Saxotekster 2012

H5H30X

”Og hvad skal det der så lige forestille?”
Døren blev lukket med et brag, inden skridtene kom nærmere.
”Det er forhåbentlig ikke det, vi har betalt syv års forskning for?”
Helle stivnede, mens modviljen vældede op i hende. Chefens stemme fik hånden til at stramme om indholdet i kittellommen.
”En hybrid.” Hun blev stående med ryggen til indtrængeren og betragtede ømt sin kreation bag glaspladen.
”Ja, så meget har jeg fattet, men hvad er det?”
Helle tog en dyb indånding, inden hun drejede rundt og vendte front mod slipsedrengen. Som sædvanlig stod idioten og snagede i hendes reagensrør.
”En Lupusmammuthus.”
”En Lupusmammuthus? En hybrid mellem en ulv og en mammut?” Chefens øjne lyste af vantro.
Bravo, så lidt latin kan snothvalpen alligevel. ”Ja, intet mindre end en klonsplejsning, mellem en forhistorisk dyreart og en ulv. Noget der helt indlysende får fåret Dolly til at fremstå som sandkassekloning for lysår siden.”
”Jamen, hvad skal vi med den?” Han fik et drag om munden, der fik Helle til at bide tænderne sammen, inden hun svarede: ”Hvad vi skal med den?”

Hun måtte tage sig sammen for ikke at himle demonstrativt med øjnene. Fattede manden da ingenting? Forstod han ikke dimensionerne af den tekniske kunnen, der lå bag hendes kreation og tyve års erfaring? Forstod han ikke hvilken betydning frembringelse af Lupusmammuthusen ville have for genterapi? Men det kunne man måske ikke forlange af en, der knap nok kunne finde ud af at klone en skide tomat. MBA-overbygning og min bare … At hun var blevet forbigået af den mand var en gåde.

”Jamen, kære Helle. Hvordan forklarer jeg det her for bestyrelsen?”
”Fatter du virkelig ikke, at det her er et skridt på vejen? Et gigantisk skridt?”
”Den der?” Chefen lavede en slap håndbevægelse mod glasburet. ”Jamen, hvordan skal den kunne bringe os nærmere målet?”
Amøbehjerne! Helle, stirrede ud i luften uden at svare.
”Ved du hvad, Helle?” Chefen kiggede på hende med et udtryk, der vist nok skulle forestille empati. ”Hvis du ikke snart begynder at levere det, du er sat til, så må jeg lade dig gå.”
”Lade mig gå?” Hun glippede med øjnene og strammede hårdt om plastikken i lommen.
”Ja, jeg har jo også aktionærerne at tage hensyn til.” Chefen slog ud med hånden, som talte de om noget så ligegyldigt som farven på et lokumsbræt.
”Helle, Helle.” Han klappede hende let på skulderen, mens hun krympede sig under hans berøring. ”Resultater. Om en måned. Ellers er det slut!”
”Slut?” Raseriet steg op i hende som væsken i en trykkoger. ”Jeg skal fandeme give dig slut!” Hurtigt hev hun sprøjten op af lommen, stak den i chefens arm og trykkede stemplet i bund.
Chefen hev kanylen ud. Så kiggede han lamslået fra armen til Helle, før han fik fremstammet: ”Hvad satan har du givet mig?”
”H5H30X”
”H-5-H-hvad for noget?” Spørgsmålet blev skreget med en sådan kraft, at Helle måtte vige for chefens spyt.
”Min lille designervirus.” Hun undte ham et sjældent smil. ”Super dødelig mammut-influenza, som mor her har gjort overførbar fra mammut til menneske. Mit eget lille biologiske våben, om du vil … Mere dødelig end pest, kolera og ebola til sammen. Og ja, nu ved vi faktisk også, hvorfor mammutten uddøde …”
”Jamen, du er jo syg i hovedet, kvinde!”
Til sin tilfredsstillelse så Helle, at chefen allerede var ved at tabe ansigtskuløren.
”Formentlig syg nok til at komme på CIAs lønningsliste, hvis det da skulle blive nødvendigt … ” Helle lo let. ”Det vil sige, hvis du altså overlever længe nok til at skrive den fyreseddel …”

(591 ord)

Tekst skrevet med udgangspunkt i følgende opgaveformulering:
De fire benspænd:
Instruktion: Skriv en tekst, der har følgende benspænd/begrænsninger:
– Starter in medias res (altså midt i dramaet/der hvor tingene brænder på)
– Indeholder konflikt
– Et dyr spiller en rolle. F.eks. en dræbersnegl (du kan også vælge et andet dyr)
– Max. 600 ord
Find selv på en titel.
——-

Mærket for livet

”Farvel min elskede.” Blikket sløres og noget i brystet brister, inden han lukker hendes øjne og kysser panden for sidste gang. Huden er stadig varm af morgenlyset, der trænger ind gennem sprækken mellem gardinerne. Han tager hendes hånd, drejer den let og lader en skælvende finger stryge op ad nummeret på hendes underarm.
”139554,” hvisker han og sætter sig tungt på stolen ved Rachels leje.

Han stirrer på sit eget blegnende nummer på armen, der hviler slapt i hans skød. Kigger på Rachel. ”Undskyld, min elskede. Jeg burde have fortalt dig, hvem jeg i virkeligheden er,” mumler han og falder sammen i gråd over den udslukte krop. Rachel har været gift med en livsløgn, lyder en hånende stemme i hans indre. Udenfor fortsætter trafikstøjen fra Tel Avivs gader, som om intet er hændt. Han aner havets uendelige bølgegang. Brisen og suset i palmerne på strandpromenaden. Ligesom livet, der fortsætter i én endeløs, forudbestemt bevægelse.

Om lidt vil børnene komme og sige farvel til deres mor. Bør de kende hans hemmelighed, inden han følger Rachel på vej? Han retter sig op og bider tårerne i sig. Blikket falder igen på hans hånd. En hånd med rynker og leverpletter. Er det virkelig hans hånd? Den ligner en oldings. Hvordan er han blevet så gammel? Ham der har set så meget lidelse, så mange dø omkring sig? To navne trænger sig på. Heinrich og Benjamin. Han lader tankerne vadre ad veje, som har været lukkede i næsten 67 år. De lykkelige år. Han presser øjnene sammen og tvinger tankerne tilbage til tiden før Benjamin. Billeder toner frem. Grumme billeder, der kører i ring for hans indre blik. Udmarvede kinder. Store, glædesløse børneøjne, der rædselsslagne følger hans fødder og gevær. Kvinder i fangedragter og kronragede hoveder. Massegravene. Pludselig kan han mærke stanken af forrådnelse. Fornemme Zyklon B-gassen i næsen. Han kan høre marcherende støvler og ordrer, der smælder gennem luften. Hører gråden fra barakkerne, som pigtråd gennem ørene.

Han holder om sit hoved og forsøger at ryste lydene væk. Det er nyttesløst. Han stirrer igen på nummeret på sin underarm. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor tatoverede han nummeret på armen? – Barberede hovedet og iførte sig fangedragt midt i panikken? For at tage afstand fra den han var? Dem han tilhørte? Eller var han bange for de allieredes repressalier? Bange for at ende i fangenskab?

”Jeg adlød kun ordrer, Rachel!” siger han og søger accept i hustruens falmende ansigt. ” … Ønskede ikke at gøre nogen fortræd. Jeg prøvede at hjælpe i det skjulte, men jeg var bange og blot selv et forvokset barn.”

Benjamin lader panden hvile i håndfladen og mindes de få gange, han bragte børnene madrester i smug. Mindes rædslen for at høre salven fra vagttårnets maskingevær. Han mærker underkæbens skælven, idet dagen for pigtrådshegnets nedrivning træder frem i erindringen, sammen med indtoget af de allierede styrker. Han husker den endeløse vandring på de polske landeveje. Tørsten, kulden og vablerne på fødderne. Røde Kors lejren, hvor han mødte Rachel og hvor de sammen besluttede, at fremtiden skulle findes i Israel.

Lyden af skridt i trappeopgangen river ham tilbage til nutidens kvaler. I det øjeblik samler han sig og tager den endelige beslutning. At afsløre hemmeligheden for sine børn, vil kun give ham selv sjælefred og være udtryk for ren egoisme.
”Heinrich døde i Auschwitz,” mumler han for sig selv og rejser sig fra stolen med besvær.

(566 ord)

Teksten tager afsæt i følgende opgaveformulering
Arbejdstitel: Hemmeligheden
We know – but they don’t know.
Instruktion: Skriv en tekst, hvor en person har en hemmelighed. Læseren kender hemmeligheden, men det gør hovedpersonens familie/venner ikke. I bestemmer selv, om hovedpersonen skal ende med at afsløre hemmeligheden overfor sin(e) nærmeste eller ej.
Max. 600 ord
Find ny titel

——–

Døden efter Bagdad

Tasken, de gav mig på sygehuset, vejer flere tons. Den indeholder egentlig kun et sæt tøj, toiletgrej og nøgler. Alligevel kræver den al min styrke.

Mens jeg bevæger mig op ad trappen, går det for alvor op for mig, at du er holdt op med at eksistere. Du, som altid overgik mig i alt. Det håb, der ulmede i mig, mens du svævede mellem liv og død, slukkedes nu for altid og udtværer livets gnist og mening. Vi skulle ikke gøre os nogen forhåbninger, sagde lægerne. Alligevel håbede jeg, ligeså længe du lå på intensiv. Håbede lige indtil de udleverede tasken og sagde, at der ikke var mere, de kunne gøre.

Jeg suger luft ned i maven, drejer nøglen rundt og træder ind i din lejlighed. Hverdagens støj fra Amagerbrogade antænder nostalgiens smerte gennem regnen. Ønsker at mor og far kunne være her med mig, men de magter det ikke. Jeg mærker en trykken for brystet, mens jeg trænger ind på dine enemærker. Din base, når du ellers var i Danmark. Kan ikke undsige mig fornemmelsen af uvirkelighed. Som at være et sted i en drøm, hvor underbevidstheden fortæller mig, jeg ikke hører hjemme.

Inde i stuen slipper jeg tasken. Gulvet føles som kviksand. Jeg synker ned på knæ, mens dine ejendele snurrer omkring mig. Registrerer tæppet og trøjen i Ikea-sofaen, som du har siddet i lige inden. Ser whiskyflasken, glasset, pillehylstre og cigaretskodder i askebægret på bordet. Mærker lugten af din aftershave ramme som dine slag, når vi sloges som børn.

Jeg tager mig sammen og scanner rummet med mit blik. Her er intet brev. Ingen forklaring på ”hvorfor”. Hvorfor du kørte ind i et autoværn med 130 kilometer i timen og alkoholen sydende i årene? Du som altid værnede om din krop. Løb og løftede vægte i en uendelighed for at ruste dig til udsendelsen til Irak. Hvorfor overlevede du i krig, kun for at lade livet ved din hjemkomst. Hvad oplevede du derude, som drev dig i døden herhjemme?

Pludselig føler jeg mig draget mod opslagstavlen over skrivebordet. Mit blik sløres, idet jeg strejfer billedet af dig i uniform. Det er som at betragte en anden version af mig selv. Gennem sløret aner jeg dig og kronprinsen i frømandsdragt. Ser versionen, der valgte eventyret og styrede udenom bøger og universitet. Du prøvede at lokke mig med. Sagde, at du efterhånden ville score kassen som lejesoldat i sikkerhedstjenester i verdens brændpunkter. Men tilliden til dig fik en brist, dengang du for tredje gang stjal en kæreste for øjnene af mig. En prikken breder sig i min bug. Den minder mig om, hvorfor jeg tog afstand. Hvorfor jeg blev så træt af at konkurrere på dine præmisser. Jeg slår en knytnæve ud i luften. Alligevel burde jeg have fanget signalerne. Jeg kunne have kæmpet for at påvirke dine beslutninger. Burde ikke have vendt dig ryggen i resignation, mumler jeg, inden jeg vender om på hælen.

Jeg hanker op i tasken og skynder mig ud af din base. Ude i opgangen åbner jeg skakten og smider tasken derned. Mere oprydning magter jeg ikke i dag, afgør jeg, da tasken rammer bunden med et brag. Så vakler jeg ned ad trappen, som den svage tvilling jeg er.

(536 ord)

Skrevet ihht. Følgende opgaveformulering:
Arbehdstitel: Oprydning
Instruktion: En person rydder op i hus/lejlighed efter afdød slægtning, ægtefælle eller ven. Vis personens følelse ved f.eks. at beskrive stemning, miljø, lugte, erindringer …
Undgå tillægsord.
Max. 600 ord
Find selv på ny titel

——-

De russiske tegn

”Og hvad får du så ud af den der?” spurgte Majken og nikkede mod stålbordet. Hun bad i sit indre til, at retsmedicineren ville fremtrylle en hurtig opklaring. De to flybilletter inden for jakkeforet begyndte allerede at arte sig som en syg joke.

Madsen kiggede op fra undersøgelsesobjektet og løftede hånden til hilsen. ”Davs Majken! Ja, det er skam også rart at se dig!” Han gik lidt væk fra stålbordet, fjernede mundbindet fra ansigtet og kiggede eftertænksomt over brillekanten. ”Ja, nu giver en hånd jo ikke meget at gå efter.” Madsen rømmede sig let med en gummihandske for munden. ”Men jeg kan da sige så meget, at den tog afsked med sin ejer efter døden.”
”Så, vi har altså med en post-mortem-partering at gøre. Det må vel betyde mord?” For helvede da også! Majken tyggede hårdt på nikotintyggegummiet, mens hun prøvede ikke at indånde lugten af fordærv og desinfektion.

Madsen rystede på hovedet, så alt det løse bævrede omkring hagen. ”Ikke nødvendigvis. Der kan også være tale om drengestreger … et stjålet lig fra et universitetshospital, da vi har fundet rester af konserveringsmidler i huden … Men på den anden side viser knivstikket, at der er tale om en mand, der har forsøgt at forsvare sig. Og så er der også lige de der tegn på fingrene.” Han spiddede Majken med blikket. ”Hvad får du ud af dem?”

Majken stirrede på de blå tegn lige over knoerne og trak på skuldrene. ”Sådan noget russisk Mafia-pis, vil jeg tro.” Hun rystede irriteret på hovedet, så perler fra fletningerne strejfede hendes kind.
”Også lige min tanke …” mumlede Madsen og blev fjern i blikket. ”Men det interessante er, at bogstaverne bærer præg af, at være tatoveret i et fængsel … Altså, lavet med batterier og nåle til standard blækpenne. Du kan se dybden og ujævnheder i tegnenes indrids” Madsen lavede et kast med hovedet mod stålbordet.
”Hmm!” Majken trådte nærmede og kiggede på tegnene henover fingrene. ”Ja, nu kan jeg se det. Sørger du for, at vi får billederne over med det samme?”
Madsen nikkede kort. ”Du kan bare tage konvolutten på bordet der.”

”Og hvad kan du så ellers konkludere?”
”Tja, hvid mand …”
Ja, det kan enhver idiot da se. Majken kom umiddelbart til at sammenligne med sin egen hånd. Den havde et markant skel i pigmenteringen mellem håndens inder- og yderside. Fingrene føltes stadig stive efter bevissikringen ude i frostvejr.
”… Ud fra fregnerne, behåringens farve og pigmenteringsforandringerne vil jeg skyde på en rødhåret mand mellem 45 og 55.”
”Altså en af de der skide baltere, der vælter ind over vores … De skulle kraftedeme nægtes adgang alle sammen!”
Madsen sendte hende et overrasket blik. Samme blik, som hun altid fik, når hun udtalte sig kritisk om udlændinge. Blikket, der fortalte hende, at den slags kommentarer havde man ikke ventet fra et Obama-mix som hende.
”Njææ, om det lige er en balter, skal jeg ikke udtale mig om, men ud fra tegnene …” Madsen holdt inde, da Majkens mobil begyndte at larme.

Hun lavede et stoptegn foran ansigtet og tog mobilen op af lommen. Det var Johansen, kunne hun se på displayet. Hun førte mobilen til øret og mærkede tarmene snøre sig sammen. ”Ja, Majken her!” Hun lyttede koncentreret. ”Hvad siger du?” Hun fangede Madsens blik. ”En hånd mere? Så nu har vi altså venstre hånd?” Majken nikkede opmuntrende frem for sig, blot for at stivne ved kollegaens svar. ”Hvabehar?” snerrede hun. “Endnu en højrehånd?” Hun knyttede hånden og bandede i sit indre. Der røg den skiferie! Hvorfor helvede skulle alle russiske lystmordere også altid være på overarbejde i højtiderne?

(601 ord)

Baseret på følgende opgave formulering:
Arbejdstitel: Hånden
Instruktion: Ved at beskrive et udsnit af et menneske kan man sige en masse om det. Tænk på en hånd. Hvordan ser den ud, form, tekstur, særlige kendetegn, lugt, smykker, skønhedspletter m.m.
Skriv nu en situation, hvor hånden spiller en rolle. Du må naturligvis også godt beskrive mennesket bag hånden, men husk detaljer om hånden.
Max. 500 ord
Find selv på ny titel.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s