Tags

,

Jeg er blevet kaldt meget i de femten år, jeg har eksisteret: Monster, uhyre, uvæsen, misfoster. Ja, faktisk alle de skældsord, man kan komme i tanke om. Men jeg fortjener dem alle, for jeg er et væsen af en anden verden.
En mønt klinger i plastikbægeret foran mig og underbygger mine tanker. Forsigtig kigger jeg op på min velgører, men møder som sædvanlig kun et vigende blik.

I dag er en dag som alle andre. Jeg sidder og misser mod solen på min faste plads ved mangotræet uden for indkøbscenteret og håber på penge nok til et måltid, så jeg kan trække mig tilbage til mit skjulested. Jeg lader solens stråler varme mit ansigt og håber den vil smelte mine træk; gøre mig usynlig, eller måske bare få mig til helt at fordufte. For selv om jeg lever i en af verdens mest voldelig byer, er det aldrig mig, der bliver offer for mord. Desværre. For jeg er end ikke i stand til at gøre det af med mig selv.

Timerne snegler sig af sted i skyggen af de velfungerende eksistenser, der haster fra sted til sted. Og når solen når sit højeste, bringer manglen på mad og drikke mig ind i en døs, der toner mine barndomsminder frem.

Dengang jeg var lille forsøgte min mor at sende mig i skole i nærheden af slummen, hvor vi boede, men de andre børn ville ikke vide af mig. De fortalte mig, at min mor var blevet voldtaget af et rumvæsen, og det var derfor jeg så ud, som jeg gjorde. Efterhånden accepterede jeg den forklaring og tilbragte aftenerne med at kigge op mod stjernerne i håb om at få et glimt af min far. Specielt efter min mor døde en alt for tidlig død og lod mig alene tilbage.

Noget skygger for solen og river mig ud af min dvale. Jeg løfter langsomt blikket og ser en kvinde, der sætter sig ned på hug foran mig. Hun betragter mig, som jeg aldrig er blevet betragtet før. Hun ser mig: undersøgende, nysgerrigt og åbent. Pludselig rækker hun hånden ud og rører ved min arm. Jeg viger tilbage som ved et elektrisk stød; ude af stand til at huske, hvornår et menneske sidst har rørt mig.

”Rolig nu!” siger hun og holder hænderne op foran sig. ”Jeg gør dig ikke noget.”
”Hvad ve-ve-vil du?” Jeg spjætter ved lyden af min rustne stemme, mens tusinde tanker farer igennem mit sind. ”Løb!” siger en indre stemme og advarer mod damen; hun vil helt sikkert bruge mig til et skummelt formål. Mit hjerte begynder at hamre, mine hænder bliver klamme, men mine ben nægter at lystre.

”Vent!” siger hun, som fornemmer hun mine flugtplaner. ”Jeg kan hjælpe dig.”
”Hjælpe m-m-mig?” Det slår mig, at hun måske har set min far fra rummet, og derfor spørger jeg dumt: ”Kender du da min far?”
Hun smiler og ryster på hovedet. ”Nej, men jeg kender din tilstand.”
”Min tilstand?” Jeg stirrer med åben mund. ”Er jeg da ikke af en anden verden?”
Hun tager min hånd i sin. Denne gang tillader jeg berøringen, selvom hendes skønhed skræmmer mig fra vid og sans.
”Hvad hedder du?”
Udyr – monster – misfoster skal jeg lige til at svare, indtil jeg kommer i tanke om mit rigtige navn: ”Carlos.”
”Carlos, du er offer for en genetisk lidelse, der betyder at godartede svulster vokser ud af dine nerveceller. Ligesom elefantmanden.”
”Elefantmanden?”
Ja, din lidelse var for kort tid siden uhelbredelig, men i dag kan vi gøre meget. Rigtig meget endda.” Hun tager en dyb indånding og forsætter: ”Jeg er plastikkirurg og kan fjerne din deformitet. Hvad siger du til det?”
”Deformitet? Jamen, jeg …”
”Du skal ikke betale noget, Carlos, jeg og mine kolleger gør det gerne gratis. Jeg kan give dig et nyt ansigt. Dit rigtige ansigt … Bagefter kan vi hjælpe dig med at lære et håndværk. Komme i skole. Få et job!” Hendes øjne skinner om kap med smilet. Hun ligner en engel. ”Hvad siger du?”
Jeg nikker og mærker tårer presse sig på. ”Et job? Mig?” Det bliver Carlos fødsel og udyrets død.

—

Teksten er skrevet med følgende opgaveformulering i mente:

10996438_10206830864306614_6232123309182661044_o