Saxotekster 2013

Dødsstødet

Kun pulsen kunne høres gennem tågen, der lå som et låg over Mississippi-floden. For hvert skridt gennem sumpen, forventede jeg at stå ansigt til ansigt med ham. Sjovt som jeg ikke længere var ved at tisse i bukserne ved tanken. Jeg strammede mit greb om geværet. Vi havde bevæget os rundt i timer nu, med en fornemmelse af næsten at kunne lugte fjenden. Selv kunne jeg kun lugte blod.

Tågen skærpede mine sanser og lagde en dæmper på ilden i mit bryst. Jeg tørrede sved af panden med min blå uniform. Rykkede videre over fast grund, mens mine tanker bevægede sig baglæns. Det var flere slag siden, jeg omsider havde fået nys om, at han var i det kompagni, vi jagtede. En gren knækkede under mig og fik det til at tromme for mine ører. Alle stivnede omkring mig, for derefter at ånde lettet op. Jeg bed tænderne sammen. Svælgede hårdt. Blev i det samme mindet om tabet af venner. Så tabet af mine våbenbrødres lemmer, der hver nat sprøjtede blod i min søvn. Alt det var det hele værd, ved udsigten til endelig at møde ham på lige fod. Eller på så lige fod, det nu kunne blive. Jeg var fodsoldat, og han ville, naturligvis, være ophøjet til hest. Men jeg havde ungdommens og ildens kraft på min side.

Jeg prøvede at fokusere på smerten fra vablerne. Prøvede at blive ét med nervernes greb om mine tarme og støvlernes listen fremad. Men pludselig slap fortiden alligevel forbi mit værn. Igen står han over mig som en kæmpe. Vrider min arm og binder mig til pælen. En dreng på blot syv, der lige har stjålet et stykke brød fra køkkenet for at stille sin værste sult. Jeg mærker pisken flænse min ryg. Vrider mig i smerte og ser hans grin, der tager et bid af mit hjerte, for hver gang han svinger armen. Latteren runger i mine ører, og ilden fødes i mit bryst.

Tågen lettede en smule, og i et glimt så jeg en grå uniform. Det var nok til, at det begyndte at syde og boble i mig, som ved en brændemærkning af min sjæl. Jeg tog mig sammen og løb frem for at give min overordnede besked. Straks gjaldede signalet. I næste sekund så vi fjenden træde frem fra disen ved skovbrynet. Ilden voksede i mit bryst. Jeg sprang frem og var i første række, da fronterne stødte sammen.

Det ene hvide ansigt efter det andet faldt for min bajonet. Et kanonskud smældede i mit ene øre. Hestehove genlød i det andet. Jeg drejede hovedet og fik øje på ham. Genkendte grinet. Straks kastede jeg mig frem gennem krudtrøgen og efterlod en hale af slagne grå uniformer i mit kølvand. Ud ad øjenkrogen så jeg ham falde af hesten. Jeg satte af i samme retning og fløj over bunker af kroppe. Hurtigere end en slavedrivers køter var jeg fremme. Stirrede ned på hans døde blik, mens jeg hev efter vejret og fik tåge for mit blik.

Et brøl steg op fra mine lungers dyb, da jeg øjeblikket efter stødte min bajonet ned i ham. Jeg stødte igen og igen, indtil hans bug blev til blodig grød. Men det nyttede ikke noget. Jeg var kommet for sent til dødsstødet.

(541 ord)

Om “Dødsstødet”

Oprindelig skrevet i november 2013 i hht. følgende opgaveformulering:

Møde med fortiden
Arbejdstitel: Plageånden
En person møder efter mange år den mest frygtede person fra barndommen. Hvilken følelse fremkalder det hos din hovedperson. Følelsen behøver ikke at være den samme som dengang. Husk ‘show don’t tell’ – se evt. forfatterklasse 1.
Skriv max. 600 ord.
Find selv på titel.

Netværket

Todo perfecto, Señora Lopez, ” sagde jeg og tog afsked med dagens sidste patient.

Da hun havde lukket døren bag sig, betragtede jeg byen neden for mine vinduer. Bygningerne var allerede smeltet sammen til et lyshav i dalen, mens bjergsiderne funklede som ildfluer. Jeg sukkede, krængede kittelen af og skiftede til stiletter. Mest af alt havde jeg lyst til bare at tage hjem. Men Netværket havde igen sendt bud efter mig.

Mens jeg slukkede for min computer og min air con, trådte min kollega ind på sin sædvanlige flirtende facon; Kone og tre børn var åbenbart ingen hindring. Ville han mon også være interesseret i mig, hvis han vidste, hvordan jeg tilbragte mine aftener? Han skulle bare vide … selvom jeg vist ikke var den eneste læge i Caracas med et bijob. Jeg mærkede mine kinder blusse og undveg hans blik ved at pille ved en journal. Mærkede uroen prikke i mig og turde slet ikke tænke på konsekvenserne. På fordømmelsen ved en afsløring.

”Hvad så, Veronica. Ska’ vi ha’ en drink, før vi går hjem?” Han smilede og sendte mig blikket, der fik hormonerne til at dampe.
Han kunne sagtens få mig i fælden, hvis jeg kom til at slå hjernen fra. Et øjeblik forsøgte jeg at lade som om, jeg var fri til at gøre, hvad der passede mig. Jeg kom i det samme til at tænke på, om jeg havde husket min P-pille. Arbejdsskade, afgjorde jeg for mig selv og afviste ham med et: ”Sig mig, skal du ikke hjem til familien?”
”Det haster ikke. Og hvem har du så travlt med at komme hjem til?”
”Brad Pitt ligger og venter derhjemme … på DVD-afspilleren.”
”Nå, men så i morgen …”
”Lad mig se … I morgen er turen kommet til Bradley Cooper.” Jeg kiggede væk, så han ikke kunne se mig i øjnene. Hvorfor gjorde jeg det her? Satte mit rygte og karriere på spil? spurgte jeg mig selv og knugede sølvkorset om min hals.
”Selvom man er skilt, kan man godt have planer, Federico … Og sofaen kalder altså mere end en drink. Beklager!” Jeg frembragte et gab, mens jeg grublede over strafferammen for aftenens arbejde. Frygtede for vores sekretær, der vidste mere end Google om alles privatliv.
”Nå, men vi ses i morgen, så.”
Jeg trak ned i nederdelen og greb min store taske, hvor aftenens udstyr lå gemt.
¡Hasta mañana! ” sagde jeg og kindkyssede mig forbi ham.

Varmen fra asfalten smøg sig om mine bare ben, da jeg trådte udenfor. Jeg spejdede gennem billygternes blændende lys, men kunne ikke få øje på bilen, der skulle føre mig til huset. Mit hjerte hoppede nervøst. Jeg turde på ingen måde køre alene gennem bydelen, hvor selv ikke politiet kom. Og da slet ikke i egen bil. Jeg kiggede mig omkring. Sikrede mig at ingen, jeg kendte var i nærheden, inden jeg slog korsets tegn; signalet for at banen var fri. Få sekunder efter dukkede Netværkets ramponerede Jeep op, som skudt ud ad mørket. Sidedøren med skudhullet blev åbnet og chaufføren bad mig hoppe ind, mens Jeep’en holdt ind til fortovskanten.

Aftenens chauffør var Carmen, stifteren af Netværket, der havde viet hele sit liv til at hjælpe slummens unge piger.
”Hvad har du så til mig i aften?” spurgte jeg hende, efter vi var kommet på afstand af klinikken.
”En gruppevoldtægt, tre almindelige voldtægter og en incestsag. Alle under femten og godt to måneder henne. En af dem har allerede selv forsøgt sig med abort.”

(592 ord)

Om “Netværket”

skrevet i november 2013 med afsæt i følgende opgaveformulering:

Tilbageholdelse af viden.
En person holder noget skjult for sine kolleger, det afsløres drypvist for læseren.

Bestem selv om det også afsløres for kollegerne.
Skriv max. 600 ord. Find selv på titel.

En sag for Obama

Det hele var gået efter tidsplanen, indtil døren blev revet op og afbrød mig midt i kvartalsprognosen.
Sir, du kan ikke gå derind!” lød det fra min sekretær, inden en mand maste sig gennem døråbningen og lod sin stank invadere lokalet.

Slipseknuder blev løsnet og fingre frøs fast på tasterne, mens jeg så ham an. – En omvandrende kompostbunke, der fortjente en rangering som biologisk krigsførsel. Hvad bildte han sig ind med sådan at kræve min opmærksomhed? Hans tilstædeværelse var en hån mod den amerikanske drøm og Goldhand og Bucks’ idealer.

Jeg kiggede hen på vores junioranalytiker og gjorde et kast med hovedet mod døren.
”Men Miss Adams,” protesterede han. ”Kan du ikke se …”
”Han skal ud. Nu!” råbte jeg ad junior og pegede på døren.

Hvorfor var der aldrig nogen med nosser til stede? Og hvor var det altså bare irriterende det her! Hvornår skulle jeg nu få ordnet hår og negle, når hele tidsplanen skred? For ikke at tale om min løbetur med hunden i Central Park. Jeg sugede luft ind gennem tænderne, rejste mig og pegede på døren.
”Du der. UD!”

Desværre havde kommandoen lige så ringe effekt, som på vovsen derhjemme. Men inden ærgrelsen nåede at bundfælde sig, opfangede jeg noget bekendt.
”Josh?, spurgte jeg prøvende. ”Josh Hansson?”
En hånd røg automatisk op foran min mund, da jeg indså at kompostbunken vitterligt var analytikeren, der havde modsat sig alle fremskridt: Kaldt derivater for et korrumperende finansielt produkt og en bombe under boligmarkedet.

Hvad ville han her? Jeg havde fyret ham efter alle lovens regler. At han måtte gå fra hus og familie kunne umuligt være mit problem, men en sag for Obama. Og hvem stiftede overhovedet familie, hvis man ville frem i verden?

”Hvad vil du, Mr. Hansson?” Mit blik blev indfanget af en konvolut i hans hånd.
”Jeg vil bare bede om …” begyndte han med en stemme, der lød underlig kultiveret i forhold til hans fremtoning. ”… om at få printet noget ud.”
”Men Mr. Hansson, som du ser, har vi travlt.” Jeg signalerede mod forsamlingen. ”Så tror du ikke Frelsens Hær eller nærmeste suppekøkken kan ordne det?”
Spredt latter bredte sig i lokalet.
”Det drejer sig om mere end 300 sider, og I skylder mig den tjeneste.”
”Hvorfor dog det?”

Som svar trådte han nærmere og rakte mig konvolutten, mens jeg holdt vejret for ikke at indånde hans dunst.
Hurtigt trak jeg et stykke papir ud af konvolutten, hvorpå der stod skrevet:

Jeg har haft god tid til erindring.
Så du vil muligvis foretrække at betale mig
for retten til mine skriverier
i stedet for at printe ud?

Et manuskript? Holy shit! En syndflod af potentielle skandaler røg gennem mit hoved. Insider tips, vores ”alliancer” i Kongressen og min affære med Bob i ”The Fed.” Vi var jo for fanden ikke Guds bedste børn, men ikke desto mindre garanter for vækst og velfærd til folket. Jeg tænkte på den nat, hvor Josh og jeg havde delt sofaen og et par gram kokain. Havde jeg talt over mig? Hvor meget vidste han?

Jeg lod mit blik glide længere ned på papiret og pustede lettet ud. Det var en latterlig lille sum, han bad om. Billigere Damage Control skulle man lede længe efter!

”Jeg er straks tilbage,” sagde jeg henvendt til forsamlingen og rejste mig for at ledsage ham til mit kontor. Fem minutter og så ville den skid være slået!

Det var først da jeg nåede døren, at det slog mig, at der også havde været noget hvidt pulver i den konvolut.

(588 ord)

Om “En sag for Obama”

Skrevet i november 2013 med afsæt i følgende:

En person ‘stikker’ ud.
Placer en person i et miljø, hvor hun eller han stikker ud/ikke hører til. Hvad laver din person der/personens mål? Teksten skal rejse spørgsmål/ gøre læseren nysgerrig. Hvad er gået forud? Brug evt. et af tre følgende eksempler:
Vagabond bryder ind i et bestyrelsesmøde.
Kvinde opdages i børnehavens legehus. Hun er ikke mor eller ansat.
Et mindre barn kommer ind på en bar.
Skriv max. 600 ord. Find selv på titel.

Confiteor Deo omnipotenti

Confiteor Deo omnipotenti, hvisker jeg og lader vinden føre mig hen over pladsen. Her er så mange mennesker. Så mange små sølvkors, hvis genskin fra solen skærer i mit blik. Jeg skærmer mig som en anden vampyr. Et vindstød presser mig opad og får min desperation til at stige i opdriften.

Snart ser jeg alt i fugleperspektiv. Mængden strækker sig så langt jeg kan skue, som om hele ellipsen er blevet indtaget af myrer. Hvordan i alverden skal jeg kunne finde dig? Indvie dig i hemmeligheden, inden jeg bringer den hinsides. Jeg skuer tusinder og atter tusinder, der græder over mine jordiske rester. Miseratur tui omnipotens Deus! … Tænk, at jeg er anledning til så megen sorg! Men måske er du slet ikke at finde blandt de sørgende. Måske ikke engang blandt de troende. Og hvem kan bebrejde dig?

Jeg lader mig falde ned mod alverdens TV-stationer, der maser sig frem på pladsen som gælder det liv eller død. Hvilket det jo strengt taget også gør, mumler jeg og mærker vingesuset fra en due. Kameraerne snurrer og prøver at overgå hinanden i at indfange de bedste billeder. Hænder, der knuger kors. Øjne ladet med tårer bag sorte slør. Skælvende læber. Hulkende hoveder. Kapper, der skinner rødt og omgiver mine nærmeste mænd. Den iscenesatte sorg over min død. Men min sorg er en anden. Jeg har ingen ører for bønnen, der fortaber sig som en hul messen i min bevidsthed. … perducat te ad vitam aeterman … Kan ikke koncentrere mig om medieshowet. Mærker ikke den behørige sympati for de sørgende. For jeg har kun øje for dig.

Jeg svæver ind i kirken og tilbage til min krop. Mens al verdens ledere passerer mit leje, lader jeg tankerne vandre. Pludselig er jeg tilbage i klosteret. Åh!, disse nætter, hvor jeg mødtes med din mor i tunnelen! Jeg mindes hvordan skrækken for synden, blev jaget bort af kødets kløen. Hvordan vi ved mørkets frembrud blev draget mod gangene under klostrene og gav efter for det jordiske begær. På ny mærker jeg ungdommens uslukkelige ild brænde i mig. Fylde min manddom. Ser for mig, hvordan jeg løftede hendes skørter og begravede mit ansigt i hendes skød. Smager hende. Ser hendes bryster danse i faklens skær, mens jeg støder op i hende. Hendes ben, der låser sig om min ryg. Elskovens rytme, hvis resonans kastes mod de dunkle vægge. Jeg ser hende tage korset mellem sine læber for at dæmme op for lyden af ekstase. Udmattet tager jeg hende i min favn og skærmer hende mod kulden. Mærker hendes blødhed mod min hud i timerne indtil daggry.

Hun blev udvist af nonneklosteret, da du meldte din ankomst. Drog alene tilbage til sin fødeby, hvor hun forsøgte at forsørge dig på må og få. Mere ved jeg ikke, for jeg havde for travlt med at fornægte nætterne i tunnelen. Fornægte min kærlighed og forfølge mine ambitioner. Min evige flid, smidige tunge og gudsbenådede begavelse bragte mig til verdens tinde, som bestyrer af klodens mest magtfulde stat. Gjorde mig til åndelig leder for millioner, mens jeg ikke kunne afstå fra at være verdslig for en enkel, mea culpa, mea culpa, mea maxima culpa. Havde jeg dog bare brugt tiden sammen med dig!

Jeg svæver ud mod de sørgende, men fornemmer ikke blodets bånd nogen steder. Din mor er her vist heller ikke. Hendes tavshed har også kostet mig dyrt. Jeg indser, at jeg kun har begrænset tid tilbage her. Det er ved at være for sent at lede videre. For sent at bekende mig for dig, min datter. Jeg, din ukendte far.

Det Paradis, jeg har stillet i skue for millioner af tilbedere er ikke inden for min rækkevidde. Jeg ved nu, at det ikke er en synd at elske. Men fornægtelsen og hykleriet er.

(633 ord)

“Om Confiteor Deo omnipotenti”

Skrevet i november 2013 med afsæt i følgende kriterier:

Alternativ fortæller
Du skal prøve at eksperimentere med fortællerpositionen i en historie.
Skriv en begravelse set fra den afdødes synsvinkel.
Du bestemmer selv, om det skal være en jeg-fortæller eller en tredjepersonsfortæller (han/hun). Hvor befinder fortælleren sig? I kisten eller ude blandt deltagerne? Er der nogen af de tilstedeværende, der kan se/mærke ham/hende, hvad er gået forud? Er der et uafsluttet mellemværende mellem den afdøde og en af gæsterne? Skriv max 700 ord.
Find selv på titel.

2 thoughts on “Saxotekster 2013”

  1. Sorry Livsglæde. Nu fik jeg slettet din kommentar og mine, da jeg har flyttet lidt rundt på opsætningen.

    Like

  2. Et lille hej fra mig
    – Lise

    Liked by 1 person

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s