Tags

, ,

img_0876

Del 1/5

De brølende vandmasser under hende fik knæene til at ryste. Men det var der måske ikke noget at sige til, når hun nu engang var udstyret med senior knæ. Det fungerede ellers udmærket. Sådan da. Hun kendte i alle fald ikke mange jævnaldrende, der var undsluppet gigtens lænker. Eller pille-tyranniets zombietåger tilføjede hun i tankerne og talte på fingrene med den hånd, der knugede om elastiklinen.

”Stop!” hørte hun kameramanden råbe bag sig, hvorefter han sagde et eller andet, hun ikke forstod.

Hun vendte sig og satte en hånd bag øret: ”Hvabehar?”

”Vi bør vente til skydækket letter,” gentog kameramanden og tilføjede med en udglattende bevægelse: ”Så bliver optagelsen bedre, Susan.”

”Javel” Hun trådte et skridt tilbage på det interimistiske plateau og følte sig på en gang irriteret og lettet over at skulle udsætte det frie fald. Men nu havde hun planlagt det her i flere måneder; så kunne hun også godt vente et par minutter til formanede hun sig selv og mærkede adrenalinens retræte gennem kroppen. Kun geleen i knæerne forblev intakt. De knæ havde det med at svigte hende, tænkte hun og blev mindet om kroppens forfald: Årsagen til at hun nu stod her på randen af verdens højeste vandfald, iført udstyr til bungy jump.

I det mindste tog kameramanden sit job alvorligt. ”Det skulle også bare mangle,” mumlede hun med tanke på alle de kroner, som hun havde smidt efter manden. For uden en perfekt filmoptagelse var projektet intet værd.

”Har du husket at zoome ind på mine rynker” råbte hun over skulderen til kameramanden, hvis navn hun havde glemt i kampens hede. Det med navne var hun ikke længere så god til.

Kameramanden vendte en tommelfinger op i luften.

“Men du behøver heller ikke at overdrive,” tilføjede hun med et smil og lod fletningen danse på ryggen. “Bare så min alder virker troværdig.”

Han smilte skævt smil og rystede let på hovedet: ”Du er sgu noget for dig selv, Susan.”

Hun hægtede elastikselen af og sprang op på klippeafsatsen, hvor resten af holdet stod: kameramanden, helikopterpiloten og hendes logistiker. Igen mærkede hun savnet af sit barnebarn, men han læste til eksamen og kunne desværre ikke være med denne gang. Det var ellers ham, der havde ordnet hele publicity-delen. ”Mads!” mumlede hun. Uden ham ville Susan Von Häsen aldrig have erobret tronen som verdens ældste blogger: Med flest følgere på de sociale medier, forstås. Susan var naturligvis ikke hendes rigtige navn, men Susanne Hansen klingede ligesom ikke så godt på Instagram.

Det var da hun sidst fyldte år, at det var gået op for hende, at fremtidsplaner og ambitioner ikke længere gav mening. Selvrealiseringens tid var forbi, havde hun indset med en knugende smerte i brystet. Men smerten forsvandt, så snart hun havde besluttet, at det skulle være løgn. Hun skulle guddødeme nok vise verden, at hun havde masser at byde på, selvom dåbsattesten påstod noget andet.

Del 2/5

Siden var det gået slag i slag med vovehals-projekter: Svømning med hajer i Sydafrika, kabelbanen i Puerto Rico, surfing blandt brandmænd i Australien og udspring i faldskærm over en krokodillesump i Florida. Hun havde sågar gennemført et maraton i New York, selvom det vist ikke havde været for kønt, da hun kravlede hen over målstregen. Det var også kun fordi, hun havde modtaget en invitation til et rollator-løb, og havde følt sig provokeret af fornærmelsen.

Snart tyve stunts var det vel efterhånden blevet til, og alle videoerne på Youtube blev forvandlet til succeser over al forventning. Sponsoraterne væltede ind. Og hvorfor så det? Jo, for alle ville se en skør, gammel dame arte sig som de unge adrenalin-junkier på et-par-og-tyve.

Mads havde haft ret: Det hele handlede om at bruge publicity til at vende en svaghed til en fordel. Hendes alder var i sandhed blevet hendes varemærke og trumfkort. Hun var allerede den dansker med flest følgere på Instagram, men der var lang vej til hendes ultimative mål: At slå de dersens Kardashians-piger, der øjensynligt ikke kunne andet end at optræde som omvandrende silikonebeholdere.

Et sprøjt fra vandfaldet ramte hendes kind og fik hende tilbage til nuet og den ærgrelse hun havde båret rundt på i dagevis: ”Hank!” Hun mærkede hvordan blodet steg til hovedet ved tanken om manden. Siden Hank var kommet på banen, var hele hendes livsværk – eller i alle fald senior-delen af værket – tæt på at falde fra hinanden.

Hun forsøgte at skubbe Hank ud af tankerne og sprang ned på plateauet for igen at nærme sig kanten. Hun kiggede ned. Skydækket lå stadigvæk som et låg over en gryde. ”Pokkers også!”

”Det er fordi den der cyklon, Matthew, passerer ud for Venezuelas kyst, siger de indfødte,” hørte hun helikopterpilotens stemme forklare.

”Nå!” svarede hun og slog ud med hånden. Matthew var altså det rene vand ved siden af Hank. Tropiske hvirvelstorme udgjorde ingen fare på det personlige plan. Men gamle mænd! Det var i sandhed unfair konkurrence. De var nuttede og sådan lidt julemands-agtige, skulle man tro den offentlige opinion, mens gamle damer fik tildelt prædikater, hun bestemt ikke brød sig om at tage i sin mund. Og så var Hank endda et par år ældre end hende og havde truet med at gøre hende kunsten efter. Oven i det hele var han pæn og slank og havde et charmerende gebis under den hvide manke. ”Med andre ord den type mand, der overtager scenen for et godt ord,” brummede hun og tog sig til panden.

Sådan havde han naturligvis ikke selv udlagt det, da han for et par dage siden var troppet op på hotellet i Puerto Ordaz og præsenteret sig som ”din største fan!”

I think you’re absolute amazing, and I wanna join you in your pursuit! havde han sagt uden omsvøb og kysset hendes hånd, hvorefter han helt uopfordret havde halet en ipad frem og vist hende billeder af sig selv i faldskærm.

Del 3/5

Som om hun var interesseret i hans Instagram-billeder. ”Magen til frækhed!” mumlede Susan og trippede frem og tilbage hen over vandfaldet, mens metalkonstruktionen knirkede under fødderne.

”Er du okay, Susan,” skar logistikerens stemme igennem bruset.

”Ja, ja.” Hun viftede med hånden og vendte ryggen til.

Gudhjælpemig om Hank ikke også var begyndt at blande sig i hele logistikken omkring projektet, erindrede hun. Belært hende om alle sikkerhedsaspekter. Som om nogen havde inviteret ham! Senest i går havde hun set ham luske rundt og herse med logistikeren. Hendes logistikker! Hun knyttede sine næver og bad en stille bøn til at sigtbarheden snart ville bedre sig, så filmen kunne komme hurtigt i kassen.

”Fuck ham, mormor!” Havde Mads sagt over Skype, da hun havde fortalt ham om Hank oppe fra hotelværelset. Hvad barnebarnet helt præcist havde ment med det udtryk, var hun ikke sikker på, men hun troede nu nok, hun havde fucket Hank godt og grundigt op.

”Som om hun ikke havde gennemskuet at han blot var ude på at kapre følgere fra hendes blog,” mumlede hun. Hun stirrede ned i skydækket, til det begyndte at svimle for øjnene. Så tog hun en dyb indånding og hoppede tilbage til klippekanten, hvor de andre stod.

”Skulle ham der amerikaneren egentlig ikke også være med i dag?” spurgte kameramanden og knipsede et skod ud over klippen.

”Jeg så hans helikopter ved hotellet i morges,” sagde piloten. ”Han har vist selv certifikat.”

Susan skar en grimasse. ”Han havde det hele i munden. Tøsedrengen har ombestemt sig,”

”Eller tømmermændene har afgjort sagen,” sagde logistikeren med et grin.

Susan nikkede. Det var tæt på sandheden. Hun kunne ikke lade være smile ved erindringen, om hvordan hun havde lokket ham op på værelset for at drikke whisky. Det vil sige, hun drak æblemost, men det vidste Hank ikke.

Da han var blevet tilpas fuld, havde hun spurgt ham om, hvor hurtigt han egentlig kunne løbe på løbebånd.

”More than 6,2 miles per hour, honey.”

”Det er 10 kilometer i timen. Aj Hank! Nej, det tror jeg ved Gud ikke på!” havde hun svaret og taget ham på lårmusklerne, mens hun viftede med øjnevipperne. Og som forventet havde Hank naturligvis skulle bevise, at han var mand for at løbe hurtigere end 10 kilometer i timen.

Få minutter senere stod de nede i hotellets fitnessrum, hvor Hank straks slingrede hen til løbebåndet. Inden han trykkede på start fik hun helt ubemærket løsnet op for hans snørrebånd. Og mens han oksede derudaf, med whiskyånden hængende ud af halsen, sneg hun sig til at skrue op for hastigheden. Resultatet lod ikke vente på sig; få minutter senere snublede Hank og hamrede hovedet ned i kontrolpanelet, hvorefter han ramte gulvet og blev liggende uden puls.

Faktisk havde hun gjort manden en tjeneste, efterrationaliserede hun og stirrede ind i tågedisen fra vandfaldet. For i virkeligheden var det en fabelagtig god måde at stille træskoene på, når hun nu selv skulle sige det. En død i den stil kunne hun godt selv tænke sig, når tid var. Men lige nu havde hun ikke tid til den slags pjat, tænkte hun og fikserede blikket.

Advertisements