”Jeg fornemmer efterhånden, at der også er noget andet, der plager dig, Sofie.” Min psykolog sendte et strengt blik ud over brillekanten og fortsatte: ”Ikke kun sorgen over din mor, vel?”
Så var hun alligevel mere fintfølende end antaget, tænkte jeg og knugede smykket i lommen. Måske var tiden inde til at bekende kulør? Få det overstået. Jeg satte mig brat op i divanen: ”Tror du på det uforklarlige? Dét, der er hinsidiges al fornuft?”
Et smil krusede om hendes læber, før hun svarede: ”Tjoh. Sindet har mange kringelkroge, der kan spille os et pus … Men hvad drejer det sig om?”
”Erindringer …” Jeg drog et dybt suk. ”Erindringer fra en anden tid … og en anden person …”
”En anden person?” Hun hævede sine bryn, så hele paletten af øjenmakeup kom til skue og kradsede straks noget ned på blokken. Alligevel holdt jeg fast. Jeg skulle til bunds. Nu eller aldrig. Hun har tavshedspligt, beroligede jeg mig selv og tog en dyb indånding.
Jeg dvælede et øjeblik ved de gyldne efterårsblade, der blafrede i vinden uden for vinduet, inden jeg så hende i øjnene. ”Jeg fik et smykke af min mor, lige inden hun døde … Det var den eneste ejendel, hun havde, dengang hun blev bortadopteret. Ellers vidste hun intet om sine biologiske forældre, som du jo ved. Og ja, det lyder underligt det her, men når jeg tager det om halsen …” Jeg holdt guldkæden op foran mit ansigt. ”… Træder jeg ind i en trance og bliver til et offer for den spanske borgerkrig.
Hun forsøgte at undertrykke et smil. ”Borgerkrig?”
”Ja.”
”Måske vil du vise mig, hvordan det fungerer?” Hun strammede sig an for at holde masken, men jeg var fortrøstningsfuld i mit forehavende. Hendes morskab skulle nok fortage sig, tænkte jeg og åbnede hånden og tog smykket på.
I det samme flimrede det for mine øjne. ”Jeg blev advaret om min død,” hørte jeg mig selv fortælle fra en anden dimension, mens jeg tyssede på psykologen og blev trukket ind i en verden, der tilhørte en anden:
Støvet klæber sig til mi
t ansigt, mens jeg haster tilbage fra brønden til dagens gøremål. Da jeg når ind i skyggen af figentræet, hiver en hånd fat i mig, så jeg nær taber vandkrukken. Han trækker mig ind i en gyde med sin pegefinger for munden. ”Ssh!” Det er præsten registrerer jeg, idet jeg kommer mig over forskrækkelsen. ”Falangisterne kommer i nat, og du er på listen. Flygt!”
”Landsbyen vil ikke lade dem tage mig!”
”Der tager du fejl, mit barn. Fejheden råder. Og når de kommer, kan jeg intet gøre for dig.”
Jeg ryster på hovedet og skælver i mit indre, fast besluttet på, at jeg vil stå på min ret og kæmpe som min mand til det sidste. Mine naboer vil ikke lade Falangisterne føre mig bort. Ikke en enke og enlig mor.
Men da de samme aften sparker hul i min dør, får de hurtigt knækket min modstand. Ingen griber ind, mens jeg forsøger at kæmpe mig fri af hænderne der slæber mig bort. Mine naboer udgør en mur af tavshed. Præsten står stille og ser til, mens de puffer mig op på ladet af en bil, hvor jeg skimter to andre kvinder i månelysets skær.
Min datter er vågnet og løber efter vognen. Nogen indhenter mit barn og holder hende tilbage. Hendes treårige krop kollapser i gråd. Det skærer i mit hjerte, mens vi kører bort.
Uden for landsbyen bliver vi sat til at grave. Slag hagler ned over os imens. Mit mod begynder at svigte og benene ekser under mig. Jeg falder ned på knæ, og mærker i det samme riflen i min ryg. Så detonerer smerten i mig og alt bliver sort.”
I det samme slog jeg øjnene op og stirrede direkte på min psykolog: ”Mine knogler ligger der stadig. Spanien må gøre op med sin fortid!”
“Sofie, er det dig? Er du der?”
Mens jeg tog amuletten af, følte jeg omsider, at klarsynet var trængt ind: “Hun var min mormor,” hørte jeg mig selv sige. “Min mor blev solgt til udlandet, via adoption, af den katolske kirke, der hjalp Franco af med sine modstanderes overlevende børn.”
Min psykolog lignede nu for en gang skyld en, der ikke vidste, hvad hun skulle svare.
—
Teksten er skrevet med følgende opgaveformulering in mente:
Hej nanacajus
Spændende fortælling og velfortalt med en fin ramme.
Jeg vil slå ned på en bestemt detalje, som måske kunne kræve overvejelser:
” Hun hævede sine bryn, så hele paletten af øjenmakeup kom til skue, og noterede noget på blokken: Personlighedsspaltning, gættede jeg på.”
Hvordan ville det virke, hvis du ikke lod din HP gætte, hvad der stod, men overlod det til læseren? Jeg synes altid det giver en særlig spænding i en tekst, hvis der omtales en anden tekst, her psykologens notat, som læseren ikke har adgang til. Det åbner, synes jeg, for en fornemmelse af dybdeperspektiv og peger måske også på, at den tekst, man som læser har adgang til at læse, måske bare er en overflade, at der er noget bag den, man ikke ser. Håber, det er forståeligt, hvad jeg mener. Prøv måske at overveje og se, om du kan bruge det.
LikeLiked by 1 person
Hej Glenstrup
Tak for din fine kommentar og dine overvejelser omkring psykologens notat. Det er en interessant observation, specielt fordi, det slet ikke er noget, jeg selv skænkede en tanke, da jeg skrev. (Måske kom sætningen af mit behov for at påpege over for læseren, at psykologen er dybt skeptisk, (med god grund!) men det kan godt være, at jeg her holder læseren for meget i hånden. Jeg kan i alle fald godt følge dig i det, du siger, så jeg vil da overveje en ændring her.
Tak for besøgeet, Glenstrup!
Nana
LikeLike
Ja jeg skulle lige læse for at finde ud af handlingen, og lagde slet ikke mærke til andet, og det må betyde at teksten fanger, jeg skal læse den igen for at komme med mere uddybende kommentarer og det gør jeg så senere.
ses hilsner ravnkilde
LikeLiked by 1 person
Tak for besøget Ravnkilde 🙂
(Jeg kender godt det der med hurtigt at danne sig et førstehåndsindtryk af en tekst, hvor man ligesom er nødt til at vende tilbage for at læse og kommentere behørigt.)
Jeg glæder mig rigtig meget til din tekst, men det kniber desværre med at komme rundt i det tempo jeg gerne vil. Men jeg kommer …
På genskriv!
Nana
LikeLike
Hej Nana!
Jeg læste med den der fornemmelse af, at du var ude i noget fantasy og blev faktisk en smule overrasket over, at historien har fat i virkelighedens verden. Du bygger den fint og spændende op, så man bliver nødt til at læse det hele.
Jeg vil give Glenstrup ret i, at du ikke behøver at fortælle alt. Der kunne godt være overladt en smule til læseren.
En bette ting:
Det, der er hinsides, tror jeg det hedder.
LikeLiked by 1 person
Hej Finn
Rigtig mange tak for din gode kommentar. Det var godt at få dit besyv med i forhold til det psykologen skriver på bloggen mv. (Hun ville nok skrive skizofren, for det hedder hvis ikke personlighesspaltning på fagsprog.) Jeg grubler stadig lidt over det, da det med en mulig diagnose også kan være en måde at gøre historien lidt mindre Fantasy-agtig? (Ikke at der er noget i vejen med Fantasy, i øvrigt)
Du skal også have mange tak for rettelsen. For det hedder ganske rigtigt hinsides.
Mange hilsener
Nana
LikeLike
Hej Nana
Hvor er det en flot og læseværdig fortælling du har skrevet og som sædvanlig har du din research i orden. Overskriften giver lyst til at læse.
Dialogerne er meget troværdige, flot som du skifter sprogstil i dialogen mellem mormoderen og præsten.
Og nu til de der bagateller, som du kan gøre med hvad du vil. 😊
Du skriver konsekvent “min psykolog” og ikke psykologen, det gør at jeg opfatter hun har et tættere forhold til hende, end jeg egentlig kan læse i teksten.
“Støvet klæber til min ansigtssved” jeg tænker at støvet netop klæber til hendes ansigt fordi hun sveder. Så måske er det nok at skrive at “støvet klæber til mit ansigt”
Denne her sætning får jeg ikke rigtig fat i “Da jeg træder ind i skyggen af smalle stræder” træder hun ind i skyggen i et smalt stræde?
Du skriver “Men da de kommer samme aften og brækker hul i min dør” jeg tænker enten hamrer eller banker hul, eller måske brækker døren op.
“Min datter er vågnet og løber efter vognen, indtil den treårige krop kollapser“ måske hendes treårige krop i stedet for “den”.
“der hjalp Franco af med sine modstanderes overlevne børn.” Jeg mener det hedder “overlevende”.
Psykologen har problemer med at skjule sit smil i forhold til det Sofie siger, hele vejen igennem. Måske kunne du også “spille” på det i slutningen. Bare en tanke.
Tak for en dejlig fantasifuld fortælling med rod i virkeligheden.
Kh Livsglæde
LikeLike
Rigtig mange tak for din flotte og grundinge kommentar 🙂
Og jo, du har helt ret i, at støvet bare bør klæbe, og at det hedder overlevende. Så det vil jeg straks rette.
Og så vil jeg naturligvis også kigge de andre sætninger, du nævner, efter i sømmene, for du har helt sikkert fat i noget der.
Mht. min psykolog, så er det egentlig meningen, at hun har et relativt tæt forhold til sin psykolog. Hun har nemlig været der flere gange under påskud af at bearbejde sorgen over sin mors død, men i virkeligheden er det mest “problemet” med amuletten, der plager hende. Men det er muligt, det skal tydeliggøres, at hun har været der flere gange. Det kan også være, der bare står min psykolog for ofte, og at det måske skal erstattet med “hun”.
Det vil jeg i alle fald have i baghovedet næste gang, jeg redigerer.
Så rigtig mange tak for værdifuldt in-put.
K.H. Nana
LikeLike
Hej Nana,
Dejlig fortælling. Jeg blev grebet af historien og fik faktisk lyst til at vide mere. Ligesom Livsglæde studsede jeg også over flertalsformen i “Da jeg træder ind i skyggen af smalle stræder”. Hvor mange stræder træder hun ind? 🙂
Din historie gør mig bestemt nysgerrig efter mere. Vil hun lede efter graven i Spanien? Vil amuletten fortælle hende mere? Øv, jeg var slet ikke færdig med at læse, da du valgte at afslutte din fortælling.
Kh
Mette
LikeLike
Hej Mette
Dejligt at du kunne lide historien! Den kom sådan lidt af noget reseach jeg i forvejen laver til en roman, jeg er i gang med (den handler nu ikke om borgerkrigen i Spanien, men der er alligevel et emne jeg forsøger at sætte mig lidt ind i som baggrundsinformation …) Så jeg ved godt, at historien ender lidt brat, for der er helt klart rigtig meget stof i det her. (Men jeg overskrider faktisk allerede de 700 ord …)
Jeg er helt enig i sætningen du nævner ikke er helt god, så jeg har faktisk lige lavet en lille redigering. (Det er lidt ærgeligt man ikke kan vise rettelser herinde – men hvis man fx markerer alle ændringer, synes jeg det bliver for uoverskueligt. På Saxo (ved ikke om du var med den gang?) kunne man gå tilbage og se tidligere versioner af teksten, men det kan vi altså ikke klare, rent teknisk, her.)
Jeg glæder mig meget til at læse din tekst og kommer forbi, så snart jeg kan …
K.H. Nana
LikeLike
Til evt. nye læsere er teksten lige blevet redigeret en lille smule på baggrund af de kommentarer, jeg har modtaget. Så det du ser på skærmen nu er 2. version.
LikeLike
Hej Nana.
Hold da op. Den vinkle havde jeg ikke lige set komme, men den er genial. Jeg var opslugt fra starten. Glæder mig til at se hvad du kommer på næste uge.
Kh Uhrskov
LikeLiked by 1 person
Tak Uhrskov! Det er altid dejligt, når man formår at overraske lidt, så det var en dejlig kommentar at få 🙂
Vi ses “ovre hos dig.”
K.H. Nana
LikeLike
Kære Nana
God ide med tidligere liv!
Jeg undrer mig, når jeg læser over, hvorfor din hp vil fortælle psykologen den historie, når hun faktisk er sikker på, at psykologen tror, hun er tosset?
Hvad vil hun mon med det? Hvad er hendes ærinde? Det er de spørgsmål, jeg sidder tilbage med. Mener hun det alvorligt?
At hun siger min psykolog, synes jeg tyder på, at hun har været der mange gange før, og at der ikke rigtig er kommer noget ud af det.
Men jeg synes, det er en rigtig god ide med erindring, der rækker ud over et enkelt liv. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke selv fandt på det 🙂
Kh
Marie
LikeLike
Kære Marie
Altså, nu er du lidt krævende, Marie 🙂 Men dine spørgsmål er naturligvis meget relevante.
Jeg forestiller mig, at hun må tage mod til sig for at fortælle om de hallucinationer amuletten giver hende. Hun håber på en rational forklaring på det hele, men frygter at psykologen får en eller anden frygtelig diagnose ud af det. Derfor minder hun sig selv om, at psykologen har tavshedspligt, når hun endelig tager mod til sig.
Giver det mening? Jeg ved godt, at det her ikke er verdens mest troværdige historie. Men tænk dig, dagen efter jeg havde skrevet teksten hørte jeg følgede (efter sigende sande) historie i radioen:
En mand får et telefonopkald, fra sin afdøde far, der advarer ham mod en forestående rejse til Mexico, inden stemmen i røret forsvinder. (Manden har planlagt en rejse til Mexico) Det samme gentager sig flere gange over de følgende dage, hvor den afdøde far også advaret mod hotellet, som som manden har booket sig ind på. I mellemtiden opsøger manden en psykolog, der ikke kan give nogen forklaring, men siger han roligt kan tage af sted.
Manden vælger alligevel ikke at rejse og på dagen hvor han skulle være vågnet op på et hotel i Mexico, ser han ruinerne af hotellet i nyhedsudsendelsen på TV. Der har været jordskælv.
Personlig er faktisk meget skeptisk over for det overnaturlige, men synes alligevel det uforklarlige og mystiske er lidt spændende … Og jeg anerkender, at der er mange ting der ikke kan forklares. Dertil kommmer at jeg tror der er psykiske lidelser, der kan føre til hallucinationer, som må føles som virkelige for den der oplever dem.
Men nok om det. Jeg glæder mig til din historie og kommer forbi, så snart jeg kan.
K.H. Nana
LikeLike
Spændende sådan at kunne iføre sig andres erindringer. Men også lidt foruroligende. Som at være synsk og overempatisk.
Jeg synes historien er godt fortalt, så man kan se situationen for sig, så grusom den end er.
Tænkte lige da jeg læste, at ‘grinetrang’ måske er for voldsomt. Måske ‘munterhed’ er bedre. Men pyt. Og klarsynet, der er sivet ind. Tja, jeg har egentlig ikke noget rigtig godt andet forslag. Jeg synes bare at man kan opleve klarsyn, være klarsynet. Det kan vel også dukke op? Men sive…
Nå, men rigtig flot historie
LikeLike
Hej Per
Tak for din gode kommentar. Jeg giver dig ret i der må kunne findes et bedre ord for grinetrang (lattermildhed, er det bedre?) og at sætningen med sive ikke er helt god. (Glad for at du nævner den, for der var jeg heller ikke selv helt tilfreds, men jeg har ikke lige kunnet finde en bedre formulering. Men det kommer nok …)
Ja, det må være meget forudroligende at opleve sådan noget, og som jeg lige har skrevet til Marie Engling er det her jo ikke en historie, hvor troværdigheden er helt i top. (Jvf. evt. mit svar til Marie) Og jeg er ikke psykolog, men forestiller mig, at visse liderser som skizofreni fx kan medføre hallucinationer, der føles virkelige for den, der har lidelsen. (Men jeg siger ikke, at det er det, der er tale om her, men leger blot med tanken om, at der nogle gange er ting som selv psykologer ikke kan forklare!)
Vi ses på “din side”, når jeg kommer dertil!
Mange hilsener
Nana
LikeLike
Der er igen lavet et par små ændringer (“grinetrang” er erstattet med “morskab” og “sivet” med “trængt”), så til evt. nye læsere er det tredje version, du ser på skærmen.
LikeLike
Excellent! Sikke en måde at tolke opgaven på og en rigtig god fortælling i fortællingen.
hilsen
Anne
LikeLike
Rigtig mange tak, Anne. Det glæder mig at du kunne lide den lidt alternative ramme for fortællingen.
Mange hilsener
Nana
LikeLike
Hej Nana,
Waw for en god historie. Jeg elsker historie, men jeg er også sådan lidt til det okkulte. Jeg kan se, der har været lidt forslag til ændringer i sproget, så deet er sikkert på plads. Jeg vil dog lige tilføje, at det hedder ind i skyggen af figentræet og ikke ind under skyggen af figentræet.
Så blev jeg lidt overrasket over at den katolske kirke i Spanien har SOLGT børn til udlandet. Jeg tror dig, og nåh ja, den katolske kirke har jo også så mange penge. Måske har de givet Franco et lille vederlag for hans generøsitet?
God læsning, mer af samme slags, tak!
Hilsen Ella
LikeLiked by 1 person
1000 tak for din fine ros, Ella. Den glæder mig.
Jo, den er god nok, ifølge det jeg har læst, så blev børnene solgt/adopteret (for de blev ikke givet bort gratis! Men man kan sige at “solgt” er det ord fortælleren vælger at bruge) til både ind- og udland, og den katolske kirkes samarbejde med Franco-regimet er et ømt punkt, som man helst ikke taler om i Spanien i dag. (De har ikke haft samme retsopgør som i fx Chile og Argentina, hvor “fjendens” børn også blev adopteret bort, som du sikker ved. Vederlag, tror jeg nu ikke der var tale om, snarere at det kunne betale sig for kirken at være på den “rigtige side”, og så var Franco selv jo ærkekonservativ og erklærede sit styre for katolsk.
Jeg retter straks til “ind i skyggen af”, for der kan jeg godt se, at du har ret.
Tak for besøget!
KH. Nana
LikeLiked by 1 person
Wauw Nana! Jeg vil gerne høre mere!
Jeg har slet ikke nået at tænke i grammatik eller sproglige finesser, for jeg blev helt opslugt. Det er velskrevet, det er en spændende scene du opstiller for os (både ved psykologen og i landsbyen), og karaktererne er troværdige. Det fungerer simpelthen bare.
Det eneste jeg lige studsede over, var billedet midt i det hele. Men det måske bare mig – jeg har altid følt, at min fantasi blev spoleret af billeder i bøger.
Jeg glæder mig til at læse mere af dig 🙂
– Nielsdatter
LikeLike
Hej Nielsdatter
Mange tak for din ros☺️ Det er jo bare guld værd at få at vide at en læser bliver opslugt. Og så har jeg fået en del kommentarer allerede, der har hjulpet mig til at stramme sprogligt nogle steder, så det er nok ikke længere så vigtigt med detaljerne (og alle typer af kommentarer kan man lære af)
Jeg ved godt, at billedet, for nogen, kan være lidt forstyrrende for læsevenligheden (og jeg vil have det in mente til næste opgave), men jeg er sådan lidt visuelt anlagt og kan ikke lade være med at proppe billeder ind, når jeg kan slippe af sted med det … (og det jo så nemt i WordPress)
Tak for besøget!
Mange hilsener
Nana
LikeLike
Endelig et ordentligt, fedt, saftigt eventyr med overnaturlige elementer! Man er der selv under krigen og bliver hevet med i voldsomhederne. Flot beskrivelse af grusomhederne.
LikeLike
Mange tak skal du have, Dorte. Dejigt at vide at teksten faldt i smag.
Jeg vil forsøge at komme forbi din tekst hurtigst muligt, for den har jeg stadig til gode 🙂
Bedste hilsener
Nana
LikeLike
Hej Nana
En rigtig god erindrings historie. Du har grebet det an på en rafineret måde, som får mig til at læse med stor nysgerrighed, for hvad sker der.
Fra de andre kommentar kan jeg forstå, at du her rettet en del ind, og det er blevet godt, som det er nu,( i hvertfald for mig).
Jeg sidder tilbage og vil gerne vide mere. Det gør nu ikke noget, for sidder jeg bare her ved formiddagskaffen og digter videre for mig selv. 😉
Tak for en god og læseværdig fortælling.
venligst Hilleborg
LikeLiked by 1 person
Hej Ella
Du må skam gerne digte videre, det går jeg sådan set også selv, da denne historie sagtens kunne blive længere. Der er i alle fald meget stof i Den spanske borgerkrig og også spaniernes manglende opgør med Franco-tiden.
Ordet “rafineret” er jeg glad for, for det var lidt af en satsning at bygge historien op på den måde.
Tak for dit besøg, Ella
Mange hilsener
Nana
LikeLiked by 1 person
Hej igen Nana
Dette kun for at sige at jeg er Hilleborg, ikke Ella 😉 🙂
LikeLike
Ups! Det må du undskylde, Hilleborg. ☺️
LikeLiked by 1 person
Hej Nana
Er helt vild med din historie her. Dramatik gennem tre generationer. Adoption amulet. En psykolog som heldigvis må tie stille.
Det er virkelig godt gået!!
Dine kommentarer læste jeg slet ikke i, måtte bare frem til feltet, hvor jeg selv kunne skrive, inden stemningen blev forplumret af andres meninger.
Den type fortællinger fænger virkelig hos mig. De teoretisk ting omkring synsvinkler, grammatik osv. har du helt styr på og jeg synes de er dræbende kedelige at skulle kommentere, så det skipper vi.
Tak for god og underholdende læsning.
hilsen mille
LikeLike
Kære Mille
Tak for kommentaren, som jeg blev meget glad for. Det var sådan lidt af et eksperiment og få en erindring ind fra fortiden “på mystisk” vis, så det glæder mig, at du synes, jeg er sluppet nogen lunde fra det.
Og ja, grammatik er kedeligt, og kan hurtigt stå i vejen for kreatiten og læsningen, hvis man dvæler for meget ved den … Men det er nu en god ting at blive bedre til og her står jeg i evig gæld til flere af mine kommentatorer fra Saxo-tiden.
Mange tak for din læsning af teksten.
Mange hilsener
Nana
PS. Jeg læser også først en tekst uden at kigge på andres kommentarer for ikke at lade mig farve. (Men nogle gange er det altså svært ikke at skæve til kommentarfeltet lige over en …)
LikeLiked by 1 person
Kære Nana!
Meget velskrevet og fængende historie med et bette okkult twist – godt fundet på og ikke mindst godt fortalt.
Jeg har ikke som sådan nogen anker, men jeg kan jo godt lide, når sproget er lidt dæmpet/underspillet, så visse passager finder jeg nok lidt vel over-beskrevne, for jeg kan jo – som du godt ved – rigtig godt lide selv at digte med, når jeg læser.
F.ex ville jeg foretrække noget andet end “sitrer i mit indre” og kroppen, der “eksploderer i gråd” (uf for et grimt billede, jeg får på nethinden!!!).
Men jeg kan rigtig, rigtig godt lide dine måde at fortælle om fortidens fortrædeligheder på – det er helt suverænt 🙂
Tak for fængslende læsning og ikke mindst for at gøre mig lidt klogere på Franco og den spanske kirke 🙂
KH
MOH
LikeLike
Hej MOH
Jeg var lidt spændt på, om jeg nu kunne slippe af sted med den her “bette okkulte twist”, men foreløbigt er der ingen, der har protesteret højlydt. Og jo, det glæder mig meget, at også du kan lide mit lille eksperiment.
Det er mægtigt fint, at du nævner det med de overbeskrevne passager, for jeg synes det er en meget svær balance, når man skal skrive om dramatiske hændelser; det kan blive FOR dramatisk. Så jeg lover dig, at kigger på det, når jeg lige har fået teksten lidt på afstand. (Så kan jeg formentlig selv se det – Det er utroligt som redigeringslysten falder over mig, når jeg haler gamle tekster frem fra gemmmerne …)
Dejligt, hvis jeg kunne bidrage med lidt ny viden om forholdet mellem Franco og den katolske kirke, for det var vist en af de kapitler af kirkehistorien som mange ønsker i glemmebogen.
K.H. Nana
LikeLiked by 1 person
Hej Nana
Jamen altså, jeg er helt solgt. Det her er lige en fortælling, jeg gerne læste 400-500 sider mere af. Der mangler måske lidt forklaring i teksten på, hvorfor hun dog overhovedet går til psykologen med det her, når hun ikke rigtigt har tillid til hende, men der er så meget andet der er vigtigere at fortælle med de 700 ord, der er til rådighed Og jeg tror sagtens jeg kan sætte mig ind i hendes skræk, forvirring, desperation over at blive kontaktet af fortiden. Noget må hun jo gøre.
Fin ramme, godt sprog og fængende titel.
Kommer der en fortsættelse?
Kh
Sarah
LikeLike
Hej Sarah
Min tanke var, at det er sådan lidt med blandede følelser, at hun går til psykologen – hun er bange for at hun er ved at blive vanvittig (psykisk syg), men også samtidig bange for forblive alene med den her oplevelse, men jeg ved godt, at det er noget, der måske godt kunne fremstå lidt klarere i teksten.
Men du synes alligevel godt om teksten, og det er jeg naturligvis rigtig glad for, da det jo var en lidt alternativ (bogstaveligt talt) måde at gribe opgaven an.
Og du har sikkert ret i, at man sagtens kunne skrive en længere historie med udgangspunkt i de her emner. Jeg kan nemlig også godt lide fortællinger med historiske tilbageblik over generationer. Men en fortsættelse bliver nok lidt svær lige at ryste ud af ærmet i DnS-regi.
K.H. Nana
LikeLike
Kære Nana
Endelig har jeg tid og jeg nød i den grad din spændende og levende historie.
Dit sprog er klart og letflydende, billedrigt og plastisk. Dejligt at læse.
Handlingen er fatasifuld og fantastisk. Helt Isabella Alliende.
Hvis teksten skulle helt op at ringe for mig, så skulle der være en krølle på fortiden, som gjorde denne besynderlige evne til at skifte person(lighed) til noget uunværligt for en begivenhed i nutiden. Så det hele pludselig har et formål.
Undskyld jeg sådan digter med. jeg nød meget at læse teksten.
Glæder mig til næste tekst.
Kh
Nina
LikeLiked by 1 person
Kære Nina
Det glæder mig, at du kunne lide min lille historie, hvor der nok har sneget sig lidt magisk realisme ind. Det er også sjovt at opleve, at man nogle gange kan slippe nogen lunde heldigt fra at forfølge et skørt indfald, mens man skriver.
Jeg kan sagtens se, det geniale i det forslag du kommer med (herligt at du digter med!), men lige nu har jeg svært ved at greje den ekstra krølle, men det kan være det kommer! (Man har da lov at håbe.)
Tak fordi, du læste med!
Vi “ses” i næste omgang.
K.H. Nana
LikeLike
Hej Nana.
Wauv! ;-)’
Det er vel nok en god historie. Det overnaturlige islæt med amuletten er bestemt med til at gøre den fangende – og virker rigtig godt som katalysator for en stemme fra fortiden.
Spændende at skrive om den spanske borgerkrig. Min oldefar deltog i den.Og jeg har skrevet en historie engang, hvor i en person havde deltaget.
Fangende læsning 😉
Vh. Amanda
LikeLike
Hej Amanda
Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg nu kunne slippe af sted med det overnaturlige islæt, så jeg er rigtig glad for din tilbagemelding.
Tænk, at din oldefar deltog i Den spanske borgerkrig. Det var der vist rigtig mange udlændinge, der gjorde, men din oldefar kan selvfølgelig også have været spanier.
Jeg kan ikke huske at have læst den historie, du nævner, men den vil jeg mægtig gerne læse på et tidspunkt. Ligger den på din blog?
Mange hilsener
Nana
LikeLike
Hej Nana
Er der en kamp mellem psykolog og patient? I hvert fald har Sofie ikke tillid til psykologens empatiske evne, og noterer en sejr til sidst: “Min psykolog lignede nu for en gang skyld en, der ikke vidste, hvad hun skulle svare”.
Amuletten har beskyttet Sofies mor gennem borgerkrigen, og nu forsøger den at beskytte mormorens knogler, da den ikke kunne beskytte hendes liv. Jeg er til gengæld ikke sikker på at den beskytter Sofie, som den burde. Hun har hårdt brug for en at støtte sig til.
Dejligt med en historie der snor sig så uventet, fra psykolog til mormor og borgerkrig. – Isnpiratin fra Seeren fra Andalusien?
De bedste hilsener fra jesper o
LikeLiked by 1 person
– der skulle altså stå: Inspiration …
LikeLiked by 1 person
Det tænkte jeg nok … Man kan nemt komme til at lave en lille smutter i kommentarerne, der jo desværre ikke kan rettes bagefter.
LikeLike
Hej Jesper
Ja, en kamp kan man måske godt kalde det – i alle fald en intern kamp. Sophie er sådan lidt bange for spykologen, og for at hun skal hive en skummel diagnose frem, men hun er på den anden side nødt til at tale med en eller anden om det her … Det er lidt det, jeg prøver at skildre med forholdet mellem de to, og håber det lykkes sådan nogen lunde? Og du læser slutningen som jeg gerne ville have den skulle læses: Altså med en lille sejr til Sophie.
Det glæder mig, at historien kunne overraske undervejs. Seeren fra Andalusien kender jeg slet ikke, så inspirationen kommer nok mest fra noget baggrundresearch jeg er ved at lave til en roman (der dog ikke handler om den spanske borgerkrig.)
Mange hilsener
Nana
LikeLiked by 1 person
Jeg haster lige med at få givet dig respons på sidste uges opgave. Jeg synes det er svært at nå at læse og kommentere alle dem jeg gerne vil. Nu står en ny opgave jo og venter. 😉
Når det er sagt, så nød jeg i den grad din fortælling. Du fører os ind i en verden, der både er drøm for Sofie og også er en fortidig virkelighed. Tak for den. Du skriver som altid bragende godt. Kun en enkelt ting forvirrede mig. Sætningen “at jeg vil stå på min ret og kæmpe som min mand til det sidste.” Jeg troede der skulle stå “kæmpe som EN mand”, men så læser jeg videre at hun er enke. Måske er jeg lidt langsom i opfattelsen, men det ville have hjulpet mig, hvis der f.eks. havde stået “kæmpe som min mand gjorde..”
mvh elsems
LikeLiked by 1 person
Kære elsems
Ja, det ER svært at nå rundt til alle, så jeg prøver at nå så mange jeg kan, men det bliver ikke lige mange hver uge. (Denne uge nåede jeg de fleste tror jeg, men det holdt også hårdt!)
Jeg mig naturligvis over din ros, og vil naturligvis tage en ekstra kig på den sætning, du nævner.
Tak for besøget!
Mange hilsener
Nana
LikeLiked by 1 person