I anatomiens navn

I anatomiens navn

Klokkernes klang skar gennem disen og rev ham ud af søvnen. John Clay satte sig op med et gisp. Øjeblikket efter bredte lettelsen sig som varm toddy i maven; Han var sluppet fri af mareridtets favntag, hvor han igen og igen blev dissekeret i levende live. John virrede med hovedet som for at ryste de uhyrlige syner af sig. Havde det ikke været for dem, kunne han ellers godt have brugt mere søvn efter nattens strabadser.

Hostende steg han ud på gulvet og kløede sig i skridtet. Han gik hen til vinduet og kiggede ud på dagslyset gennem rande af snavs. Tågen fra Themsen havde lagt sig som en omklamrende hånd, der tillige syntes at infiltrere hans hjerne. ”Bloody hell,” mumlede John med reference til nattens arbejde. Han greb romflasken på bordet og skyllede mund i et bundskrab. Kulden fra gulvet smøg op ad hans ben, mens en rotte stak fjæset frem i et hjørne. ”Hvad glor du på, stupid ratface!”, råbte han, inden han hev natpotten frem under sengen og stillede sin tissetrang.

John satte sig på sengen. Førte tungen mod den værkende tand og lod tankerne flyde. “Look on the bright side”, mumlede han for sig selv. ”Du lever trods alt bedre, end dengang du var graver på kirkegården.” Alligevel kunne han ikke forlige sig, med at nattens kadavere havde været rådne og fulde af mider eller inficerede af kopperbylder. Bloody useless! Men i dag ville et emne, med symptomer, der pirrede kirurgens nysgerrighed, blive begravet på Lamb kirkegården. Doktor King, Londons mest anerkendte kirurg og anatomilærer ved Guy Hospital, havde i al diskretion lovet dem en klækkelig betaling for det kadaver; Snart ville der være penge til brænde, mad, kvinder, klæder og øl i overflod.

Som så ofte før fortalte John sig selv, at arbejdet ikke var en dødssynd. Ingen levende blev gjort fortræd. Han leverede til kirurgerne, hvad de ikke kunne få på legal vis. Derfor handlede han, Mister Clay, i anatomiens navn. John fastholdt den tanke, mens han krøb tilbage under tæpperne og faldt i søvn.

Klokken var lidt i tre om natten, da John igen forlod sit leje. Han famlede sig frem i mørket og iførte sig bukserne, der var stive af mudder og stank af forrådnelse. Så tog han sin spade og brækjern og begav sig gennem laget af nysne til Lamb kirkegården. Undervejs mødte han arbejdsfællen Philip, et par vågne tiggere, nogle fulde skøger og et pak herreløse hunde, der hylede i kor mod månen. Ellers lå Londons gader øde hen.

Fremme ved gitterporten stod de andre allerede og ventede med kærren parat. Få minutter senere dukkede vagten op og krævede sit honorar, før han åbnede porten. Vagten udpegede hurtigt graven, hvor det attraktive lig var blevet begravet dagen før.

De gravede i en uendelighed i den frostramte jord. For hvert spadestik mærkede John den svimlende effekt af for lidt mad og søvn og for meget alkohol. De stivfrosne fingre smertede, mens han begyndte at svede under tøjet. Alle arbejdede indædt og næsten lydløst, præget af angsten for at blive opdaget af en forbipasserende konstabel eller sulten hund. Det ville ikke vare længe nu, før røg fra tilberedningen af morgenmad ville stige op fra skorstenene.

Endelig hørte de lyden af spadestik mod kistens låg. John og hans sammensvorne tog brækjernene frem og lirkede låget af kisten. Langsomt blev det åbnet, alt imens John bad en stille bøn, til at dette var kadaveret, de søgte. Kirkegårdsvagten holdt en fakkel over graven. De lænede sig ind over kisten og anstrengte sig for at skimte konturerne af en menneskekrop. Men kisten var tom.
”Tower-banden har været her før os,” hvæsede John og mærkede hvordan kinderne begyndte at gløde trods kulden.
”Bloody hell,” svarede William og sendte en sky af ånde i retning af John. ”Det her er vores territorium.”
”Det skal de få betalt!” erklærede Philip, mens han slog brækjernet mod håndfladen. ”Lad os tage til pub’en og udtænke en hævnplan.”

Men John svarede ikke. Alt imens forbitrelsen boblede i brystet, var en spirende plan ved at bundfælde sig i hans hjerne. En plan som på en gang fyldte ham med væmmelse og begejstring.
”Ja, lad os tage til pub’en,” hviskede han blot, ivrig efter at slippe af med de andre hurtigst muligt. Planen skulle udføres alene, uden de andre fik udbytte i hans forehavende.

Da John omsider havde fået sine fæller drukket under bordet, begav han sig fortrøstningsfuld ud i den gryende dag, bevæbnet med en flaske rom i jakkelommen. Han var næsten nået hjem, da et oplagt emne bød sig til.
Hun var hærget af alder og sygdom. Ansigtshuden var skændet af ar efter kopper. Håret hang som livløse tjavser ud over sjalet, og hendes ånde stank af død og sygdom i uskøn forening.
”Kom lad os drikke sammen, gamle tøs,” sagde John og så hendes øjne lyse op. ”Jeg bor lige her henne.” Mens John udpegede sin stinkende gyde, mærkede han efter i sit indre. Her var ingen skrupler. Kun begæret efter penge. Med en fast hånd hankede han derfor op i skøgen og slingrede uden om en ladning hestepærer.

Det tog ikke lang tid, før luderen var i alkoholens vold. John lod som om han var styret af begær og smed hende på sengelejet, inden han i en hurtig bevægelse pressede puden ned over hendes ansigt. Hun kæmpede bravt i en uendelighed. Flåede hans hud til blods og sparkede som besat med arme og ben trods fuldskaben. Men til sidst gav hun efter. Med bankede hjerte undersøgte John hende og følte kun fryd for hvert manglende pulsslag.

Først nu fornemmede han sin egen opstemthed, der kom til udtryk som en voksende bule i skridtet. John drejede et par gange rundt om sig selv, hvorefter han slæbte hende hen i et hjørne. Efter at have lukket de anklagende øjne, dækkede han hende med strå fra madrassen. Derefter satte han sig gulvet og tænkte det hele i gennem med nerver, der dirrede som rystesyge.

Nu ville han sove resten af dagen. Derefter ville han fragte liget hen til Doktor King efter mørkets fald. John lagde sig med et smil om læben. Han havde tilendebragt et miserabelt liv og samtidig bidraget til lægevidenskabens fremgang. – Et liv der alligevel snart ville bukke under for sult og sygdom.

John skulle snart erfare, at Doktor King betalte uden at stille spørgsmål. Uge efter uge, gentog han derfor den samme procedure med stadig større behændighed. For doktor King var det ret simpelt, mente John: En miserabel krop var mere værd som kadaver end i levende live. Det forhindrede dog ikke Doktoren i altid at sende John et foragteligt blik, inden de ti pund landede i hans hånd. Men John var ligeglad. Så længe kirurgen var afhængig af hans leveringer, var han tæt på at blive en velhavende mand.

Desværre begyndte den tidligere arbejdsfælle, Philip, en dag at blive mistænksom over Johns gavmildhed på pub’en. Men John formåede ikke at holde sine natlige rutiner i ave af den grund. Så en nat bankede Philip pludselig på ruden, netop som ugerningen var overstået, og krævede en andel for sin tavshed.
”Et pund pr. gang,” mumlede John, mens han overvejede at springe på vennen. Men han var ikke sikker på, han kunne ordne Philip.
Johns instinkter fortalte ham, at han burde stoppe nu. Men han manglede stadigvæk at få råd til hest, vogn, tjenestepige og nye tænder af den slags, han selv forsynede tandlæger med. Jeg bliver ved lidt endnu, så længe jeg kan styre Philip, besluttede morderen i hans sind.

Beklageligvis kunne John ikke styre Philip i længden. Vennen blev med at hæve prisen for tavshed. Og da John til slut nægtede, troppede Philip en nat op med en konstabel, mens John var ved at dække et kadaver med hø.

Blot få uger senere var retssagen afgjort. Kirurgen klarede frisag. Philip vidnede og slap for anklager, mens John blev udråbt til en af historiens mest blodtørstige mordere.

På henrettelsesdagen sad John i sin celle og hørte pøblens taktfaste råb, mens bødlens skridt nærmede sig på gangen. ”Bloody hell!” udbrød han, idet afføring ramte hans benklæder. I det øjeblik havde han kun rum for én tanke i sit sind: Hans grådighed havde ført ham til galgen, og derefter ville han blive dissekeret i fuld offentlighed af selveste Doktor King.

———

“I anatomiens navn” er inspireret af Burkes og Hare mordene, der foregik i Edinburgh i 1827-1828.
Mordene medførte, at den engelske lovgivning blev ændret i 1832. Således blev alle lig, der ikke blev afhentet af pårørende skænket til videnskaben herefter. Før lovændringen kunne kirurgerne/anatomi forskerne kun, på lovlig vis, anvende en utilstrækkelig forsyning af lig fra mordere, der var blevet hængt.

Novellen blev skrevet med afsæt i følgende opgaveformulering:

Vælg en af de syv dødssynder, og skriv en historie, hvor en person udviser eller udsættes for enten:
1. Superbia (hovmod)
2. Avaritia (griskhed)
3. Luxuria (nydelsessyge)
4. Invidia (misundelse)
5. Gula (frådseri)
6. Ira (vrede)
7. Acedia (ladhed)
For mange mennesker i dag handler begrebet synd om krænkelse af medmennesket. Bestem selv, hvordan du i din tekst værdisætter den valgte dødssynd, altså om den skal fremstilles positivt, neutralt eller negativt.
Skriv max. 3 normalsider. 1 normalside = 2200 anslag.
Find selv på en titel.

Ikke London, men fra Den gamle by. Foto: N. Cajus

Ikke London, men fra Den gamle by. Foto: N. Cajus

2 thoughts on “I anatomiens navn”

  1. En skøn historie. Jeg så alle træsnittene af scenerierne for mit indre blik. En ægte rædselsvækkende skrækgyser i et Dickensk Sherlock Holmesk London. Dengang man kunne være virkelig ond og beskidt. Jeg nød at læse – den så lang ud, men var dog for kort i enden.

    Like

    • Hej Jesper!
      Hvor hyggeligt, at du ville læste den. Ja, jeg elsker selv historier, der foregår på den tid. Du har ret i, at afslutningen blev lidt brat … Sådan bliver det nogle gange, når man forsøger at gøre som lærerne siger og holder sig inde for ordgrænsen.

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s