Tags

,

10685736_10204360460468062_1937556909989714213_n

Æblekuren

Kakerlakken ilede hen over flisegulvet med kurs mod sprækken under skabet. Han fulgte den ud af øjenkrogen og kastede et blik på uret over Picasso-plakaten. Der var snart gået en time. Han sukkede og bestemte sig til at gå i gang, så snart skadedyret var ude af syne. Selvterapien var blevet udsat for længe nu; det kunne ikke blive ved!

Da kakerlakken forsvandt ind i sprækken, spændte han musklerne og rev sig fri af sengen. Gik hurtigt ud i køkkenet, hvor han stak hånden ind bagest i køleskabet. Tog en dyb indånding, lukkede hånden om papirsposen og mærkede svimmelheden sætte ind. Præcist som forventet.

”Det er bare en frugt,” mumlede han. ”En skide frugt.” Han flåede papirsposen af og stod tilbage med frugten. Køleskabskulden bredte sig nu fra æblet til hånden; så til maven. Samtidig begyndte minderne at vælte op i ham. – Vældede op som olien fra en venezuelansk oliebrønd, slog det ham med en vis utidig ironi midt i hans voksende ubehag.

Han smækkede køleskabsdøren i bag sig og lod sig glide langs lågen og ned på gulvet, mens han forsøgte at få åndedrættet under kontrol. Langsomt førte han frugten til munden og tog et bid. Tændernes møde med skallen fik en spasme til at skære igennem ham. Han spyttede frugtbidden ud: hørte sit eget skrig. Fik blodsmag i munden. Mærkede sækkelærredet kradse om sit ansigt. Hørte kædernes raslen. Det var næsten som tarmene tømte sig på ny.

Selvom det var år siden, han sidst havde rørt ved et æble, måtte han sande, at hans fobi var intakt. Tiden læger sgu ikke alle sår. Det var noget pis en eller anden forpulet lommefilosof havde fundet på. ¡Embecil! Tiden var absolut ikke moden til at lægge fortiden bag sig. ”¡Jamás!”

Han havde forsøgt så mange gange før. Altid med samme resultat: Et æbles nærvær bragte ham tilbage til briksen, hvor strømmen blev sat til hans testikler; Vandslangen til hans mund. Altid efter at bøddelens tænder havde taget en lydhør bid af frugten, inden den blev placeret i synsfeltet på bordet ved siden af ham.

Hadet flammede op i ham på ny. Selv ikke efter så mange forsøg på selvterapi, kunne han bryde æblets forbandelse. Han holdt det op og tvang sig til at stirre på det. Så strammede han grebet om æblet og kylede det ind i væggen. Der lød et klask. Frugtmassen gled langsomt ned mod gulvet. Det mindede om hjernemasse, eksplosionsofre, metroen og … og.

”Nora …,” hviskede han. ¿Por que Nora? Zergatik? Hvordan helvede kunne du fejle så grusomt? ¡Joder!” Jeg lærte dig jo for fanden alt, der var at vide om bomber. Mens han betragtede æblemassen, lod han sig glide længere ud på gulvet og forsøgte at trække vejret normalt. Prøvede at lukke af for billederne af Nora, der rullede ind over ham som en lavine. Han kneb øjnene sammen. Forsøgte at kvase minderne på nethinden; Kvase scenen af Nora, der stirrede ind i tv-kameraerne med døde øjne og klæbrigt hår. Udhængt i døden for at kæmpe for sin sag. Euskadi ta Askatasuna! Deres sag.

Han åbnede øjnene med et suk og mærkede pulsen falde en kende. Det var jo for satan alt sammen lige meget nu. Nu da han havde fået nys om delegationen fra Spanien, var der opstået helt nye muligheder for at komme hans traume til livs. En ren foræring Hvad betød et skide æble i det perspektiv? Han ville selvfølgelig ikke ramme sin bøddel direkte, men det næstbedste var også godt nok.

En idé slog pludselig ned i ham som et uanmeldt svar på noget, han havde ledt efter i dagevis: Svaret på hvordan likvideringen kunne gøres så subtilt, at kun hans ærkefjende ville forstå beskeden. Han lukkede øjnene og fornemmede, hvordan hans mundvige blev trukket ud i et smil. Til helvede med æblekuren! ”Infiltration er svaret,” mumlede han og vidste med det samme, at hævnen var i havn.

(645 ord)

Advertisements