Saxotekster 2010

Aeromortal (leg med fakta og fiktion)

Fakta:

I 2004 var vi på ferie i min mands hjemland, Venezuela. Dengang boede vi i Danmark og hungrede efter sol. Vi besluttede derfor at rejse fra Caracas til Isla Margarita på badeferie. Under flyveturen oplevede jeg dødsangst, for første gang i mit liv. Det værste var dog, i den tilstand, at skulle forklare situationen til min datter, på dengang kun fire år. Flyets hjul ville nemlig ikke ned, da flyet skulle lægge an til landing… Samtidig var INTET gjort klart på landingsbanen til at forestå en nødlanding.
Luftfartselskabet hed Aeropostal, hyppigt kaldt AeroMortal. Det er heldigvis gået konkurs.

(98 ord)

Fiktion:

Aeromortal

Carmen gled ned i flysædet og gabte dovent. Åh endelig!, tænkte hun, endelig sammen uden stress. Juan vendte sig i sædet og smilede, som havde han læst hendes tanker. Margarita kunne måske betyde en ny start for dem. Nu da de alligevel skulle holde lav profil i nogle måneder, i ly af palmer, sol og strand.

Stewardessen bad passagererne slå sæder og borde op, men Carmen kunne ikke få stoleryggen til at sidde i vertikal position. Hun gjorde stewardessen opmærksom på problemet, men fik blot et skuldertræk som svar. Irriteret lod Carmen stoleryggen falde bagover. ”Er du sikker på, vi bør flyve med dette fly? ”, spurgte hun Juan.
”Vi er i Venezuela, preciosa”, svarede Juan med udadvendte håndflader. ”Jeg tror ikke standarden bliver bedre af at skifte fly.”
”Juan, jeg ved ikke… Jeg har bange anelser.”
”Siden hvornår har du været bange for noget Carmen?” Han kyssede hende let på kinden, mens han kærtegnede bulen på hendes mave. ”Det må være hormonerne, der stiger dig til hovedet!”
Hun tog hans hånd og smilede skævt til ham, mens flyets pludselige opstigning sugede hende bagud i stolen. En rum tid sad de begge tavse, opslugt af hver deres tankestrøm. Carmen lukkede øjnene. Det havde været nogle hektiske dage, inden de forlod Spanien.

Pludselig blev hun vækket af Juans ruskende hånd. Carmen gned sig i øjnene og kiggede overrasket på ham. Der var noget i hans blik, som fik hende til at gyse. Han nikkede i retning af stewardessen, der stod med underarmene holdt op foran ansigtet. Langsomt, med en isende strøm gennem kroppen, gik det op for Carmen hvad stewardessen lavede. Hun viste stillingen for nødlanding. ”Hvad fanden sker der, Juan?”, skreg hun ud i luften og blev mødt af stewardessens flakkende øjne.
”De kan ikke få landingshjulene ned.”
Carmen mærkede en bølge af panik skvulpe indover kroppen, mens hun bekæmpede trangen til at kaste op.
”De vil forsøge at lande på maven”, forklarede Juan, med en antydning af skælven i stemmen, som Carmen aldrig havde hørt før. Hvis Juan var bange, måtte den virkelig være gal. Han havde trods alt forstand på fly. Juan tog en dyb indånding og fortsatte: ”De er ved at tømme maskinen for brændstof. Reelt burde vi have en chance, hvis landingsbanen bliver gjort klar med skum…”
”Men?”
”Men jeg kan bare ikke se, der sker en puta skid dernede”, sagde han og kiggede væk fra vinduet. Pludselig rejste han sig resolut i stolen og masede forbi Carmen. Han skubbede stewardessen brutalt til side og trængte sig ind i cockpittet.

”¡Madre!” jamrede Carmen og gav sig til at vugge frem og tilbage, mens hun talte til sit ufødte barn. Fornemmelsen af tid forsvandt, og hele hendes liv udspillede sig for hendes øjne. Hun bad Gud om et mirakel, mens hun lovede at skifte levevej. En evighed senere stod Juan pludselig foran hende med et smil på læben. ”Jeg sparkede sgu lortet løs!”
”Vil det sige?”
”Ja, vi lander normalt nu.”

Et kvarters tid senere stod Carmen og Juan trygt på landingsbanen. ”Carmen, hviskede Juan og trykkede hendes hånd. ”Jeg sprænger lortet i luften i nat! Vi kunne alle sammen være blevet dræbt! ”
”Siden hvornår er du begyndt at bekymre dig om menneskeliv Juan?”
”Joder, Carmen! Vi er ETA. Vi sprænger folk i luften af idealistiske årsager.
”Og det gør det til din opgave, at sprænge fly i luften for at spare menneskeliv?”
”Jeg kan ikke klare mennesketab på grund af sjusket vedligehold og kapitalistisk grådighed. Det fly skal ud af cirkulation!”
”¡Hombre! Hvad er det lige ved ordren; holde lav profil, du ikke forstår?”, sukkede Carmen opgivende.

(601 Ord)

Ordforklaring:
Aero = luft-
Mortal = Dødelig
Preciosa = Skønne
Puta = Luder
Madre = Mor
Joder = Fuck!
ETA = Euskadi Ta Askatasuna (Baskisk teorist-/separationsbevægelse)
Hombre = Mand

Baseret på følgende opgave:
Gå fra fakta til fiktion
Virkeligheden er godt stof for en forfatter. Især det pinlige, groteske og dramatiske.

Rigtig megen fiktion bygger på virkeligheden eller har afsæt i den. Sagt på en anden måde; forfattere bruger ofte af deres hovedstol, altså erindringer. Men medmindre man decideret skriver erindringsbøger, kan det være en fordel at digte videre og tænke Hvad nu hvis …

I fiktion gælder det om at være tro mod historien og ikke absolut mod virkeligheden. Hvis man ønsker at frigøre historien fra virkelige hændelser og personer og få den til at leve sit eget liv, kan man f.eks. give personerne i fortællingen nye navne og evt. opfinde helt nye karakterer. Man kan give dem kendetegn, som adskiller dem fra de virkelige personer og/eller foretage et ‘kønsskifte’. Man kan også lade handlingen udspille sig i et andet miljø.

Opgave
Tænk tilbage på en pinlig, grotesk eller dramatisk situation. F. eks. en familiesammenkomst.
1)Skriv et resumé af begivenhederne på ca. 100 ord.
2)Digt nu videre. Hvad nu hvis … Gør episoden til fiktion.
Vælg selv titel.
Max. 600 ord
——–

Dødens perron

Endelig lød signalet, der gav os lov til at smide redskaberne. I takt med solnedgangens sidste stråler, blev vores svedglinsende overkroppe omsluttet af svalende luft. Min mund tørstede som jorden omkring os, og huden klistrede af støv. Jeg kastede et blik på min fars arrede ryg, idet han vaklede væk fra jernbanesvellerne og hen mod suppegryden. Den førhen så muskuløse mand var ikke andet end skind og ben. Hvor længe ville han klare sig før han bukkede under for alder, udmattelse og sult, som så mange andre før ham? Uger? Dage?, spurgte jeg mig selv, med fortvivlelsen ulmedende under min brændemærkede hud.
”Far”, sagde jeg, da jeg nåede op på siden af ham i suppekøen. ”Bob siger vejret bliver mildere, så snart vi når havet. Hold ud far!”
”Regn ikke med mig, søn. Brug kræfterne på selv at overleve”, svarede han med afmagten præget i mælet. Han drak suppen i grådige slurke, og bevægede sig derefter hen mod et vissent træ.
”Kun lidt endnu”, tiggede jeg, og fulgte efter. ”Frem til næste bosættelse. Sammen vil vi smage friheden, far.”
Men far rystede bare på hovedet og slog blikket ned. Så dejsede han om ved roden af træet og vendte sig om på siden for at sove. Jeg lagde mig ved hans side. Trods udmattelsen, der sad i hver eneste af kroppens celler, havde jeg svært ved at finde hvile. Længe lod jeg vreden og hadet æde mig op indvendigt, og undgik søvnens befriende favntag.

Ved midnat begyndte jeg at luske rundt i lejren og kom forbi Masters telt. Gennem teltdugen hørte jeg vagter mumle om tyfus og feberkramper. Master var syg! Ordene var som musik, der fik mig til at boble over af glæde. Det var nu eller aldrig, tænkte jeg og listede over mod hestene. Jeg kunne ikke tro mit held! Hestepasseren snorkede med en whiskyflaske i hånden. Med nerverne flænsede som slavernes rygge, løsnede jeg to heste og førte dem hen til min fars soveleje. Jeg vækkede ham nænsomt.

Mens mit hjerte slog med min forhammers kraft, fik jeg ham stavret op på den ene hest. Ingen af os havde redet på en hest før, men det bekymrede mig ikke. Min slægt havde altid forstået sig på dyr. Far havde selv fortalt mig, hvordan mine forfædre talte med løver, dengang vi var frie mænd i Afrika. Således besteg jeg hesten, som den naturligste ting i verden, og red bort fra lejren med far ved min side. Med adrenalinen susende i årene, kiggede jeg over skulderen mod Masters telt. Der var ingen råb i luften. Vagterne svirrede stadig om teltet, uden øje for andet end sygdom, konstaterede jeg gennem en rus af eufori. ”Næste station er friheden, far”, hviskede jeg højt nok til at han kunne høre mig. Han klappede hesten på siden af halsen og vendte ansigtet mod mig. Tænderne skinnede hvidt mod huden, mens stjernerne funklede i hans øjne. ”Dødens perron er bag os, søn”, svarede han med fornyet kraft i stemmen.

(495 Ord)

Baseret på følgende opgave:
Skriv et vendepunkt
En historie skal helst overraske os, hvis den skal holde os fanget. Hvis det hele går, som vi har regnet med, keder vi os.

De steder, hvor handlingen tager en ny drejning, kaldes vendepunkter.

I filmmanuskripter er det en grundregel, at der skal være mindst et vendepunkt i hver scene.

Et vendepunkt i en historie er en begivenhed, som ændrer på forholdet mellem personerne eller stemningen mellem dem. Det kan f. eks. være en ny information, der kommer på banen. Eller en ny person, som træder ind på ‘scenen’. Vendepunkter skaber kontrast. For eksempel kan en ny information forårsage, at stemningen i en dialog skifter fra at være let til at være trykket. Det skaber dynamik og bevægelighed i historien.

Eksempel: I Naja Marie Aidts novelle Tur i bil fra novellesamlingen Bavian, Gyldendal 2006, er der flere vendepunkter. F.eks. da den lille dreng Andreas forsvinder, og igen til slut, hvor hovedpersonen Mie modtager et opkald med en afgørende besked.

Opgave
Skriv en situation med et tydeligt vendepunkt.
Arbejdstitel: Perronen
Max. 500 ord

——–

Parasitten (Laboratoriet med højt til loftet)

Bertils arterier fyldtes med lava (blod gik i kog), ved synet af Viggo Jørgensen i avisen. Der gik fandeme ikke en dag, uden den hjerneparasit optrådte som erhvervslivets nye darling. Dog måtte han vedkende sig en vis kæbeklaskende beundring for (tage hatten af for) mandens talent for selvpromovering, for andet talent havde den forræder sgu ikke. Bertil tog en kuglepen og hamrede den ned i Viggo Jørgensens fotogene mund. Dernæst foldede han avisen sammen, smed madpakkepapiret i skraldebøtten og begav sig tilbage til laboratoriet.

Der måtte være en måde, hvorpå han kunne få hævn. For hævn fortjente han. Havde han måske ikke ansat Viggo, da han var grøn og nyuddannet? Vist ham tillid, indsigt og givet ham en fremtid i en virksomhed med rum for hjernespind (højt til loftet). Og hvad var takken? Manden havde tjent formuer på at produktudvikle et revolutionerende, miljøvenligt vaskepulver, hvis formular han havde stjålet fra hans, Bertil Børgesens, laboratorium. Ubegribeligt nok var det også lykkes ham at stjæle formularen på pletrens, efter han var blevet fyret. Måske havde Berit ret, når hun hævdede at Viggo måtte have ansat hackere? Berit vidste trods alt en ting eller to om computere.

Pling, hackere!, sagde det i Bertils hjerne, idet han åbnede døren til laboratoriet. Med de grå hårtotter flagrende om hovedet, skyndte sig ind på sit privatkontor og tændte for computeren. ”Miljøvenligt universalmiddel” skrev han, som overskrift på et dokument, der gerne skulle friste Viggos hackere. Planen var tæt på idiotsikker, tænkte Bertil opstemt, og klaprede en kemisk formel ind i dokumentet. Manden selv var et fæ til kemi. Og siden han levede af at hugge andres ideer, havde han angiveligt heller ingen kompetent kemiker ansat. Ingen ville opdage den fatale ”fejl” i formlen. Storsmilende greb Bertil ud efter mobilen og ringede til konen. ”Berit, jeg sidder lige og undfanger genistreger (barsler med noget), så jeg kommer lidt sent hjem?”
”Helt i orden, skat! Jeg regner også med at arbejde sent.”

”Så er det kun et spørgsmål om tid”, sagde Bertil højt, og gav sig til at eksperimentere ude i laboratoriet. Fire timer senere gik han tilbage til kontoret og tændte for TV-avisen. Måske havde formelen allerede givet resultat?

Han havde kun lige fået tændt for fjernsynet da studieværten annoncerede: ”Dødelig eksplosion i Viggo Jørgensens produktionslokaler. Blandt de omkomne menes Viggo Jørgensens selv, samt opfinderen Bertil Børgesens kone…”.

Berit!? Hvad mere har Viggo stjålet bag min ryg?, nåede han lige at tænke inden hjernen mødte gulvet med et brag.

(399 ord)

Skrevet på baggrund af følgende Kliché-øvelse:
n kliché er et slidt billede, en død metafor eller sammenligning, der er brugt så mange gange, at den ikke aktiverer læseren mere. Vi får ingen billeder på nethinden. Hvad der er en kliché for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Klichéer får sætninger til at tabe pusten. Sproget bliver fladt, når det ikke fremkalder billeder hos læseren.

Man kan selvfølgelig bruge klicheer bevidst – f.eks. i dialog, til at fortælle noget om sine personer. Man kan forholde sig bevidst til klichéen, ved at dreje den en smule. Eks.: Sommerfugle i maven bliver til trampende elefanter. Det er sprogligt mere interessant at skabe originale billeder end at bruge de slidte klichéer. Man kan også overdrive sin brug af metaforer, og så bliver teksten for tung for mange læsere.

Opgave 1
Vælg 4 ud af de 8 klichéer herunder. Én skal bruges som titel for besvarelsen, men må også godt bruges i selve teksten.
Melde pas – i stiv arm – være på trapperne – tage hatten af for – barsle med – blod i kog – i samme vægtklasse – højt til loftet.
Skriv en lille historie, hvor minimum 4 af klichéerne indgår.
Max. 400 ord

Opgave 2
Skriv nu teksten igen (altså samme indhold). Erstat klichéerne med originale billeder.
Max. 400 ord
OBS! Giv tekst 2 en ny titel og brug gerne denne som hovedtitel, når I lægger opgavebesvarelsen ind. Så alle ikke får samme titel

——-

Bloddiamanten

“VOMSE!!!!”
Jeg havde kun lige smidt sportstasken indenfor hoveddøren, da min mors brøl flængede optakten til lørdagshyggen.
”Kraftædemig om han ikke har gennemtygget den bog, jeg skal anmelde til i morgen.”
”Jamen, Vomse har altid været bogligt interesseret…”, hørte jeg min far udglatte, mens jeg med bange anelser nærmede mig åstedet for ugerningen.
Min mor ignorerede ham bare og fortsatte: ”Han er…, han er… et masseødelæggelsesvåben uden stopknap. Se hvad han nu har gjort, Emma!”, hvæsede hun, da hun fik øje på mig i døråbningen. Hun holdt en bog op med manglende yderhjørner og et umiskendeligt tandaftryk i den stive perm. ”Bogen er fuldstændig ulæselig!”
”Dér har du i det mindste ét forståeligt udsagn til din anmeldelse”, indskød min far for døve ører.
”Vi kan altså ikke beholde ham”, fortsatte min mor.

Gennem et slør af tårer søgte jeg efter Vomse i hele stuen, og fandt stakkelen under lænestolen, i en sørgelig forfatning.
”Jamen, mor! Prøv lige at se ham”, hylede jeg og pegede på Vomse. ”Han er sy…”
Men min mor var i hysteriets vold og afbrød mig uden at lytte: ”Det dyr æder hele huset. Selv når jeg løber med ham, sluger han alt muligt lort og…” Hun holdt inde, idet hun omsider fik øje på Vomse. Han lå frådende, med hovedet gennem et par uvaskede Sloggi trusser, og vendte det hvide ud af øjnene.
Mor greb ud efter mobilen og stønnede: ”…Og nu også en dyrlægeregning oveni…”

Da vi ankom til klinikken, tog en operationsklædt dyrlæge imod Vomse og bad os tage plads i venteværelset. Ventetiden smertede, som var hvert sekund en prikkende knappenål i bughulen, mens jeg, igen og igen, bad en stille bøn til at Vomse måtte overleve operationen. En rum tid senere kom dyrlægen smilende tilbage med en ualmindelig hængeøret Vomse under armen. ”Her”, sagde han og rakte mig hunden. ”Og her er så årsagerne til ondet. Resterne af en ufordøjet bog og så var der den her,” sagde dyrlægen og greb i lommen. ”Den var godt sølet til da jeg hev den ud, så det er da vist en ægte bloddiamant, hø, hø”
”Diamant?” Sagde min mor og rettede ryggen som en giftspyttende kobra i angrebsposition. ”Nåh, ja diamantringen”, kvidrede hun. ”Den havde jeg nær glemt. Ja, det var tider dengang ens mand gav kostbare gaver… thi, hi.”
”Men far har da aldrig gi…, nåede jeg lige at sige, inden jeg fik et smertende los over benet.”
Min mor rev lynhurtigt diamantringen ud af dyrlægens hånd, hvormed denne fik nogenlunde samme ansigtsudtryk som når jeg sparker min karatetræner under bæltestedet.

”Betyder det, at Vomse får lov at blive?”, spurgte jeg, da vi havde fået dyrlægen udenfor hørevidde.
”Ja selvfølgelig Emma”, svarede hun kærligt. ”Magen til indtægtsgenererende Beagle skal man lede længe efter!”

Næste dag, ved morgenbordet, rakte jeg ud efter avisen og slog op på min mors anmeldelse: ”Ufordøjelig krimi af nyt forfatterpar”, læste jeg højt og mødte Vomses sigende blik, idet han kiggede op fra madskålen med en kenders mine.

(498 ord)

Bloddiamanten er skrevet med udgangspunkt i følgende opgaveformulering:
En rekvisit spiller en vigtig rolle
I film og teater spiller rekvisitter ofte en nøglerolle. I de visuelle medier, benytter man sig naturligt nok af visuelle ‘effekter’. Rekvisitter kan bruges til at sige noget om personerne. Men de kan også være med til at sætte skub i selve begivenhederne.

På samme måde i litteratur. En rekvisit kan være et spor til, hvad der senere skal ske. Optræder der en pistol, forventer vi, at den bliver fyret af. Men det er også vigtigt at bryde med forventningen. At overraske. Måske bliver pistolen brugt i en anden sammenhæng end den, vi først havde regnet med.

I Det forsømte forår af Hans Scherfig spiller et maltbolsje en afgørende rolle. Den ubehagelige lektor Blomme elsker netop den slags bolsjer, og det ender med at blive fatalt for ham, da han spiser et forgiftet bolsje. Her er maltbolsjet både brugt til at vise en persons vane, men samtidig spiller det en afgørende rolle i selve plottet.

Det er vigtigt at præsentere genstanden tidligt i historien, så den ikke lige pludselig er til stede i fortællingen, når den skal bruges. Det vil ofte virke lidt for belejligt, og så mister historien troværdighed.

I krimien spiller rekvisitten ofte en vigtig rolle i opklaringsarbejdet. I eventyret spiller rekvisitter ligeledes tit en vigtig rolle for konfliktløsningen.

Opgave:
Skriv en lille historie, hvor enten en lighter, en paraply eller en bog spiller en vigtig rolle.
Max. 500 ord.
Find selv på en titel.

———

Caracas tur-retur

”Er det første gang De er i Caracas?” spørger chaufføren, idet han vender sig halvt i førersædet.
“Ja, første gang i Venezuela,” lyver jeg med min tilegnede tyske accent, og håber han vil holde kæft.
”På forretningsrejse?”
”Noget i den stil”, svarer jeg så afvisende, at det nok skal få ham til at holde spørgelysten indenbords. Chaufføren tænder for noget, der i mine ører lyder som et hæsligt sammensurium af latinorytmer og rap-musik, og lader mig i fred med mine tanker. Jeg synker ned i sædet, lukker øjnene og gennemgår morgendagens festligheder en sidste gang. Hver detalje står klart for mig konstaterer jeg, uden mavegys, og bevilger mig selv et mentalt pusterum til at betragte omgivelserne.

Jeg har ikke sat mine ben her siden operationen, men umiddelbart er kun lidt forandret siden sidst. Slumkvarterene har vokset sig længere udenfor byen, og antallet af parabolantenner er eksploderet. Men ellers er alt det samme velkendte virvar af el-ledninger, tørresnore, stålkabler, bliktage og røde murstensbrokker, der klamrer sig til bjergsiden i en evig kamp om den trængte plads. Var jeg kørt forbi her om natten ville det havde været et anderledes smukt syn, erindrer jeg uden nostalgi. Så ville bjergsiderne have været antændte som en funklende stjernehimmel, bestående af tusindvis af elpærer fra den tætpakkede bebyggelse.

Idet vi kører gennem en tunnel i bjerget, og efterlader slummen i bakspejlet, åbenbarer et imponerende net af underliggende og overliggende motorveje sig for mine øjne. Bilen nærmer sig det centrale Caracas, og stedet hvor paraden finder sted i morgen. Vejen er nu omgivet af skyskrabere og gigantiske reklameskilte, som umiddelbart leder tankerne hen på en storby efter amerikansk forbillede. Og dog, tænker jeg, og får øje på det første i rækken af flere reklameskilte, der mest af alt minder om propagandakunst fra betonkommunismens glansperiode. For så længe Venezuelas præsident bliver iscenesat som den uovertrufne landsfader og gavebodsbestyrer, side om side med Coca Cola og Pepsi reklamer, virker Caracas mest af alt som en gyde for modsatrettede kulturpolitiske strømninger. Og hvad så? spørger jeg mig selv og tørrer sveden af min glatbarberede isse. For i virkeligheden er jeg bedøvende ligeglad med mit lands politiske situation. Nationalitet og grænser findes ikke i min verden. I morgen er jeg dér, hvor næste opdrag bringer mig.

Ud af øjenkrogen ser jeg bygningen med min position, alt imens bilen kører videre ad den tresporede motorvej, hvor jeg selv har drønet rundt så mange gange, en sen nattetime, i min tidlige ungdom. Gennem ruden betragter jeg min hjemby med mit forandrede, ugenkendelige ansigt, og med øjne, der bringer minder helt ind i sjælen. Hvis jeg da stadigvæk har en intakt sjæl? Mit sigte og mine hænders kunnen er i det mindste intakt. Det ved jeg med sikkerhed, for takket være dem forbliver jeg, hvad jeg er i dag. Mine hænder er de selvsamme, som har gjort mig til verdens mest efterspurgte snigskytte.

Skrevet med udgangspunkt i følgende opgaveformulering:
Miljøet i en historie er mere end en kulisse, som personerne kan agere i. En miljøbeskrivelse vil ofte være subjektiv, det vil sige farvet af den person, der er synsvinkelbærer. Hvis en kvinde i en historie besøger sin demente mor på et plejehjem, vil miljøbeskrivelsen højst sandsynligt bære præg af den følelse, der dominerer hende under besøget. Man kan altså bruge miljøbeskrivelse til at formidle en følelse.

Miljø kan også bruges til at skabe kontrast i en historie. Hvis der f.eks. skal ske noget ubehageligt, kan det virke endnu stærkere, hvis det finder sted i et idyllisk miljø.

Miljøbeskrivelser bidrager til læseoplevelsen, men det er vigtigt at dosere dem med omhu. Skildringerne af miljøet må ikke sætte handlingen totalt i stå, så man mister læseren. Det er en fordel at have kendskab til det miljø, man skildrer, men igen – pas på ikke at overdrive beskrivelserne. Hvis man ikke kender miljøet indefra, er det en god idé at lave grundig research. Man kan også opfinde et helt nyt miljø, som det ofte er tilfældet i science fiction og fantasy. Men det er vigtigt at gennemtænke præmisserne for det univers, man opbygger.

Opgave
En person vender efter adskillige år tilbage til sin fødeby/sit kvarter. I skal selv finde på grunden til besøget. Husk miljøbeskrivelse.
Max. 600 ord
Vælg selv titel.