Den vise mands datter

Den vise mands datter

Ribe 1626

Stanken ramte som det første, da jeg igen kom til bevidsthed: Ikke kun hørmen af afføring, blod og opkast, men også den stinkende angst; Det var som om de rå sten, havde suget århundredes lidelse til sig, og kastede den af sig med sindsformørkende kraft.

Hvilke vidnesbyrd ville disse mure ikke rumme, hvis de kunne tale? Hvorfor var jeg her? Spørgsmålet rungede ubesvaret mod væggene: Præcist som lydene, der nu skar igennem til mit indre. Jeg holdt hænderne for ørerne. Stanken kunne jeg klare, men lydene forstyrrede min forstand; Det værste var ikke de hjerteskærende skrig under torturen, men ekkoet af grådkvalt murren, der genlød mellem cellernes vægge. Gennem håndfladerne hørte jeg en ny lyd. Et øjeblik pirrede den min nysgerrighed, men jeg orkede ikke at løfte hovedet i lydens retning.

Tørsten kradsede i ganen, ligesom sækkelærredet mod min hud. Mit førhen så prægtige hår, klæbede som en sammenfiltret, snavset masse om min isse. Havde jeg bare haft noget varmt tøj! Jeg skuttede mig med klaprende tænder. Lod en finger køre ned ad mine nøgne ben og mærkede varmen fra blodet, der stadigvæk kom ud mellem mine lår. Kulden fra gulvet, var næsten værre end smerten fra mine sår.

Ikke så meget som en lysstråle trængte ind gennem sprækken øverst i muren. Det måtte være nat nu. Gennem smertens døs fornemmede jeg en kølig renhed, som var der sne i luften udenfor. Jeg lyttede efter skridt på gangen; Et øjeblik, ønskede jeg at høre nøglen kradse i den jernbeslåede dør, selvom det sjældent betød andet end flere pinsler. Der var lyden igen! En metallisk lyd som jeg ikke kunne placere i mørket. En forkert nøgle i et nøglehul? Jeg orkede ikke at spidse ører.

Min fader havde ikke fortalt mig meget om ægteskabets forpligtelser. Men jeg vidste udmærket, at jeg ikke længere var en uberørt ungmø i flor. Ikke efter, hvad de havde gjort ved mig. Skammen bredte sig til hver celle af min krop. Jeg fortalte mig selv, at jeg alligevel ikke ønskede at blive giftet bort. Men tanken overbeviste mig ikke. Min intuition sagde mig, at det måtte være anderledes med en ægtemand. Kærlighed mellem mand og kvinde, gjorde forskellen. Jeg havde set det i min mors blik. I den måde hun kiggede på min fader, dengang hun var rask og i live.

Jeg forsøgte at sætte mig op, kun for at krølle mig sammen på gulvet igen. Mit smertende underliv tillod ikke andet. Bare jeg selv var død dengang, feberen gjorde det af med min mor. Jeg kneb øjnene sammen og prøvede at huske. Havde jeg tilstået noget? Hvad ville de gøre ved mig? Jeg sansede et øjeblik lugten af brændt kød i mine næsebor. Omridset af Galgebakkerne tegnede sig for mit indre, mens kvalmen lurede i min hals.

Hvad der stod på det papir, jeg havde sat mit navn på? Mine tanker var uden skarphed, ligesom morgengryets tågedis over åen. Noget med syge dyr havde de sagt. Naboens dyr? Jeg havde kun forsøgt at hjælpe. Brugt af den visdom, fader havde givet mig. Og hvorfor skulle naboen give mig skylden for kvægets sygdom? Erkendelse slog mig som et slag i maven.

Naboen var ikke rar længere. Det havde han ikke været, siden fader havde afslået at gifte mig bort til ham, en midaldrende enkemand. Fader havde respekteret mit ønske. Jeg var kun tretten somre dengang, og han havde stadigvæk brug for mig i hjemmet. Mine brødre og jeg skulle passe markerne i hans fravær. Der ville være tid nok til at finde en, jeg kunne holde af. Det havde Fader lovet mig, lige inden han var blevet tvunget bort for at tjene Christian den fjerde.

Faders evner for at helbrede syge dyr, havde nået kongens øre. Derfor var han blevet beordret til at pleje krigshestene under kongens togt. Siden dengang, forrige vinter, havde naboen været ækel mod mig. En dag mine brødre var i marken, var han kommet ind i huset og begyndt at tage på mig med ublide hænder. Jeg havde slået fra mig, kradset hans kind og kommet fri af hans tag.

Et brag ramte gulvet. Jeg krympede sammen. Lyden af en stor sten, afgjorde jeg. Mit sind omstillede sig omgående til virkeligheden. Et lysskær trængte i det samme ind i rummet. Endnu en murbrok ramte gulvet. Nogen hviskede mit navn. Jeg vendte ansigtet mod ydervæggen og skimtede et reb falde ned gennem luften. Langsomt løftede jeg hovedet fra gulvet. Helt oppe mod loftet, var der kommet et hul i væggen. Min lillebroders hoved og en fakkel kom til syne deroppe.

Så huskede jeg det. En velmenende sjæl havde bragt beskeden, sammen med vand og brød. ”Hold ud! Dine brødre vil trænge gennem muren”, havde stemmen hvisket i al hast. Men dengang troede jeg ikke, jeg havde hørt rigtigt. End ikke troet, det kunne lade sig gøre.

Jeg rejste mig, uden at ænse kroppens smerter, og smilede ved mig selv. Guds mænd undervurderede altid kvinder. Havde de vidst, at jeg havde tilbragt barndommen med at klatre om kap i træerne, med mine brødre, havde de nok ikke beholdt mig i fangekælderen. Mange, før mig, var blevet sendt til Blåtårn i hovedstaden. Derfra var ingen nogensinde sluppet ud, tænkte jeg, og begyndte at klatre op ad rebet i faklens skær. Mit mod steg for hver sten, jeg lagde under mine fodsåler.

Da jeg var midtvejs på væggen, blev celledøren svunget op med et nerveflænsende smæld. Fangevogteren trådte ind i cellen, med en antændt fakkel i hånden og fik straks øje på mig og hullet. Hastigt satte han faklen fast i væggen og løb hen mod rebet. Hans muskuløse arme begyndte at hive i det af al kraft, mens han råbte eder efter mig. Rebet rykkede et tag nedad, men jeg var stadigvæk udenfor min forfølgers rækkevidde. Hvor længe ville mine brødre kunne holde fast?

”Kom så her djævleyngel! Kom ned, Fandens skøge…, eller jeg vil kvæle dig med mine bare næver!”, brølede hans hadske stemme under mig. Snart ville fangevogterens råb bringe flere til, tænkte jeg. Jeg mærkede desperationen gøre musklerne matte. I det samme mistede jeg mit greb og gled flere centimeter nedad. Fangevogteren hoppede og fik fat i min fod. Hans greb sved om min ankel, mens han trak til med hele sin vægt og styrke. Som et jaget dyr klamrede jeg mig til rebet. Min frie fod sparkede ud efter min forfølger. Langsomt fik han mig trukket ned ved ankelen. Jeg samlede alle mine kræfter og sparkede mod mandens fedladne hånd. Han slap taget et øjeblik. I det samme fik jeg igen kontakt med muren med begge ben. Jeg rykkede opad det gyngende reb, mens jeg bad en stille bøn til, at mine brødre ikke gav efter for presset. Under mig hørte jeg fangevogterens råb: ”Jeg slår dig ihjel, lede mær. Satans heks!”

Fangevogteren trak til og fik rebet trukket nedad. Jeg spændte mine muskler. Langsomt kom jeg en skridtlængde mere op af muren. Trods kulden, drev sveden nu af min krop. Mine klæbrige håndflader gled på rebet. Neglende værkede. Fangevogteren blev ved med at hive. Hans fornærmelser ringede for mine ører. Tæernes hud føltes blodig. Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig, men nåede kun en håndlængde højere op. Det begyndte at flimre for mine øjne. Et øjeblik troede jeg, jeg ville miste grebet og falde ned. Jeg bed tænderne sammen. Tænkte på Fader. Jeg måtte se ham igen! Ikke lade ondskaben vinde.

En velkendt drengestemme trængte igennem foroven. opmuntrende. Den overdøvede fangevogterens forbandelser. Mine lemmer begyndte at arbejde af egen kraft. Efter noget, der føltes som en evighed nåede mine fingre hullets kant. Jeg kiggede op og så min lillebroders smilende ansigt. Hans hånd trak mig igennem hullet. Mine søgende hænder mærkede i det samme sneen udenfor, hvor alle mine fire brødre stod med rebet i hænderne. Vore tre heste var der også.

Idet jeg satte fod på jorden, gav min lillebroder mig en sten og min slangebøsse. Med et beslutsomt drag om munden, pegede han på åbningen i muren. Jeg kiggede ind gennem hullet og tog sigte med rystende hænder. Fangevogteren stod stadigvæk og råbte som besat under mig. ”Guds straf vil ramme dig og din kætterske fader”, truede han.
”Og her er noget, som vil ramme Hr. Fangevogter”, snerrede jeg tilbage og slap helvedet løs. Stenen susede gennem luften og ramte fangevogteren midt i panden. Mit sigte har altid været godt. Stenen ramte så hårdt, at han trådte bagud og gled i min afføring. Han faldt og slog hovedet hårdt ind i væggen. Fangevogteren lå nu livløs på gulvet. Slået død eller bevidstløs i sit fald. ”Guds veje er uransagelige!” skreg jeg og mærkede mit had ætse på tungen, mens konsekvenserne af hans mulige død varslede ulykke i mit indre.

Igen trak jeg ansigtet udenfor. Gennem hullet fornemmede den dalende sne kærtegne mine kinder. Et øjeblik følte jeg lettelsen som vægtløshed i mine ben, indtil realiteterne bragte mig tilbage til jorden. Vi var lovløse og jordløse nu. Kirken ville inddrage alt. Måske ville de endda eftersøge os for mord, tænkte jeg. Tanken lammede fuldstændig mine ben, indtil en af mine brødre gav mig et skub, og hjalp mig op på hoppen foran min mellemste broder. Mine andre brødre kyssede mine hænder pg iførte mig hastigt sko, sokker og en kappe om min hals.

”Vi må ride far i møde og advare ham mod at komme tilbage,” råbte min yngste broder, idet han galopperede op på siden af os. Et kort øjeblik krakelerede alvoren i hans ansigt, og et flygtigt smil kom til syne i månens skær. ”Men rygtet siger, at fader har frelst Kongen fra et dødbringende sår, under slaget ved Lutter Am Brevenberg. Hvis det er sandt, vil han blive belønnet.”
”Hvis vi når ham, før de når os, vil Kongen sikkert benåde os”, fortsatte min ældste broder og smilede opmuntrende, idet han flankerede min hest fra den anden side. Jeg nikkede og mødte hans omsorgsfulde blik gennem et slør af tårer. Med en flig af kappen tørrede jeg hurtigt mine øjne, alt imens vi satte kurs mod skoven, friheden og benådningens lange færd.

——-

Opgave uden ordlyd. Saxo. November 2011

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s