe efter daggry.

”Hop ned!” beordrede Chotsani sin lillebror og vippede med de ømme fødder i klipklapperne. Så strakte hun sig. For selvom lillebroren ikke vejede så meget, værkede ryggen efter at have båret ham halvdelen af vejen. Hun kiggede mod mængden af kvinder med kogegryder og udså sig en, hun kunne spørge om vej.

”Børnelægen? Rundt om hjørnet, første dør under halvtaget,” blev der svaret med en ledsagende pegefinger.

Chotsani trak lillebroren i fingerens retning og trådte ind på pladsen, der var omringet af lave, hvidkalkede bygninger. Da hun rundede hjørnet af den første bygning, så hun rigtig nok børn i alle aldre. Hun lod blikket glide hurtigt over den ventende forsamling. Så vidt hun kunne se, var alle andre børn ledsaget af en voksen. Modet begyndte at svigte. Men bedstemor, hendes ugogo, havde sagt, at hun ikke havde kræfter til at følge med denne gang, når hun også skulle passe majsmarkerne. Det var Chotsanis ansvar at få Nyemba til lægen.

Heldigvis sendte en kvinde hende et opmuntrende vink og pegede på en plads ved siden af sig. Chotsani satte sig mellem kvinden og en ammende mor. Så fjernede hun en blanding af støv og snot under næsen på Nyemba, med en flig af kjolen, og tog lillebroren på skødet. Nyemba var tavs og stirrede sløvt frem for sig. ”Sådan bliver de, når de onde ånder ta’r dem,” hørte hun Ugogos ord klinge i sit indre.

Malawi måtte være fuld af onde ånder, tænkte Chotsani. Der var så mange, der blev ligesom Nyemba og siden bare forsvandt. Hendes mor, to onkler, flere lærerinder i skolen, hendes bedste veninde Destiny og begge Destinys forældre. Chotsanis far var også forsvundet, men hun havde ikke set ham blive taget af ånden, ligesom Mor.

Chotsani mærkede gråden snøre sig sammen i halsen, idet minderne bragte hende tilbage til den nat, hvor barndommen pludselig var forbi. Hun havde kun været otte den gang og var vågnet ved mors gentagne vrissen af far: ”DU har smittet mig og gjort mine børn forældreløse.”

Næste morgen var far forsvundet og kom aldrig mere tilbage til landsbyen. Efter den nat gik det op for Chotsani, at hendes mor ikke havde været rask længe. Men det var først, da far forsvandt, at hun lagde mærke til de indsunkne øjne, hendes langsomme bevægelser, den sprukne hud og de forsvundne smil. Fra den nat blev mor stadig tyndere og svagere, indtil hun en dag kun lå som en ubevægelig bunke skind og ben på sivmåtten, når Chotsani kom hjem fra skole. Fem dage inden ånden tog hendes sjæl, forberedte moren hende på, at det snart var tid. Chotsani bevægede sig derefter ikke ud af stedet. Sørgede kun for mad til Nyemba og brugte ellers tiden til at holde hendes hånd. Nat efter nat vågede hun over sin mor og lyttede til, hvordan vejtrækningen blev til et hvæsende dyr. Den nat ånden tog morens liv, lå hun og Nyemba i hendes favn. Det var sådan Ugogo fandt dem, da hun dukkede op dagen efter.

Siden havde Ugogo taget sig af dem. Nabokonen, der havde sendt bud efter Ugogo, havde fortalt dem om lægerne, der gav gratis lægehjælp på hospitalet uden for Blantyre. Chotsani havde også hørt nabokonen sige til Ugogo, at Nyemba var nødt til at blive testet, hvad hun så end mente med det? Men i lang tid ville Ugogo ikke høre tale om at tage Nyemba til lægen. Landsbyens ældre sagde alligevel, at det var ånderne, der bestemte.

Naboen blev imidlertid ved med at presse Bedstemor, og til sidst ændrede hun åbenbart mening. For en nat havde Ugogo vækket dem, mens de endnu rystede af kulde under tæpperne, og bedt dem følge efter hende ud i natten. De havde fulgt stien gennem bushen ud til den store vej, der førte til Blantyre og forbi bakkerne med teplantagerne. Timer efter daggry var de endelig nået frem til hospitalet, hvor en læge havde stukket i Nyemba. Det var første gang Chotsani havde været der.

Og nu var hun her altså for anden gang. Chotsani mærkede lillebrorens varme åndedræt mod halsen og lod blikket hvile på rækken af hvide biler parkeret under skyggen af et akacietræ. Mon der også var onde ånder i den verden, lægerne kom fra? Faktisk var hun lidt bange for lægerne, da de ikke lignede menneskerne fra landsbyen. De fleste var lyserøde i huden og havde udstående næser. Nogle af kvinderne havde langt, glat hår. Sådan noget hår kunne Chotsani godt tænke sig, da hun havde set den slags i et blad med Madonna, som en lærerinde havde haft med i skolen. Men selvom Chotsani havde indvendt, at hun ikke turde tage til hospitalet alene, havde ugogo sagt, at det blev hun nødt til. For de fremmede læger var de eneste, der kunne hjælpe lillebror. ”Ville ånden så ikke tage Nyemba?” havde hun spurgt. Men ugogo havde bare vendt hende ryggen for at feje videre på lergulvet.

Kvindernes stemmer omkring hende lød som en summende bisværm. Nogle gange hørte hun også ord som HIV, AIDS, positiv, rituelle samlejer og ARV blive hvisket og tisket imellem dem. Chotsani vidste ikke, hvad ordene betød. Kun at de varslede sygdom og død, efter befaling fra den onde ånd. Men hun forstod ikke, hvorfor ånden ville have Nyemba. Han var kun tre år og havde aldrig gjort noget forkert.

Duften af brændt træ og mad fra kogegryderne på den anden side af hospitalsbygningen bragte Chotsanis tanker tilbage til venteværelset. Hungeren hærgede nu som et indespærret vilddyr i tarmene. Hun tørrede tårer af kinden og mærkede, hvordan sulten gjorde hende døsig. Døsig som middagssolen og Nyemba, der sov i hendes favn. Sidst de havde været her havde ugogo forklaret, at kvinderne kun lavede mad til indlagte slægtninge.

En ruskende hånd bragte hende ud af døsen og tilbage til virkeligheden. ”Er det Nyemba?” spurgte lægens assistent og pegede på lillebroren.
Chotsani nikkede.
”Og din ugogo?”
Chotsani nøjedes med at ryste på hovedet.
”Og du er?”
”Chotsani”
”Kom med mig! Doktor Jensen er klar til at se jer nu.”
De fulgte efter assistenten ind på lægens kontor, mens Chotsani mærkede angsten forplante sig som tøvende skridt.
”Hi’ Chotsani!” hilste lægen med det lange, glatte hår. ”Jeg har gode nyheder.”
Chotsani kiggede ned i gulvet og vidste ikke, hvad hun skulle svare. En god nyhed ville være en dåse Coca-Cola, som den far engang havde haft med hjem fra byen, fantaserede hun.

Lægen satte Nyemba på undersøgelsesbriksen og begyndte at trykke på ham, inden hun fortsatte. ”Forstår du, Chotsani, vi var bange for, at din mor havde smittet Nyemba med HIV ved fødslen. Men mod alle odds, viser det sig, at Nyemba ikke er smittet af din mors sygdom.”
”Så ånden vil ikke ha’ Nyemba?” Spurgte Chotsani og holdt vejret.
”Nej, nej, ingen ånd.” smilede lægen. ”Nyemba skal nok blive rask. Han skal bare ha’ noget medicin mod slim på lungerne og mere næring. Kan du komme forbi her en gang om ugen, Chotsani?”
Chotsani turde ikke andet end at nikke.
”Så vil jeg indskrive jer i vores Supplementary Feeding Program, yeah? Det betyder, at I får udleveret en pose af det her.” Lægen forklarede videre, hvad supplerende kost betød og hvordan posens indhold skulle tilberedes med kogende vand.
Chotsani nikkede og grublede over om posen ville betyde mindre sult.
”Så skal vi nok få dig og Nyemba til at vokse.” Hun klappede Chotsani på hovedet og nev derefter Nyemba let i maven. Pludselig klukkede Nyemba, som hun aldrig havde hørt ham gøre det før.

”Hvor kommer du fra?” dristede Chotsani sig pludselig til at spørge.
”Fra Danmark,” svarede lægen med et smil.
Chotsani tænkte efter og syntes ikke, hun havde hørt om Danmark i skolen. Hun kiggede op og mødte lægens omsorgsfulde blå øjne under de lyse bryn. Pludselig var der noget som løsnede på sorgen. Som om latter forsøgte at trænge knuden i brystet væk. Det var som om hun først nu for alvor forstod, hvad lægen havde sagt. Ånden var ikke ude efter Nyemba. Ugogo tog fejl! Hun ville kunne beholde sin lillebror! I det øjeblik besluttede Chotsani, at Danmark måtte være stedet, hvor de gode ånder bor.

——-

“I åndernes magt er inspireret af et feltbesøg i Malawi samt følgende opgave formulering:

Skriv en mininovelle med arbejdstitlen Venteværelset. Du skal veksle mellem nutidssituationen i venteværelset og flashbacks.
Skriv max. 3 normalsider. 1 normalside = 2200 anslag.
Find selv på en ny titel.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s