Tags

”Du er så tavs.” Peter sendte hende et granskende blik, mens de drønede hen over basen. ”Er du nervøs, Kim?”
”Nej, gu er jeg da ej! Det er jo ikke fordi, jeg ikke har forberedt mig på det her, vel?” Hun foldede armene over brystet og tænkte, at nu måtte han altså snart holde op med al den omklamrende omsorg. Bare fordi han havde været sendt ud før, betød det jo ikke, at hun ikke kunne klare mosten.
Det var slet ikke det, der bekymrede hende. Men det fattede han selvfølgelig ikke. Som sædvanlig havde han glemt alt om gunstige tidspunkter; overset alle signaler, den nar!

”Derfor kan man da godt være nervøs.” Han skelede til hende og lod bilen trille hen mod kontrolposten, der tonede frem i varmedisen.
”Det er jeg altså ikke.” Hun klaskede sin håndflade ned i forrudepanelet for at understege sine ord. ”Jeg ville faktisk være mere nervøs, hvis jeg skulle blive tilbage.”
”Hmm. Det kan jeg så godt forstå. Men der er altså et eller andet, der plager dig.”
Kimberly sukkede og sank dybere ned i sædet. ”Min hormonbehandling. Hvad ellers?”
”Hormonbehandling? Jesus! Kim. Vi er på vej ud i kredsløb, og så taler du om hormonbehandling?”
”Jeg er 38 år gammel, og det er endnu ikke lykkedes os, Peter. Og lige nu er det tid, og så falder det selvfølgelig lige sammen med, at det er i dag vi skal op i Challenger’en.”
”Altså, Kimberly. Begynder du nu på det igen! Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan styre min diller uden tyngdekraft.” Peter rystede irriteret på hovedet og rullede vinduet ned, så vagten kunne identificere dem, inden de forsatte videre ud mod affyringsplatformen.
”Fint nok, men du kunne i det mindste lade være med at være så afvisende over for at gøre forsøget,” sagde hun og lavede trutmund.

Peter sendte vagten et myndigt nik og satte foden på speederen. ”Lad os nu fokusere på den mission, vi har foran os. Jeg har sgu ikke brug for yderligere komplikationer lige nu, Kim.”
Kimberly sukkede og besluttede sig for at ændre taktik. Hun tog fat i lynlåsen på sin astronautdragt og lænede sig ind mod ham med et indsmigrende smil: ”Vægtløsheden gør underværker for mine bryster …”
”Det samme kan ikke siges om mine nosser, baby. Rumdragt og nosser er ikke nogen heldig kombination.”
”Det lover sgu ikke godt for menneskehedens overlevelse …” svarede hun tørt.
”Der er altid kunstig befrugtning.”
”Nej, det skal altså gøres ordentligt,” fnøs hun. ”Og jeg forstår altså ikke, at vægtløshed skulle være en hindring for at få den op at stå …”
”Faktisk bliver den længere og helt ustyrlig.” Han sendte hende et bredt grin.
”Ustyrlig lyder godt!”
”Ja, men ikke i den her kontekst.” Peter sænkede farten og rullede hen mod stedet, hvor rumfærgen og hele det stilladslignende byggeri, der udgjorde affyringsrampen, ragede op mod en skyfri himmel.

”Ah, kom nu tøsedreng. Tænk på det som et videnskabeligt eksperiment. Det er en enestående chance, mand.”
”Hvad så med Houston? Faktisk må de jo slet ikke vide noget om de der hormoner …”
”Fuck Houston! Vi cutter da bare for kommunikationsforbindelsen en halv times tid. Et ægtepar har vel ret til lidt privatliv, ik?”
”Joh. Det ville i det mindste være fedt at ku’ sige, at ungen blev undfanget i orbit …”
”Ja, tænk hvilke konkurrencefordele det ville kunne give ham i livet … Sikke en pressedækning han ville kunne få! Han ville med rette kunne sige, at han var den fødte astronaut. ”
”Ham? Er du ikke lige lidt rigelig kontrolfreak lige nu?”
”Nej, man må give sit ufødte barn alle de konkurrencefordele, det kan få. Tænk, på overbefolkningen. Hvor mange indiske og kinesiske rumingeniører vil ikke ånde os i nakken om 10 år? Tænk, hvor svært det har været for os at nå hertil …”

Peter bremsede brat op foran en rand af mennesker med mikrofoner og kameraer. ”Jeps, og nu er vi her!” Han gjorde et nik mod mængden. ”Klar til at møde pressen?”
Kimberly fæstede blikket på en CNN-varevogn, der drejede ind foran dem og rakte en hånd bagud efter sin hjelm. ”Ja, hvis du er klar til at gøre dit til undfangelsen.”

—

Skrevet ud fra følgende opgaveformulering:

12118788_10206867462501546_1289960094478089710_n