Skrig fra graven

Liv satte sig op med et ryk og kæmpede for at få vejret, mens drømmens finale udspillede sig på nethinden: Knivhugget i maven.
”Min mave?” mumlede hun og mærkede efter under dynen. Alt var tørt. Hun rystede på hovedet. Hvad var der med den der drøm? Og hvorfor kom den tilbage nat efter nat?

Hun sparkede dynen til siden. ”Som om jeg ellers ikke har set blod nok …” mumlede hun og forsøgte at ignorere brystets dunken. Hun stak tæerne ned i tøflernes dyb og sjoskede ud på badeværelset, hvor hun fik koldt vand i ansigtet og udtyndet drømmens rester. Så greb hun ud efter et håndklæde og tørrede huden let, inden hun, en anelse mere klar i sindet, mødte sit spejlbillede i morgensolens ubarmhjertige skær.

”Din gamle tosse! Hvad skal du nu stille op med resten af dit liv?” Liv sukkede og så, hvordan sorgen stadigvæk sad som intensiveret tyngdekraft i ansigtets mindst flatterende folder. Alle planer var slået væk ved ophøret af hjerteslag: Pouls slag. Tik-tak.

Livet var noget lort. Ikke så snart var det biologiske ur holdt op med at larme, før hjertet satte ind som en tikkende bombe.

”Og hvad skal jeg nu stille op i efterårsferien?” spurgte hun spejlet. Gitte havde ganske vist inviteret hende til at tilbringe efterårsferien med børnebørnene. Men det betød, at hun skulle agere ovenpå igen. Hendes hjerte vred sig ved tanken. Hun havde behov for at bearbejde sorgen i sit eget tempo. Ikke som omgivelserne dikterede.

Hun hankede op i sig selv og fik via spejlet øje på bogen på natbordet: Bogen om herregårdsferier, købt i Magasin i ren impuls. Måske burde hun alligevel gøre alvor af at leje et værelse et sådant sted? Komme i gang med skriveriet og lære at udfylde ensomheden, inden hun blev pensionist?

Hun vendte blikket mod medicinskabet. Glasset med Nembutal blev ved med at drage. Nok til en dødelig cocktail. Det gav en vis tryghed at vide. Hun mødte igen sit spejlbillede og rystede på hovedet: ”Vær nu stærk Liv. Det er for fejt at snyde sig fra alderdommen på den måde. For fejt. ”Men ensomheden …” Tik-tak.

Hun rev sig fri af håndvasken, sjoskede hen til natbordet og slog op på en tilfældig side, der reklamerede med sagnet om en børnemorderske over et billede af en idyllisk fynsk herregård. Det fik en sjælden gnist af nysgerrighed til at flamme op i Livs indre: Lige nok til at modstå fristelsen til at dumpe tilbage i sengen, for hun måtte foretage sig noget, beordrede hun sig selv.

Mens hun kæmpede mod sin apati, begyndte hun at pakke noget praktisk tøj, lidt toiletgrej og arsenalet af piller. Man blev nødt til at lave sig noget i ferien for ikke at gå i hundene, eller måske ligefrem i døden, tænkte hun og smed for en sikkerheds skyld glasset med Nembutal ned i tasken, sammen med pilleknuseren.

Da hun først på eftermiddagen nærmede sig herregårdens allé, slog hagl ind mod ruden og forstærkede tvivlen om, hvad hun egentlig skulle her; vejret kunne nemt tolkes som et varsel om at vende om. Men stædigheden fik hende alligevel til at trille videre op mod jernporten gennem rækkerne af kastanjetræer, hvis grene svajede i vinden som mørke fangarme. Hun steg ud for at åbne og krympede sig ved lyden af de knirkende hængsler. En hund hylede i det fjerne. Nedbøren slog hårdt mod kinden, mens hendes knogler vred sig i kulingen.

Hun skuttede sig i frakken, smækkede bildøren og fortsatte op mod bygningen, der tonede frem som et ildevarslende omen. Solskinsbillederne i bogen havde ellers set anderledes fortryllende ud.

”Måske barnemordersken ligefrem går igen,” mumlede Liv og rullede videre gennem gruset.

Det gav et sæt i hende, da hun i bakspejlet skimtede en kappeklædt skikkelse krydse synsfeltet. Igen måtte Liv minde sig selv om, at hun ikke helt havde været sig selv siden Pouls død. Det var som om sorgen og pillerne havde udstyret hende med en sjette sans, eller måske ligefrem åbnet sanserne på vidt gab. ”Det ville sgu være kønt, hvis du også mistede forstanden,” mumlede hun, inden hun kastede endnu et blik i bakspejlet og satte trumf på speederen.

Da hun omsider stod i receptionen med sin rejsetaske, håbede hun, at alt var booket. Så havde hun ligesom en værdig undskyldning for at køre tilbage til København.

”Jo, vi har skam et stort, rummeligt værelse ledigt,” forsikrede den unge receptionist på syngende fynsk, ”men ellers er alt lejet ud til en busfuld amerikanere.”
Amerikanere. Gud fader bevares!, bedyrede Liv i sit indre og var på nippet til at vende om, inden hun hørte receptionisten fortsætte:
”Men jeg håber altså ikke, du er alt for bange for det uforklarlige.” Den unge mand kiggede op fra computerskærmen med et glimt i øjet. ”For det er i det værelse, der sker mest. Har du noget I.D.?”
”Det uforklarlige?” gentog Liv og mærkede sin fandenivoldskhed blive vakt til live. ”Som hvad?”
”Døre, der smækker, flygelet, der pludselig spiller af sig selv, lyden af skridt, lys der tændes og slukkes … Alt sådan noget.”
”Det lyder underholdende!” Hun smilede overbærende og rakte ham sit kørekort. ”Men videnskaben har altid været min ledetråd. Jeg er læge.” Hun kunne have bidt tungen af sig selv. Den oplysning havde det med at få hypokondere og andet godtfolk til at komme rendende, i tide og utide, med al verdens onder.

Receptionisten trak på skuldrene, mens han tastede løs bag skærmen. ”Godt, men så er jeg sikker på, du kommer til at nyde værelset. Velkommen til Alsrup Hus.” Ynglingen tog en nøgle bag skranken og hankede op i Livs rejsetaske. ”Følg du bare med mig, Doktor Sjöholm.”

Hun fulgte efter opad vinkeltrappen og kæmpede for at holde trit med ungdommen. Det gav sig for hvert trin af mørkt, knirkende træ, mens de steg op mod en gigantisk lysekrone, hvis krystaller reflekterede det sparsomme lys og fik luftens støvkorn til at glimre.

Da hun trådte ind i værelset og fik hjerterytmen under kontrol, mærkede hun en uventet ro falde over sig. Rummet osede af indelukke og forgangen tid, men også af hygge, konstaterede hun og lod blikket vandre mellem himmelsengen, det massive skab i egetræ og pejsen. Og intet mindede hende om Paul, så her skulle hun nok kunne få pusterum fra sorgen.

Hun inspicerede badeværelset, vendte om og blev stående på dørtærskelen for at beskue rummet fra denne vinkel. Det eneste forstyrrende element var fladskærmen på væggen over for sengens fodende, udover det ovale, guldindrammede spejl. For hvis der var noget, der kunne skræmme livet af hende på sine ældre dage, var synet af sig selv i hel figur: Spejlbilledet var for længst holdt op med at matche selvbilledet af den skønhed, hun engang havde været. Desuden yndede spøgelser at vise sig i spejle; både den slags, hun ikke troede på og de indre fantomer. Så for en sikkerheds tog hun spejlet af krogen og lod det hvile opad væggen med bagsiden udad. “Hvis der dog bare fandtes spejle med omvendt tyngdekraft,” mumlede hun og stillede sig ud på gulvet for at beskue værelset på ny. Nølende gik hun frem mod skrivebordet og kiggede ned mod gårdspladsen, hvor rester af hagl stadigvæk lå i furene mellem brostenene. Hun kunne have godt af lidt frisk luft, og skrivningen kunne vel sagtens vente lidt, afgjorde hun med et blik på de vigende skyer.

Hun nåede lige at følge åen ned til landsbyens hovedgade, da himmelen igen trak sig sammen til mørke. Blæsten ruskede i frakken og få sekunder efter øsede det ned. Liv strammede hætten om ansigtet og satte kurs mod en kirke, der lå et stenkast derfra. Hun forcerede en bunke visne blade og gled i den smattede overflade. Med nød og næppe afværgede hun faldet og forsatte gennem vandmasserne, der strømmende som et slør fra hætten.

Hun tog i kirkedørens håndtag og skyndte sig indenfor. Vandet fossede fra frakken, mens hun bevægede sig op ad kirkegulvet mod bænkerækken nærmest alteret. Her tørrede hun vandet af brilleglasset med snippen af sin striktrøje, inden hun satte sig og begyndte at gnide varme ind i fingrene. Mens hjertet faldt til ro, betragtede hun sine hænder og ærgrede sig over elefanthuden og blodårerne, der dannede et alt for tydeligt floddelta hen over håndryggen. Fingrenes bevægelighed fejlede i det mindste ikke noget. De var stadigvæk hænder, der kunne sit kram. Hun kunne sagtens melde sig til humanitær tjeneste under fjerne himmelstrøg. Få rejst lidt på egen hånd, uden det blev for meningsløst. Så hvad brokker du dig egentlig for? spurgte hun sig selv og forsøgte at sætte melankolien skakmat.

Det gibbede i hende, da en skikkelse pludselig nærmede sig, som skudt ud af en mørk krog.
”God eftermiddag,”
Hun kastede et blik på præstekraven og mumlede en hilsen til svar.
”Du er vist ikke her fra egnen?”
”Nej, jeg er blot på en lille herregårdsferie.” Hun håbede at snakken ville blive ved det. At sludre med en gejstlig, var ikke just sagen lige nu; Guds og dennes lakajer, havde foreløbigt ikke været leveringsdygtige i nogen form for trøst.
”Aha! En af dem, der søger spøgelser?” Præsten stod nu og tronede foran hende.
”Nej, nej! Blot fred og ro,” svarede hun med vægt på sidste stavelse, som en hentydning til præsten om at fordufte. Men til Livs fortrydelse gjorde fødderne under præstekjolen ikke tegn til at flytte sig.
”Så du er slet ikke interesseret i sagnet om Magda? Det er ellers det, der holder turismen i gang her på egnen.”
”Jo,” svarede Liv og kunne, til sin egen overraskelse, ikke helt styre sin nysgerrighed. ”Jeg må vel hellere få afklaret, hvad den røverhistorie går ud på.” Hun førte en hårtot, der var faldet ud af knolden, om bag øret og kiggede op på præsten.
”Røverhistorie,” sagde præsten nøgternt og satte sig ved siden af hende. ”Vil jeg nok ikke kalde den. Magda har skam levet og er registreret i papirerne i det gamle lensmandshus, som den sidste, der blev brændt på bålet.”
”Bålet? Hvor frygteligt!” Liv anstrengte sig for at lyde bare en anelse engageret.
”Ja.” Præsten lod en hånd glide hen over sit gråsprængte fuldskæg og forsatte. ”Det med heksebrænding var selvfølgelig noget værre barbarisk noget, men det var nu engang den dom hun fik, fordi hun var en morderske.”
”Virkelig?”
Han nikkede. ”Sprættede maven op på gravide.”
”Det lyder …” Inden hun kunne afslutte sætningen, mærkede hun et koldt pust i nakken og kunne have svoret, at hun i samme åndedræt hørte et skrig og en lænke rasle.

Liv skuttede sig og kastede et blik over skulderen, og mens hun samlede sig, begyndte præsten at fortælle om, hvordan Magda, ifølge et gammelt anklageskrift, var blevet dømt for mord på gravide og deres fostre, angiveligt fordi Magda havde været skinsyg over ikke selv at kunne undfange. ”Sidste offer blev myrdet ved opsprætning præcis på denne dato. Og nøjagtigt et år senere blev heksen brændt,” afsluttede præsten.
Nu svimlede det for hendes øjne. For pludselig kunne Liv ikke undsige sig en forbindelse til billederne i sin drøm og de opskårne maver. ”Besynderligt,” mumlede hun og hørte på ny skriget i øret. Men nu skulle det også være slut med de piller, besluttede hun og prøvede at ignorere kvalmen.

”Og nu hedder det sig, at spøgelset, der går igen på herregården, er en af de gravide med opskåren mave,” hørte hun præsten sige lidt efter, mens et tvetydigt smil kløvede hans skæg.
Liv skulle lige til at komme med passende kommentar, da en kvindestemme brød ind i hendes bevidsthed: ”Nej, sådan er det ikke. Der er flere versioner af den sag.”
Hun gav et hop på bænken, vendte sig mod lyden og så en kvinde komme stampende hen imod dem.
”Vi er dem, der mener, det er Magda selv, der går igen,” sagde kvinden og præsenterede sig selv som Mathilde. ”Fordi der blev gjort hende uret.” Den nyankomne foldede armene, som to skinker, over brystet og stirrede olmt på præsten. ”Den virkelige morder var lensmanden.”
”Lensmanden?” Præsten furede panden og rejste sig brat. ”Men kære Mathilde altså, det er der jo ingen belæg for.”
”Jo, Kirsten har beviser.”
”Kirsten!” Præsten nærmest spyttede navnet ud i foragt. ”Kirsten er psykisk syg og bekender sig til heksedyrkelse!”
Mathildes næsefløje spilede sig ud, inden hun svarede: ”Gu gør hun da ej!” Derefter gjorde hun tegn til Liv om at følge med udenfor. Liv hastede efter; flygtede fra præsten, kvalmen og skriget i øret.

Ude på kirketrappen forklarede Mathilde, at hun ville tage Liv hen til Kirsten, så hun kunne høre den ægte historie. Liv forsøgte at protestere, men Kirsten blev ved med at trænge sig på: ”Mød mig her klokken ti i morgen.”
Hun prøvede at overvinde kvalmen, men følte sig som trængt op i en krog. Kvinden mindende om en flodhest i brunst, slog det hende. Og inden hun kunne gøre indvendinger og forklare, at det reelt ravede hende en papand, hvem der gik igen, var Mathilde trådt tilbage og blevet opslugt af tågen fra åen.

På tilbagevejen tænkte Liv over det, præsten havde sagt. Kunne en barnløs kvinde virkelig blive drevet til at tage livet af gravide? I jalousi, måske? Hun tvivlede. Ganske vist havde der været en sådan sag i USA for ikke så længe siden. Men USA var ikke Danmark. Psykopaterne florererede overalt derovre. Næsten på linje med de overvægtige. Man kunne nærmest blive tilbøjelig til at tro at der var en sammenhæng mellem udbredelsen af psykopati og kemikalierne i fastfood, ligesom det var blevet bevist at blyholdig benzin skabte aggressioner.

Da Liv trådte ind i herregårdens indkørsel registrerede hun, at amerikanernes bus var væk. ”Så skulle madroen da været sikret et stykke tid,” mumlede hun, mens en barnlig glæde skød op i hende. Hun ilede straks op på sit værelse med det våde overtøj og derefter ned i spisesalen. Men da aftensmaden lidt efter blev sat foran hende, gav tanken om den forpligtende aftale skår i appetitten. Kun rødvinen gled ned uden besvær.

”Gid fanden havde dette sogn og dets påtrængende spøgelser,” mumlede hun, da hun igen trådte ind over tærskelen til sit værelse. Hun slap et suk ud i rummet og drejede et par omgange om sig selv. Så stoppede hun brat op, tog sin bærbare op af rejsetasken og dumpede ned bag skrivebordet. Hun satte fingrene til tasterne, men blev siddende at stirre ud i luften.

Lidt efter rejste hun sig med et støn, løsnede håret fra knolden og lod det falde tungt ned på ryggen. Så skænkede sig et glas vand, satte sig i sengen med hårbørsten og fjernbetjeningen og tog en Zolpidem.

Hun vågnede, da dagslyset trængte ind og mærkede straks lettelsen over udeblivelsen af mareridt. Faktisk kunne hun slet ikke huske nogen drøm, til en forandring. Og hvis det havde spøgt i nattens løb, måtte hun være sovet fra hele showet. Psykofarmakaen burde ellers være en sikker vej til spøgelser. Bedre end gamle herregårde, afgjorde hun, hvis man da ellers higede efter uforklarlige syner.

Under morgenmaden overbeviste hun sig selv om, at hun lige så godt kunne mødes med Flodheste-Mathilde til aftalt tid. Hun manglede alligevel inspiration til at skrive. Og hvem ville i øvrigt også gide at læse en åndssvag bog om gynækologiens historie? spurgte hun sig selv, da hun lidt senere flettede håret og trak i gummistøvlerne.

Døren blev åbnet med det samme, da hun og Mathilde nåede frem til Kirstens hus. Og ved synes af skikkelsen på dørtrinnet var Liv på nippet til at give præsten ret. Kvinden var klædt i sort fra top til tå. Neglene lakeret i samme farve. Strømpebukserne under miniskørtet var fulde af huller, og militærstøvlerne manglede snørebånd. Ansigtet var piercet, stærkt sminket, og om halsen bar hun flere metalsymboler, der uvægerligt ledte tankerne hen på heksedyrkelse.

”Jeg er forsanger i et punkband, ” forklarede Kirsten, som havde hun læst Livs tanker, og trådte straks til side med en imødekommenhed, der ikke matchede antrækket. ”Vi skal spille i Odense senere i dag, så …” Hun viste indenfor med en behandsket hånd og ruskede op i sit neonfarvede page med den anden. ”Kom du bare ind. Mathilde har allerede fortalt mig, at du interesserer dig for sagnet om Magda.”
Interesserer mig er måske lidt meget sagt, tænkte Liv og skulle lige til at fremsige sin indvending, men tog sig i det. Det kunne trods ikke skade, at høre den anden version af sagen. Der var alligevel ikke noget, hun lige skulle nå, erkendte hun vedmodigt og gav punkpigen et hurtigt nik. Hun sukkede indvendigt og vinkede farvel til Mathilde, inden hun fulgte med ind i boligen, hvorfra en ram lugt af skimmelsvamp og våd hund kom dem i møde.
”Vent lige her et øjeblik.” Kirsten gjorde et kast med hovedet mod en sofa med en vasketøjskurv. ”Jeg er straks tilbage.”

Hun havde kun lige fået fjernet vasketøjet og sat sig på kanten af sofaen, da Kirsten kom tilbage med et krus kaffe og en læderindbundet sag, der så ud til at kunne falde fra hinanden hvert øjeblik, det skulle være. Hun tog imod kaffen, satte den på sofabordet foran sig og rakte ud efter bogen. Forsigtigt tog hun den mellem sine hænder og lod en fingerspids glide ned over læderets sprækker, inden hun kiggede spørgende op på Kirsten.
”Den er skrevet af Magdas søster,” Kirsten fjernede et kødben fra sofaen og satte sig ved siden af Liv. ”Og har været i min slægts eje, så længe nogen kan huske.”
”Vil det sige …?” Hun vendte sig og studerede Kirstens ansigt.
Kirsten nikkede. ”Alt tyder på, at min slægt kan føres tilbage til Magdas søster. Vi har altid levet her på egnen. Og bogen der, ja sproget er lidt svært tilgængeligt … Men når du læser den, får du et noget andet indtryk af historien …”
”Så du vil altså låne mig den?” Hun åbnede langsomt bogen og kastede et blik på en af de håndskrevne sider. Uden at vide hvorfor, gøs hun ved synet af det skrøbelige, gulnede papir og den sirlige skrift. ”Men hører den ikke til på et museum?”

Kirsten klappede håndfladerne sammen foran munden og stønnede højt. Så lod hun hænderne falde ned i skødet og drejede overkroppen ind mod Liv, inden hun begyndte at fortælle om hendes forgæves forsøg på at få bogen udstillet på museet i den gamle lensmandsbolig: I en årrække havde der været en borgmester ved navn Bertelsen, forklarede hun, som havde modsat sig, at den sande historie kom frem. Det ville ødelægge turismen, havde Bertelsen hævdet. På omtrent samme tid var han blevet valgt til borgmester, via en brandtale om sin slægts direkte nedstamning fra den sidste lensmand. En slægt, der, ifølge Bertelsen, altid havde arbejdet for lokalsamfundets retskaffenhed og ve og vel. Og derfor, forklarede Kirsten, ville den autentiske historie om Magda stille ham selv og hans forfædre i et lidet flatterende lys. Uheldigvis havde mange af byens spidser bakket ham op og nærmest forsøgt at fryse Kirsten ud af lokalsamfundet. Ondsindede rygter blev sat i gang, og der blev sladret i krogene overalt, hvor hun viste sig i landsbyen. Allivel var hun blevet boende, da hun følte sig dybt knyttet til stedet. Og nu, flere år senere var Bertelsen blevet pensioneret, men smædekampagnen hang stadig ved Kirsten som en siamesisk tvilling.

Da Liv kom tilbage til Herregården, bad hun om at få bragt lidt mad op på værelset og gik straks i gang med at læse de håndskrevne sider. Hun måtte jævnligt slå ord op på computeren for at forstå det oldnordiske sprog, men ikke desto mindre tegnede der sig hurtigt en helt ny version af barnemordersken.

I løbet af eftermiddagen havde Liv skrevet ti sider med notater. Ud på aftenen vendte hun bogens sidste blad og så Magda lyslevende for sig. Magda, som hun havde ligget lænket i halmen i lensmandsbygningens kælder. Blødende med dybe sår efter torturen. Liv trådte nu ud på gulvet som i trance og kunne nærmest lugte stanken af afføring og blod i fangerkælderen. Hun så bødlens silhuet i faklernes skær, hørte skrigene og tilståelsen. Mærkede jernet snære om sine håndled, hals og ankler. Kulden fra gulvet skar gennem hende, mens lyden af hestehove nåede øret fra en anden verden. I det næste fornemmede hun et reb om sin krop. Hun lugtede sveden hud og mærkede flammer fortære sin krop. Liv udstødte et skrig og så Magda for sig, mens hun vred sig på bålet i smerte.

Magda, der i virkeligheden blot havde været langt forud for sin tid. Hun havde ikke dræbt svangre kvinder, men forsøgt at hjælpe ved fødsler og abort. Magda havde været den, der blev tilkaldt ved problemer i barselsengen, ligesom hun havde haft et særligt håndelag for drægtige dyr. Hun havde ikke sprættet maven op på gravide. Men i desperation forsøgt at redde en gravid med et dødt foster i livmoren, via et forgæves snit med kniven. Det døde foster havde været resultatet af grum hustruvold, som gentagne spark i maven, og gerningsmanden havde været ingen ringere end egnens sidste lensmand. Altså, en af den pensionerede borgmester Bertelsens stolte forfædre.

”Religiøs fanatisme … ” mumlede Liv og kom i samme ombæring i tanke om en film om mord på amerikanske abortlæger, som hun lige havde set. Og pludselig følte hun et stærkt slægtskab med pigen, der var blevet brændt på bålet. Hun havde været en kvinde med en usædvanlig forståelse for gynækologiens moderne virke. En pioner.

Med den erkendelse i baghovedet satte Liv sig til tasterne og begyndte at skrive uden at ænse tid og sted. Og først da der blev banket på døren hen mod midnat blev koncentrationen brudt. Liv drejede irriteret ansigtet væk fra computerskærmen og gik hen til døren. I det mindste havde hun nu næsten skrevet det første kapitel om gynækologiens historie, konstaterede hun som en formildende faktor, inden hun åbnede døren.

Bag den stod receptionisten og gispede efter vejret. ”Du må komme hurtigt, Doktor Sjöholm. Den forhenværende Borgmester Bertelsen er blevet alvorlig syg. Og her er ingen andre læger i nærheden.”
”Men jeg …” Hun skulle lige til at henvise til nærmeste hospital og smække døren i hovedet på den unge mand, men hørte til sin forbavselse sig selv sige: ”Ja, selvfølgelig. Jeg kommer straks.” Mens en pludselig kulde invaderede hjerteregionen, styrede hun ud på badeværelset og hentede pilleknuseren og medicinglasset med den dødelige dosis og smed det hele ned i tasken. Så havde hun, om ikke andet, den tidligere borgmesters skæbne i sin hule hånd, her i ellevte time. ”Eller snarere i ellevte generation,” rettede hun sig selv og fulgte efter receptionisten med bankende hjerte.