DnS-tekster 2016

Farlig tørst

Mørket sluttede sig om os, da vi trængte ind mellem træerne og nærmede os Jeepen. Den stod som vi havde forladt den, gemt under sneklædte grangrene. Bag os lå det nedlagte vandværk, der havde været vores kommandocenter de seneste uger. Alt var pakket og klart. Alt, undtagen min samvittighed.

Jeg havde håbet, tvivlen ville forsvinde, så snart operationen gik i gang. Men det var ikke tilfældet, erkendte jeg, mens vi fjernede bilens camouflage under snedækket. ”Det her er forkert,” sagde jeg og hørte mine ord drukne i virvaret omkring bilen.

Da alt udstyret var på plads, hankede jeg op i min rygsæk og indtog pladsen ved siden af rattet og Lars. – Manden, der havde vippet mig af pinden, tænkte jeg og mærkede vreden vokse i mig. Hvorfor havde jeg også været så dum at lukke ham ind i varmen?

Lars havde kun lige startet motoren og stoppet elefanthuen ned i lommen på sin sorte dynejakke, da jeg besluttede mig til igen at vejre stemningen. Jeg vendte mig halvt om, så også Kirsten, Magnus og Jacob kunne høre mig omme fra bagsædet.
”Nu siger jeg det for sidste gang. Det her er forkert.”
Lars stønnede. ”Begynder du nu igen, Lene, Du blev nedstemt. Aktionen bliver udført som planlagt.”
”Men I … VI kommer til at fortryde det, hvis …” Jeg stoppede op og ventede på opbakning fra bagsædet, men den udeblev. “Idioter,” mumlede jeg og fortsatte: ”Jamen, kan I da ikke se det? At advare på forhånd er nok til at skræmme forbrugerne væk, og det er jo det, vi ønsker, ik’?”

Lars hamrede bremsen i og fik Jeepen til at skride ud i sneen. I skæret fra bilens forlygter så jeg, hvordan hans ansigt snørede sig sammen, inden han bankede en næve ned i rattet. ”Nu er det fandeme nok!” råbte han. ”Der er nødt til at komme lig på bordet. Basta!”
”Og de lig kan meget vel være børn?”
”Det er der ikke noget at gøre ved. Der skal andre boller på suppen, hvis vi vil undgå at blive sat i bås med endnu en tandløs miljøorganisation à la Greenpeace.”

Jeg skar tænder ved lyden af mine ord i hans mund. Det var ikke derfor, jeg havde stiftet Naturens gang. Min holdning havde hele tiden været, at der aldrig skulle tages liv, med mindre det var absolut nødvendigt. Det måtte være nok at hælde giften i produktionsanlægget og derefter advare forbrugerne. Men de andre mente, vi først skulle udsende varslet, når læskedrikken havde forårsaget adskillige dødsfald. Ellers ville det ikke blive husket i eftertid, hævdede de.

Jeg knaldede hovedet bagud i nakkestøtten og gennemgik endnu en gang argumenterne for mig selv, mens Lars satte bilen i gear og forsatte videre mod fabriksanlægget. Målet var at få forbrugerne til at forstå, at der blev brugt endeløse mængder rent drikkevand for at producere en drik, der var skadeligt for både miljø og helbred. At forstå, at man ved at drikke Coca Cola støttede op om rovdriften på en knap ressource.

I det øjeblik lyste Iphonen op i mørket. Jeg kunne se på displayet, at opkaldet kom fra vores PR-mand, der var blevet tilbage for at renskrive forskellige versioner af pressemedelelsen. ”Tager du den?” brummede Lars og nikkede mod opbevaringsmodulet imellem os. Jeg adlød og lyttede. Og da meddelelsen gik op for mig, mærkede jeg lettelsen brede sig som et euforiserende stof.
”Thomas har lige set i nyhederne, at en udbryderfraktion af Greenpeace har sprængt en Coca Cola-fabrik i luften i USA,” formidlede jeg videre til de andre. ”Så nu kan vi lige så godt aflyse vores aktion.”
”Tværtimod! Det her er netop en chance til at vise, hvem der virkelig har nosser.”
”Nu er du ude på et egotrip, Lars. For momentum for vores budskab er lige blevet skabt.”
”Nej!”
Det isnede i mig, da jeg i det samme greb ned i rygsækken og rettede min pistol mod hans tinding. ”Du vender om. Nu!”
”Gu vil jeg ej.”

Jeg sænkede sigtet til hans skulder og trykkede af. Der lød et brag. Et skrig. Dun fra hans jakke hvirvlede rundt i luften, efterfuldt af en lammende stilhed. Sekunder senere åbnede jeg døren, sparkede ham ud i sneen og generobrede førersædet for altid.

Baseret på følgende opgaveformulering:

11202431_10206904214740329_6970221902800871056_n

Nyt liv i kredsløbet

 Du er så tavs.” Peter sendte hende et granskende blik, mens de drønede hen over basen. ”Er du nervøs, Kim?”
”Nej, gu er jeg da ej! Det er jo ikke fordi, jeg ikke har forberedt mig på det her, vel?” Hun foldede armene over brystet og tænkte, at nu måtte han altså snart holde op med al den omklamrende omsorg. Bare fordi han havde været sendt ud før, betød det jo ikke, at hun ikke kunne klare mosten.
Det var slet ikke det, der bekymrede hende. Men det fattede han selvfølgelig ikke. Som sædvanlig havde han glemt alt om gunstige tidspunkter; overset alle signaler, den nar!

”Derfor kan man da godt være nervøs.” Han skelede til hende og lod bilen trille hen mod kontrolposten, der tonede frem i varmedisen.
”Det er jeg altså ikke.” Hun klaskede sin håndflade ned i forrudepanelet for at understege sine ord. ”Jeg ville faktisk være mere nervøs, hvis jeg skulle blive tilbage.”
”Hmm. Det kan jeg så godt forstå. Men der er altså et eller andet, der plager dig.”
Kimberly sukkede og sank dybere ned i sædet. ”Min hormonbehandling. Hvad ellers?”
”Hormonbehandling? Jesus! Kim. Vi er på vej ud i kredsløb, og så taler du om hormonbehandling?”
”Jeg er 38 år gammel, og det er endnu ikke lykkedes os, Peter. Og lige nu er det tid, og så falder det selvfølgelig lige sammen med, at det er i dag vi skal op i Challenger’en.”
”Altså, Kimberly. Begynder du nu på det igen! Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan styre min diller uden tyngdekraft.” Peter rystede irriteret på hovedet og rullede vinduet ned, så vagten kunne identificere dem, inden de forsatte videre ud mod affyringsplatformen.
”Fint nok, men du kunne i det mindste lade være med at være så afvisende over for at gøre forsøget,” sagde hun og lavede trutmund.

Peter sendte vagten et myndigt nik og satte foden på speederen. ”Lad os nu fokusere på den mission, vi har foran os. Jeg har sgu ikke brug for yderligere komplikationer lige nu, Kim.”
Kimberly sukkede og besluttede sig for at ændre taktik. Hun tog fat i lynlåsen på sin astronautdragt og lænede sig ind mod ham med et indsmigrende smil: ”Vægtløsheden gør underværker for mine bryster …”
”Det samme kan ikke siges om mine nosser, baby. Rumdragt og nosser er ikke nogen heldig kombination.”
”Det lover sgu ikke godt for menneskehedens overlevelse …” svarede hun tørt.
”Der er altid kunstig befrugtning.”
”Nej, det skal altså gøres ordentligt,” fnøs hun. ”Og jeg forstår altså ikke, at vægtløshed skulle være en hindring for at få den op at stå …”
”Faktisk bliver den længere og helt ustyrlig.” Han sendte hende et bredt grin.
”Ustyrlig lyder godt!”
”Ja, men ikke i den her kontekst.” Peter sænkede farten og rullede hen mod stedet, hvor rumfærgen og hele det stilladslignende byggeri, der udgjorde affyringsrampen, ragede op mod en skyfri himmel.

”Ah, kom nu tøsedreng. Tænk på det som et videnskabeligt eksperiment. Det er en enestående chance, mand.”
”Hvad så med Houston? Faktisk må de jo slet ikke vide noget om de der hormoner …”
”Fuck Houston! Vi cutter da bare for kommunikationsforbindelsen en halv times tid. Et ægtepar har vel ret til lidt privatliv, ik?”
”Joh. Det ville i det mindste være fedt at ku’ sige, at ungen blev undfanget i orbit …”
”Ja, tænk hvilke konkurrencefordele det ville kunne give ham i livet … Sikke en pressedækning han ville kunne få! Han ville med rette kunne sige, at han var den fødte astronaut. ”
”Ham? Er du ikke lige lidt rigelig kontrolfreak lige nu?”
”Nej, man må give sit ufødte barn alle de konkurrencefordele, det kan få. Tænk, på overbefolkningen. Hvor mange indiske og kinesiske rumingeniører vil ikke ånde os i nakken om 10 år? Tænk, hvor svært det har været for os at nå hertil …”

Peter bremsede brat op foran en rand af mennesker med mikrofoner og kameraer. ”Jeps, og nu er vi her!” Han gjorde et nik mod mængden. ”Klar til at møde pressen?”
Kimberly fæstede blikket på en CNN-varevogn, der drejede ind foran dem og rakte en hånd bagud efter sin hjelm. ”Ja, hvis du er klar til at gøre dit til undfangelsen.”

Baseret på følgende opgaveformulering:

12118788_10206867462501546_1289960094478089710_n

Udyrets endeligt

 Jeg er blevet kaldt meget i de femten år, jeg har eksisteret: Monster, uhyre, uvæsen, misfoster. Ja, faktisk alle de skældsord, man kan komme i tanke om. Men jeg fortjener dem alle, for jeg er et væsen af en anden verden.
En mønt klinger i plastikbægeret foran mig og underbygger mine tanker. Forsigtig kigger jeg op på min velgører, men møder som sædvanlig kun et vigende blik.

I dag er en dag som alle andre. Jeg sidder og misser mod solen på min faste plads ved mangotræet uden for indkøbscenteret og håber på penge nok til et måltid, så jeg kan trække mig tilbage til mit skjulested. Jeg lader solens stråler varme mit ansigt og håber den vil smelte mine træk; gøre mig usynlig, eller måske bare få mig til helt at fordufte. For selv om jeg lever i en af verdens mest voldelig byer, er det aldrig mig, der bliver offer for mord. Desværre. For jeg er end ikke i stand til at gøre det af med mig selv.

Timerne snegler sig af sted i skyggen af de velfungerende eksistenser, der haster fra sted til sted. Og når solen når sit højeste, bringer manglen på mad og drikke mig ind i en døs, der toner mine barndomsminder frem.

Dengang jeg var lille forsøgte min mor at sende mig i skole i nærheden af slummen, hvor vi boede, men de andre børn ville ikke vide af mig. De fortalte mig, at min mor var blevet voldtaget af et rumvæsen, og det var derfor jeg så ud, som jeg gjorde. Efterhånden accepterede jeg den forklaring og tilbragte aftenerne med at kigge op mod stjernerne i håb om at få et glimt af min far. Specielt efter min mor døde en alt for tidlig død og lod mig alene tilbage.

Noget skygger for solen og river mig ud af min dvale. Jeg løfter langsomt blikket og ser en kvinde, der sætter sig ned på hug foran mig. Hun betragter mig, som jeg aldrig er blevet betragtet før. Hun ser mig: undersøgende, nysgerrigt og åbent. Pludselig rækker hun hånden ud og rører ved min arm. Jeg viger tilbage som ved et elektrisk stød; ude af stand til at huske, hvornår et menneske sidst har rørt mig.

”Rolig nu!” siger hun og holder hænderne op foran sig. ”Jeg gør dig ikke noget.”
”Hvad ve-ve-vil du?” Jeg spjætter ved lyden af min rustne stemme, mens tusinde tanker farer igennem mit sind. ”Løb!” siger en indre stemme og advarer mod damen; hun vil helt sikkert bruge mig til et skummelt formål. Mit hjerte begynder at hamre, mine hænder bliver klamme, men mine ben nægter at lystre.

”Vent!” siger hun, som fornemmer hun mine flugtplaner. ”Jeg kan hjælpe dig.”
”Hjælpe m-m-mig?” Det slår mig, at hun måske har set min far fra rummet, og derfor spørger jeg dumt: ”Kender du da min far?”
Hun smiler og ryster på hovedet. ”Nej, men jeg kender din tilstand.”
”Min tilstand?” Jeg stirrer med åben mund. ”Er jeg da ikke af en anden verden?”
Hun tager min hånd i sin. Denne gang tillader jeg berøringen, selvom hendes skønhed skræmmer mig fra vid og sans.
”Hvad hedder du?”
Udyr – monster – misfoster skal jeg lige til at svare, indtil jeg kommer i tanke om mit rigtige navn: ”Carlos.”
”Carlos, du er offer for en genetisk lidelse, der betyder at godartede svulster vokser ud af dine nerveceller. Ligesom elefantmanden.”
”Elefantmanden?”
Ja, din lidelse var for kort tid siden uhelbredelig, men i dag kan vi gøre meget. Rigtig meget endda.” Hun tager en dyb indånding og forsætter: ”Jeg er plastikkirurg og kan fjerne din deformitet. Hvad siger du til det?”
”Deformitet? Jamen, jeg …”
”Du skal ikke betale noget, Carlos, jeg og mine kolleger gør det gerne gratis. Jeg kan give dig et nyt ansigt. Dit rigtige ansigt … Bagefter kan vi hjælpe dig med at lære et håndværk. Komme i skole. Få et job!” Hendes øjne skinner om kap med smilet. Hun ligner en engel. ”Hvad siger du?”
Jeg nikker og mærker tårer presse sig på. ”Et job? Mig?” Det bliver Carlos fødsel og udyrets død.

Teksten er skrevet med følgende opgaveformulering i mente:

10996438_10206830864306614_6232123309182661044_o

I vandskorpen

De var som skabt for hinanden. Det vidste han allerede dengang, han så hende troppe op i faldskærmsklubben, med sin charmerende norske accent og lange, veltrænede ben i lycra. Hun havde suget al opmærksomhed til sig. Men det var ham, der stak af med byttet og efterlod en flok slagne hanløver, der slikkede deres sår i slipstrømmen. Og under brylluppet, tænkte han, og mindedes hvordan alles øjne havde været rettet mod dem med en blanding af beundring og misundelse i blikket. Altså under den del af brylluppet, hvor de var færdige med at springe ud i bryllupskluns og havde danset som vilde på landingsbanen. Perfekt fest; perfekt par, stod det at læse i alles øjne. Parret, der fik alle til at falde i svime, eller trille ned af sofaen, når de kom med endnu en Facebook-opdatering om en gennemført Ironman i det store udland.

Og nu var hun hans. Han betragtede Lisas slanke nakke over redningsvesten. Den blonde hestehale bevægede sig ivrigt fra side til side, mens hun indtog sceneriet fra kajakken. Han smilede for sig selv og glemte næsten at styre, mens de drev af sted under den bagende sol. For selvfølgelig var en Amazonas-tur den helt rigtige bryllupsrejse for et par af deres kaliber. Det duede sgu ikke med en eller anden badeferie til et trivielt rejsemål med fitnessklub. Nej, de skulle fandeme nok vise folket, hvordan man honeymoon’ede med maner. Han havde allerede billederne til adskillige Facebook-opdateringer i kameraet: Det med Lisa, der firer sig ned ad en klippevæg, og naturligvis også det med ham selv i bar overkrop, og indsmurt i sæbe, under vandfaldet. Det foto egnede sig også godt til Instagram, afgjorde han.

Lisa vendte sig halvt om i kajakken og pegede op på en flok papegøjer, der flænsede himmelen i et orgie af elektriske farver.
”Husk at filme, Mads!” Hun sendte ham et fortryllende smil.
Han stak en tommelfinger i vejret og skulle lige til at hive kameraet op af rygsækken, da han mærkede farten tage til under dem. Fedest, tænkte han og lod blikket glide ud over floden, hvor strømhvirvler tegnede sig forude.
”Gør klar til adrenalin-kick, Lisa.”
”Hvad?” Lisa markerede spørgsmålet med en hånd bag øret.
”Adrenalin-kick!” råbte han endnu højere for at overdøve flodens tiltagende brusen.

Den havde indtil videre også været temmelig lam i optrækket, men nu skete der endelig noget. Præcist som ham den der lokalkendte – Antonio-et-eller-andet – havde lovet, dengang de sammen havde planlagt turen via Skype. ”Når floden deler sig, tager I løbet til højre, og så lover jeg jer, at der kommer gang i den,” havde Antonio sagt. ”Men selvfølgelig ikke mere, end at sådan nogle som jer kan håndtere det.”

Havde han egentlig ikke sagt til venstre i løbet? Han kunne pludselig ikke lige huske det, men det var også pisse lige meget. Det her var megafedt! Han skuede ud over vandet, hvor det skummede flere steder forude.
”Jiihaaa!” brølede han så højt han kunne og så Lisa kaste et smil over skulderen. Antonio-fyren havde haft ret, der kom omsider gang i sagerne.

Kajakken begyndte at hoppe. Sprøjt ramte ham i ansigtet. Vand skvulpede ind over rælingen og gjorde fødderne våde, mens han forsøgte at overgå Lisas jubelskrig. Men da snuden af kajakken forsvandt af syne, fik hendes skrig pludselig en anden klang. I et sus af panik spejdede han sig omkring og fik øje på en gren, knapt en meter fremme.

Han sprang op og fik fat om grenen; holdt fast, mens kajakken fortsatte uden ham. Hold kæft et foto det kunne blive! ”Machofyr hængende over vandfald”, nåede han lige at titulere billedet, inden det gik op for ham, at Lisa stadig var i kajakken. ”Shit!” Han kiggede ned og opdagede, at faldet nok var mindst 50 meter dybt. Tænk hvis Lisa havde haft en faldskærm! Sikke en video, det kunne blive. Hvis han da bare kunne filme …

Men nok ikke egnet til Facebook!, slog det ham. For i det samme gik det op for ham, at hun var så godt som død. Og selv hang han vist med røven i vandskorpen.

 

Tekst skrevet ud fra følgende opgaveformulering:

12109312_10206792418625496_2407287264419333564_n

Amuletten fra Andalusien

”Jeg fornemmer efterhånden, at der også er noget andet, der plager dig, Sofie.” Min psykolog sendte et strengt blik ud over brillekanten og fortsatte: ”Ikke kun sorgen over din mor, vel?”

Så var hun alligevel mere fintfølende end antaget, tænkte jeg og knugede smykket i lommen. Måske var tiden inde til at bekende kulør? Få det overstået. Jeg satte mig brat op i divanen: ”Tror du på det uforklarlige? Dét, der er hinsidiges al fornuft?”
Et smil krusede om hendes læber, før hun svarede: ”Tjoh. Sindet har mange kringelkroge, der kan spille os et pus … Men hvad drejer det sig om?”
”Erindringer …” Jeg drog et dybt suk. ”Erindringer fra en anden tid … og en anden person …”
”En anden person?” Hun hævede sine bryn, så hele paletten af øjenmakeup kom til skue og kradsede straks noget ned på blokken. Alligevel holdt jeg fast. Jeg skulle til bunds. Nu eller aldrig. Hun har tavshedspligt, beroligede jeg mig selv og tog en dyb indånding.

Jeg dvælede et øjeblik ved de gyldne efterårsblade, der blafrede i vinden uden for vinduet, inden jeg så hende i øjnene. ”Jeg fik et smykke af min mor, lige inden hun døde … Det var den eneste ejendel, hun havde, dengang hun blev bortadopteret. Ellers vidste hun intet om sine biologiske forældre, som du jo ved. Og ja, det lyder underligt det her, men når jeg tager det om halsen …” Jeg holdt guldkæden op foran mit ansigt. ”… Træder jeg ind i en trance og bliver til et offer for den spanske borgerkrig.
Hun forsøgte at undertrykke et smil. ”Borgerkrig?”
”Ja.”
”Måske vil du vise mig, hvordan det fungerer?” Hun strammede sig an for at holde masken, men jeg var fortrøstningsfuld i mit forehavende. Hendes morskab skulle nok fortage sig, tænkte jeg og åbnede hånden og tog smykket på.

I det samme flimrede det for mine øjne. ”Jeg blev advaret om min død,” hørte jeg mig selv fortælle fra en anden dimension, mens jeg tyssede på psykologen og blev trukket ind i en verden, der tilhørte en anden:

Støvet klæber sig til mit ansigt, mens jeg haster tilbage fra brønden til dagens gøremål. Da jeg når ind i skyggen af figentræet, hiver en hånd fat i mig, så jeg nær taber vandkrukken. Han trækker mig ind i en gyde med sin pegefinger for munden. ”Ssh!” Det er præsten registrerer jeg, idet jeg kommer mig over forskrækkelsen. ”Falangisterne kommer i nat, og du er på listen. Flygt!”
”Landsbyen vil ikke lade dem tage mig!”
”Der tager du fejl, mit barn. Fejheden råder. Og når de kommer, kan jeg intet gøre for dig.”
Jeg ryster på hovedet og skælver i mit indre, fast besluttet på, at jeg vil stå på min ret og kæmpe som min mand til det sidste. Mine naboer vil ikke lade Falangisterne føre mig bort. Ikke en enke og enlig mor.

Men da de samme aften sparker hul i min dør, får de hurtigt knækket min modstand. Ingen griber ind, mens jeg forsøger at kæmpe mig fri af hænderne der slæber mig bort. Mine naboer udgør en mur af tavshed. Præsten står stille og ser til, mens de puffer mig op på ladet af en bil, hvor jeg skimter to andre kvinder i månelysets skær.
Min datter er vågnet og løber efter vognen. Nogen indhenter mit barn og holder hende tilbage. Hendes treårige krop kollapser i gråd. Det skærer i mit hjerte, mens vi kører bort.

Uden for landsbyen bliver vi sat til at grave. Slag hagler ned over os imens. Mit mod begynder at svigte og benene ekser under mig. Jeg falder ned på knæ, og mærker i det samme riflen i min ryg. Så detonerer smerten i mig og alt bliver sort.”

I det samme slog jeg øjnene op og stirrede direkte på min psykolog: ”Mine knogler ligger der stadig. Spanien må gøre op med sin fortid!”
“Sofie, er det dig? Er du der?”
Mens jeg tog amuletten af, følte jeg omsider, at klarsynet var trængt ind: “Hun var min mormor,” hørte jeg mig selv sige. “Min mor blev solgt til udlandet, via adoption, af den katolske kirke, der hjalp Franco af med sine modstanderes overlevende børn.”

Min psykolog lignede nu for en gang skyld en, der ikke vidste, hvad hun skulle svare.

Baseret på følgende opgaveformulering:

12006452_10206758011525340_6664364833984915496_o