Tags

,

10359519_10204494095088844_8527230135371806263_n-2

Snørreliv og segl

Jeg åbnede øjnene, før de første solstråler trængte ind gennem træskodderne. Vågnede ved bevidstheden om, at min skæbne var rykket en dag nærmere. Jeg sprang ud af sengen, krængede natkjolen af og trak min ynglings kjole ned over hovedet: Den uden de snærende bånd.

Skramlen fra gryder fortalte mig, at resten af husholdet snart ville vågne. ”Friheden er knap,” mumlede jeg og listede ud af mit kammer.

Mine tarme protesterede, mens jeg skråede hen over gårdsplasen og indsnusede madosen fra skorstenen. Men også i dag måtte morgenmaden vente. Efter den fulgte snørreliv, påklædning og håropsætning. Senere ventede promenaden med parasol i San Juan og undervisning i husførelse og etikette: Alt sammen pligter, der fik min mave til at vende sig som ved synet af min natpotte.

Som altid gik jeg hen til  Edgar og sadlede op med min lillebrors saddel. Så længe alle sov, var der ingen grund til at ride som en dame. ”Eller vælge en hest uden temperament,” betroede jeg den sorte hingst.

Jeg forstod mig på heste. Og havde jeg været en dreng, var jeg helt sikkert blevet udpeget som Faders efterfølger, tænkte jeg, da jeg galoperede ud gennem alleen af svajende palmer. Jeg kunne være blevet øens største hesteavler.

I stedet var min skæbne snøret ind og forseglet som en pakke til levering.

”Forseglet” mumlede jeg, mens jeg red videre op over bakkedraget. Tankerne faldt uvægerligt på Don Fernando og fik mig til at spænde i skuldrene. End ikke synet af solopgangens glødende hinde om bjergtoppene, kunne udviske følelsen af afsky. For hvad hjalp det, at Don Fernando var øens rigeste købmand, når jeg ikke kunne udstå hans dobbelthager og grånende isse?

Jeg spændte lårene om muskelmassen, lænede mig længere frem og øgede farten. Prøvede at blive et med hovenes rytme, men kunne ikke slippe tanken om Don Fernando. Der var kun to uger til forlovelsen og min 16 års fødselsdag. ”Som om det kunne kaldes en gave,” mumlede jeg hesten i øret. ”Jeg er kun til for at styrke Faders position.”

Da vi nåede sukkerplantagerne, standsede jeg op og lod Edgar hvile. Jeg hoppede ned, drak en tår vand og lod min hånd kærtegne hingstens mule. Missede mod solens tiltagende styrke og kørte en hånd gennem mine lokker. Mit blik blev fanget ind af de nøgne, svedglinsende overkroppe, hvis muskler spillede under den sorte hud. Jeg fantaserede om at finde trøst i en sådan favn. Forestillede mig en udkåren, der kunne frembringe samme kriblen, inden jeg blev mindet om præstens ord om kødets lyst.

I det samme rungede et smæld mellem bjergene. Jeg glemte alt om præsten og drejede ansigtet mod nord. Smældet blev efterfulgt af flere.

”Kanoner!” råbte mændene på marken og pegede i retning af San Juan.

Jeg kastede mig op på hesten og satte kurs mod fortet. Red så jeg nær mistede jordforbindelsen. Mærkede snart havbrisen ruske i håret og blande sig med min sved. Lidt efter skimtede jeg det turkise hav. Og som jeg nærmede mig kysten, blev lyden af kanonskud stærkere.

Før jeg kunne skimte El Morro fortet, fik jeg øje på krudtrøgen. Bag den fremkom master og sejl. ”Du Almægtige!” udbrød jeg, og mærkede hjertet slå hurtigere end Edgars hove. Det måtte mindst være en flåde på 30 skibe, måske 50, konstaterede jeg, da røgen lettede.

Idet jeg kom tættere på San Juan, blev jeg mødt af en strøm hestevogne, der flygtede hurtigere end remmer og tøj kunne holde.

”Hvad er der los?” råbte jeg, da jeg kom dem i møde.
”Flygt mit barn!” råbte kusken, i den forreste vogn, uden at gøre mine til at standse. ”Engelske pirater har indtaget El Morro og er i gang med at plyndre Don Fernandos handelsstation.”
”Plyndring? Handelsstationen?” Jeg vendte rundt og red op på siden af vognen.
”Ja, flygt mens du kan. De hærger i hele San Juan og bortfører unge piger.”
Jeg nikkede til kusken i rædsel, samtidig som en spirende jubel steg op i mit indre. Så vendte jeg igen front mod byen. Betragtede røgsøjlerne, der steg op mod himlen. Og mens jeg fordøjede kuskens ord, trængte et smil frem på mine læber.

For lige så snart min fader hørte nyheden om Don Fernandos fallit, ville han trække forlovelsesløftet tilbage. Og hvis det forholdt sig anderledes, ville jeg true ham med at kaste mig i favnen på den første og bedste pirat. Jeg stemte hælene mod Edgars bug. ”Nej!” Ophævelse af forlovelsen var ikke nok, rettede jeg mig selv i tankerne. Fader skulle anerkende mig som sin efterfølger, ellers ville jeg drage bort.

”Intet mindre,” mumlede jeg, mens ridtet ruskede i kjolen og kanonskuddene fortonede sig i mine ører. Og for første gang i lang tid glædede jeg mig til mine forældres formanende blikke ved min hjemkomst.

Advertisements