Tags

, ,

24486433744_197bbe306b_k

Foto: Erik F. Brandsborg

De havde taget hul på mjøden, før solen gik ned; Grimskæg havde beordret, at gårdsdagens sejr over den plyndrende horde skulle fejres med en fest, de sent ville glemme.

”Lad os skåle for Asgots kløgt!” brølede Grimskæg og rejste sig fra højsædet.

Et væld af krus blev hævet, mens hele forsamlingen galede ”skål”.

Latteren sprudlede i Asgot; mjøden glødede i maven og det var som om han kunne lette fra stolen, hvor han sad omgivet af smil og bøvs.

Han vendte sig mod Yrsa og kyssede hende ømt. Det svirrede i hele hans krop; blodet brusede som en flom. Men pludselig fjernede han munden fra Yrsas læber og betragtede hende.

”Hvorfor er du ikke glad, Yrsa?” Han mærkede en snert af irritation sætte skår i stemningen.

”Jeg drømte noget i nat.”

Han sukkede. Når Yrsa havde drømt, var det meningen, man skulle høre efter. Det faldt ham ikke altid let, selvom alle i landsbyen tog Yrsas drømmesyn som et varsel om gudernes vilje. Han lod blikket vandre ud over forsamlingen og kunne ikke lade være med at tænke, at folk havde det med at tilpasse sine handlinger til Yrsas drømmesyn. Og hvordan kunne man så vide om det var ens egen vilje eller gudernes? Han havde forsøgt at tale med andre om det, men ingen forstod ham.

Asgot satte kruset fra sig og pressede et smil frem på læberne. ”Hvad så du i drømmen?” Han prøvede at vise interesse, selvom han hellere ville drikke til han segnede.

”Du drager på togt.”

”Togt!?” spyede han og havde nær fået mjød galt i halsen. ”Yrsa. Jeg er ikke kriger. Jeg er bonde og jæger, og havet ligger en halv dagsmarch herfra!”

Yrsa pressede to fingre mod hans læber. ”Du bliver overtalt og tager af sted.”

Asgot rystede på hovedet. ”Umuligt. Og hvem skal så passe …”

”Schh! Jeg er ikke færdig.” Du tager af sted og møder en mand med brun hud, stift sort hår og øjne formet som ulvens.”

”En gud?”

”Nej en rigtig mand, men anderledes end os.”

Han tog en dyb indånding og sank sammen i stolen. ”Yrsa! Sådanne mænd findes jo ikke!” Han virrede med hovedet. ”Øjne som ulvens?”

”Ja,” Yrsa nikkede. Jeg så ham i drømmen. I et land, der ligger fjernere end Normandiet. Manden med ulveøjne er kommet dertil fra et sted endnu længere væk.”

Asgot nikkede og undertrykte et suk. Normandiet havde han i det mindste hørt om. Han lod blikket dvæle ved flammerne fra ildstedet og mærkede en gnist blive tændt i ham. Fjerne egne, mærkelige mænd og eventyr lød egentlig tillokkende, selvom han nødigt ville forlade Yrsa og sin førstefødte. Og hvem skulle søge ham? Ham, en simpel bonde?

Han havde kun lige tænkt tanken, da døren blev smækket op. Stilhed indtog straks rummet, mens alles øjnes blev vendt mod døråbningen. En pelsklædt silhuet trådte frem i gabet mod månelyset.

Stilheden blev brudt af et råb fra bordet tættest ved døren: ”Det er Thorleif! Vores bedste kriger er tilbage!” Et jubelbrøl steg op fra mængden.

”Thorleif!” gispede Asgot og rejste sig. Det var tre vintre siden, han sidst havde set Thorleif og han havde troet, at lillebroren for længst var faret til Valhalla. Asgots hjerte begyndte at tromme, da Thorleif banede sig vej gennem mængden.

Han rejste sig og faldt Thorleif om halsen, bevidst om hvor meget højere lillebroren ragede op over jorden.

Thorleif bankede Asgot i ryggen. ”Broder!” mumlede han og holdt Asgot ud for sig i en strakt arm. ”Rygtet om din bedrift er nået til kysten, og nu vil min skibsherre hyre dig til næste togt.”

Asgot mærkede et sug i maven, men holdt følelserne i skak, mens han gentog, hvad han lige havde sagt til Yrsa: ”Jeg er ikke kriger, Thorleif.”

Thorleif smilede bare og klappede ham på skulderen. ”Styrke er ikke alt. Vi har brug for folk som dig, der kan bruge den her,” sagde Thorleif og dunkede en pegefinger mod sin tinding. ”Listige mænd.”

”Hvornår?”

”Så snart isen bryder.”

Asgot prustede og vendte sig mod Yrsa. ”Hvad synes du?”

Yrsa rankede sig og svarede med klar røst, men blanke øjne: ”Det er lige meget, hvad jeg synes. Jeg har allerede set dig drage af sted i min drøm.”

Advertisements