Hvis bare han kunne nå hen til træet, havde han måske en chance. Han modstod trangen til at kigge sig tilbage; hvert sekund betød forskellen mellem liv og død.
Kulden bed. Alligevel svedte han i vanterne, der føltes klamme om skistavene. Ånden dampede om ansigtet, mens han pressede skiene op ad bakken. Asgot prøvede at koncentrere sig om træet; ikke tænke på, sine forfølgere: Hvad der ville kunne ske. Men forgæves. Hans mave trak sig sammen, da han i et glimt så Yrsa og sin førstefødte for sig i en blodpøl ved ildstedet. Yrsa med kjolen trukket op. Underlivet blottet. Nedslagtet.
Et kuldegys bladede sig med sveden på hans ryg. Flimrende krystaller slørede hans blik. Han smed jagtbyttet om halsen fra sig og mærkede vægten lette.
Terrænet rejse sig som en mur i halvmørket. Han lagde al sin tyngde på tåspidserne. Arme og ben kæmpede i takt med skienes hvislen. Føret var glat: En udfordring for kræfterne. Men han ænsede ikke anstrengelsen. Hans forfølgere var kampklædte, så han bevægede sig i det mindste mere frit. Og når han nåede toppen, ville han have fordelen af at kende hvert et sving mellem granerne. Men optimismen kunne ikke fortrænge den knugende fornemmelse i hans bryst. ”Jeg må nå frem, inden de nedlægger mig,” advarede hans instinkt.
Et dyrisk brøl nåede hans indre. Et kampråb? Eller var det bare noget han indbildte sig? Det var som om skoven lukkede sig om ham. Han spidsede øre, men ænsede kun blodets dunken.
Endelig rundede han toppen. Han tog et dobbelttag med stavene og kastede sig nedad; snoede sig ned ad løjpen med stavene klemt fast under armhulerne. Fletningerne flagrede om ørerne. Han rundede et sving og kunne ikke lade være med at kigge tilbage. Afstanden var mindsket. Hans hjerte gik bersærk.
En pil susede forbi og ramte en armslængde fra hans ansigt. Han krummede sig længere ned i knæ og gav alt hvad han havde i sig. Snedækkede grene svirpede hans ansigt, mens han fræsede ned mod lysningen. Omsider tårnede træet sig op, som en silhuet mod solnedgangen over landsbyen. For et øjeblik bølgede lettelsen igennem ham.
Asgot svingede om bag fyrretræet og flænsede sneen i sit brems. Hans forfølgere var mindre end et stenkast bag ham, da han fandt træstangen, der kun lige stak op ad sneen. Febrilsk løsnede han sneen omkring den. Da de var lige ud for træet, trak han med alle kræfter i kæppen; graven åbnede sig under snedækket.
Han holdt vejret. Tiden stod stille som et snefnug i luften, mens han så sine forfølgere vælte derned. En efter en. Mindst ti. Kun de to bagerste nåede at svinge udenom. Han halede buen frem og ramte den ene i halsen. Den anden flygtede uden for skudhold.
Så tog han sit vagthorn og blæste af sine lungers fulde kraft. Snart myldrede mænd og kvinder ud ad landbyens port med vognlæs fulde af sten.
En pil fra dybet ramte Grimskæg i skulderen, inden graven blev omringet af en sydende rand af stenkastende næver. Mændene dernede værnede med sine skjold, men måtte til sidst give efter for byen af sten. Lidt efter lignede graven et blodbad. Pludselig var det overstået.
Grimskæg hev pilen ud, skar en grimasse og gik hen og tog fat om hans skuldre. ”Hvis du ikke havde advaret os, Asgot, så …” Han rystede på hovedet. ”Hvornår så du dem komme?”
”Ved mine fælder. Lidt før Ulvesletten. Desværre fik de også øje på mig.” Han stønnede. ”Tak Guderne, at de ikke nåede at stoppe mig.” Ud ad øjenkrogen så han Yrsa komme stormende med sønnen i favnen.
”Og tak Odin for den idé” Grimskæg pegede med pilen mod graven.
Han nåede lige at nikke, inden Yrsa kastede sig ind i hans favn. ”Asgot!”
”Yrsa, jeg …” Han trak hende ind til sig og undertrykte trangen til at synke sammen i sneen. I stedet stak han næsen ned Yrsas hår og betragtede graven, som de oprindeligt havde bygget som et værn mod ulve. Men efter forlydender om hærgende horder, havde han foreslået de andre at udbygge den med faldlemsmekanisme som et værn om landsbyen. Han måtte i sandhed hellere takke Odin for den idé. ”Guderne være med os,” mumlede han og trak Yrsa tættere ind til sig.
(703 ord)
Tumlepladsen 
Kære Nana
Hold da op en spænding du her præsterer. Jeg kunne mærke angsten puste mig i nakken, billederne af hvad der kunne ske hvis ikke… Jeg mærkede benene syre til i kampen mod at præstere mere end han egentlig kunne – og så forløsningen.
Det her er vist langt væk fra hvor du ellers befinder dig – sne, ski, ulve. Jo, ulvene har du måske nok omkring dig, i hvert fald ulve i mere overført betydning. Tænker hver gang jeg hører om uroen i dit land om du dog ikke snart kommer hjem? – men det er du måske også, altså hjemme hvor du synes du skal være. Undskyld, det var et sidespring.
Du har virkelig sanser og følelser med dig, beskriver så fint hans fysiske anstrengelser, hans tanker, hans angst, det første mål han sætter sig, så det næste.
Asgot, Yrsa, Grimskæg – skønne navne der angiver tid og miljø. Skøn historie som man kan godt kan gå tilbage og nyde, når ellers lige blodet er faldet lidt til ro. Flot tekst – og så dig som ikke lige vidste om du kunne få tid 😉
kh dorte
LikeLiked by 1 person
Kære Dorte. Hvor er det dejligt, at du også er med igen. Glæder mig meget til at læse dit bud på opgaven.
Ja, jeg er langt væk fra mit nuværende hjem i denne opgave, men jeg boede en del af min barndom i Norge og oksede meget rundt på langrendsski dengang. Så det fik jeg lyst til at bruge i opgaven, selvom jeg ikke ligefrem har prøvet at blive jaget på ski. (Pyha, heldigvis!) Men det glæder mig at høre, at du fornemmer hans angst, og at det også et lykkes at skabe spænding 😀
Hvad Venezuela angår, tjah så er det lidt svært at give et kort svar, men vi håber ligesom, at bunden er nået snart … Og så er det heller ikke let at tage herfra, når man har boet her i så mange år. (Der er stadigvæk gode sider ved landet, selvom de lige nu gemmer sig godt i skyggen af en totalitær regering.)
Tak for besøget og mange tak for din ros😊
K.H. Nana
LikeLike
Kære Nana!
UHA – det var spændende og hæsblæsende læsning!
Rigtig flotte detaljer i Asgots flugt, så jeg næsten mærkede sneen, kulden, angsten og fornemmede pilen suse forbi mit øre!
Meget flot og fængende fortalt med forløsning til sidst.
Jeg har ikke haft de kritiske briller på her ved første gennemlæsning, men jeg håber at få tid til genlæsning og dissekering i ugens løb 🙂
KH
MOH
LikeLike
Kære Maybritt.
Hvor blev jeg glad over at se dig på banen! For min egen del er det skønt at få skrevet lidt igen, for det er længe siden, jeg har haft tid. (Håber virkelig, jeg når at løse alle opgaver denne gang!)
Det glæder mig, at det er lykkes at skabe spænding og beskrive Asgots angst. Men du er naturligvis yderst velkommen til at komme tilbage og dissekere, hvis du får tid. Jeg lærer altid meget af dit falkeblik!
Glæder mig meget til at læse en ny MOH-tekst!
K.H. Nana
PS. Tak for anbefalingen af “Jeg er Pilgrim”. Den var helt suveræn!
LikeLike
Hej Nana
Wow sikken en vild historie, jeg kan nærmest fornemme ham susse afsted i sneen, først troede jeg at Yra og babyen er døde. Men det glæder mig at de overlevede, det er altså en super god historie, og du drager mig ind i dit univers og jeg får i den grad lyst til at læse videre. Glæder mig meget til at læse din forsættelse !! Tak for historien 🙂
Kh Mimi K
LikeLike
Hej Mimi Kirstine
Det glæder mig, at du kunne lide historien og kunne fornemme min hovedpersons flugt undervejs.
Du har nok ret i det med Yrsa og babyen. Jeg må se om det kan gøres lidt tydeligere, at det er hans værste frygt og ikke noget, der endnu er sket.
1000 tak fordi du tog dig tid til at læse!
K.H. Nana
LikeLiked by 1 person
Hej Nana.
Det er virkelig en spændende historie, du har skrevet!
Og du maler miljøet frem med både fine beskrivelser (som f.eks fletninger og pile) og med navne. også på guden Odin.
Også jeg troede først at Yrsa og babyen var døde, men ved gennemlæsning anden gang, hænger det sammen, for der forstår jeg, at det er noget hp. forestiller sig og frygter. Og det er med til at drive ham fremad for at undgå det, han frygter.
Ordet “baby,” virker meget nyt i forhold til tiden. jeg ville elske, hvis du skrev: spædbarn. Men selvfølgelig kan du ikke skrive hele historien på oldnordisk, så ville vi læsere nok ikke fatte et kuk 😉
Heldigvis når hp. i sikkerhed. (pyyj) – lettet suk.
Og så lærte jeg lige, at man brugte ski i vikingetiden.
Ser frem til fortsættelsen.
Vh. Amanda
LikeLike
Hej Pia / Amanda
Det glæder mig at det åbenbart er lykkes at skabe spænding, og at miljøet falder nogenlunde i hak.
Som jeg også har skrevet til Mimi Kirstine vil jeg kigge på, om det kan gøres tydeligere, at det med Yrsa og babyen er det han frygter vil ske.
Og så har du fuldstændig ret mht. baby. Spædbarn er helt klart bedre. Tak! (Men bare rolig, jeg begynder altså ikke at skrive oldnordisk, for det kan jeg da slet ikke finde ud af!)
Jeg tjekkede det med ski, inden jeg skrev. Og den skulle vist være god nok. (De var jo gode (skibs)håndværkere, så ski har nok ikke været så svært for dem at lave.) Men jeg er altså absolut ikke vinkinge-ekspert, så jeg kommer nok til kort i næste opgave (Puha!). Heldigvis har jeg dog set Historie Channels “Vikings” for ikke så lang tidsiden, så det hjælper nok lidt. (Den kan anbefales, selvom den er yderst voldelig.)
Tak fordi du kiggede forbi!
K.H. Nana
LikeLike
Hej Nana.
Puha da da. Forfølgelse. Angst. Overlevelse og heltegerninger. Jeps denne historie har det hele. Også blodet. For pokker jeg ville gerne have skrevet den, men hvor er jeg glad for, at se du er tilbage. Jeg har intet at sige ud over …. Skide godt skrevet (Undskyld mit dansk, det har det med at bande ind imellem).
Kh Uhrskov
LikeLiked by 1 person
Jamen 1000 tak Uhrskov. Nu gør du mig rigtig glad, for jeg har ikke haft tid til at skrive meget længe og har lidt mistet gejsten.
Men din kommentar gav mig blod på tanden i bogstaveligste forstand. (Ja, vi er vist de blodtørstige i klassen, os to … Og man må godt bande på min blog!)
Jeg er bagud … Men bare rolig, jeg kommer forbi og det glæder jeg mig til.
K.H. Nana
LikeLiked by 1 person
Kære Nana
Det er en spænden historie, hvor jeg bliver forført 1000 år tilbage i tiden som om det er det naturligste i verden.
Den hurtige stil er medrivende og jeg stoppede ikke læsningen før ved sidste ord.
Det var lidt uklart for mig med hans “syn” omkring Yrsa. Det var hans angstforestilling om hvad der kunne ske forstod jeg til sidst.
Dejlig medrivende tekst – glæder mig til næste afdeling.
Kh
Børge Lindschouw
LikeLiked by 1 person
Rigtig mange tak, Børge. Det glæder mig meget at teksten faldt i smag.
Ja, det med “synet” må jeg se at få kigget på; du er ikke den første, der har problemer der. Og det er jo en rigtig nyttig tilbagemelding at få.
Jeg er lidt bagud med læsning og kommentering, men jeg kommer forbi, så snart jeg kan. Det glæder jeg mig til!
K.H. Nana
LikeLiked by 1 person
Kære Nana,
Fart, spænding og dramatisk kurve . Hvor er det godt du er med igen . Følelsen du beskriver er vel angst for hans kære. Hvor har du ramt det godt. Din fortælling levede i den grad. Mer tak.
Vh Nina
LikeLiked by 1 person
Kære Nina. Hvor dejligt med en kommentar fra dig. Ja, det er angsten for det, der kan ske med hans kære, som jeg prøver at ramme – og det skal også forestillet at være angsten, der driver ham frem. Det glæder mig meget, at det står tydeligt for dig.
K.H. Nana
LikeLike
Kære Nana
Øj hvor er den hæsblæsende og godt skrevet! Jeg kan se sneen blive fræset op i bremset og tiden stå stille som snefnugget i luften. Jeg kan se det hele, og kan egentlig ikke sige så meget mere end det, der allerede er blevet sagt.
Mange smukke billeder som former fortællingen og gør den uhyre spændende, så man slet ikke kan slippe den.
Jeg glæder mig til fortsættelsen!
Bedste hilsner fra Anne
LikeLiked by 1 person
Kære Anne
Jeg gruer lidt for fortsættelsen, for jeg ved egentlig ikke så meget om vikinger – men det er dejligt at få at vide, at det er lykkes at få stykket en nogenlunde troværdig tekst sammen. Tak for din ros 😊
Jeg er bagud med at læse og kommentere, men jeg glæder mig til gensynet med dine skriverier. Jeg skal nok komme forbi hurtigst muligt.
K.H. Nana
LikeLike
Wow Nana, din tekst her er spot on.
Mine år i Norge med langrendsski på benene, kommer nærmest væltende ind over mig. Hænder i våde vanter, sildebensløb op over bakken, sne ned ad nakken fra lavthængende grene osv.
Heldigvis har jeg aldrig været i en situation som den du beskriver her, og det gør du så godt, så jeg glemmer at trække vejret mens jeg læser, men jeg har stået på fjeldet, og set et truende uvejr nærme sig, og har været nødt til at sætte ekstra turbo på, for at kunne følge sporene inden de føg til. Det var uhyggeligt nok.
Handlingen er spændende, sproget flot og lykkeligvis ender denne del af historien godt, men hvad med fortsættelsen? Jeg vil vente spændt….foreløbig tak for en dramatisk læseoplevelse.
Kh Livsglæde
LikeLiked by 1 person
Dejligt at se dig her Livsglæde og mange tak for din fine kommentar.
Det er alt for længe siden, at jeg har stået på langrendsski, men jeg stod meget på ski i mine yngre dage og jeg kan stadigvæk huske, hvordan det føles. Og pludselig vejrforandring skal tages alvorligt.
Det glæder mig, at det lykkes at skabe lidt spænding, men nu må vi om jeg skal lidt ned i tempo i næste opgave.
Desværre er jeg vildt bagud med at læse og kommentere, men jeg håber, jeg snart får tid til din tekst.
K.H. Nana
LikeLike
jamen dog her er det hele, jeg har kun stået på ski i 10 sekunder, men alligevel formår du at få mig til opleve turen. Småting hjertet går besærk, beskriv det.. og baby falder ud af teksten.. men fin fortælling var med hele vejen.
LikeLike
Mange tak for den fine kommentar, Ina. Jeg kigger på de ting du nævner, da jeg godt kan se hvad du mener. Tak for det!
Jeg er frygtelig bagud med læsning og kommentarer, men håber at få indhentet lidt i weekenden. Jeg glæder mig i alle fald til din tekst.
Tak for besøget, Ina!
LikeLike
Hej Nana
Flot og medrivende fortælling fra en svunden tid. Først tænkte jeg stenalder – men så var der nogen skjolde og så må tiden lidt frem. Fødslen læser jeg som flash-back.
Du har fået mange og virkelig velfortjente kommentarer, så det vil jeg ikke gentage. Der er fart, tempo og jeg er helt med i følelsen af angst eller nærmere skræk for forfølgerne – kan ikke lige se, hvordan man løber på ski med skjolde – men jeg har aldrig løbet på ski, så buer og skjolde må jeg forestille mig spændt på ryggen af dine fortidsmennesker.
hilsen morten på facebook, merete i virkeligheden og mille fra saxo
LikeLike
Kære Morten/Merete/Mille
(Kært barn mange navne)
Tak for din fine ros. Det var godt du fangede følelsen!
Jeg mener at have set billeder af vikinger med skjolde (på ryggen) på ski, men jeg må indrømme at min research ikke har været intens – det skulle bare passe med en periode med indre stridigheder og frygt for ulve.
Jeg er ked af at være langt bagud med at læse og kommentere, men jeg håber at komme forbi din tekst snart.
K.H. Nana
LikeLiked by 1 person
Hej Nana
Historien kunne være hentet fra en af mine gamle drengebøger om vikinger, fuldstændig samme stil og handlingsforløb. Fortalt lige ud ad landevejen. Det var meget stemningsfuldt at læse den, kamp, på flugt, angst, forfølgelse – og en snedig fælde som han har lokket angriberne i med fare for sit eget liv. Herligt.
Et par bemærkninger
Ordet flitsbue har jeg heller ikke hørt siden min drengetid. Er der lidt legetøj over det ord?
Til slut – jeg troede at Yrsa var død. Det syn han havde var altså en fantasi, det forstod jeg ikke. Det kan du hurtigt rette, du må godt.
Hp hedder altså Asgot finder jeg ud af hen mod slutningen, først troede jeg at han hed Grimskæg, han er ikke indført tidligere.
KH jesper o
LikeLike
Hej Jesper. Dejligt at du kunne lide teksten og fandt handlingen let at følge.
Du har også et par relevante kritikpunkter (tak!) som jeg lige skal have kigget nærmere på, så der ikke er unødig forvirring. Flitsbuen kigger jeg også på, og måske er det i det hele taget bedre med en økse, der flyver gennem luften?
Jeg var lidt usikker på om det ville skabe forvirring først at nævne navnet Grimskæg, og du bekræfter at det ikke er helt optimalt. Tak!
Jeg har ikke fået kommenteret ordentligt på din tekst, men vælger nok at kommentere opgave et og to i et hug, da jeg er så frygtelig bagud. (Meget mod min vilje)
K.H. Nana
LikeLiked by 1 person
Kender godt “bagud”
LikeLiked by 1 person