Tags

,

”Jeg fornemmer efterhånden, at der også er noget andet, der plager dig, Sofie.” Min psykolog sendte et strengt blik ud over brillekanten og fortsatte: ”Ikke kun sorgen over din mor, vel?”

Så var hun alligevel mere fintfølende end antaget, tænkte jeg og knugede smykket i lommen. Måske var tiden inde til at bekende kulør? Få det overstået. Jeg satte mig brat op i divanen: ”Tror du på det uforklarlige? Dét, der er hinsidiges al fornuft?”
Et smil krusede om hendes læber, før hun svarede: ”Tjoh. Sindet har mange kringelkroge, der kan spille os et pus … Men hvad drejer det sig om?”
”Erindringer …” Jeg drog et dybt suk. ”Erindringer fra en anden tid … og en anden person …”
”En anden person?” Hun hævede sine bryn, så hele paletten af øjenmakeup kom til skue og kradsede straks noget ned på blokken. Alligevel holdt jeg fast. Jeg skulle til bunds. Nu eller aldrig. Hun har tavshedspligt, beroligede jeg mig selv og tog en dyb indånding.

Jeg dvælede et øjeblik ved de gyldne efterårsblade, der blafrede i vinden uden for vinduet, inden jeg så hende i øjnene. ”Jeg fik et smykke af min mor, lige inden hun døde … Det var den eneste ejendel, hun havde, dengang hun blev bortadopteret. Ellers vidste hun intet om sine biologiske forældre, som du jo ved. Og ja, det lyder underligt det her, men når jeg tager det om halsen …” Jeg holdt guldkæden op foran mit ansigt. ”… Træder jeg ind i en trance og bliver til et offer for den spanske borgerkrig.
Hun forsøgte at undertrykke et smil. ”Borgerkrig?”
”Ja.”
”Måske vil du vise mig, hvordan det fungerer?” Hun strammede sig an for at holde masken, men jeg var fortrøstningsfuld i mit forehavende. Hendes morskab skulle nok fortage sig, tænkte jeg og åbnede hånden og tog smykket på.

I det samme flimrede det for mine øjne. ”Jeg blev advaret om min død,” hørte jeg mig selv fortælle fra en anden dimension, mens jeg tyssede på psykologen og blev trukket ind i en verden, der tilhørte en anden:

Støvet klæber sig til miIMG_0949t ansigt, mens jeg haster tilbage fra brønden til dagens gøremål. Da jeg når ind i skyggen af figentræet, hiver en hånd fat i mig, så jeg nær taber vandkrukken. Han trækker mig ind i en gyde med sin pegefinger for munden. ”Ssh!” Det er præsten registrerer jeg, idet jeg kommer mig over forskrækkelsen. ”Falangisterne kommer i nat, og du er på listen. Flygt!”
”Landsbyen vil ikke lade dem tage mig!”
”Der tager du fejl, mit barn. Fejheden råder. Og når de kommer, kan jeg intet gøre for dig.”
Jeg ryster på hovedet og skælver i mit indre, fast besluttet på, at jeg vil stå på min ret og kæmpe som min mand til det sidste. Mine naboer vil ikke lade Falangisterne føre mig bort. Ikke en enke
og enlig mor.

Men da de samme aften sparker hul i min dør, får de hurtigt knækket min modstand. Ingen griber ind, mens jeg forsøger at kæmpe mig fri af hænderne der slæber mig bort. Mine naboer udgør en mur af tavshed. Præsten står stille og ser til, mens de puffer mig op på ladet af en bil, hvor jeg skimter to andre kvinder i månelysets skær.
Min datter er vågnet og løber efter vognen. Nogen indhenter mit barn og holder hende tilbage. Hendes treårige krop kollapser i gråd. Det skærer i mit hjerte, mens vi kører bort.

Uden for landsbyen bliver vi sat til at grave. Slag hagler ned over os imens. Mit mod begynder at svigte og benene ekser under mig. Jeg falder ned på knæ, og mærker i det samme riflen i min ryg. Så detonerer smerten i mig og alt bliver sort.”

I det samme slog jeg øjnene op og stirrede direkte på min psykolog: ”Mine knogler ligger der stadig. Spanien må gøre op med sin fortid!”
“Sofie, er det dig? Er du der?”
Mens jeg tog amuletten af, følte jeg omsider, at klarsynet var trængt ind: “Hun var min mormor,” hørte jeg mig selv sige. “Min mor blev solgt til udlandet, via adoption, af den katolske kirke, der hjalp Franco af med sine modstanderes overlevende børn.”

Min psykolog lignede nu for en gang skyld en, der ikke vidste, hvad hun skulle svare.

Teksten er skrevet med følgende opgaveformulering in mente:

12006452_10206758011525340_6664364833984915496_o

Advertisements