Grotten

Trykket slynger mig fremad. Sten og grus snitter min hud. Mine skrig kvæles af røg og sod, inden jeg rammer jorden. Noget i mig går itu. Jeg ser Claudio komme hen imod mig som i slowmotion. Hans læber bevæger sig, men lyden når mig først sekunder senere: ”Hurtigt Sophie, rápido. Herhen.”

Jeg forsøger at rejse mig, men benene vil ikke bære. Claudio tager fat under mine armhuler og haler mig ned mod floden; bakser mig ned i kanoen, der ligger gemt bag nogle buske. Han støder fra. Lyden af kollapsende klippevægge runger i mit indre, mens kanoen glider af sted og lægger afstand til infernoet. Først nu får jeg øje på knoglen, der stikker op ad mit ben. Jeg vil skrige, men det strammer om lungerne. Smerten trænger igennem som vand, der bryder en dæmning. En chokbølge forplanter sig i min krop og smelter sammen med kanoens skvulpen, inden det sortner for mig.

Da jeg kommer til bevidsthed igen, ser jeg Claudios hoved omgivet af en glorie af solskin mod en blå himmel. Som en engel. Er jeg selv en engel? Den pulserende smerte i benet fortæller mig, at det ikke er tilfældet. En flok papegøjer krydser luftrummet, og gennem en sky af myg ser jeg trækroner glide forbi. Jeg kæmper for at holde mig ved bevidsthed, ved at min overlevelse afhænger af det.

På et tidspunkt fornemmer jeg helikopterlarm i det fjerne, men bliver enig med mig selv om, at det ikke kan passe. Claudio taler til mig, men jeg opfatter kun brudstykker: Noget med, at hvis vi når frem til nærmeste by, er vi reddet. Lidt efter peger han mod et punkt i vandet og hvisker: ”¡Tuninas!”

Men jeg orker ikke at løfte hovedet i retning af de lysrøde floddelfiner. I stedet anstrenger jeg mig for ikke at glide tilbage i mørket ved at genkonstruere hele hændelsesforløbet, der førte mig hertil.

***

Det hele startede, da jeg blev headhuntet til drømmejobbet, som jeg end ikke anede eksisterede. Til det var projektet for hemmeligt, lod de mig forstå, dengang de interviewede mig i Geneve.

I min uvidenhed troede jeg, at jeg som ansat i Danmarks mest anerkendte medicinalfirma allerede var stødt mod karriereloftet. Men skæbnen havde tiltænkt mig en rolle, der overgik selv mine egne ambitioner.

Det gik i sin fulde udstrækning op for mig, da jeg en måned senere sad i flyveren med projektbeskrivelsen tæt ind til kroppen, mens jeg genlæste dokumentet:

”Sigtet er at stoppe spredningen qua en kur, og i bedste fald en vaccine, mod en ny Ebola-lignende virus, der breder sig som en steppebrand blandt indianerstammer i Orinocobæltet og bevæger sig op mod deltaets største by: Industribyen Ciudad Guayana, hvor godt en million potentielle smittebærere befinder sig,” læste jeg indenad og skulede til min sidemand, der snorkede videre i sit flysæde uden at ane uråd.

Hele projektet var dybt fortroligt, da man forsøgte at undgå hysteri i medierne. Men det var et kapløb med tiden; når pressen fik nys om, at den nye virus var mere aggressiv og dødelig end Ebola, ville helvede være løs. Det rislede mig koldt ned ad ryggen ved tanken. Hele verden ville gå i panik, som det ganske rigtigt stod i dokumentet, der havde døbt virussen ”Amacuro” efter floden, hvor de første udbrud havde fundet sted. Hvis de altså var de første udbrud, tænkte jeg og lod blikket hvile på næste afsnit:

Det er på den baggrund, man har rekrutteret et tværfagligt hold af eksperter fra hele verden – eksperter, der har vist exceptionel kreativitet, innovationsvilje og faglig dygtighed inden for deres felt.”

Jeg mærkede mit bryst svulme af stolthed over at være en af de håndplukkede til: ”En mission for menneskehedens overlevelse,” som der så flot stod fremhævet med fed.

Finansieringen kom blandt andet fra WHO og var et joint venture mellem to medicinalgiganter, hvis navne var hemmeligholdte af hensyn til projektets sensationelle og apokalyptiske karakter, var jeg blevet forklaret i Geneve. Af samme årsag havde det naturligt nok fremgået af kontrakten, at: ”Enhver lækage til pressen vil blive straffet med øjeblikkelig afskedigelse.”

Jeg gøs, da jeg af uvisse årsager kom til at tænke på Syriens diktator, og hvilket ragnarok en virus som denne ville kunne forårsage som biologisk våben i hænderne på en syg tyran. Scenariet blev ikke bedre af, at projektet befandt sig på venezuelansk territorium, hvor landets regime plejede omgang med alverdens diktatorer og terroristledere. Det var ikke så underligt, at virussens dødelighed var hemmeligholdt for selv den venezuelanske stat.

Da jeg senere landede i Tucupita i et lille propelfly og blev bragt videre til projektbasen – via firhjulstrækker, motorbåd og gåben – gik det op for mig, at jeg var kommet til El Dorado. Ikke at jeg, som de første spaniere, forventede at finde et rige af guld i bogstaveligste forstand, men området var et skatkammer for en biokemiker som mig: En flig af verdenen, med en biodiversitet helt ud over det sædvanlige. For ud over at finde et middel mod Amacuro-sygen, kunne vi meget nemt komme til at finde kuren mod andre sygdomme som en sidegevinst. Jeg kom i samme ombæring til at tænke på, hvordan det canadiske firma WEX Pharmaceuticals havde fundet anden anvendelse for den dødbringende gift Tetrodotoxin: En gift brugt i zoombie-ritualer og som, så vidt jeg huskede, fandtes i kuglefisk og harlekinfrøer. Firmaet var godt på vej til at udvinde Tectin: Et smertestillende medikament med uanet potentiale, der ville kunne hjælpe selv cancerpatienter. Jeg lunede mig ved tanken om, hvordan jeg, Sophie Hansen fra Det mørke Jylland, kunne blive den næste forsker, der gjorde en lignende opdagelse. Fantasien gjorde mig hed i kinderne, indtil det slog mig, hvor svært det er at få en original idé på en klode med over syv milliarder menneskehjerner.

Noget af det gloriøse ved jobbet faldt til jorden, da jeg på tredjedagen iklædte mig en autronautlignende beskyttelsesdragt og trådte ind i en isoleret indianerhytte for at observere et offer i sygdommens sidste fase. Kvalmen vældede op under min mundering, da jeg stirrede ned på en ung, afmagret kvinde der blødte fra næse, mund og øjne. Det var som en sekvens i en skrækfilm, hvor unge, raske mennesker bliver forvandlet til zombier som ved et trylleslag. Kvinden i mit synsfelt var en Warao-indianer og medlem af den stamme, som de første spanier havde opgivet at tæmme, og nu stod efterkommerne til at blive udslettet en gang for alle af Amacuro-sygen. I det øjeblik kunne jeg ikke andet end at glæde mig over, at jeg ikke var læge; som biokemiker ville jeg kun i ringe omfang blive vidne til sygdommens folkemord, da jeg mest af alt skulle studere virussens opførsel under mikroskop.

Min daglige gang blev hurtigt reduceret til turen fra lejren og hen til feltlaboratoriet, hvor jeg sammen med et team på 15 andre testede og sammenholdt vira fra patienter, der var blevet udsat for forskellige forsøgsbehandlinger. Selvfølgelig alt sammen med accept fra den syge, selvom det enkelte gange foregik på et noget vilkårligt grundlag, og vi nogle gange fik taget livet af patienten hurtigere end virussen. Men hvad havde patienterne at tabe, når dødsraten oversteg enhver form for håb?

Snart gik der ikke en dag, uden jeg fantaserede om en kur, der var blevet opkaldt efter mig, og gav ordlyd til min imaginære takketale til Nobelkomiteen for prisen i kemi. Men efterhånden gik det op for mig, at jeg var omgivet af hjerner, der fik mine egne små grå celler til at fremstå som gennemsnitsagtige; Aldrig før i mit liv havde jeg været i selskab med så mange genier. Jeg, der altid havde været nørden over alle nørder i gymnasiet og på universitetet. Pigen, hvis sociale rangorden var en variabel af behovet for lektiehjælp. Eller pigen, hvis hjerne var den kropsdel, de mandlige studerende helst ville blotlægge under universitetstiden. Jeg sukkede over mikroskopet, da jeg på denne vis opgjorde mit liv i et nøddeskal, mens jeg sammenholdt virussens livscyklus i sin værtscelle.

Særligt Claire gav mig følelsen af at være indehaver af en amøbehjerne, når vi drøftede dagens opdagelser i laboratoriet. Dermed ikke sagt, at jeg følte mig underdanig eller latterliggjort, for i modsætning til visse andre på holdet hoverede hun aldrig med sin intelligens. Derfor gik der heller ikke lang tid, før vi blev veninder og tilbragte mange aftener i fortrolig snak, med en kop urtete og myggene summende om ørerne, mens vi lå henslængte i hængekøjerne i Claires palofito, som vi kaldte stolpehytterne, der udgjorde vores lejr. Vi havde meget til fælles hun og jeg. Spejlede os i hinanden, fordi vi begge havde oplevet udstødelsen som nørd, selvom hun var et fransk diplomatbarn opvokset på flere kontinenter, mens jeg var opvokset ude på bøhlandet i lille Danmark.

Men mindst lige så ofte brugte vi aftenerne på at trænge ind i junglens pulserende mørke. Det foregik bevæbnet med lommelygter og altid sammen med Claudio, lejrens logistikker og lokalguide. Han var søn af en Warao-kvinde og delvist opvokset blandt indianerne, men boede nu mest hos sin far i civilisationen. Denne unikke opvækst gjorde ham til et rent Wikipedia over indianernes anvendelse af junglens planter. Og for hver tur trængte vi dybere og dybere ind i junglen og i Claudios viden, mens tusindevis af selvlysende øjne betragtede os fra mørket.

En aften hvor vi kæmpede os igennem mudder til knæene, fortalte Claudio, at de fleste rettigheder til undergrunden var blevet solgt til kineserne under den nu afdøde præsident Chávez.

”Det vil ikke være godt for økosystemet, når de kinesiske mineselskaberne rykker ind,” sagde Claire og flashede en bekymret mine i skæret fra sin lommelygte.

”Nej. Prisen for mineraler bliver udryddelsen af uvurderlige botaniske skatte.” svarede jeg og fik en fornemmelse af, at det ikke kunne hurtigt nok med at tappe Claudios viden. ”Skatte som vi ikke opdager, før det er for sent!,” nåede jeg lige at tilføje, inden mudderet begyndte at vibrere under os. Jeg udstødte et skrig.

”Rolig nu, Sophie, det er nok bare en anakonda,” sagde Claudio, mens jeg registrerede Claires gispen i mit øre.

”Bare en anakonda!” skreg jeg og tabte lommelygten ned i pløret. Skrækscener fra en film, hvor Jennifer Lopez fik sin nok så berømte numse på komedie af en blodtørstig anakonda, udspillede sig i mit indre. Men lige så pludselig som den var kommet, var vibrationen væk.

”Her,” sagde Cladio og rakte mig lommelygten med et grin, der lyste op i mørket. ”Den er væk nu.”

Jeg åndede lettet op og tørrede lygten af i mine bukser. Mens min puls gearede ned, tog jeg mig i at tænke, at jeg nok ikke ville begræde mineselskaberne udryddelse af lige den slange.

Desværre gik der derefter længere og længere tid imellem, at Claire deltog i ekskursionerne. Ikke fordi hun var bange for anakondaer, men Claire havde fået sig en kæreste: En der lagde beslag på stadig flere weekender og aftener. Meget til min fortrydelse, for jeg følte, at jeg var ved at miste min veninde. Ærlig talt var jeg også en smule misundelig. For ikke nok med at hun var klogere end mig; nu havde hun gudhjælpemig også held i kærlighed. Og det var ikke hvem som helst, hun havde fået ram på: Han hed Ito Gang, var tolv år ældre end Claire og en højtrangeret forsker inden for sit felt, både uddannet kirurg og mikrobiolog. En drøm af en kæreste. Og så var han oven i købet smuk. Verden er uretfærdig, sandende jeg, men forsøgte alligevel at være glad på Claires vegne, da hun tidligere havde betroet mig, at hun havde tabt troen på nogensinde at finde en mand.

Gang hørte til projektets absolutte topledelse, og det var sjældent, vi så ham på laboratoriet, fordi han efter sigende altid opholdt sig på hovedkontoret i Ciudad Guayana.

”Han er nemlig lidt for fin til at blande sig med fodfolket,” sagde Claire med et glimt i øjet en morgen vi badede i floden. Samtidig forklarede hun med typisk falsk beskedenhed, at den eneste grund til, at han var faldet for en som hende, var fordi, der var mangel på kvinder i Kina.

Selv havde jeg ingen held i sprøjten på den front og var mest overladt til Claudios selskab. Når jeg holdt fri, fulgte han mig som en trofast hund; en af den slags man ikke skal skue på hårene, da han hele tiden afslørede nye talenter. Men hans troskab føltes en tand for nærgående, især når han betragtede mig med samme lidenskab som naturen omkring sig. Alligevel plejede jeg vores venskab efter alle kunstens regler, for jeg havde brug for hurtigt at komme til bunds i hans viden – specielt nu, hvor jeg ikke skulle dele den med Claire.

En morgen blev jeg vækket af Claudio, der ruskede mig vågen: ”Kom Sophie, hurtigt! Der er noget, jeg skal vise dig.”

”Hvad, Claudio?” Jeg sprang ned fra hængekøjen og var ved at snuble i myggenettet.

”Følg nu med! Hurtigt!”

Han stormede ud af hytten, hvor solopgangen akkurat brød igennem som en lysende hinde om trætoppene. Jeg indhalerede et drag kølig morgenluft og satte efter ned langs floden. Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig og havde næsten blodsmag i munden, da han stoppede op ved sandbredden, hvor vi badede. Her gjorde en lille bugt indhug i junglen og fik vandet til at stå næsten stille i strømmen.

”Se der!” Han pegede ivrigt på en blodfarvet cirkel i vandet, hvori sølvglinsende streger snoede sig. ”¡Piranhas!

”Piratfisk?” Jeg stirrede på blodet, der bredte sig i vandet. ”Hvilket dyr har de mon taget?”

Han rystede på hovedet. ”Det skal jeg Ikke kunne sige. Jeg kom bare lige tilfældigt forbi, så …”

”En anakonda?!” spurgte jeg håbefuldt.

Han smilede og rystede igen på hovedet, hvorefter hans ansigt stivnede i en grimasse.

”Claudio?”

Han gispede og pegede ud på blodpølen uden et ord.

Jeg fulgte fingeren med blikket. Først kunne jeg ikke få øje på andet end blod og iltre rygfinner, indtil det gik op for mig, hvad han mente. Min hånd røg op foran munden, mens et gys jog igennem mig. ”Jamen …” Jeg vendte blikket væk fra blodet og kiggede på ham for at få hjælp til at formulere de ord, der allerede havde bundfældet sig i mit indre.

Han nikkede og fastholdt mit ansigt med et bedrøvet blik. ”Ja, det er Claires solhat.”

Jeg stirrede ned i flodvandet, hvor stråhatten med firmalogoet fra Claires gamle arbejdsplads skvulpede rundt i massakren. ”Jamen, vil det sige …?” Mit hjerte galoperede i takt med mine bange anelser, mens jeg igen vendte mig mod ham. ”En ulykke?”

En skygge gled hen over hans ansigt. ”Jeg har aldrig hørt om piratfisk, der angriber mennesker helt umotiveret. Hun må have haft et blødende sår, ellers … ”

Jeg kom til at tænke på, om noget så banalt som menstruationsblod kunne få dem til at angribe. Men så havde indianerkvinderne vel ikke badet i floden? Og desuden havde Claire ikke menstruation. Det vidste jeg, for hun havde lånt tamponer af mig for godt to uger siden.

Claudio vendte ansigtet væk fra bredden og stirrede op mod lejren. Jeg fulgte hans blik. Alt åndede morgenfred. Der var ikke en sjæl at se nogen steder.

”Nogen må have såret hende og tvunget hende ned i vandet. Eller også var hun allerede død,” forsatte han og blev bleg under det sortglinsende hår.

”Smidt i vandet?” Jeg rystede på hovedet og håbede inderligt, at hun allerede var død, da piratfiskene satte tænderne i hende. Kvalmen steg op i mig, mens scenariet tog form i min hjerne. ”Men hvorfor skulle nogen dog tage livet af Claire?” Pludselig fik jeg en fornemmelse af at blive iagttaget og kastede et blik over skulderen. Intet.

Jeg stirrede tilbage på vandet, hvor hatten med Bayer-logoet bevægede sig fri af blodpølen. I næste nu var den ude i flodens midte og blev revet med af strømmen.

”Vi må væk herfra!”

Han nikkede.

Vi blev enige om ikke at omtale det, vi havde set til nogen og hver især holde øje med, hvordan holdet reagerede på Claires fravær: Se om der var nogen, der opførte sig mistænkeligt, før vi gav vores viden til kende.

I løbet af dagen, var der megen snak om, at Claire måtte være taget med ind til Boca de Uracoa efter forsyninger. Samtidig faldt der et par ondsindede bemærkninger om, at hun tillod sig visse privilegier, efter hun var blevet kæreste med Ito Gang.

”Så de to turtelduer er nok bare taget på en lille rundtur i helikopteren,” sagde en amerikansk biolog, der altid havde et horn i siden på Claire.

Men bortset fra kommentarerne var der ingen, som udviste suspekt opførsel. Jeg begyndte næsten at tvivle på det, vi havde set. For hvem kunne have interesse i at myrde Claire? Hvad skulle motivet være? At tage livet af holdets bedste hjerne gav ingen mening.

 

Svaret rykkede nærmere, da jeg som den sidste var på vej hjem fra feltlaboratoriet. For mens jeg slukkede for generatoren og løsnede håret fra sin knold, trådte Claudio ud af skumringen med en finger for munden.

”Shh! Følg med mig!”

Jeg adlød og spænede efter ham ind i junglen. Snart trængte vi igennem et virvar af grene, der satte sig fast i håret, mens jeg ihærdigt forsøgte at holde trit med Claudios skosåler. Sveden begyndte at strømme under min t-shirt, og pludselig klæbede et edderkoppespind sig til mit ansigt og fik mig til at gå i panik. Jeg tilbageholdte et skrig, fik styr på min vejrtrækning og forcerede vegetationen, indtil jeg igen havde Claudio inden for rækkevidde. Og lige som jeg skulle til at bede om en pause, stoppede han brat op og pegede med sin lygte ind i en lysning. ”Der!”

Lyskeglen indfangede en indianerdreng.

”Øh, ja?” sagde jeg og svingede min lommelygte mod Claudio.

”Han har Claires Iphone.”

”Han har Claires Iphone?” spurgte jeg tungnemt. ”Vi har hverken mobilsignal eller netforbindelse her ude …” Jeg rystede på hovedet. ”Kun restriktiv netadgang via satellittelefon.” Så hvad hulen lavede drengen med Claires smartphone?, undrede jeg mig, mens vi nærmede os drengen.

Da vi stoppede op og lyste drengen ind i ansigtet sagde han noget, som Claudio oversatte til: ”Han siger, at Claire gav ham telefonen med besked om, at han i al hemmelighed skulle give den til dig, hvis der skete hende noget.”

”Skete noget?”

Claudio nikkede.

Så hun havde altså noget på fornemmelsen, tænkte jeg og mærkede sveden isne langs min rygrad.

”Ja. Det var derfor drengen kom til mig. Andet ved jeg ikke.”

”Så, hverken han eller du ved altså, hvorfor jeg skulle overrækkes den Iphone?”

Claudio rystede på hovedet.

”Tænk, amøbehjerne! Tænk!” mumlede jeg og stirrede skiftevis på Iphonen i min hånd og på drengen, indtil det slog det mig, at der måtte være en eller anden form for besked lagret i mobilen.

Jeg begyndte at fumle rundt i Claires photostream, hvor der kun var gemt ganske få billeder og videoer. Og ingen af interesse for så vidt jeg kunne konstatere. Men så fandt jeg en lydoptagelse og vidste i samme sekund, som jeg trykkede på play, at det måtte være beskeden til mig.

”Kære Sophie,” trængte Claires stemme igennem junglens muzak, ”hvis du nu lytter til dette er det fordi, jeg har opdaget en frygtelig sandhed og nu er død.”

”Å nej!” gispede jeg og mødte Claudios blik. ”Hun er virkelig blevet myrdet!”

Han nikkede alvorligt. “Eller blevet syg, måske. Smittet … Måske var hun allerede i den fase, hvor blod kommer ud af kropsåbninger og …” sagde han og signalerede, at jeg skulle spille beskeden færdig.

”Dette projekt er ikke, hvad de fortalte os, det er … Hvor skal jeg nu begynde? Jo, ser du Sophie, det opdagede jeg en dag, da jeg overhørte en samtale Gang havde over satellittelefonen på kinesisk, for han anede ikke, at jeg kunne sproget …

”Det vidste jeg sgu da heller ikke,” mumlede jeg og tænkte, at det var typisk for Claire at nedtone sin kunnen, betænkelig som hun var ved at fremstille sig selv som et geni. Der gik rygter i lejren om, at hun talte hele fem sprog, men ingen, jeg selv inklusiv, havde haft nogen anelse om, at hun også talte kinesisk.

”Ud fra informationerne, som jeg opsnappede fra samtalen, fandt jeg ud af …” fortsatte Claires nøgterne stemme, ”… at det i virkeligheden er det multinationale medicinalfirma BioAwe International, hvori flere indflydelsesrige personer i WHO har aktier, der står bag hele dette projekt. Formålet er ikke at redde indianerne, men tvært imod at bruge dem som forsøgsrotter til at finde en effektiv kur mod en sygdom, de selv har skabt. Vi er i virkeligheden blive hyret til at skabe profit på en dødsmaskine.

Ja, du hørte rigtigt, Sophie, der er tale om en designervirus, som de vil sprede yderligere lige så snart, de har udviklet en medicin mod sygdommen. Det multinationale selskab var nemlig med i kapløbet om vaccinen mod Ebola og tabte … Og nu er de så ved at skabe deres egen sygdom, som de vil kunne tjener millioner og atter millioner på, ligeså snart spredningen for alvor går i gang. For de ved, at de venezuelanske myndigheder vil vise sig totalt inkompetente i forhold til at dæmme op for Amacuro-sygen og i stedet vil forsøge at benægte virussens eksistens, ligesom de gør med udbrud af Dengue og Chikungunya. Så scenariet er pandemiske dimensioner, så snart sygdommen rammer Ciudad Guayana, og ligesom med Ebola, har de tænkt sig at bruge en flagermus, eller rettere en flagermuslignende fugl: El Guacharo, oliefuglen, du ved nok, som syndebuk og dække for primærkilden. Derfor udklækkes designervirussen i en grotte ikke så langt herfra, hvor fuglen lever. De har djævlens laboratorium i den grotte, Sophie.

Når du hører dette, min kære veninde, er det fordi, jeg har fejlet i mit forsøg på at true med pressen for at få dem til at stoppe projektet.

Derfor skal du og Claudio sprænge grotten i luften, Sophie. For menneskehedens skyld! Hører du Sophie! Så vil min død ikke være forgæves …

Herefter oplyste Claire koordinaterne for grottens beliggenhed og afsluttet optagelsen med ordene: ”Jeg stoler på jer.”  

 

”Sprænge grotten i luften!” Jeg mødte Claudios blik og virrede med hovedet. ”Hun stoler på os …” Min mave krympede sig, mens hele min verden faldt i grus. ”Hun må da være fuldstændig vanvittig … Det kan vi da ik..”

”Shh!” afbrød Claudio mig til min store overraskelse. ”Det bliver vi nødt til!”

”Jamen, det …”

”Sophie! Vi er nødt til det. Du hørte hende!”

”Claudio, jeg …”

”For menneskehedens skyld! Tænk hvis virussen havner i hænderne på terrorister! Tænk hvor mange mennesker, de vil lade dø, før kuren lanceres og …”

”Okay, okay. Jeg kan godt se scenarierne for mig.” svarede jeg og stirrede ned på en strøm af myrer under lyskeglen. ”Men hvordan i al verden sprænger vi lige en grotte i luften?”

”Nemt nok.” Han fik et underfundigt drag over ansigtet, som om han ligefrem var opstemt over den mission Claire havde påduttet os.

”Nemt nok?” fnøs jeg. I det øjeblik fik jeg mest lyst til at sætte i løb gennem regnskoven eller gøre mig lille bitte og forsvinde ned i tuen. Jeg løftede blikket fra jorden og opdagede, at indianerdrengen var som sunket i jorden. ”Klog dreng!” mumlede jeg, mens min puls forsøgte at overdøve junglens rytmer.

”Ja, jeg ved, hvor vi kan få fat i noget dynamit.”

”Hvad gør du?” Jeg stirrede på ham i vantro; så ham med ét i et andet lys. ”Dynamik? Er du sindssyg?”

Han nikkede frem for sig. ”Jeg ved, hvor nogle militærfolk gemmer deres lager. De bruger det til ulovlig minedrift ikke så langt herfra. Gi’ mig en lille uges tid, så kan jeg være tilbage med det, og hvis du planlægger operationen imens …”

Jeg nikkede og følte mig pludselig rolig. For hvor svært kunne det lige være? Jeg smilede kækt til Claudio. Ganske vist var jeg ikke kemiingeniør, men jeg var heller ikke idiot. ”Hvor fristende det end ville være at gemme sig bag den betegnelse lige nu,” brummede jeg, mens meningen med mit liv, pludselig gik op i en højere enhed: Alfred Nobel, havde skabt Nobelprisen, fordi han havde dårlig samvittighed over sin opfindelses bidrag til våbenindustrien, og nu skulle jeg, lille Sophie fra Det mørke Jylland, redde menneskeheden med selvsamme opfindelse: Dynamit! Det var en svimlende tanke, der truede med at sprænge mit bryst af bare stolthed.

***

Da jeg vågner igen, ligger jeg ikke længere i kanoen. Lidt efter går det op for mig, at smerten er dulmet. Jeg lader blikket glide nedad mig og ser at benet er kommet under bandage. Mine ribben ligeså. Lettelsen breder sig som en rus på endorfiner, indtil det går op for mig, at dette ikke er et normalt hospital. Jeg er omgivet af klippevægge. Klamme vægge.

Da erkendelsen rammer, er det som om rummet trækker sig sammen om mig. En skikkelse træder ind i mit synsfelt og nærmer sig mit leje. Det gibber i mig, da jeg indser, at jeg kender det ansigt: Det er Gang, Claires elsker.

Jeg stirrer som hypnotiseret. Han må kunne læse min angst, for et ondskabsfuldt smil tegner sig om hans læber: ”Ser du, Sophie. Det lykkedes jer ikke at sprænge alle kamre i luften.”

Jeg stivner. Så er jeg altså tilbage i grotten, indser jeg. Fugten, der drypper fra klipperne ligner med ét blod. Jeg prøver at rejse mig, men opdager at jeg er fastspændt til mit leje.

”Vidste du, at japanerne lavede dissekering af levende fanger under Anden Verdenskrig? De var meget værre end Doktor Mengele.”

”Ja, og?” spørger jeg og mærker alt isne i mig.

”Ja, jeg er faktisk halvt japaner.” Det ondskabsfulde smil viser sig igen.

”Japaner, kineser. Det er et fedt!” Jeg rusker febrilsk i remmene. ”Sagen er, at du er en skide psykopat med indfødsret i helvede.”

Han nikker samstemmende, nærmest stolt over beskyldningen, og med en satanisk gnist i øjnene trækker han en stor kanyle frem fra sin kittel. Den er allerede fyldt op med noget, ser jeg, da den nærmer sig min arm.

”Stop!” råber jeg for at vinde tid, mens min hjerne arbejder på højtryk med næste formulering. ”Fortæller du mig ikke lige, hvordan du fandt os?”

Han fnyser. ”Så let som at klø sig selv i nakken … Som sagt sprængte I ikke alle kamre i luften, så vi sendte bare helikopteren efter jer.” Gang tager fat om min arm, føler efter en åre.

”Vent! Så du var altså i grotten?”

”Jep, bare ikke i det kammer. Så tæt på, Sophie, og så alligevel ikke … Ups! En misser!” Han lægger hovedet på skrå og ser påtaget bedrøvet ud. ”Åh, hvor er det bare synd for lille Sophie …” Han holder kanylen op foran sit ansigt og strammer grebet om min arm. ”Og synd for Claire,” vrænger han.

”Men hvorfor måtte du dræbe hende! Hvorfor?”

”Claire var ubestikkelig, den dumme tøs.”

Nålen prikker min hud, da jeg løfter hovedet og siger: ”Okay, okay. Men fortæl mig først, hvordan du tog livet af Claire.” Mens sekunderne raser af sted, håber jeg, at han som enhver anden psykopat ikke vil kunne modstå fristelsen til at genfortælle sin ugerning. Og ganske rigtig mærker jeg nålens tryk lette fra min hud.

Gang retter sig op og smiler sagligt. ”Jeg har altid drømt om at lave en harakiri … Bare ikke på mig selv …” Han grynter et grin.

”En hvad for en?”

”En harakiri – selvmordsnittet for japanske samuraier.”

”Så du sprættede maven op på hende og sparkede hende ud i floden?” spørger jeg og får kvalme.

”Nej! Jeg lavede en HARAKIRI,” svarer han irriteret. ”Og sparkede hende ud i floden. Jeg kneblede hende, så hun ikke kunne skrige og så klarede piratfiskene resten. Alt ville have været perfekt, hvis ikke din lille halvblods Loverboy var dukket op.” Han laver et kast med hovedet. ”Desværre blev jeg nødt til at gemme mig og kunne slet ikke nyde showet.”

”Du er syg!,” hvæser jeg, idet han læner sig ind over mig med kanylen og retter nålen mod min hals. Hans ansigt er nu så tæt på mig, at jeg kan mærke hans ånde mod min hud. Lugten får det til at vende sig i mig. Jeg drejer ansigtet bort og får øje på Claudio på en båre yderst i mit synsfelt. Mit hjerte spjætter.

”Kære, søde Claudio,” mimer jeg og ser ham føre en tyssende finger mod sine læber. Da går det op for mig, at han er kommet fri at sine remme.

Gang knipser mod kanylen og føler på min hals. Hans pupiller udvider sig, mens han får et dyrisk drag om læberne og lader nålen kærtegne min kind. Jeg prøver at vride mig fri, begynder at ryste. Hver nerve i min krop spændes i rædsel. Samtidig ser jeg Claudio nærme sig bag Gangs ryg med en bakke af kirurgisk stål. Han løfter den akkurat som nålen prikker min hud. Der lyder et dunk, da bakken rammer Gangs kranium og slår ham i gulvet. I det øjeblik indser jeg med galoperende hjerte, at vi har en chance.

Vi kan stadig nå at sprænge hele grotten i luften, om end vi denne gang må ofre livet i forsøget. Nobelsprisen i Kemi vil jeg aldrig få. ”Men måske en fredspris post mortem?” mumler jeg og håber, at jeg denne gang vil leve op til min mission: At redde menneskeheden for Amacuro-sygen.