I rugekassen

Tags

, , ,

Jeg har lige oprettet et nyt faneblad med titlen “rugekassen.” Her kan der læses om igangværende skriveprojekter, hvoraf nogle vil blive publiceret her på siden og andre forhåbentligt blive udgivet i en eller anden form i en ikke så fjern fremtid. Med andre ord handler det om ideer, som allerede er undfanget og er godt på vej til at blive udklækket, for nu at blive i rugekasseterminologien.

En rugekasse, der er noget smukkere end min. Foto: N. Cajus

Egentlig ville det engelske udtryk “in the pipeline” nok være mere dækkende, men selvom jeg er glad for fremmedsprog, bryder jeg mig ikke så meget om det massive indtog af engelske fraser i det danske sprog – specielt ikke når der faktisk findes ord og udtryk for det samme på dansk. (Men det er en helt anden snak.)

Den opmærksomme læser vil hurtigt se, at de fleste af mine mere “seriøse” projekter tager afsats i Venezuela (hvor jeg bor), da jeg er optaget af at bruge fiktionen til at fortælle om den uhyrlige proces fra (at være Latinamerikas ældste og (sådan nogenlunde velfungerende) demokrati til de facto diktaturstat, der gradvist er sket over en årrække. Den historie synes jeg, det er vigtigt at skabe interesse for, om end det sker som underholdning og på fiktionsskrivningens præmisser.

Fælles for alle projekterne i rugekassen er, som allerede nævnt, at de er kommet langt ud over idé-fasen, selvom de er på forskellige stadier i udklækningen. Men ved at nævne dem her forpligter det lidt mere at få dem op af skrivebordsskuffen. (Dvs. den berømte skuffe alle skribenter har, hvor hele og halve manusser ligger og samler støv, om end støvet nok er digitalt disse tider …). Altså op af skuffen og ud over rampen! (Hvilket nok er det mest skræmmende stadie af en skriveproces overhovedet!)

Det nye faneblad lægger dermed yderligere pres på forfatteren, altså moi (der jo af til har sine tvivl om, hvorvidt det “kan betale sig” at bruge så meget tid på at skrive. Jvf. mit blogindlæg “tidsfælden” fra forrige uge), som trænger til et gevaldigt spark i den berømte legemsdel for at komme derud hvor det må briste eller bære. Eller sagt med andre ord: Alle har brug for et skub ud af rugekassen, for at finde ud af, om man er flyveklar!

Advertisements

Tidsfælden

Tags

, , ,

Når jeg skriver eller redigerer, sker det hyppigt for mig, at jeg glemmer tid og sted.  Nogle gange er det næsten

Tiden siver på skrevne sider ...

Tiden siver på skrevne sider …

som om, jeg er blevet opslugt af et sort hul, hvor tidsfornemmelsen er sat ud af spil. – En fornemmelse, der først kommer tilbage, når jeg bliver forstyrret. (Fx når en af mine hunde står og puffer til mig med sin frisbee og minder mig om, at virkeligheden kalder.) I et sådant  øjeblik kigger jeg op fra tasterne og bliver aldeles forfærdet over, hvordan tiden er fløjet af sted; Jeg tør jeg næsten ikke gå forbi et spejl, for tænk nu hvis jeg er blevet hvidhåret og tandløs, mens var kidnappet af tidslommen!

Det jeg egentlig vil sige er, at det tit skræmmer mig fra vid og sans at tænke over de oceaner af tid, jeg bruger på mine skriblerier (for ikke at tale om tid til læsning og research). For til hvilken nytte? spørger mit Rationelle-Jeg. (Underforstået: Burde du ikke lave noget mere givtigt, makker, end at lade time efter time forsvinde ned i tasterne?)

Så er det min Kreative Side ruster sig til kamp med argumenter som: Alt hvad der er drevet af lyst er godt, og ikke alt skal opgøres i nytteværdi. Og så kunne det endda være, at nogen har glæde af at læse det … Og mon ikke selv de mest succesfulde forfattere har haft en frygt for at skrive til ingen nytte? Desuden viser ny forskning, at læsning af skønlitteratur gør mennesker mere empatiske, og for at skrive er man nødt til at læse meget, ergo …

Den slags argumenter har mit Rationelle-Jeg kun hån til overs for, samtidig med at en alen lang liste over sure, forsømte pligter straks bliver reciteret sammen med en omgang verbale øretæver.

Men så er det min Kreative-Side som regel lukker munden på Fornuften ved at trække sit trumfkort:

”Læsning og skrivning er ypperlig hjernegymnastik, der holder hjernen ung og endda kan være forebyggende for Alzheimer. Så hvis du vil have nytteværdi, så skal kraftedeme give dig nytteværdi!”

 

PS. Det er faktisk rigtigt, at læsning gør folk mere empatiske. I alle fald hvis man skal tro undersøgelsen her http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-laes-en-god-bog-og-bliv-et-bedre-menneske

Klar, parat, spids blyanterne!

Tags

Den første uge i oktober kommer der nye opgaver fra Den Nye Skriveskole, og det skulle meget gerne betyde nye ideer og inspiration til tekster her på bloggen, som har ligget i dvale alt, alt for længe.

Så nu vil jeg rydde lidt op på bloggen, spidse blyanterne og afstøve tastaturet. (Jo, det er blevet brugt i mellemtiden, ret flittigt endda, mens mest til skriverier, der ikke har fundet vej herind …)

Jeg håber på en forrygende start og rigtig meget aktivitet hos mig selv og mine medbloggere. MÅ INSPIRATIONEN VÆRE MED JER!

FullSizeRender

Klar på tasterne!

Skrig fra graven (Novelle)

Tags

, ,

Liv satte sig op med et ryk og kæmpede for at få vejret, mens drømmens finale udspillede sig på nethinden: Knivhugget i maven. ”Min mave?” mumlede hun og mærkede efter under dynen. Alt var tørt. Hun rystede på hovedet. Hvad var der med den drøm? Og hvorfor kom den tilbage nat eftet nat?

Hun sparkede dynen til siden. ”Som om jeg ikke har set blod nok …” mumlede hun og forsøgte at ignorere brystets dunken. Hun stak tæerne ned i tøflernes dyb og sjoskede ud på badeværelset, hvor hun klaskede koldt vand i ansigtet og fik udtyndet drømmens rester. Så greb hun ud efter et håndklæde og tørrede huden let, inden hun, en anelse mere klar i sindet, mødte sit spejlbillede i morgensolens ubarmhjertige skær. ”Din gamle tosse! Hvad skal du nu stille op med resten af dit liv?” Liv sukkede og så, hvordan sorgen stadigvæk sad som intensiveret tyngdekraft i ansigtets mindst flatterende folder. Alle planer var slået væk ved ophøret af hjerteslag: Pouls slag. Tik-tak. Livet var noget lort. Ikke så snart var det biologiske ur holdt op med at larme, før hjertet satte ind som en tikkende bombe. Læs videre her: https://nanacajus.wordpress.com/noveller/skrig-fra-graven/skrigwp2

Snørreliv og segl

Tags

,

10359519_10204494095088844_8527230135371806263_n-2

Snørreliv og segl

Jeg åbnede øjnene, før de første solstråler trængte ind gennem træskodderne. Vågnede ved bevidstheden om, at min skæbne var rykket en dag nærmere. Jeg sprang ud af sengen, krængede natkjolen af og trak min ynglings kjole ned over hovedet: Den uden de snærende bånd.

Skramlen fra gryder fortalte mig, at resten af husholdet snart ville vågne. ”Friheden er knap,” mumlede jeg og listede ud af mit kammer.

Mine tarme protesterede, mens jeg skråede hen over gårdsplasen og indsnusede madosen fra skorstenen. Men også i dag måtte morgenmaden vente. Efter den fulgte snørreliv, påklædning og håropsætning. Senere ventede promenaden med parasol i San Juan og undervisning i husførelse og etikette: Alt sammen pligter, der fik min mave til at vende sig som ved synet af min natpotte.

Som altid gik jeg hen til  Edgar og sadlede op med min lillebrors saddel. Så længe alle sov, var der ingen grund til at ride som en dame. ”Eller vælge en hest uden temperament,” betroede jeg den sorte hingst.

Jeg forstod mig på heste. Og havde jeg været en dreng, var jeg helt sikkert blevet udpeget som Faders efterfølger, tænkte jeg, da jeg galoperede ud gennem alleen af svajende palmer. Jeg kunne være blevet øens største hesteavler.

I stedet var min skæbne snøret ind og forseglet som en pakke til levering.

”Forseglet” mumlede jeg, mens jeg red videre op over bakkedraget. Tankerne faldt uvægerligt på Don Fernando og fik mig til at spænde i skuldrene. End ikke synet af solopgangens glødende hinde om bjergtoppene, kunne udviske følelsen af afsky. For hvad hjalp det, at Don Fernando var øens rigeste købmand, når jeg ikke kunne udstå hans dobbelthager og grånende isse?

Jeg spændte lårene om muskelmassen, lænede mig længere frem og øgede farten. Prøvede at blive et med hovenes rytme, men kunne ikke slippe tanken om Don Fernando. Der var kun to uger til forlovelsen og min 16 års fødselsdag. ”Som om det kunne kaldes en gave,” mumlede jeg hesten i øret. ”Jeg er kun til for at styrke Faders position.”

Da vi nåede sukkerplantagerne, standsede jeg op og lod Edgar hvile. Jeg hoppede ned, drak en tår vand og lod min hånd kærtegne hingstens mule. Missede mod solens tiltagende styrke og kørte en hånd gennem mine lokker. Mit blik blev fanget ind af de nøgne, svedglinsende overkroppe, hvis muskler spillede under den sorte hud. Jeg fantaserede om at finde trøst i en sådan favn. Forestillede mig en udkåren, der kunne frembringe samme kriblen, inden jeg blev mindet om præstens ord om kødets lyst.

I det samme rungede et smæld mellem bjergene. Jeg glemte alt om præsten og drejede ansigtet mod nord. Smældet blev efterfulgt af flere.

”Kanoner!” råbte mændene på marken og pegede i retning af San Juan.

Jeg kastede mig op på hesten og satte kurs mod fortet. Red så jeg nær mistede jordforbindelsen. Mærkede snart havbrisen ruske i håret og blande sig med min sved. Lidt efter skimtede jeg det turkise hav. Og som jeg nærmede mig kysten, blev lyden af kanonskud stærkere.

Før jeg kunne skimte El Morro fortet, fik jeg øje på krudtrøgen. Bag den fremkom master og sejl. ”Du Almægtige!” udbrød jeg, og mærkede hjertet slå hurtigere end Edgars hove. Det måtte mindst være en flåde på 30 skibe, måske 50, konstaterede jeg, da røgen lettede.

Idet jeg kom tættere på San Juan, blev jeg mødt af en strøm hestevogne, der flygtede hurtigere end remmer og tøj kunne holde.

”Hvad er der los?” råbte jeg, da jeg kom dem i møde.
”Flygt mit barn!” råbte kusken, i den forreste vogn, uden at gøre mine til at standse. ”Engelske pirater har indtaget El Morro og er i gang med at plyndre Don Fernandos handelsstation.”
”Plyndring? Handelsstationen?” Jeg vendte rundt og red op på siden af vognen.
”Ja, flygt mens du kan. De hærger i hele San Juan og bortfører unge piger.”
Jeg nikkede til kusken i rædsel, samtidig som en spirende jubel steg op i mit indre. Så vendte jeg igen front mod byen. Betragtede røgsøjlerne, der steg op mod himlen. Og mens jeg fordøjede kuskens ord, trængte et smil frem på mine læber.

For lige så snart min fader hørte nyheden om Don Fernandos fallit, ville han trække forlovelsesløftet tilbage. Og hvis det forholdt sig anderledes, ville jeg true ham med at kaste mig i favnen på den første og bedste pirat. Jeg stemte hælene mod Edgars bug. ”Nej!” Ophævelse af forlovelsen var ikke nok, rettede jeg mig selv i tankerne. Fader skulle anerkende mig som sin efterfølger, ellers ville jeg drage bort.

”Intet mindre,” mumlede jeg, mens ridtet ruskede i kjolen og kanonskuddene fortonede sig i mine ører. Og for første gang i lang tid glædede jeg mig til mine forældres formanende blikke ved min hjemkomst.

Ménage à trois

Tags

,

Featured image

Ménage à trois

“Henriiik!”
Jeg lukkede øjnene ved lyden af mit navn. Ikke engang på lokum kunne man(d) snart finde fred.
”Jeg bliver altså nødt til at tale med dig …”
Jeg sukkede og bankede panden mod spejlet; Vidste straks, hvad der var i gære.
”… om Albert.”
Døren bag mig blev revet op og Tinas ansigt kom til syne ved siden af mit spejlbillede.
”Albert?” Jeg holdt barberhøvlen ud fra kinden og lod et skævt smil trænge igennem skummet.
”Ja, hvem ellers?”
Jeg viftede demonstrativt med høvlen. ”Jeg vil godt lige gøre det her færdigt, så … gider du lige?”
Modstræbende bevægede hun sig baglæns. ”Ja, ja, men vil SKAL altså tale om det her, inden du fiser af sted!” Hun smækkede døren i og forduftede fra mit synsfelt.

Jeg kiggede mig selv i øjnene. Overvejede, om jeg kunne hale barberingen ud, til hun var faldet ned igen. Men så lang tid havde jeg ikke. Ikke når Tina var hormonhys, og jeg skulle nå ind til 9-mødet.

Det var bedst at tage PMS-tyren ved hornene, besluttede jeg og barberede mig færdig i en fart. Jeg trak bukserne på, spændte bæltet og bodegamuskelen og trådte ind soveværelset med mit mest afvæbnende smil. ”Hvad så skatter?” Hvad helvede har Albert nu gjort?
Hun sprang op fra sengen og tog en indånding, der truede med at katapultere knapperne fra kjoleudskæringen.
Jeg tvang blikket væk og op på hendes ansigt.
”For det første har han spist kalenderpakken, jeg skulle have med på arbejde. En økologisk marcipangris, der …”
”MARCIPANGRIS!”  Jeg mærkede maven snøre sig sammen. ”Åh, nej, nej. Det kan han slet ikke tåle. Har du tjekket hans afføring?”
”Afføring? Sig mig, fatter du ikke en skid?
”Jamen skat … jeg.” Jeg undertrykte en tilskyndelse til at løbe ud og lede efter Albert. Måske lå stakkelen og kastede op i sin seng. Men havde jeg ikke lige hørt ham gø?
”Det er lige præcis det, det her handler om. Jeg spiller anden violin. ALT handler om Albert, ALT!” Hun sendte et karateslag gennem luften for at understrege sine ord.
”Tina, altså. Du kan da ikke …”
”Og her den anden dag, da jeg kom ind i soveværelset lå han og savlede ned i mine g-strengs trusser fra Calvin Klein …”
”Nu er han jo bare en hanhund med et mundvandsproblem, så …”
” … og da jeg forsøgte at tage dem fra ham, knurrede han ad mig. Hvad gi’r du? Han snerrede ad mig, Henrik. Hører du? For ikke at tale om, når han har taget position i min side af sengen og ikke vil flytte sig …
“Du skal da bare …”
“Og ja, vi har snart ikke nogen form for intimitet, uden den hund ligger og …”

Hun blev afbrudt af voldsom gøen ude fra gangen. Trods Tinas svada, mærkede jeg lettelsen over, at Albert tilsyneladende var sluppet godt fra grisefesten. Måske var økologiske marcipan slet ikke så slemt for hundes fordøjelse?
”Der kan du bare se! Vi kan ikke en gang føre en normal samtale, uden den hund overta’r al opmærksomhed.”
Albert gøede som besat nu. Dårlig timing, makker!
”Måske skulle vi prøve parterapi?” råbte jeg.
”PARTERAPI?!” Ha!, det her er sgu en Ménage à trois. Og derfor,” råbte hun tilbage, “må du vælge mellem mig eller den skide hund!”
“Vælge? Men Tina, altså …” Hold nu kæft, Albert!.
”Jo, jeg mener det!” skreg hun mig ind i ansigtet og vendte mig ryggen.

Hovedrystende besluttede jeg mig for at lukke kæften på Albert. Jeg flåede soveværelsedøren op og fik straks øje på min sanktbernhardshund, der stod og gøede foran en stime af røg. Røgen trængte ud under køkkendøren, indså jeg i samme sekund.
”BRAND!”

Varmen ramte mig som en mur, mens det knirkede og knagede bag døren. Det lød som om hele køkkenet stod i lys lue.

Hurtigt fik jeg sluset Tina ud af hoveddøren. Derefter løb jeg tilbage ind i røgen for at hente min bærbare og hundesengen. Imens overvejede jeg Tinas ultimatum. Albert fulgte mig tæt ved min side, og da vi styrtede ud ad lejligheden med røgen i hælene, bundfældede erkendelsen sig: Det var slet ikke så svært at vælge …

(692 ord)

Æblekuren

Tags

,

10685736_10204360460468062_1937556909989714213_n

Æblekuren

Kakerlakken ilede hen over flisegulvet med kurs mod sprækken under skabet. Han fulgte den ud af øjenkrogen og kastede et blik på uret over Picasso-plakaten. Der var snart gået en time. Han sukkede og bestemte sig til at gå i gang, så snart skadedyret var ude af syne. Selvterapien var blevet udsat for længe nu; det kunne ikke blive ved!

Da kakerlakken forsvandt ind i sprækken, spændte han musklerne og rev sig fri af sengen. Gik hurtigt ud i køkkenet, hvor han stak hånden ind bagest i køleskabet. Tog en dyb indånding, lukkede hånden om papirsposen og mærkede svimmelheden sætte ind. Præcist som forventet.

”Det er bare en frugt,” mumlede han. ”En skide frugt.” Han flåede papirsposen af og stod tilbage med frugten. Køleskabskulden bredte sig nu fra æblet til hånden; så til maven. Samtidig begyndte minderne at vælte op i ham. – Vældede op som olien fra en venezuelansk oliebrønd, slog det ham med en vis utidig ironi midt i hans voksende ubehag.

Han smækkede køleskabsdøren i bag sig og lod sig glide langs lågen og ned på gulvet, mens han forsøgte at få åndedrættet under kontrol. Langsomt førte han frugten til munden og tog et bid. Tændernes møde med skallen fik en spasme til at skære igennem ham. Han spyttede frugtbidden ud: hørte sit eget skrig. Fik blodsmag i munden. Mærkede sækkelærredet kradse om sit ansigt. Hørte kædernes raslen. Det var næsten som tarmene tømte sig på ny.

Selvom det var år siden, han sidst havde rørt ved et æble, måtte han sande, at hans fobi var intakt. Tiden læger sgu ikke alle sår. Det var noget pis en eller anden forpulet lommefilosof havde fundet på. ¡Embecil! Tiden var absolut ikke moden til at lægge fortiden bag sig. ”¡Jamás!”

Han havde forsøgt så mange gange før. Altid med samme resultat: Et æbles nærvær bragte ham tilbage til briksen, hvor strømmen blev sat til hans testikler; Vandslangen til hans mund. Altid efter at bøddelens tænder havde taget en lydhør bid af frugten, inden den blev placeret i synsfeltet på bordet ved siden af ham.

Hadet flammede op i ham på ny. Selv ikke efter så mange forsøg på selvterapi, kunne han bryde æblets forbandelse. Han holdt det op og tvang sig til at stirre på det. Så strammede han grebet om æblet og kylede det ind i væggen. Der lød et klask. Frugtmassen gled langsomt ned mod gulvet. Det mindede om hjernemasse, eksplosionsofre, metroen og … og.

”Nora …,” hviskede han. ¿Por que Nora? Zergatik? Hvordan helvede kunne du fejle så grusomt? ¡Joder!” Jeg lærte dig jo for fanden alt, der var at vide om bomber. Mens han betragtede æblemassen, lod han sig glide længere ud på gulvet og forsøgte at trække vejret normalt. Prøvede at lukke af for billederne af Nora, der rullede ind over ham som en lavine. Han kneb øjnene sammen. Forsøgte at kvase minderne på nethinden; Kvase scenen af Nora, der stirrede ind i tv-kameraerne med døde øjne og klæbrigt hår. Udhængt i døden for at kæmpe for sin sag. Euskadi ta Askatasuna! Deres sag.

Han åbnede øjnene med et suk og mærkede pulsen falde en kende. Det var jo for satan alt sammen lige meget nu. Nu da han havde fået nys om delegationen fra Spanien, var der opstået helt nye muligheder for at komme hans traume til livs. En ren foræring Hvad betød et skide æble i det perspektiv? Han ville selvfølgelig ikke ramme sin bøddel direkte, men det næstbedste var også godt nok.

En idé slog pludselig ned i ham som et uanmeldt svar på noget, han havde ledt efter i dagevis: Svaret på hvordan likvideringen kunne gøres så subtilt, at kun hans ærkefjende ville forstå beskeden. Han lukkede øjnene og fornemmede, hvordan hans mundvige blev trukket ud i et smil. Til helvede med æblekuren! ”Infiltration er svaret,” mumlede han og vidste med det samme, at hævnen var i havn.

(645 ord)

Nattens Favn

Tags

,

10624884_10204315798991553_3551619385507340473_n

Nattens favn

De små hænder klamrer sig til min hals. Mine skosåler runger mod asfalten. Da vi passerer bodegaen, slår mit hjerte et par ekstra slag. Jeg retter blikket mod busstopstedet; ser bussens lys komme ud af mørket og sætter farten op. Spænder om byrden i mine arme. Mærker ånde og snot mod min hals, da vi stiger ind og stempler.

”Jeg ska’ tisse!” bliver der hvisket i mit øre, mens jeg skridter ned mod den udsete plads helt bagerst.
”Shh! Ikke nu.”
”JEG SKAL ALTSÅ TISSE!”
Vi sætter os, mens en håndfuld hoveder vender sig og stirrer. Øjne borer i knuden i mit bryst.
”Du bliver nødt til at vente. Vi er der snart.”
”Jeg vil hjem!”
”Shh! Snart skal du få lov til at tisse. Og så bli’r du lagt i seng igen.”
”Jeg vil altså ik’ derhen!”
”Mie-pige. Vi har talt om det her!”
”Jeg vil osse ha’ elefant med. Og Nulle, Futte og Zebra.”
”Elefant er for stor. Jeg lover … Du får dem senere … ”
”Fordi far er dum. Og, og … slem!”
”Ja.”
Jeg vender ansigtet bort og lader håret glide ned over det ene øje. Stirrer ud på lysene, der glider forbi i en sløret masse.

”Han er en swagger. En stor, fed swagger.”
Et grin kilder i mit øre. Lufttrykket fra åbnende døre strejfer min kind.
”Hvor har du det ord fra?”
”Det ved jeg ik’! Børnehaven vel?”
”Nåh!”
”Skal jeg så ikke i børnehave i morgen?”
”Nej.”
”Men … Jeg VIL i børnehave.”
”Det kommer du også snart, skatter. Der hvor vi skal hen er der masser af børn. Det bli’r sjovt!”
”Nej, det gør ej! Jeg vil lege med Julie.”
”Alt bli’r okay … Det lover jeg.”
”Er der … Er der er der ingen, der har sin far med?”
”Nej!”
”De’ e alle sammen slemme?”
”Nej, min pige. Ikke alle fædre er slemme, slet ikke. Men nogle gange er der fædre, der ikke er så søde ved deres koner, og den slags fædre må ikke være der, hvor vi skal hen.”
”Min far er altså slem! Meget slem.”
”Ja.”
”Han kan slet ikke li’ os!”
”Nej” Jeg mærker tårerne springe frem. Stemmen blive grødet. ”Nej, han kan vist slet ikke li’ os.”
En hånd aer min ømme kind. ”Så, så mor. Jeg finder da bare en ny far.”
”OK!” Smiler gennem tårer.
”En rigtig rar en!”
”Mmm”
”På nettet! Julie si’r, man ka’ få alt på nettet.”
”Javel. Siger Julie det? Så, nu skal vi af!” Jeg springer op og mærker hjertet spjætte.
”Jubii! Så ka’ jeg tisse. Og komme på nettet.”
”Ja, vi må se at komme på nettet.”
Jeg knuger min datter ind til mig og stiger ud i nattens favn.

(453 ord)

Gabestokken (afslutning – opgave O)

Tags

,

10710776_10204273736540018_7864203005917118680_n

Gabestokken (Indledning – opgave 00)

Det kom bag på ham, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér og græd, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder; Glitrende som krystaller i morgensolen, der oplyste hele hendes stue. Han følte sig så tæt på, at han næsten kunne smage den salte væde på hendes hud. Langsomt sænkede han kikkerten og rystede på hovedet i vantro. Det var ikke just sådan, han var vant til at se hende, når hun prydede ugebladenes forsider. Hans ånde smeltede dug på ruden, mens han igen tog kikkerten for øjnene og indfangede hendes ansigt. Hun var faktisk ret grim, når hun stod sådan og flæbede ned i sin laptop, konstaterede han med en vis tilfredshed. Et smil bredte sig om hans læber, da alle hans planer materialiserede sig for hans indre. Hun skulle bare vide, hvad der var i vente … Pulsen begyndte straks at dunke i tindingen. Han mærkede, hvordan han svulmede op i skridtet ved tanken om de fotos, han lige havde lagt ud på nettet. Han kunne allerede se overskriften for sig: ”Fra supermodel til pornostjerne.” Pressen ville gå helt amok. Han skulle lige til at føre en hånd ned i bukserne, da han hørte fodtrin på trappen.

(200 ord)

Hovedafsnit. (bla, bla, bla)

Gabestokken (afslutning)

Tøsneen trængte igennem og fik fødderne til at svuppe i skoene: To synkende skuder … Han vidste ikke hvor længe, han havde løbet. Kun at benene var ved at syre til. Alligevel rundede han volden om Christiania i fri spurt. Foran ham lå hækken om et kolonihavekvarter. Hans eneste chance, slog det ham gennem den mur af panik, der blokerede hjernen. Han måtte bryde ind et sted. Samle kræfter. Få vejret. Få fat i noget tøj. Uden blod. Forrude skimtede han et hul hækken. Han sænkede farten. Gled. Faldt i pløret. Kiggede sig bagud. Åndede lettet op. Rejste sig på eksende ben. Ingen var tilsyneladende efter ham. Endnu. Men det kunne ikke vare længe. Hvis han da for helvede bare ikke havde efterladt laptoppen i panik … og ikke væltet en nabo omkuld … Han spidsede ører. Krøb igennem hullet. Var det hundeglam, han hørte i det fjerne? Han var ikke sikker; lungerne larmede for meget. Fordømt! Hvis bare ikke genboen var kommet hjem fra ferie i utide, gamle nar … En politisirene skar pludselig igennem hans dunkende ører. Han sank sammen bag hækken. Fortabt. Eftersøgt for mord. Og dét bare fordi han ville ydmyge hende; ville se at hun græd.

(201 ord)